Archive for the ‘musikblogs’ Category

INTERVIEW MED EN SLETTET BLOGGER

March 18th, 2010 by Gæsteskribent

Af Niklas Krigslund

Der ventede en ubehagelig overraskelse i inboxen for mindst otte musikbloggere den 10. februar.  ’(…) we’ve been forced to remove your blog,’ skrev den Google-ejede tjeneste Blogger i en mail, der sluttede af med ordene: ’Thank you for your understanding’.

En af de bloggere var danske Peter Dreschler Poulsen, manden bag Blog Rockin’ Peet. Han har svært ved at forstå, hvorfor han skulle miste to års arbejde i, hvad der erblevet døbt ’Blogocide2k10’.

Den officielle årsag er, at han gentagne gange har brudt den amerikanske digitale ophavsretslov DMCA. Samtidig optræder hans blog i en klage fra IFPI indsendt den 9. februar til Google, men indlægget indeholder seks sange, og klagen specificerer ikke, hvilket nummer, der årsag til anmeldelsen. Fire af mp3’erne var sendt direkte til bloggen, mens han ikke har fået tilladelse til de resterende to.

Bloggen har tidligere modtaget tre klager, hvoraf han havde fået tilsendt musikken i de to tilfælde, mens han ikke har fået tilladelse til musikken i det sidste. Han er ikke blevet truet med sagsanlæg.

Peter Dreschler Poulsen aka Blog Rockin’ Peet fortæller herom forløbet.

Hvornår var du sidst i kontakt med Google, inden din blog blev slettet?

»Jeg har fået tre takedown notifications over en periode på to år. To af dem havde intet på sig. Ligesom mange andre blogs har jeg fået tilsendt musik fra kunstnere og pr-folk, og i de to tilfælde havde jeg fået musikken på den måde.«

Så du fik ingen advarsel om, at bloggen ville blive fjernet?


»Nej, jeg fik bare den mail og så røg hele min blog. Min side er stadig cached i Google, så hvis jeg tog mig den tid, det tager, kunne jeg måske være heldig at få den tilbage, men det vil være meget omfattende.«



Har du lagt musik op uden at få tilladelse?

»Ja, men så har jeg lagt det op i dårlig kvalitet og kontaktet kunstneren. Og hvis de bad mig fjerne det, har jeg gjort det. Det er klart, at det er at omgå reglerne, men de gange jeg har gjort det, har jeg fået positiv respons fra kunstnerne og kun gjort det for at skabe opmærksomhed om musikken.«

Der er det her paradoks mellem marketing og jura. Pladeselskaberne sender musik ud til bloggerne, der bliver anmeldt af IFPI for at bryde ophavsretten..

»Det fortæller alt om musikbranchen. Der sidder nogle kreative mennesker, der forsøger at få musikken ud, og så sidder der nogle gamle mænd i jakkesæt og spekulerer på, hvordan de kan tjene flest penge. De snakker ikke sammen, og så står bloggerne i midten og får serveret et æble i hånden og et spark i nakken. Jeg synes, det er mærkeligt, at de går ind og tager otte af de mest ambitiøse blogs og  sletter dem. Hvis de satte sig lidt ind i tingene, ville de finde ud af, at vi har sikret os rettighederne til langt det meste af det musik, vi har lagt op.«

Hvem skulle de så have gået efter?


»De skulle have ramt de blogs, der lægger hele albums ud. Det er dem, der bryder rettighederne, og de bidrager ikke med noget positivt til musikmiljøet. (Flere af disse blogs optræder også på IFPI’s klager og er formegentligt også blevet lukket, red.)«

Hvordan er det anderledes i forhold til det, du gjorde?

»Jeg forsøgte at bidrage konstruktivt ved at skrive om den musik, jeg kan lide og lave et stykke musikjournalistik. Man kan altid diskutere, om kunstnerne vinder eller taber på, at jeg lægger en mp3 op til download. Min personlige holdning er, at det gælder for en kunstner om at få sit navn ud, og så skid på de få håndører, du får på salget af en enkelt mp3. Dem skal du nok tjene på spillejobs eller merchandise.«

Ved du, hvordan du skal klage?

»Man kan udfylde en counter claim notification, der skal sendes per post, men det er så besværligt, at jeg ikke gider at bruge min tid på det. Jeg tror ikke på, at det virker.«

Hvem bærer skylden for, at din blog er blevet slettet?

