GENRE-TUR MED MIKKEL K: ELECTRO-RAP
March 8th, 2010 by Mikkel KristiansenElectro-rap er fjerde indlæg i en serie af artikler, hvor Mikkel vil følge en række genrers udvikling ved at lade de mange forgreninger være den inspiration og det kort, der leder læseren på en spændende og velguidet genrerejse. Tidligere har Mikkel dækket Garagerocken, Krautrock og Old-shool.
Electro-rap
Afrika Bambaataa’s “Planet rock” fra 1982 satte gang i en bølge, som havde vidtrækkende konsekvenser i forbindelse med lyden og produktionsmåden inden for forskellige stilarter. Afrika Bambaataa kaldte selv stilen for “electro-funk”, men man kan også tale om electro-hop, electro-rap eller bare electro. Det er kort og godt musik lavet primært på synthesizere og trommemaskiner, noget der lød spændende og futuristisk i starten af 80′erne. Electro kan være popmusik med en sanger i stedet for en m.c., eller det kan være instrumentalt, måske med en vocoderstemme som det eneste “menneskelige” indslag. En gren af den mest elektronificerede electro udviklede sig til techno. Selv Motown, der ellers tidligere sværgede til håndspillede instrumenter, hoppede med på den nye bølge. I det følgende bliver der fokuseret på electro-rap, som er dominerende i perioden 1982-86.
-
-Et af de første steder udenfor New York, hvor electro får indflydelse, er U.S.A.’s vestkyst, især L.A., hvor bl.a. World Class Wreckin’ Cru (et par af deres medlemmer, Dr. Dre & D.j. Yella, dukker senere op i N.W.A.), Egyptian Lover & Unknown d.j. tager stilen til sig. Fra vestkysten kommer også filmene “Breakin’” & “Breakin’ 2″, hvori en ung Ice-T medvirker.
Electro var i høj grad soundtracket til break dance-/ electric boogie-bølgen, som brød ud globalt omkring 1984. Film fra U.S.A. som “Beat street” og “Breakin’” var med til at sprede fænomenet. Break dance-crewet Rock Steady Crew lavede også musik, mest kendt er deres “(Hey you) the Rock Steady Crew”. Her i Danmark kunne man se breakere foran Burger king på Strøget så tidligt som 1983, og i 1984 afholdes det første DM i breakdance. Samme år laver pioneren Gunnar “nu” Hansen rap-nummeret “Rap nu”, som hylder de danske fodbolddrenge (du kan se klippet på DRs Pirat-TV).
Dj’en kommer efterhånden mere ind i billedet, end tilfældet var i old school-perioden. Med det højere teknologiniveau kan produceren også være dj og i princippet stå for det hele selv, fra at programmere beats og scratche, til at rappe.
Run-D.M.C. udgiver deres første single (It’s like that / Sucker m.c.s) i 1983, som signalerer et generationsskifte: På “It’s like that” er der en slet skjult hentydning til Sugarhill Gang: “You can’t rock the party with the hippety-hop”. B-siden “Sucker m.c.s” introducerer en minimal lyd, bestående af kun vokal og et hårdt trommemaskine-beat, foruden at gøre frasen “sucker m.c.” til hverdagssprog. I 1984 udgiver Run-D.M.C. deres første album, som bliver det første rapalbum, der sælger til guld. På albummet finder man også nummeret “Rock box”, som har et heavy metal-riff som det melodiske grundlag, og videoen til “Rock box” bliver den første rapvideo, der bliver vist på MTV. Russell Simmons (bror til Run) er manager for Run-D.M.C., og driver, sammen med Rick Rubin, pladeselskabet Def jam, der udgiver plader med bl.a. L.L. Cool J., The Fat Boys & Beastie Boys. Rock/metal-elementet optræder på mange af sangene, f.eks. Run-D.M.C.’s “King of rock” & “Walk this way” (med Steven Tyler & Joe Perry fra Aerosmith), og Beastie Boys’ “No sleep ’til Brooklyn” og “Fight for your right to party”. Før Run-D.M.C.’s gennembrud blev hip hop i mange medier set som en døgnflue, men Def jam’s udgivelser tiltrækker et støt voksende publikum, der også inkluderer hvide teenagere. Som det første rapalbum sælger Run-D.M.C.’s tredje album “Raising hell” til platin, og det samme gør Beastie Boys’ debutalbum “Licensed to ill”, begge fra 1986.
Fænomenet “human beat box” kommer også på plade for første gang i denne periode; pionererne hedder Doug E. Fresh & Darren “Buff the human beat box” Robinson fra The Fat Boys. Der er delte meninger om, hvem der opfandt fænomenet, men Doug medvirker på Spoonie Gee & D.j. Spivey’s single “Pass the budda” fra 1983. The Fat Boys debuterer året efter, og kort efter kommer Biz Markie med i game’et. Disse tre pionerer har hver især deres originale stil.
