Archive for the ‘koncertoplevelser’ Category

ANMELDELSE: WUNDERGRUND, MARMORKIRKEN

October 28th, 2009 by Christian Henriksen

Endelig kan min makker og jeg smide vores godt frosne og mugne kroppe ned i en blød og behagelig kirkestol (!) og kigge op på, hvad vi bliver enige om er ‘Guds evige sol’: den store projektør i toppen af den enorme kuppel i Marmorkirken. Det er fredag den 23. oktober, vi har overlevet køen, der strakte sig langt ned af Bredgade, og er nu klar til at lade os underholde af henholdsvis Soap&Skin og Blixa Bargeld sammen med Alva Noto.

Creative commons: VHF

Creative commons: VHF

SOAP&SKIN
Trods den manglende publikumskontakt og trods den lille Ich bin ein robot -dans var koncerten med Soap and Skin overraskende fed og medrivende. Den Østrigske kunstner Anja Plaschg er åbenbart allerede udnævnt til at være den nye Nico af guitaristen John Cale. Det kan man have mangt en mening om, nogle ville måske driste sig helt til at sige, at Anja synger en anelse bedre end Nico… Men nok om det!

Koncerten varede en times tid, og i den tid nåede hun at forlade scenen to gange uden hverken buk eller tak, men med skiftende lys og frem på scenen og tilbage til klaveret. Og klaver det kan hun søreme, med diskrete referencer til Rachmaninovs kompositioner, især hans æteriske moltonalitet og dybe hug i bassen samt en lækker opmærksomhed på grundtonens hold i bevidstheden. På den front kan man ikke kalde Soap&Skin for ‘avantgarde’, uanset hvilken definition man går ud fra, men nok en mere klassisk tilgang til musik end de fleste andre nutidige kunstnere. Kombinationen af det klassiske klaver og den skrigende-råbende vokal slutter sig sammen i et udtryk, der kan sammenlignes med primatens skrig, og som fungerer fint med de samplede cello- og basstykker.

Lidt halter det dog med de samplede beats, der ikke er synderligt originale, især når man sammenligner dem med, hvad aftenen ellers bød på. Man hva’ faen?! Koncerten havde bestemt de øjeblikke, hvor alle de små hår rejste sig på kroppen! Desværre fungerede helheden ikke rigtig. Med numrenes relative 3:33-orientering, de var korte og præcise, ja, men det var, som om der kunne være lagt mere i ovnen, når vi snakker ny kompositionsmusik og ikke bare ny — og bestemt spændende –  musik. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere klassisk crescendo og lidt længere forløb, som man finder det i den klassiske musik. Men det havde på den anden side også sin charme, at man ikke nåede at falde helt i staver over det Friedrichske tågehav, jeg prøver at holde musikken op imod: Men at man blev revet ud af sin evighedslængsel og direkte ind i virkeligheden med et velplaceret råb hen over de smukke toner!

Creative commons: PEZISOCKS
Creative commons: PEZISOCKS

Blixa og Noto
Efter at have ventet en rum tid på, at blandt andet flyglet skulle ned fra scenen og Alva Notos pult sættes op, går anden halvdel af koncerten i gang. Duoen kommer på scenen, og Blixa præsenterer projektet som værende et “Work in progress” på et let og flydende engelsk. Jeg havde håbet på, at han havde snakket berlinertysk eller endnu bedre: Wolfenstein-engelsk, men nej. Let og flydende engelsk. Han slutter sin lille tale af med de berømte ord: “This is going to be loud!” Hvilket man må sige, at det også var! Nu har vi været inde på at Anja, hun skreg, men hertil må man nu sætte et lille ‘…en smule’ ind! For Blixa, han kan skrige! og det ikke kun for sin egen fornøjelses skyld. Musikken starter med et skrig så trommehinde-sønderlemmende, at det halve kunne have været nok. Og ikke nok med det, så synes Noto at det lyder så fedt, at han sammen med lydmanden beslutter sig for at loope det, i hvad snildt kunne have været en evighed eller mere. Det var så intenst, at folk ikke kunne lade være med at grine af det, og der kom en vis uro blandt folk. Det har nok også været meningen!

Efter skrige-sceancen tager de to fat i den ene løse ende efter den anden, og sammenlagt fik man serveret et langt w.i.p. på scenen med fejl og mangler, problemer med teknikken og krukkede kommentarer og fagter til lydmanden, der så ud til at gøre det bedste, han kunne – og svede ligeså. Blixa Bargeld var imidlertid meget opmærksom på publikum og den alvor, vi havde været vidner til tidligere på aftenen var afløst af selviscenesættelse med et godt gran selvironi. Alva Noto var derimod meget neutral, og det var klart ham der passede -teknik- bixen.