»I sidste ende havner den hos pladeselskaberne, der ikke har fulgt op på, hvem der har fået rettigheder til hvad. Google har gjort som de har gjort, fordi de er blevet pressede.«

Hvorfor valgte du Blogger frem for at din egen host?


»Jeg var nybegynder, og Blogger var nemmere og mere overskueligt end en Wordpress-installation. Men jeg var sådan set ved at skifte til Wordpress, jeg nåede det bare ikke i tide.«


Fortsætter du med at blogge?


»Jeg snakkede lidt med Data Sapiens om et samarbejde, men vi blev enige om, at det ikke ville fungere. Hvis jeg skal fortsætte med at blogge, bliver det sammen med andre.«

Popularity: 3% [?]

ROSKILDE-BLOGGERNE ER FUNDET

March 15th, 2010 by Jannick Blaksmark

For en måneds tid siden skød Roskilde Festivalen deres Blog the Feeling-konkurrence i gang. Præmien som næsten 500 håbefulde skribenter jagtede var, udover en helt unik festivaloplevelse, en plads blandt de 9 officielle bloggere, der skulle repræsentere festivalen. Nu er vinderne offentliggjort, og det lader til at være et yderst alsidigt hold med en international/skandinavisk profil, som nok skal blive interessant at følge de næste par måneder. Et par af de udvalgte blogs har du måske allerede stiftet bekendtskab med, hvis du har bladret lidt i vores musikblog-katalog her på Goombay, det drejer sig nemlig om Eva fra Regnsky-bloggen og Thor fra Imtheinternet – begge blogs vi tidligere har haft lidt fokus på (Regnsky / Imtheinternet), og begge et par tunge spillere i den danske blog-liga.

Læs flere nyheder om Festivalen på vores Roskilde Tema-side

Ud over de to danske bloggere består holdet af to Norske jenter – Christine Talluhla Knudsen (http://www.cecekaa.blogspot.com/) fra Oslo og Else Solheim (http://elsesolheim.com/) fra den det nye musikmecca Bergen, en svensk pige Felicia Alexandersson(http://www.firstup.se/), Mary Chang fra Washington DC (http://www.practisetrouble.blogspot.com/) og en af de mest aktive roskildeforum brugere Alexander Kolby.

Selvom siden først gik ‘live’ i dag, der er allerede gang i skriveriet på Blog the Feeling, så smut ind og se et kerneeksempel på hvordan virksomheder og brands med fordel kan drage fordel af de nye mediekonger og omvendt. Goombay kipper med flaget – hip hip hurrayyy…
-
-
-

Popularity: 3% [?]

GENRE-TUR MED MIKKEL K: ELECTRO-RAP

March 8th, 2010 by Mikkel Kristiansen

Electro-rap  er fjerde indlæg i en serie af artikler, hvor Mikkel vil følge en række genrers udvikling ved at lade de mange forgreninger være den inspiration og det kort, der leder læseren på en spændende og velguidet genrerejse. Tidligere har Mikkel dækket Garagerocken, Krautrock og Old-shool.

Electro-rap
Afrika Bambaataa’s “Planet rock” fra 1982 satte gang i en bølge, som havde vidtrækkende konsekvenser i forbindelse med lyden og produktionsmåden inden for forskellige stilarter. Afrika Bambaataa kaldte selv stilen for “electro-funk”, men man kan også tale om electro-hop, electro-rap eller bare electro. Det er kort og godt musik lavet primært på synthesizere og trommemaskiner, noget der lød spændende og futuristisk i starten af 80′erne. Electro kan være popmusik med en sanger i stedet for en m.c., eller det kan være instrumentalt, måske med en vocoderstemme som det eneste “menneskelige” indslag. En gren af den mest elektronificerede electro udviklede sig til techno. Selv Motown, der ellers tidligere sværgede til håndspillede instrumenter, hoppede med på den nye bølge. I det følgende bliver der fokuseret på electro-rap, som er dominerende i perioden 1982-86.

-
-
Et af de første steder udenfor New York, hvor electro får indflydelse, er U.S.A.’s vestkyst, især L.A., hvor bl.a. World Class Wreckin’ Cru (et par af deres medlemmer, Dr. Dre & D.j. Yella, dukker senere op i N.W.A.), Egyptian Lover & Unknown d.j. tager stilen til sig. Fra vestkysten kommer også filmene “Breakin’” & “Breakin’ 2″, hvori en ung Ice-T medvirker.