Et andet fænomen, der har sin pladedebut, er “beef”, d.v.s. kunstnere, der disser andre kunstnere. Den klassiske beef har gruppen U.T.F.O. som omdrejningspunkt; Deres sang “Roxanne Roxanne” handler om en pige, der spiller kostbar overfor drengenes tilnærmelser. Der kom hurtigt en del svar fra kvindelige m.c.’er som Roxanne Shanté og The Real Roxanne, som gav Roxanne den stemme, der manglede på U.T.F.O.’s sang. I alt blev der lavet omkring 100 plader som svar til primært U.T.F.O., men også til Roxanne Shanté.
Electromusikken virkede som fødselshjælper for genrer som techno, den booty-fikserede Miami-bass-scene og New Orleans-pendanten bounce. I midten af 90′erne opstod der en neo-electro-bølge med kunstnere som Drexciya, Phoenecia, Dopplereffekt & Underground Resistance, og elektronisk isenkram fra dengang, som f.eks. trommemaskinen Roland TR-808 bliver stadig brugt rundt omkring.
Top 10 fresh tracks:
Grandmaster and Melle Mel: White lines (don’t do it)(Sugarhill 1983)
Run-D.M.C.: Sucker m.c.s (krush groove)(Profile 1983)
Whodini: Magic’s wand (Jive / Zomba 1984)
U.t.f.o.: Roxanne Roxanne (Select 1984)
The Fat Boys: The Fat Boys Are Back (Sutra 1984)
Pumpkin and the Profile all-stars: Here Comes That beat! (Profile 1984)
LL Cool J: Rock the bells (Def jam 1985)
Doug E. Fresh: The show (Chrysalis 1985)
Beastie boys: Hold It Now, Hit It (Def jam 1986)
Kool Moe Dee: Go See The Doctor (Jive 1986)
Compilations:
Street Jams: Electric Funk, vols. 1-4 (Rhino 1996)
Street Sounds: Electro (# 1-4) & Crucial electro (Street Sounds 1983-4)
Street Sounds: The Definitive Electro & hip hop Collection (Universal 2004)
Arthur Baker: Breakin’ (Perfecto 2001)
Popularity: 2% [?]
REJS MED – FRA KRAUTROCK TIL KRAFTWERK
December 4th, 2009 by Mikkel KristiansenAf Mikkel Kristiansen
Krautrock er andet indlæg i en serie af artikler hvor Mikkel vil følge en række genrers udvikling ved at lade de mange forgreninger være den inspiration og det kort, der leder læseren på en spændende og velguidet genrerejse. I første artikel dækkede Mikkel Garagerocken.
KRAUTROCK
I kølvandet på den psykedeliske bølge opstod en tysk scene, som I højere grad end flower power-børnene brugte elektroniske instrumenter. Tyskerne er bl.a. kendt for deres teknologiske landvindinger, også inden for musikudstyr. Dette afspejles altså i musikken, der er kendt som ”Krautrock”, fra slutningen af tresserne og op gennem halvfjerdserne. De fleste kender nok Kraftwerk, som tidligere hed Organisation og spillede en noget mere flydende, ambientagtig musik end Kraftwerk’s.
Andre bands er Can, Neu!, Faust, Tangerine dream (Lyt til dem på deres radiostation), Harmonia, Kraan & Cluster. Musikken var generelt meget eksperimenterende. Mange bands var inspirerede af den elektroniske avant-garde’s pionerer som Karlheinz Stockhausen, John Cage og Edgard Varèse. Can-medlemmet Holger Czukay var blevet undervist af Stockhausen, det samme var Conrad Schnitzler, som spillede i Tangerine Dream, Kluster og Kraftwerk. Andre inspirationskilder var Velvet Underground, progressiv rock (Genesis, King Crimson o.a.), space-rock (Pink Floyd, Hawkwind o.a.), jazz og musik fra fremmede, eksotiske lande.
Kraut-rock betyder ”kål-rock”, hvilket få tyskere syntes om, så de kaldte det blandt andet ”kosmische musik”. Der opstod også et lille pladeselskab, der bare hed Kosmiche musik, andre pladeselskaber havde navne som Ohr, Brain og Spoon. Nogle af de tidligste bands er Amon Düül II (Den musikalske del af kollektivet Amon Düül), Can, Tangerine Dream & Popol vuh. I kraft af genrens udforskende natur stikker det musikalske udtryk i mange retninger; nogle bands er meget ambiente og udflydende, med ingen eller kun minimale trommer, mens bands som Can og Neu! bruger repeterende, til tider groovy rytmer, de såkaldte motorik-beats. På nogle af vinylpladerne kan man finde lock-grooves, hvor nålen bliver hængende i den inderste rille, så musikken bliver loopet. I de sene halvfjerdsere spiller flere bands (f.eks. Tangerine Dream, Ash Ra Tempel / Ashra og Klaus Schulze) en musik, der befinder sig et sted mellem new age-agtig meditationsmusik og det, der senere bliver kaldt ambient.