Creative commons: Crystalline Radical

Creative commons: Crystalline Radical

Work in progress
Duoens insisteren på at opføre et work in progress synes at lykkes, ikke at der så er de store forudsætninger herfor – ud over den evigt subjektive “jeg synes, det fungerede bla bla bla”, men rent formelt satte de to ingen grænser for, hvad der fungerede eller ej. At samspillet med lydmanden ikke så ud til at fungere efter hensigten var lidt ærgerligt, men når konceptet er så “in real time”, får man hvad man får. Hertil kan kommenteres, at manglen på komposition var altafgørende, og på sin egen måde skriver duoen sig ind  i en længere historisk kontekst af blandt andet surrealistisk automatskrift, dada-koncerter og lignende fænomener med deres koncert i fredags.

Jeg er i hvert fald med på vognen med alt i alt mange ‘thumbs up’ til koncerten og den velvalgte lokation, Marmorkirken!

-

-

-

-

ArfFreq

-

Popularity: 2% [?]

FRANK ZAPPA AND THE FREAK GENERATION

October 23rd, 2009 by Christian Henriksen

I de sidste artikler og videoer har vi kigget på den tyske avantgarde og alternative musik som forbillede for den elektroniske musik, vi kender i dag. Nu går turen over søen til det store Amerika, hvor en bølge af radikal anden karakter dukkede op i sluttresserne og starthalvfjerdserne; ikke the Beat generation, men the Freak generation og herunder naturligvis Frank Zappa & Co. For ikke at glemme The Residents og Captain Beefheart.

Freak Out

FREAK OUT!

I 1966 udkommer en plade ved navn Freak Out af The Mothers of Invention, Zappas band. Pladen udkommer samme år som Beatles ‘Revolver’, men med et radikalt andet udtryk og indhold, end den amerikanske offentlighed var (og stadig ikke er) vant til. I modsætning til den ellers politiske og meget sfæriske rock- og hippiemusik, der ellers fyldte datidens radiokanaler og ungdrenge-/pigeværelser, er The Mothers of Invention kontroversielle på deres helt egen ‘freaky’ måde. Teksterne er humoristiske og musikken underlig, med hang til det ekstremt eksperimenterende og avantgardistiske. Teksternes mål var ikke en eller andet forkromet eskapisme, men derimod nærmest en parodi på samtidens latterlig- og ligegyldighed samt en radikal eksistentiel revurdering af den amerikanske levevis. Men Zappa holder en vis afstand til den direkte udsigelse – og taler på pladen med ‘freakens’ stemme til en Mr. America: “Mr. America try to hide the emptiness that’s you inside /But once you find that the way you lied /And all the corny tricks you tried /Will not forestall the rising tide of hungry freaks daddy!” (fra nummeret ‘Hungry Freaks Daddy’)
Pladen kan ses som en manifestering af ‘Freak’-heden, som nu er på vej op igennem den amerikanske undergrund. En generation af unge mennesker, der placerer sig udenfor det etablerede samfund, i opposition. Men det er langt fra den politiske –venstreorienterede — position, ej heller er der den rockede ligegyldighed; en position uden eksplicitte politiske budskaber i en tid, hvor man enten var for eller imod.
The Mothers of Invention var anderledes selv i studiet, hvor der ikke blev ‘jammet’ som ellers – det var strictly professional.  Zappa skrev alle numrene og dirigerede bandet efter noder, efter sigende med meget hård hånd. Rollen som komponist var ikke Zappa fremmed, allerede i highschool skrev han klassiske værker og fik i løbet af sin karriere opført to stykker, herunder The Yellow Shark , lige op til han døde af prostatakræft i 1993.