Electro var i høj grad soundtracket til break dance-/ electric boogie-bølgen, som brød ud globalt omkring 1984. Film fra U.S.A. som “Beat street” og “Breakin’” var med til at sprede fænomenet. Break dance-crewet Rock Steady Crew lavede også musik, mest kendt er deres “(Hey you) the Rock Steady Crew”. Her i Danmark kunne man se breakere foran Burger king på Strøget så tidligt som 1983, og i 1984 afholdes det første DM i breakdance. Samme år laver pioneren Gunnar “nu” Hansen rap-nummeret “Rap nu”, som hylder de danske fodbolddrenge (du kan se klippet på DRs Pirat-TV).

Dj’en kommer efterhånden mere ind i billedet, end tilfældet var i old school-perioden. Med det højere teknologiniveau kan produceren også være dj og i princippet stå for det hele selv, fra at programmere beats og scratche, til at rappe.

Run-D.M.C. udgiver deres første single (It’s like that / Sucker m.c.s) i 1983, som signalerer et generationsskifte: På “It’s like that” er der en slet skjult hentydning til Sugarhill Gang: “You can’t rock the party with the hippety-hop”. B-siden “Sucker m.c.s” introducerer en minimal lyd, bestående af kun vokal og et hårdt trommemaskine-beat, foruden at gøre frasen “sucker m.c.” til hverdagssprog. I 1984 udgiver Run-D.M.C. deres første album, som bliver det første rapalbum, der sælger til guld. På albummet finder man også nummeret “Rock box”, som har et heavy metal-riff som det melodiske grundlag, og videoen til “Rock box” bliver den første rapvideo, der bliver vist på MTV. Russell Simmons (bror til Run) er manager for Run-D.M.C., og driver, sammen med Rick Rubin, pladeselskabet Def jam, der udgiver plader med bl.a. L.L. Cool J., The Fat Boys & Beastie Boys. Rock/metal-elementet optræder på mange af sangene, f.eks. Run-D.M.C.’s “King of rock” & “Walk this way” (med Steven Tyler & Joe Perry fra Aerosmith), og Beastie Boys’ “No sleep ’til Brooklyn” og “Fight for your right to party”. Før Run-D.M.C.’s gennembrud blev hip hop i mange medier set som en døgnflue, men Def jam’s udgivelser tiltrækker et støt voksende publikum, der også inkluderer hvide teenagere. Som det første rapalbum sælger Run-D.M.C.’s tredje album “Raising hell” til platin, og det samme gør Beastie Boys’ debutalbum “Licensed to ill”, begge fra 1986.

Fænomenet “human beat box” kommer også på plade for første gang i denne periode; pionererne hedder Doug E. Fresh & Darren “Buff the human beat box” Robinson fra The Fat Boys. Der er delte meninger om, hvem der opfandt fænomenet, men Doug medvirker på Spoonie Gee & D.j. Spivey’s single “Pass the budda” fra 1983. The Fat Boys debuterer året efter, og kort efter kommer Biz Markie med i game’et. Disse tre pionerer har hver især deres originale stil.

Et andet fænomen, der har sin pladedebut, er “beef”, d.v.s. kunstnere, der disser andre kunstnere. Den klassiske beef har gruppen U.T.F.O. som omdrejningspunkt; Deres sang “Roxanne Roxanne” handler om en pige, der spiller kostbar overfor drengenes tilnærmelser. Der kom hurtigt en del svar fra kvindelige m.c.’er som Roxanne Shanté og The Real Roxanne, som gav Roxanne den stemme, der manglede på U.T.F.O.’s sang. I alt blev der lavet omkring 100 plader som svar til primært U.T.F.O., men også til Roxanne Shanté.

Electromusikken virkede som fødselshjælper for genrer som techno, den booty-fikserede Miami-bass-scene og New Orleans-pendanten bounce. I midten af 90′erne opstod der en neo-electro-bølge med kunstnere som Drexciya, Phoenecia, Dopplereffekt & Underground Resistance, og elektronisk isenkram fra dengang, som f.eks. trommemaskinen Roland TR-808 bliver stadig brugt rundt omkring.

