ANMELDELSE: WUNDERGRUND, MARMORKIRKEN

Endelig kan min makker og jeg smide vores godt frosne og mugne kroppe ned i en blød og behagelig kirkestol (!) og kigge op på, hvad vi bliver enige om er ‘Guds evige sol’: den store projektør i toppen af den enorme kuppel i Marmorkirken. Det er fredag den 23. oktober, vi har overlevet køen, der strakte sig langt ned af Bredgade, og er nu klar til at lade os underholde af henholdsvis Soap&Skin og Blixa Bargeld sammen med Alva Noto.

Creative commons: VHF

SOAP&SKIN
Trods den manglende publikumskontakt og trods den lille Ich bin ein robot -dans var koncerten med Soap and Skin overraskende fed og medrivende. Den Østrigske kunstner Anja Plaschg er åbenbart allerede udnævnt til at være den nye Nico af guitaristen John Cale. Det kan man have mangt en mening om, nogle ville måske driste sig helt til at sige, at Anja synger en anelse bedre end Nico… Men nok om det!

Koncerten varede en times tid, og i den tid nåede hun at forlade scenen to gange uden hverken buk eller tak, men med skiftende lys og frem på scenen og tilbage til klaveret. Og klaver det kan hun søreme, med diskrete referencer til Rachmaninovs kompositioner, især hans æteriske moltonalitet og dybe hug i bassen samt en lækker opmærksomhed på grundtonens hold i bevidstheden. På den front kan man ikke kalde Soap&Skin for ‘avantgarde’, uanset hvilken definition man går ud fra, men nok en mere klassisk tilgang til musik end de fleste andre nutidige kunstnere. Kombinationen af det klassiske klaver og den skrigende-råbende vokal slutter sig sammen i et udtryk, der kan sammenlignes med primatens skrig, og som fungerer fint med de samplede cello- og basstykker.

Lidt halter det dog med de samplede beats, der ikke er synderligt originale, især når man sammenligner dem med, hvad aftenen ellers bød på. Man hva’ faen?! Koncerten havde bestemt de øjeblikke, hvor alle de små hår rejste sig på kroppen! Desværre fungerede helheden ikke rigtig. Med numrenes relative 3:33-orientering, de var korte og præcise, ja, men det var, som om der kunne være lagt mere i ovnen, når vi snakker ny kompositionsmusik og ikke bare ny — og bestemt spændende –  musik. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere klassisk crescendo og lidt længere forløb, som man finder det i den klassiske musik. Men det havde på den anden side også sin charme, at man ikke nåede at falde helt i staver over det Friedrichske tågehav, jeg prøver at holde musikken op imod: Men at man blev revet ud af sin evighedslængsel og direkte ind i virkeligheden med et velplaceret råb hen over de smukke toner!

Creative commons: PEZISOCKS

Blixa og Noto
Efter at have ventet en rum tid på, at blandt andet flyglet skulle ned fra scenen og Alva Notos pult sættes op, går anden halvdel af koncerten i gang. Duoen kommer på scenen, og Blixa præsenterer projektet som værende et “Work in progress” på et let og flydende engelsk. Jeg havde håbet på, at han havde snakket berlinertysk eller endnu bedre: Wolfenstein-engelsk, men nej. Let og flydende engelsk. Han slutter sin lille tale af med de berømte ord: “This is going to be loud!” Hvilket man må sige, at det også var! Nu har vi været inde på at Anja, hun skreg, men hertil må man nu sætte et lille ‘…en smule’ ind! For Blixa, han kan skrige! og det ikke kun for sin egen fornøjelses skyld. Musikken starter med et skrig så trommehinde-sønderlemmende, at det halve kunne have været nok. Og ikke nok med det, så synes Noto at det lyder så fedt, at han sammen med lydmanden beslutter sig for at loope det, i hvad snildt kunne have været en evighed eller mere. Det var så intenst, at folk ikke kunne lade være med at grine af det, og der kom en vis uro blandt folk. Det har nok også været meningen!

Efter skrige-sceancen tager de to fat i den ene løse ende efter den anden, og sammenlagt fik man serveret et langt w.i.p. på scenen med fejl og mangler, problemer med teknikken og krukkede kommentarer og fagter til lydmanden, der så ud til at gøre det bedste, han kunne – og svede ligeså. Blixa Bargeld var imidlertid meget opmærksom på publikum og den alvor, vi havde været vidner til tidligere på aftenen var afløst af selviscenesættelse med et godt gran selvironi. Alva Noto var derimod meget neutral, og det var klart ham der passede -teknik- bixen.

Creative commons: Crystalline Radical

Work in progress
Duoens insisteren på at opføre et work in progress synes at lykkes, ikke at der så er de store forudsætninger herfor – ud over den evigt subjektive “jeg synes, det fungerede bla bla bla”, men rent formelt satte de to ingen grænser for, hvad der fungerede eller ej. At samspillet med lydmanden ikke så ud til at fungere efter hensigten var lidt ærgerligt, men når konceptet er så “in real time”, får man hvad man får. Hertil kan kommenteres, at manglen på komposition var altafgørende, og på sin egen måde skriver duoen sig ind  i en længere historisk kontekst af blandt andet surrealistisk automatskrift, dada-koncerter og lignende fænomener med deres koncert i fredags.

Jeg er i hvert fald med på vognen med alt i alt mange ‘thumbs up’ til koncerten og den velvalgte lokation, Marmorkirken!

-

-

-

-

-

Popularity: 1% [?]

Tags: Alva Noto, Blixa Bargeld, friedrich, Marmorkirken, rachmaninov, Soap&SKin
Posted in Featured, anmeldelser, avantgarde, efterår, eksperimenterende musik, elektronisk musik, festivaler, koncert, koncerter, koncertoplevelser, kunstprojekt, magisk øjeblik, musikblogs, nyt spillested, smalle genre, snyk, snyk.dk, wundergrund | 1 Comment »