Archive for the ‘eksperimenterende musik’ Category

TILBAGE TIL 3 FEET HIGH AND RISING

November 23rd, 2009 by VEGA-Blogger
ScreenHunter_07 Nov. 23 15.06

Creative commons, Rehes

Det er i år 20 år siden, at den amerikanske hiphop-gruppe De La Soul udgav deres klassiske debut 3 Feet High and Rising, der indeholdt singlehits som ”Me, Myself and I”, ”Buddy” og ”The Magic Number”, og som samtidig var med til at markere en ny retning indenfor hiphop med fokus på positivitet og åndelighed.

I anledning af jubilæet er De La Soul taget på turné. Trioen Posdnuos, Trugoy og Maseo har efterhånden gæstet Danmark en del gange, men denne gang kunne der være en anderledes koncertoplevelse i vente. Noget tyder nemlig på, at De La Soul er hoppet med på trenden med at spille (alle) numrene fra et klassisk album.

I løbet af de seneste par år har man oplevet, at flere og flere ældre bands vælge at spille klassisk frem for nyt materiale. Senest oplevede undertegnede dette, da jeg af samme grund havde købt billet til rockbandet The Cults live-koncert med numrene fra deres album Love fra 1985. Det er interessant tendens, der måske er opstået som følge af det stadigt voksende behov for at turnere og spille live, såfremt man vil leve af at være musiker.

Hvad end grunden er, giver denne type koncerter mulighed for at høre nogle numre, som man ellers aldrig eller sjældent ville have mulighed for at høre live. Det er undertegnedes håb mht. De La Soul-koncerten, for udover de allerede nævnte hits, ville det være fantastisk at høre tracks som ” Jenifa Taught Me”, “Say No Go”, “Potholes in My Lawn” og “Plug Tunin’”.

Jeg holder fingrene krydset, og mens vi venter, kan man lige nyde denne klassiker: Me, Myself and I

Indlæg skrevet af Anders Madsen

I came in for...

Creative commons, Howdy, I'm H. Michael Karshis

Popularity: 1% [?]

ANMELDELSE: WUNDERGRUND, MARMORKIRKEN

October 28th, 2009 by Christian Henriksen

Endelig kan min makker og jeg smide vores godt frosne og mugne kroppe ned i en blød og behagelig kirkestol (!) og kigge op på, hvad vi bliver enige om er ‘Guds evige sol’: den store projektør i toppen af den enorme kuppel i Marmorkirken. Det er fredag den 23. oktober, vi har overlevet køen, der strakte sig langt ned af Bredgade, og er nu klar til at lade os underholde af henholdsvis Soap&Skin og Blixa Bargeld sammen med Alva Noto.

Creative commons: VHF

Creative commons: VHF

SOAP&SKIN
Trods den manglende publikumskontakt og trods den lille Ich bin ein robot -dans var koncerten med Soap and Skin overraskende fed og medrivende. Den Østrigske kunstner Anja Plaschg er åbenbart allerede udnævnt til at være den nye Nico af guitaristen John Cale. Det kan man have mangt en mening om, nogle ville måske driste sig helt til at sige, at Anja synger en anelse bedre end Nico… Men nok om det!

Koncerten varede en times tid, og i den tid nåede hun at forlade scenen to gange uden hverken buk eller tak, men med skiftende lys og frem på scenen og tilbage til klaveret. Og klaver det kan hun søreme, med diskrete referencer til Rachmaninovs kompositioner, især hans æteriske moltonalitet og dybe hug i bassen samt en lækker opmærksomhed på grundtonens hold i bevidstheden. På den front kan man ikke kalde Soap&Skin for ‘avantgarde’, uanset hvilken definition man går ud fra, men nok en mere klassisk tilgang til musik end de fleste andre nutidige kunstnere. Kombinationen af det klassiske klaver og den skrigende-råbende vokal slutter sig sammen i et udtryk, der kan sammenlignes med primatens skrig, og som fungerer fint med de samplede cello- og basstykker.

Lidt halter det dog med de samplede beats, der ikke er synderligt originale, især når man sammenligner dem med, hvad aftenen ellers bød på. Man hva’ faen?! Koncerten havde bestemt de øjeblikke, hvor alle de små hår rejste sig på kroppen! Desværre fungerede helheden ikke rigtig. Med numrenes relative 3:33-orientering, de var korte og præcise, ja, men det var, som om der kunne være lagt mere i ovnen, når vi snakker ny kompositionsmusik og ikke bare ny — og bestemt spændende –  musik. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere klassisk crescendo og lidt længere forløb, som man finder det i den klassiske musik. Men det havde på den anden side også sin charme, at man ikke nåede at falde helt i staver over det Friedrichske tågehav, jeg prøver at holde musikken op imod: Men at man blev revet ud af sin evighedslængsel og direkte ind i virkeligheden med et velplaceret råb hen over de smukke toner!