BOBBY BROWN OG JOE´S GARAGE
I løbet af Zappas karriere kom han ofte til kanten af, hvad man kan og ikke kan i den amerikanske offentlighed anno halvfjerdserne og firserne. Blandt andet en video til ‘You are what you is’ hvor Ronald Regan kommer i den elektriske stol. Det var no go fra cencurens side. Hertil kvitterer Zappa med en udfordring til offentligheden med et teaterstykke i tre akter — det klassiske drama, om man vil — kaldet Joe´s Garage (1978) . Joe´Garage handler i alt sin enkelthed om Joe, som har et lille band, der gerne vil være store og leve det rigtige musikerliv med groupies og det rigtige gear. Denne plan lykkes ikke rigtig, men Joe kommer ud på et lille eventyr, der blandt andet inkluderer en tur i spjældet og et blowjob af en såkaldt ‘gayborg’. Sideløbende følger vi Mary (from the bus), som ligeledes udlever en række fantasier, herunder en tur med en katolsk præst. Indbygget i stykket er en redaktionel instans, en kommentator kaldet The Central Scrutinizer, som er Zappa selv der parodierer censuren. Stykket var intet mindre end en succes — om ikke andet for fansene — og numre som ‘Catholic Girls’ og titelnummeret ‘Joe´s Garage’ er blandt Zappas største hits, for ikke at glemme ‘Watermelon in Easterhay’ som er et instrumentalnummer, hvor Joe drømmer om guitarsoloer i massevis. Undertegnede havde den fornøjelse at se stykket opført live — på tysk — under en af de mange Zappanaler i Bad Doberan. Zappanale er en festival dedikeret til Zappa og hele freakbevægelsen og afholdes en gang om året.
Bestemt et besøg værd, hvis man er Zappamand eller -kvinde og kan lide guitar og velvoksne tyske mænd uden så meget tøj på!
Hvis man spørger den uindviede om Zappa, får man 9 af 10 gange svaret “…er det ikke ham med Bobby Brown?”, og jo det er det bestemt. Nummeret ‘Bobby Brown’, som hører til pladen Sheik Yerbouti — der også indeholder titlerne ‘Broken Hearts are for Assholes’ og ‘I have been in you’ — som udkom i 1979 og tilhører den mere poppede afdeling af Zappas produktioner. Her bringer vi lige et udsnit af teksten, der burde trække slemt i smilehullerne:

So I went out and bought me a leisure suit
I jingled my change, but I’m still kinda cute
Got a job doin radio promo
An none of the jocks can even tell I’m a homo
Eventually me and a friend
Sorta drifted along into s&m
I can take about an hour on the tower of power
long as I get’s a little golden shower”

IKKE KUN TIL SJOV OG BALLADE
Det skal hertil pointeres, at selvom Zappa er en underholdende herre med mange fede jokes og friske medlemmer i bandet, er det hele pakket ind i en ekstremt fast og professionel ramme. Numrene er teknisk svære og guitardelene ligeså. Blandt de musikere, Zappa har spillet med, kan nævnes Jimmy Carl Black, Steve Vai, Napoleon Murphy Brock, George Duke og Ed Mann. Men kun Vai fik lov til at spille solo, hvorfor der også pointeres på coveret til pladen You are what you is (1980):” Impossible Guitar parts: Steve Vai“.  Pladen Shut Up and play your guitar (1981) er en tripel vinyludgivelse, som understreger den tekniske virtuositet i yderste potens.

MERE OBSKURE BROTHERS IN CRIME: CAPTAIN BEEFHEART
Sideløbende med Zappas karriere findes der andre projekter der i høj grad realterer sig til freakbevægelsen. Herunder tæller blandt andet Zappas barndomsven Don Van Vliet også kaldet Captain Beefheart, som kan betegnes en anelse mere freaky end the master himself. Beefheart medvirker blandt andet på nummeret ‘The Muffin man’ og udgiver i 1969 sit svært tilgængelige gennembrudsalbum Trout Mask Replica, som står som Beefhearts manifest for, hvad musik kan og vil. Udgivelsen er produceret af Zappa og udgivet på Zappas eget pladeselskab Straight Records . Teksterne er i langt højere grad poetiske og abstrakte, end dem man finder hos Zappa og musikken er langt mere avantgarde og eksperimenterende. Her bringer vi lige et godt eksempel på Beefheart, ikke SÅ smadret som det man finder på Trout Mask Replica, men godt derhen af, nemlig nummeret ‘Bat Chain Puller’ fra albummet Shiny Beast (Bat Chain Puller) (1978) live 1980:

Beefheart og hans band (The Magic Band) har en trofast men lille skare af lyttere, og henvender sig mere til det intellektuelle publikum end Zappa, der henvender sig bredt via sin humor og mere snævert til musikere, der forguder guitar heroen og komponisten. Beefheart arbejder med samme stramme arbejdsgang som Zappa. Han er dog kendt for at indspille alle stykkerne på sit klaver og så lade det være op til musikerne selv at øve det op. Men som Zappa har Beefheart også en blød side: Heri finder man også grunden til at de to blev uenige om musikken og dens udvikling, da Beefheart begyndte at bløde lidt op på den ellers hårde linje. Det sker efter comeback’et fra 1978 med nyt band.

