Archive for the ‘blog rockin' peet’ Category

ER VI SKYLDIGE TIL ANDET ER BEVIST?

February 16th, 2010 by Mai Kallehave

Google har været ude med øksen, og det har kostet liv. I sidste uge måtte mindst seks populære musikblogs lade livet. Alle de slettede blogs lå på Googles værtstjenester Blogger og Blogspot. Grundlaget er anklager om brud på copyrightloven, men beviserne virker tvivlsomme. Bloggerne er desuden først blevet oplyst omkring lukningen af deres blogs efter, at de var slettet.

Googles særprægede filosofi
Det tyder på, at Google handler ud fra en filosofi om, at vi er skyldige, til andet er bevist. Om Google har misforstået, hvordan fair rettergang fungerer, eller om de bare har valgt at gå egne veje, melder historien intet om. Blogsene er slettet uden varsel og derved også alle deres arkiver, hvor bloggerne har lagt timer af engageret arbejde i de mange indlæg.

De berørte bloggere
De dømte blogs er: Pop Tarts, Masala, I Rock Cleceland, To Die By Your Side, It’s a Rap og Living Ears. De er alle musikblogs, som har givet deres læsere adgang til mp3-filer med den musik, som omtales på bloggen. Det er dog ikke til at identificere nogen beviser i anklagerne, som fastslår, at de forskellige blogs har brudt ophavsrettighederne.

Nu er Danmark også ramt
Vi er blevet bekendt med, at den danske blog Blog Rockin’ Peet også er blevet lukket ned af Google. Vi kender ikke de nærmere omstændigheder, eller ved hvem den ”skyldige” er, men vi vælger at lade tvivlen komme vores blogger til gode – indtil andet er bevist. Vi forsøger at få en kommentar fra Rockin´ Peet, så vi kan få hans side af sagen.

Reaktionen
Ovenpå sletning af flere blogs bragte The Guardian en artikel om Googles blogsletning, som efterfølgende er blevet bragt i flere lande – senest i forgårs i Politiken.

Vreden er vendt mod Google. De har ikke givet bloggerne de fornødne advarsler, hvor det fremgår, hvad anklagerne går på. Hvilket jo derfor gør det svært for bloggerne at rette op på og derved undgå, at deres blog bliver slettet. Desuden kan noget tyde på, at Google ikke vurderer klagerne, som de får over de forskellige blogs, men mere reagerer på antallet af indberetninger. Betyder det, at vi kan bruge Google til at udøve hævn på bloggere?

Ovenpå problemerne med Google er flere bloggere begyndt at opfordre hinanden til at skifte over til Wordpress eller skynde sig at få lavet en sikkerhedskopi af sin blog.

Siger Google undskyld?
Oven på den megen omtale har Google indrømmet sin fejltagelse over for en af bloggerne, Masala. Bloggen er blevet genskabt, og ejerne har fået en dybfølt undskyldning, som virker mere kvalmende end oprigtig. Google påtager sig ansvaret, men pakker det pænt ind i en fejl i systemet, som de belejligt i samme ombæring har rettet. Læs hele Googles ”undskyldning” på Masalas blog. Nu vil tiden vise, om flere af de andre bloggere også har haft en fejl i systemet og derved genopstår på Blogger og Blogspot.

Google har også et ansvar
Google kan stilles til ansvar, hvis der ikke reageres, når der er brud på DMCA (Digital Millenium Copyright Act), som er den amerikanske copyrightlovgivning. De kan forståeligt nok derfor ikke lade ansvaret ligge alene hos bloggerne, og et vist opsyn må derfor være acceptabelt.

Google har lavet retningslinjer for brug af blogtjenesterne, som bevirker, at Google har pligt til at fjerne indhold, som er anmeldt, og hvor kravet er gyldigt. Effektueringen har dog ikke virket optimalt, og Google lagde derfor sidste år en ny strategi for, hvordan anmeldelser skal behandles. Det har betydet, at anmeldelserne skulle være hurtigere og lettere tilgængelige. Anmeldelserne sendes automatisk til ChillingEffects.org, hvor bloggere kan finde klager ved  at søge efter deres blogs URL. Desuden sender Google en mail om anmeldelsen til bloggeren, samt en tydelig besked på bloggen. Bloggerne har herefter mulighed for at fjerne indholdet, som anmeldelsen omhandler, og herefter sætte det redigerede indlæg tilbage på bloggen.

Det lyder jo alt sammen godt, men det virker ikke helt som den strategi, som Google har fulgt denne gang, så hvor kan vi finde retningslinjerne for Googles nye taktik?

Hvor ender historien?
Den manglende dokumentation for anklagerne og den mangelfulde kommunikation mellem Google og bloggerne får nemt Google til at indikere, at bloggerne som udgangspunkt og uden mening er skyldige. I blogverdenen har sagen fået navnet ”Musikblogocide 2010”. Hvordan ender sagen? Bliver der nogen forståelse for Googles handlinger, eller skræmmer Google sine bloggere væk?

Popularity: 3% [?]

NYT FRA MISLYD & FREDAGS-BLOGTUR

October 30th, 2009 by Electro-Gammelfar

Første stop — Mislyd, Regnsky & Støj Blog

Den danske trio Mislyd, der tidligere på året varmede op for Moderat på Train i Århus, udgiver i dag en gratis EP-udgivelse. Mislyd består af Natal Zaks, som også kendes for dubstep-projektet Tzara, som vi tidligere har omtalt i forbindelse med Dustbin-labelet. Mislyd kendes også for deres remix af When Saints Go Machie-tracket Spitting Image.

mislyd-live-myspace-blog-november.jpg
I dag ses hyppigere og hyppigere sammenfald mellem skrivende musikelskere og udøvende musikere. Fx blev releasen af When Saints Go Machine-singlen præsenteret i samarbejde med de to danske musikblogs Regnsky & Støjblog til et arrangement på Dunkel i midten af september. Søren Morten Regnsky har begået en fin introduktion til Mislyd, som kan læses her: Mislyd — November. Regnsky bringer også nyt om, at Dub Tractor, AKA Anders Remmer, som bl.a. kendes fra tidligere releases på April Records (som vi skrev om fornyligt i forbindelse med Bjørn Svin-koncerten til Wundergrund 2009), bl.a. i Boredom Is Deep & Mysterious & Future 3 — senere System, People Press Play o.a. aliaser –  er på vej med nyt materiale. Det glæder Gammelfar sig ubeskriveligt meget til at lytte til senere på dagen.

LÆS OGSÅ: Dub Tractor: Sorry

Andet stop — Blaa Vinyl: Tigerspring Label Night på Vega

tigerspring-label-night-vega-blaa-vinyl

Blaa Vinyl behandler Vega-initiativet label night. I aften står den på koncerter med kunstere fra Tigerspring, bl.a. Taxi Taxi, Messy Shelters & Chimes and Bells. Blaksmark har tidligere her på sitet introduceret til Tigerspring, og vores vegavenner har behandlet arrangementet i deres seneste Goombaypost, som kan læses her: Tigerspring — Tidens mest interessante pladeselskab?

Tredje stop — Blog Rockin’ Peet: Preview på nyt fra Troels Abrahamsen

Musikbloggen som medie er stærk, derved at det er muligt for skribenten at præsentere tekst, billeder og lyd i én pakke. Blog Rockin’ Peet bragte således nyt om Troels Abrahamsens ny udgivelser, der er i støbeskeen. Læs og lyt her — Swaat. Troels Abrahmsen, AKA Supertroels, kan opleves på Train d. 13 november og på Vega d. 14.

Popularity: 1% [?]