TAP 1 LIVE & DRØMMEN OM MEGA VEGA
August 30th, 2009 by Mr. Brownaf: Electro-Gammelfar
Det er ikke hver dag, at Danmark får et nyt spillested. Nogle går bort — Stengade 30 til eksempel — men der er stadig håb for den rytmiske musik, lader det til. Et af Danmarks førende spillesteder Vega, Musikkens hus, kunne i fredags meddele, at de deltager i et nyt samarbejde, der sigter mod at sikre den rytmiske musik de bedst tænkelige rammer, når den skal opleves live.

Navnet er TAP 1 Live, hvoraf den første del, TAP 1, betegner et nyt venue, beliggende i en gammel tappehal på Carlsberggrunden, som vil danne ramme om en “lang række begivenheder af både kulturel og kommerciel karakter”, som det hedder i pressemeddelelsen. Der er plads til op til 4600 mennesker, og tunge spillere som Dansk Industri, Zulu Awards og livstilsmessen Copenhagen Lifestyle har allerede booket sig ind. Vega indgår i ligningen i en fond, hvis formål er at afvikle koncerter og kulturbegivenheder i TAP 1.

Vegas direktør, Peter Sand, udtaler:
“TAP 1 Live skal først og fremmest gøre det muligt for de besøgende at få bedre indendørs musikoplevelser, når vi taler om store koncerter i formatet 2000-6000 publikummer. Med VEGA som en del af Tap 1 Live, er der naturligvis meget fokus på den rytmiske musik, men det er et mål, at fonden aktivt skal være en del af det københavnske kulturliv og dermed byde op til dans med mange forskellige kulturgenre. Derudover skal fonden være et konkret og praktisk brohoved mellem erhvervs- og kulturlivet, som I vores optik har behov for fælles projekter og en konkret platform for at videreudvikle Københavns og Danmarks oplevelsesøkonomiske potentiale. Fonden bag TAP 1 Live kan blive et aktivt bud herpå og vil byde på andet og mere end ”blot” gode koncertoplevelser.”

Fra Vega til Mega Vega
Der er nogle rim, der er så oplagte og mundrette, at de ikke vil dø. Ta’ fx Mega Vega, som betegner drømmen om en ny koncertsal specialdesignet til på bedste måde at præsentere og servere rytmisk musik — konstrueret fra bunden med akustik og arkitektur for øje. TAP 1 betegnes som et skridt på vejen mod Mega Vega, og TAP 1 live-fonden har som defineret mål at arbejde aktivt henimod realiseringen af et kommende koncertsted i København.
Lige ved og næsten — Mega Vega-planerne
Tegnestuen BIG (Bjarke Ingels Group) har tidligere arbejdet på en konkret visuel udforming af Mega Vega, men planen blev skrinlagt i oktober 2008. Visionen var et spillested, der var en del af Københavns skyline, så publikum kunne indtage såvel den rytmiske musik som hele København i en smagfuld mundfuld, når de gik til koncert.
En slagkraftig hovedsponsor i form af TDC, som om nogen større kommerciel aktør har satset på musikområdet, var med på idéen. Lige så var de københavnske politikere. Finanskrisen indtraf, og den gik ikke kun ud over Nik & Jay og alle deres basseører i Roskilde Bank. Den daværende direktør for Vega, Malene Lei Raben, anslog, at omkostningerne for etablering og drift i første omgang ville løbe op i 25 millioner kroner. Det kan umiddelbart lyde af meget, men Københavns Kommunes driftsbudget var i kalenderåret 2008 på omkring 40 milliarder, og Operahuset modtog omkring 40 millioner kroner i støtte.
Så selv om akustik og arkitektur — og en egnet byggegrund opkøbt af bygherren in spe, Ole Bredtoft, var på plads — så var pengene ikke til at finde. Men nu ser det altså ud til, at drømmen om Mega Vega lever videre i en ny inkarnation.
Popularity: 4% [?]
Foto: Klavs Bo Christensen