ScreenHunter_02 Oct. 23 14.14THE RESIDENTS

På sidelinjen findes endnu et — og et endnu mere — obskurt band ved navn The Residents, som her på falderebet lige skal have en kommentar med på vejen. I modsætning til afdøde Zappa og Captain Beefheart, som har trukket sig tilbage og fordriver tiden med at male abstrakte malerier, findes de efter sigende anonyme The Residents stadig og spiller stadig live ved enkelte lejligheder. Undertegnede var så heldig, helt uvidende om hvad der skulle ske, og i en ordentligt koger (!) på grøn scene klokken rigtig mange, at falde over koncerten, nærmere betegnet det herrens år 1999. Og det var for The Residents et herrens år. De spillede udelukkende numrene fra deres dengang nyeste udgivelse Wormwood, som kan høres som en parafrasering af udvalgte histoirer fra biblen – undertitlen på albummet er også “Curious stories from the Bible”. Koncerten var for undertegnede en af de største oplevelser nogensinde! Det var et stort virvar af lys, lyd og effekt! Se selv her:

Det tog godt nok r…. på mig. Og ikke desto mindre pirrede det mig i særdeleshed, hvad det nu var for nogle størrelser. The Residents har eksisteret siden 1969, men slår først igennem i 1974 med albummet Meet the Residents og året efter med albummet The Third Reich’n Roll. Hermed er stilen lagt! Alt er under beskydning og ingenting er helligt i Residents’ underlige univers. På samme vis som Zappa parodierer samtidens musik og -smag, gør Residents det. Bare bag store øjne som masker og med deres helt egen stil. Det er svært at spore blues eller rock samt beat hos dem. Det er det, der gør dem så unikke og på samme måde som Beefheart henvender de sig til det mere intellektuelle og kunstneriske publikum. Deres albums er konceptuelle og gennemkomponerede i så høj grad, at det er helt utroligt. Samtidig adskiller de sig fra langt de fleste med deres sceneshow, der på én gang er kabaret, teater, opera og rockkoncert. En sjælden blanding må man sige. Tjek deres side ud og få et godt grin!

Herfra redaktionen siger vi god weekend og fra Zappa og Co. kunne man forestille sig at et lille “Muahhhh” var på sin plads!

Popularity: 2% [?]

KRAFTWERK MENSCH – MACHINE

October 16th, 2009 by Christian Henriksen

I anledning af at Kraftwerk har besluttet at remasterere deres tidligere produktioner og udgive dem i løbet af efteråret i eet stort box-set synes vi på redaktionen, at det er på sin plads at give dem et lille skud guf med på vejen. Undertegnede er stuhr stuhr fan af de düsseldorfske mestrer og derfor er dette indlæg skrevet med stor iver og entusiasme,  samt en smule hast, da der snart er fredagsvin på kontoret…

Nu også i Weekendavisen
I uge 41’s udgave af Weekendavisen, Kultursektionen, kunne man læse en dejlig forsideartikel om gruppen skrevet af Per R. Nielsen. Han kaster følgende beskrivelse af gruppen for dagen: “Udover den indlysende pointe, at vor tids ophøjede kunstnermyte reduceres til et viljeløst tandhjul i et større maskineri og musikken således bliver vigtigere end personerne bag, er menneskemaskinen ligeså meget en hyldest til den fuldendte symbiose mellem musiker og maskine, som den er en kritik af totalitære styreformer eller teknologiforherligelse.” Hertil er der kun at sige, med Kraftwerks egne ord: “Boing boom chack”!

Læs mere – Rejs med – fra Krautrock til Kraftwerk

Creative commons: hAdamsky

Creative commons: hAdamsky

Anonymititen
Om “vor tids kunstnermyte” nu også er så my(s)tisk som Per vil have den til at være, kan man have mangt en mening om i en tid hvor hvad man kunne kalde den biografiske ontologi, i særdeleshed kendetegner nuværende og kommende generationer. Men hans pointe om at musikerne optræder anonymt som en anden fabriksarbejder fra de glade tressere, kan der være noget om ikke meget om. Den kliniske komposition/dissektionsproces som gruppen foretager både tematisk og musisk er outstanding lækker! Man kan næsten høre telegrafen printe eller morsesignalerne dutte ind, når Kraftwerk går i luften.