-

Et par udlændinge, der så at sige blandede sig i den tyske scene som samarbejdspartnere, skal her nævnes. Den første er LSD-guruen Timothy Leary, som omkring 1972-73 arbejdede med Ash Ra Tempel (albummet ”Seven up”) og The Cosmic Couriers / The Cosmic Jokers. Den anden er Brian Eno, som faldt godt i hak med de to elektroniske troldmænd Dieter Moebius og Hans Joachim Roedelius (Kluster / Cluster, Harmonia). Dette kan bl.a. høres på albummet ”Cluster & Eno” fra 1977.
Tilbage til Kraftwerk; Ralf Hütter og Florian Schneider, kernen i gruppen, er også med på Organisation’s ”Tone float”-plade fra 1970, herefter tager de navnet Kraftwerk på sig. Den første Kraftwerk-plade udkommer i 1971, og heromkring forlader et par kortvarige medlemmer, Klaus Dinger og Michael Rother, bandet for at danne Neu!. Hen mod midten af halvfjerdserne begynder Kraftwerk at få international succes med albums som ”Autobahn” (1974) og ”Radio-activity” (1975). Her er vi fremme ved Kraftwerk, som vi kender dem; instrumenterne er alle elektroniske, kun sangen er akustisk. De udvikler sig stadig mod større mekanisering, hvilket kulminerer på 1978-albummet ”The man machine”, som sigtede på at viske grænsen mellem menneske og maskine helt ud (du kan læse meget mere om dette album i et tidligere indlæg her på siden – Kraftwerk Mench – Machine).

Af deres andre plader skal nævnes ”Trans-Europe express” (1977),” Computer World” (1981) og Tour de France soundtracks” (2003). De var inaktive gennem store dele af firserne og halvfemserne, men har igen givet en del lyd fra sig i de senere år. Deres musik har haft en kolossal betydning for stort set alt, hvad der hedder elektronisk musik, fra disco og electro til house og techno o.s.v. Electropioneren Afrika Bambaataa samplede ”Trans-Europe express” på hittet ”Planet rock” fra 1982.
Også i de senere år er Kraut-rock’s indflydelse blevet tydelig, bl.a. hos bands som Tortoise og især Stereolab, som tog de motoriske rytmer til sig. I halvfemserne opstod en neo-Kraut-rockscene med tyske navne som Kreidler, To Rococo Rot og Tarwater. Nogle af de gamle musikere samarbejdede også med nyere kunstnere, f.eks. har trommeslageren fra Can, Jaki Liebezeit, indspillet med Burnt Friedman, og Faust sammen med hip hop-gruppen Dälek.
10 af de væsentligste Krautrock-udgivelser:
Can: Tago mago (1971)
Faust: Faust so far (1972)
Klaus Schulze: Irrlicht (1972)
Ash Ra Tempel: Schwingungen (1972)
Neu!: Neu! (1972)
Kraftwerk: Auto-bahn (1974)
Popol Vuh: Einsjäger und siebenjäger (1974)
Tangerine dream: Phaedra (1974)
Cluster: Zuckerzeit (1974)
Harmonia: Musik von Harmonia (1974)
Vores nye Goombayskribent Mikkel Kristiansen er selv udøvende musiker med en fortid i blandt andet Encore un Moment Monsieur le Bourreau og sit soloprojekt Rural Emplacement. I sin første artiklserie vil Mikkel følge en række genrers udvikling ved at lade de mange forgreninger være inspirationen i den følgende artikel osv. I første artikel tog Mikkel fat på Garagerocken
Popularity: 2% [?]