Creative commons: PEZISOCKS
Creative commons: PEZISOCKS

Blixa og Noto
Efter at have ventet en rum tid på, at blandt andet flyglet skulle ned fra scenen og Alva Notos pult sættes op, går anden halvdel af koncerten i gang. Duoen kommer på scenen, og Blixa præsenterer projektet som værende et “Work in progress” på et let og flydende engelsk. Jeg havde håbet på, at han havde snakket berlinertysk eller endnu bedre: Wolfenstein-engelsk, men nej. Let og flydende engelsk. Han slutter sin lille tale af med de berømte ord: “This is going to be loud!” Hvilket man må sige, at det også var! Nu har vi været inde på at Anja, hun skreg, men hertil må man nu sætte et lille ‘…en smule’ ind! For Blixa, han kan skrige! og det ikke kun for sin egen fornøjelses skyld. Musikken starter med et skrig så trommehinde-sønderlemmende, at det halve kunne have været nok. Og ikke nok med det, så synes Noto at det lyder så fedt, at han sammen med lydmanden beslutter sig for at loope det, i hvad snildt kunne have været en evighed eller mere. Det var så intenst, at folk ikke kunne lade være med at grine af det, og der kom en vis uro blandt folk. Det har nok også været meningen!

Efter skrige-sceancen tager de to fat i den ene løse ende efter den anden, og sammenlagt fik man serveret et langt w.i.p. på scenen med fejl og mangler, problemer med teknikken og krukkede kommentarer og fagter til lydmanden, der så ud til at gøre det bedste, han kunne – og svede ligeså. Blixa Bargeld var imidlertid meget opmærksom på publikum og den alvor, vi havde været vidner til tidligere på aftenen var afløst af selviscenesættelse med et godt gran selvironi. Alva Noto var derimod meget neutral, og det var klart ham der passede -teknik- bixen.

Creative commons: Crystalline Radical

Creative commons: Crystalline Radical

Work in progress
Duoens insisteren på at opføre et work in progress synes at lykkes, ikke at der så er de store forudsætninger herfor – ud over den evigt subjektive “jeg synes, det fungerede bla bla bla”, men rent formelt satte de to ingen grænser for, hvad der fungerede eller ej. At samspillet med lydmanden ikke så ud til at fungere efter hensigten var lidt ærgerligt, men når konceptet er så “in real time”, får man hvad man får. Hertil kan kommenteres, at manglen på komposition var altafgørende, og på sin egen måde skriver duoen sig ind  i en længere historisk kontekst af blandt andet surrealistisk automatskrift, dada-koncerter og lignende fænomener med deres koncert i fredags.

Jeg er i hvert fald med på vognen med alt i alt mange ‘thumbs up’ til koncerten og den velvalgte lokation, Marmorkirken!

-

-

-

-

ArfFreq

-

Popularity: 1% [?]

SEMINAR: SMALLE GENRER OG MAINSTREAM

October 26th, 2009 by Electro-Gammelfar

Rocken og poppen har været dominerede for konsummarkedet inden for musik de sidste 20-25 år. Noget tyder på, at vi i disse dage er ved at se en vending. Mediebilledet er i opbrud — og internettet har medførst en lang række nye mulighed for præsentation, distrubition og oplevelse af musik. De store internationale aktører har i noget tid følt sig truet. Bevægelsen går fra køb af fuldlængdeudgivelser til downloads af enkeltnumre. Det anslås, at blot 5% af de downloads, der finder sted af musiknumre er lovlige. 95% er altså illegal. Men hvordan påvirker det eksperimenterende vækstlag mainstreamkulturen?

deltagere-til-paneldebat-om-smalle-genrer-og-mainstream-wundergrund-festival-2009
wundergrund-cut-vodkaI forbindelse med årets Wundergrund-festival sættes der fokus på, hvordan de smalle genrer påvirker mainstreammusikken. Forfatter og tidligere reklamemand og skarp tekstforfatter Knud Romer agerer moderator og panelet består af interessante personer som produceren og musikeren Frederik Thaa, som bl.a. kendes fra projektet A Kid Hereafter; Kenneth Bager, manden som ofte krediteres for at bringe klubmusikken til Danmark i de glade coma-dage, Kenneth Bager står bag pladeselskabet Music for Dreams, som i sin tidlige fase mest fokuserede på blød, chillet musik, men nu også tegner mere kommercielle succeser som fx Aura Dione & Giana Factory. Spillestederne repræsenteres af Lennart Ginman, som fungerer som musikchef på Copenhagen Jazzhouse og derudover har en lang karriere bag sig som bassist og komponist, inden for såvel jazz som pop. Den akademiske vinkling står Torben Sangild, ph.d. i moderne kultur, for. Sangild fungerer som anmelder, kunst- og musikforsker og skriver bl.a. for Dagbladet Politiken.

Electro-Gammelfar, der til dagligt skriver for en blogportal (Goombay, hep-hep, tjin-tjin) om musik og musikformidling, havde naturligvis gerne set musikblogosfæren repræsenteret i vinklingen.

Sted: Råhuset, Onkel Dannys Plads, 7, København V.
Tid: 5. november 2009 i Wundergrund-regi.
Pris: 40,-

Popularity: 1% [?]