Kritikken
Kritikken er på sin vis todelt. Den eksisterer men på samme tid er den anonym. I nummeret  er det nærmest en registrerende, oplysende – info om for eksempel Marie Curie – og namedroppende datamat der bare spytter ud (spritzende) – heller ikke underligt at gruppen startede med at hedde ‘Organisation’. At det hele underlægges musikken kan man kun give Per ret i, det er i langt de fleste tilfælde de konnotative aspekter der indeholder en potentiel kritik. Men uhyggen ved lyden af geigertælleren fungerer primært rytmisk – alligevel er det jo uhyggeligt især set med vesttyske øjne anno1975! Kritikken bliver dog en anelse mere eksplicit i nummeret Das Modell fra albummet Die Mensch-Machine (1978) hvor teksterne også bliver en anelse mere prosaiske end de mere data-agtige af slagsen:

Sie ist ein Modell und sie sieht gut aus
Ich nehme sie heut’ gerne mit zu mir nach Haus
Sie wirkt so kühl, and sie kommt niemand ‘ran
Doch vor der Kamera da zeigt sie was sie kann
Sie trinkt im Nachtklub immer Sekt (korr-ekt!)
Und hat hier alle Männer abgecheckt
Im Scheinwerferlicht ihr junges Lächeln strahlt
Sie sieht gut aus und Schönheit wird bezahlt
Sie stellt sich zu Schau für das Konsumprodukt
Und wird von millionen Augen angeguckt
Ihr neues Titelbild ist einfach Fabelhaft
Ich muss sie wiedersehen, ich weiss sie hat’s geschaft

Wie so!
Fascinationen af den ny tid – e mailen opfindes i 1970 – og dens muligheder skriver sig musisk avantgardistisk ind i samtiden med fremtiden som perspektiv og optik. Men nostalgien eksisterer, på samme måde som kritikken, på lige linje med fremtidsbegejstringen.
Efter Stunde nul opbygges et plastisk Europa der glimter i neon og lugter af freon, men der spores en tydelig længsel efter det svundne Europa og en “…stræben efter en utopi, hvor teknologien bruges konstruktivt til at skabe en bedre verden frem for at slå ihjel” som Per definerer det. Integrationen af menneske og maskine er således et meget sympatisk projekt for Kraftwerk.

Die Roboter

Creative commons: Simon Zirkunov

In koncert
Undertegnede var så heldig at komme ind og høre gruppen da de i 2004 gæstede KB Hallen. Det var ikke mindre end for fedt! Godt nok var der ikke så meget tilbage af den “gamle” analoge lyd, de havde kun laptops med og ikke som før i tiden hvor det foregik med hele Kling Klang studiet af underlige maskiner og højst sandsynligt også en hjemme-bygget højttaler eller to. Men nu er jeg, i modsætning til de mere underlige fans, nu også ret glad for The Mix (1991) selv om det er en lidt spøjs ‘houset’ ensretning af numrene. Men hvor om alting er, var det en fed koncert. Og jubelen ville næsten ingen ende tage da medlemmerne af gruppen lev skiftet ud med robotterne – i sig selv en fed pointe! – der pænt hilste på os allesammen.   I september kunne man i Randers opleve gruppen, der stadig tunerer verden rundt.

Her på falderebet kan man lige snuppe en hapser i form af en video med masser af data! Og for ens egen fornøjelses skyld anbefaler redaktionen at man kigger forbi Kraftwerks hjemmeside

Popularity: 1% [?]

WUNDER – GRUND PROGRAM 2009

October 15th, 2009 by Christian Henriksen

Mine damer og herrer!  Vi er stolte over at kunne præsentere det længe ventede program for årets WUNDERGRUND – festival. Som MC Ejnar ville sige det: “Ooooogg, Værsko’…”

Wundergrund

Herefter følger i fuld længde den pressemeddelelse vi modtog fra SNYK og Wundergrund; det lyder jo godt må man sige!

Årets Wundergrund program på gaden!

————————————————————————-
En række toneangivende kunstnere har kapret årets
programlægning af Wundergrund Festivalen. Fra lørdag den
31. oktober til og med 7. november vil de hver især komme
med deres bud på, hvad eksperimenterende musik 2009 er…

—————————————————————————————-
Oplev 10 dage med mere end 30 koncerter på etablerede og nye, alternative scener
rundt om i København! Programmet for Wundergrund 2009 er på gaden nu, og for
fjerde år i træk byder festivalen på forunderlige koncerter, der afslører nye
kompromisløse veje imellem musikere, musikgenrer og andre kunstmiljøer.