FØRSTE GENRESTOP – GARAGEROCKEN
November 24th, 2009 by Mikkel KristiansenVores nye Goombayskribent Mikkel Kristiansen er selv udøvende musiker med en fortid i blandt andet Encore un Moment Monsieur le Bourreau og sit soloprojekt Rural Emplacement. I sin første artiklserie vil Mikkel følge en række genrers udvikling ved at lade de mange forgreninger være inspirationen i den følgende artikel osv. I første artikel tager Mikkel fat på Garagerocken -
GARAGE-ROCK
Da The Beatles og deres samtidige engelske kolleger (The Kinks, The Rolling Stones, The Who o.a.) slog igennem i U.S.A., opstod her en tilsvarende bølge af højlydte rock’n’roll-bands bestående af unge langhårede fyre, datidens ”punks”. Musikken var i høj grad også inspireret af 50’er-rock’n’roll; et af de mest populære garage-hits var Chuck Berry’s ”Louie, Louie”, og flere garage-bands, f.eks. The Wailers, kan føre deres historie tilbage til slut-50’erne. Genren stikker dog i forskellige retninger; nogle bands baserer sig mest på blues, andre på soul, nogle går mere deres egne veje og eksperimenterer med genrer, udstyr og sange. Af (mere eller mindre) typiske elementer i garage-lyden kan nævnes: Fuzz-guitar, mundharpe, Hammond-, Vox- eller Farfisaorgel, og tekster, der typisk handler om at kigge på damer (The Wilde Knights: ”Beaver patrol”), hygge sig med damer (The Squires: ”Going all the way”), eller have the blues over damer (The Harbinger Complex: ”I think I’m down”).
I 1964 udgiver Sam the Sham & the Pharaohs ”Wooly bully”, som bliver et kæmpehit, og bølgen begynder at rulle. Inden længe følger bl.a. The Wailers og deres ”lillebror-band” The Sonics, begge fra Tacoma, Washington, Paul Revere & the Raiders fra Portland, Oregon, The Brogues fra Californien & The Wilde Knights. I perioden i midten af tresserne går det rigtig godt, med højdepunkter som f.eks. Flash & the Memphis Casuals: ”Uptight tonight”, The Seeds: ”Pushin’ too hard”, The Music Machine: ”Talk talk”, 13th Floor Elevators: “Youre gonna miss me” & Love: “Seven & seven is”. Et kuriosum er bandet The Iguanas, hvis bandnavn leverede forsangerens øgenavn: “Iggy” Pop. Eller hvad med The Music Machine, som farvede deres hår sort og spillede i sort, forsangeren med en sort handske på den ene hånd. Eller The Monks, en håndfuld eks-soldater, som efter endt tjeneste tillagde sig munkehår og ventilerede deres frustrationer gennem musikken…

Men fra 1967 er det lige pludselig psychedelica’en, der er det sidste nye, hvilket bliver dødsstødet for mange bands. Nogle tager dog psykedeliske elementer til sig, bl.a. L.A.’s The Seeds & Chocolate Watchband, som medvirker i psychedelic-xploitationfilm. Hen mod slut-tresserne er der næsten ingen rendyrkede garagebands tilbage.
Genren får dog en genoprejsning i 1972 i form af kompilationen ”Nuggets”, sammensat af bl.a. Lenny Kaye, som senere spiller i Patti Smith’s band, og en slipstrøm af lignende udgivelser (”Pebbles”, ”Boulders” o.a.). Da punkrock bryder ud i 1976, viser flere bands et tydeligt slægtskab med tressernes punks, og flere punkbands indspiller garage-covers (f.eks. Sex Pistols, Ramones, Circle Jerks, Minor Threat). En mere ”to the bone”-revivalpræget bølge starter i midt-80’erne (The Fleshtones, The Fuzztones, The Mono Men m.fl.), og igen i de senere år har bl.a. Skandinavien kunnet opleve en garage-revival (The Flaming Sideburns, The Defectors, Baby Woodrose m.fl.).
Hits:
The Kingsmen: Louie Louie (1963)
Sam the Sham & the Pharaohs: Wooly bully (1964)
Paul Revere & the Raiders: Just like me (1965)
The Sonics: He’s waiting (1965)
The Music Machine: Talk talk (1966)
13th Floor Elevators: You’re gonna miss me (1966)
Count Five: Psychotic reaction (1966)
? & the Mysterians: 96 tears (1966)
The Leaves: Hey Joe (1966)
Chocolate Watchband: Let’s talk about girls (1967)
Compilations:
Da genren i høj grad var baseret på singler, kan man finde mange gode samlinger. Følgende kan anbefales:
Nuggets – original artyfacts from the first psychedelic era 1965-1968 (Rhino 1972, udvidet version 1998)
Uptight tonight: The ultimate 60’s garage compilation (Big Beat UK 2005)
Allergic to flowers: Garage beat and popsike (RPM 2008)
Never ever land: 83 texan nuggets from International Artists Records (Snapper 2008)
You got yours! East bay garage 1965-1967 (Big Beat Records 2007)
It came from the garage! Nuggets from southern California (Big Beat Records 2007)
Popularity: 2% [?]
Foto: Klavs Bo Christensen