Oplev blandt andet:
Alva Noto, Blixa Bargeld, Jacob Kirkegaard, Bjørn Svin, Maria Laurette
Friis, Lights People, Solveig Sandnes, Little Red Suitcase, Spektr Exotica,
Jeans Team, Svartbag, Maria Hanke, Rumpistol, Figura Ensemble, Peter
Bruun, Ursula Andkjær Olsen, Morten Søndergaard, Spring, Jakob Kullberg,
Marc Weiser, Reinhold Friedl og mange flere…

Otte kuratorer viser nye veje
Som noget helt nyt i år har Wundergrund overdraget en del af programlægningen
til otte kuratorer, der hver især har fået til opgave at pege på lige præcis de
musikere og komponister, som de mener repræsenterer eksperimenterende musik
anno 2009. Wundergrund 2009 vil således blive ført an af indie-sangerinden Jomi
Massage
, komponist Karsten Fundal, multikunstner Frederik Thaae, komponist
Jexper Holmen, tidligere Sort Sol-musiker Lars Top-Galia samt komponist og
trommeslager Simon Christensen, der hver især har kurateret en koncertaften
med deres drømme-lineup til Wundergrund.

Tyvstart med ikoner under kuplen
Wundergrund tyvstarter allerede den 23. Oktober! Under kuplen i Marmorkirken
møder medstifteren af Einstürtzende Neubauten Blixa Bargeld den legendariske
lydkunstner Alva Noto. Samme aften kan man også opleve den blot 19-årige
sanger, pianist og elektroniske wunderkind Anja Plaschg aka SOAP&SKIN, hvis
kompromisløse og tidsløse udtryk blander stilarter fra Sergej Rachmaninov, Velvet
Underground, Arvo Pärt og Björk. Også den 29. oktober er der Wunder-tyvstart
med bl.a. Bjørn Svin og Jacob Kirkegaard i Koncertkirken på Blågårds Plads.

Lydmurens fald!
Årets festival afrundes med et finalebrag, hvor 20-året for Berlinmurens fald danner
rammen for et sandt musikalsk topmøde. Den 6. november er der forfatterrock og
murbrok-poesi fremført af den tyske forfatterstjerne Clemens Meyer og den
danske forfatter Morten Søndergaard tilsat elektroniske toner i LiteraturHaus, og
den 7. november kan man opleve tysk cirkus-clubbing med Bonaparte Circus
Show, elektroniske berliner-vibes med Jeans Team og ægte smadder-surf leveret
af danske Spektr på Rust.

Grund til debat
Wundergrund skaber ikke kun plads til de krøllede musikalske ideer i form af
sceneplads, men også ved at sætte musikken til debat. Torsdag den 5. november
tages pulsen på de smalle genrers rolle i dansk musikliv lige nu, når Wundergrund i
samarbejde med Jazz.dk og Musikparlamentet inviterer til seminar om
eksperimenterende dansk musik anno 2009. Forfatter Knud Romer er ordfører for
panelet bestående af musikchef Lennart Ginman, anmelder og kulturforsker
Torben Sangild, producer Kenneth Bager og multikunstner Frederik Thaae.

Dette er blot et lille udpluk af de koncerter, som Wundergrund 2009 præsenterer.
Læs mere i Wundergrunds programavis, som ligger på cafeer, biblioteker,
koncertsteder og uddannelsesinstitutioner rundt om i København, eller besøg
www.wundergrund.dk. Og vær med når det går løs i DANSEhallerne, Råhuset,
Koncertkirken, Marmorkirken, Rust, Kulturhus Islands Brygge og LiteraturHaus!
Enhedspris i perioden 31.10-7.11 DDK 80,-/50,- (studierabat)
——————————————————————————————-

Sagt om Wundergrund

Christian Munch-Hansen (Information) ”Wundergrund er en “synkretistisk” festival helt i
den moderne storbys ånd.” (Offentliggjort 30.10 2008)

Thomas Michelsen (Politiken) ”Kvalitetsinitiativet jeg tænker på hedder Wundergrund. En
mobil musikscene hvor musikere fra forskellige af de gamle højborge – den klassiske, den
jazzede og den rytmiske – parrer sig på kryds og tværs af de vante reservater, for at se hvor
smukt, anderledes og legende afkommet mon bliver…” (Offentliggjort Juli 2007)

Jacob Levinsen (Jyllandsposten) ”Med Wundergrund-festivalen har København fået sin
hidtil mest ambitiøse festival for eksperimenterende ny musik…” (Offentliggjort 31.10 2008)

Pia Allerslev (Københavns Kommunes Kulturborgmester): “Københavns Kommunes
Musikudvalg er både begejstret og imponeret over Wundergrunds evne til at præsentere den
københavnske musikscene for unikke musikoplevelser. ” (Offentliggjort 01.02 2009)

UPDATES og INFO: www.wundergrund.dk // www.snyk.dk

Popularity: 2% [?]

WHITE LIES – UNGE, DYSTRE OG PÅ VEJ MOD STJERNERNE

October 12th, 2009 by VEGA-Blogger

White LiesMusikken er så velproduceret og teksterne så tæt på det banale, at der går rygter om, at White Lies er et resultat af beregnende pladeselskabsfolks fikse ideer. Og White Lies må tilmed lægge øre til anklager om både Joy Division-plagiat samt Editors og Interpol-sammenligninger. Til dette har det unge band selv udtalt: “We weren’t alive during that period of music…we’ve never really been that into Joy Division, especially not the Editors…or even Interpol really“, og i samme ombæring har forsagner Harry McVeigh sagt “I don’t think our music sounds a whole lot like those comparisons, I think we’re a lot more euphoric and uplifting“. Så alderen taget i betragtning må disse sammenligninger nok bringes til skamme.

Og hvad angår rygterne om pladeselskabs-strategier, hvad gør det så, når man leverer en så overbevisende debut, som To Lose My Life? Pladen er en raffineret og flot komponeret skive med sange, som alle kredser om de store spørgsmål; døden, livet og kærligheden. Udtrykt gennem rigelige mængder patos og klichéer. Men Harry McVeigh mestrer at indramme sangene og har en karakterisktisk flot stemme, der både lyder som noget gammelt og noget nyt. Det er storladent, gribende og stil – og selvsikkert.

White Lies bør også ses som et band der, som en Soundvenue anmelder har skrevet, er ”sat i verden for at spille iørefaldende, storladen powerrock”. Dette understreges med tekster som ”I won 800.000 on a gameshow, but it’s not enough to win you back” i nummeret “The Price of Love”. Klichéfyldt? En anelse, alligevel rammer White Lies på smuk vis en nerve i musikken, som ikke er set længe.

Her kan videoen til nummeret ”Farewell To The Fairground” ses, som fint illustrerer det rastløse, provinsielle ungdomsunivers, som meget af White Lies musik kredser om.

Fra gymnasieband til ”ones to watch”
Historien om trioen er klassisk, men alligevel imponerende: tre fyre mødes i gymnasiet, spiller i forskellige bands og finder sammen i nuværende bandkonstellation. De ændrer bandnavn, fra det ikke mindre pompøse Fear of Flying, til White Lies, og så i 2008, formodentligt pga. prominente, engelske musikkyndiges udtalte begejstring, udråbes de til at være årets nye navn. Allerede før en eneste single er udgivet har White Lies opnået en ekstrem hype i England og udråbes som ”ones to watch” i 2009. Bl.a. i BBC’s ’Sound of 2009 sammen med b.la. Florence and the Machine, La Roux og Empire of the Sun. Tilbage i februar udgav de så debuten To Lose My Life, som gik direkte ind som nummer ét på den engelske albumhitliste.

For mange kan forudindtaget entusiasme og ekstrem opmærksomhed være en hæmsko, men White Lies ser indtil videre ud til at klare det. Og der er da heller ingen tvivl om, at de allerede er placeret et sted tæt på stjernerne. Siden udgivelsen er det gået stærkt med koncerter over hele England og i USA og på stort set alle nævneværdige festivaler sommeren over, herunder Benicassim, T in the Park og vores egen Roskilde blandt andre.

På Roskilde oplevede denne skribent dem første gang, og de skuffede på ingen måde. De spillede elegant og stilsikkert. De kom, de leverede, og de var ude igen på sekundet med ægte rock’n roll attitude. Fejlfrit, som var det pladen, man hørte live. Man får desuden den tanke, når man oplever dem live, at de ikke spiller for sjov, og de virker sært overbeviste om deres eget værd.

Og denne skribent er overvundet – og spændt på, hvad der kan ventes af White Lies næste album. Dette kan man dog få lov til at vente på med tålmodighed, da de efter sigende har så stramt et koncertprogram, at de ikke kan få ro til at skrive nyt. Det bliver interessant at se, om profetierne holder, sandsynligt er det, at de ikke spiller support acts ret meget længere.
That’s why everything has got to be love or death” synger McVeigh i ’Death’ – jo, sådan kan verden se ud, når den ses fra et ungt, følsomt drengesind.

White Lies spiller en desværre allerede udsolgt koncert i Store VEGA den 6. november. Tjek i øvrigt det ret fine supportnavn, Darker My Love, som spiller med White Lies, hvilket vi har omtalt i et tidligere indlæg på vores blog.

Skrevet af Maren Astrup

læs mere på VEGA.dk


Popularity: 2% [?]

TIM CHRISTENSEN, MEJDAL & DIZZY MIZZ LIZZY

September 18th, 2009 by Electro-Gammelfar

Klub Mini Vega slukker med manér
For tre dage siden kunne vi berette, at Dizzy Mizz Lizzy var genopstået efter 11 års separation. Numre som Rotator har udgjort baggrundsmusik — og måske emotiv forståelsesramme — for store dele af en ungdomdsgeneration. Dizzy var aktive mellem 1988 og 1998, og så skete opbrudet. Tim Christensen var kærester med Pernille Rosendal (ex-Swan Lee), og hvem husker ikke den fine dokumentar, hvor hun til Tims fødselsdag var til bageren for at få kreeret en helt speciel konditorkage med musikalsk motiv?

Nå, digression slut!

kmv-grand-finale
LÆS MERE – Dizzy Mizz Lizzy Silverflamer igen

I forgårs stod det sidste Klub Mini Vega-arrangement — i Store Vega. Tim Christensen var inviteret af klubbens bagmand Dennis Mejdal, som selv er udøvende musiker og bl.a. står bag fuldlængdeudgivelsen Grow Little Acorn fra 2008, betitlen over parafrasen “Mighty Oaks from Little Acorns Grow”, måske, måske, måske. Klub Mini Vega har eksisteret og budt på akustisk musik siden 2005. Der var ikke så mange dogmer, blot en grundregel om, at musikken, stemningen, helhedsoplevelsen skulle sigte mod den intime oplevelse, noget der i den grad går godt i spænd med singer-/songwritertraditionen. Af navne, der har optrådt til Klub Mini Vegas kan nævnes: Thomas Dybdahl, Tina Dickow, Kasper Eistrup (Kashmir), Mikael Simpson, Claus Hempler, Christian Hjelm (Figurines), Søren Huus (Saybia), Dicte, Choir Of Young Believers, Rasmus Nøhr, Randi Laubek, moi Caprice, Diefenbach, Annika Aakjær, Grand Avenue, Robert Lund (Kitty Wu) og Kira.

LÆS MERE – Flere Reunion-koncerter fra Dizzy!

Musik og sociale medier
så er stolene slæbt, og scenen rød…. hyggen spreder sig i den store sal!” & ” Sådan… all set… sidste Klub Mini VEGA i aften… vemod, lykke og nerver blandet i én pærevælling…” (Mejdal på Facebook op til den store koncert)

social-media-process-creative-commons-damien-basile

Creative Commons: Damien Basile -- Illustration af social media-universet

Når de sociale medier virker bedst, åbner de nye vinduer — og skaber, vedligeholder og videreudvikler ægte relationer med en kerne af autenticitet. Op til den afsluttede koncert i Store Vega kunne man følge Mejdals statusopdateringer, som man som kommende gæst kunne bruge som en slags mental opvarmning.

Mejdal om Grand Finale: “havde den bedste aften i VEGA – ever – i går… fantastisk publikum, lækker musik, smuk opsætning… tak til alle der var med! Og kom så med den cola!!!” Også Tim Christensen, som snart spiller igen med Dizzy Mizz Lizzy, havde haft en god oplevelse: “det var mildest talt en KÆMPE fornøjelse at spille der Dennis. Bedste publikum ever! Tak for en verdens klasse aften. Håber virkelig at du holder liv i Klub mini vega…i store vega (Tim Christensen)” Tidligere var det anmeldere, der gav skriftlig feedback, nu er den nogen assymmetriske relation vendt på hovedet, og musikere og arrangører kan gå i direkte dialog med publikum. Det er nok en slagkraftig kombination i disse tider, som musikbrancheorganisationer, fx IFPI, udråber til at være barske, for folk køber mindre og mindre musik — og mere og mere musiklytning og -formidling foregår online.

Popularity: 3% [?]