Top 10 fresh tracks:
Grandmaster and Melle Mel: White lines (don’t do it)(Sugarhill 1983)
Run-D.M.C.: Sucker m.c.s (krush groove)(Profile 1983)
Whodini: Magic’s wand (Jive / Zomba 1984)
U.t.f.o.: Roxanne Roxanne (Select 1984)
The Fat Boys: The Fat Boys Are Back (Sutra 1984)
Pumpkin and the Profile all-stars: Here Comes That beat! (Profile 1984)
LL Cool J: Rock the bells (Def jam 1985)
Doug E. Fresh: The show (Chrysalis 1985)
Beastie boys: Hold It Now, Hit It (Def jam 1986)
Kool Moe Dee: Go See The Doctor (Jive 1986)

Compilations:
Street Jams: Electric Funk, vols. 1-4 (Rhino 1996)
Street Sounds: Electro (# 1-4) & Crucial electro (Street Sounds 1983-4)
Street Sounds: The Definitive Electro & hip hop Collection (Universal 2004)
Arthur Baker: Breakin’ (Perfecto 2001)

Popularity: 2% [?]

ONE-EYED MULE RELEASE PÅ DRONE

March 5th, 2010 by Jannick Blaksmark

Vores tidligere redaktør Rasmus Dall er også forsanger i bandet One-Eyed Mule, der på mandag (08.03.2010) udgiver deres tredje album – det er derfor kun naturligt, at han og resten af bandet gerne vil invitere alle Goombays læsere til release og koncert i aften kl. 20 på Drone – Nørrebronx, København.

-
-

Goombay har sniglyttet pladen og bringer her et par udvalgte godbid
der, som vi har fået lov til at dele ud af -

-
September Sigh



Everything I do is Wrong


-

Pladen ‘Drifting to a happy place’s 10 sange er med undtagelse af en enkelt indspillet på en svensk ødegård. Pladen er holdt i en varm akustisk lyd med fokus på den gode sang. One-Eyed Mule er først som sidst et live-band. De fleste af sangene er således indspillet direkte, live, med samtlige bandmedlemmer tilstede om mikrofonen i ødegårdens dagligstue.

Efter to albums, hvor udtrykket bevægede sig fra alternativ country mod en rocket amaricana-lyd, finder One-Eyed Mule med Drifting to a happy place ind til kernen af sit folk-prægede amaricana- udtryk med en instrumentering bestående af guitar, kontrabas, klaver, orgler, trommer, sitar, jødeharpe, banjo og sav.

Med en forestående optræden på den forjættede amerikanske branchefestival South by Southwest og en ny plade på hånden har One-Eyed Mule sat alle sejl…

Pladen udkommer på indieselskabet Artiscope Music, som også udgav bandets andet album ‘From The Beats to the Bible’ fra 2008.


Denne skribent har haft nogle af sine bedste koncertoplevelser sammen med de et-øjede og kan kun anbefale, at man dropper forbi Drone i aften og får en lytter…

Se flere livedatoer på www.myspace.com/oneeyedmule

Popularity: 3% [?]

ALICE IN CHAINS 1.STE GANG PÅ ROSKILDE

March 4th, 2010 by Jannick Blaksmark

Vi smuttede forbi Roskilde Festivalens hjemmeside, og fandt de foreløbige offentliggjorte bands, hvis du ikke selv har fundet dem der, eller i et de 1000 andre medier der løbende holder os opdateret med programmet, så kan du finde dem her (nedenfor) også. Vi vil forsøge at holde listen opdateret løbende…

LÆS OGSÅ GOOMBAY’S ROSKILDE FESTIVAL-TEMA

NYHED d. 17.03.2010 — de to, herhjemme forholdsvis ukendte, britiske navne Kasabian og Wild Beasts er nye navne på plakaten. Begge bands har længe været store i Victorias  land, hvor især Kasabian med deres nyeudgivelse West Ryder Pauper Lunatic Asylum har høstet stor opmærksomhed. Og så er der Kasabians myspace...

NYHED d.10.03.2010 —
Tre nye amerikanske indie bands til årest Roskilde Festival – Beach House (US), Dirty Projectors og Healh (US)


NYHED
d. 4.03.2010 –
Det Seattle-baserede grungeband Alice in Chains har endnu aldrig gæstet Europas femte største musikfestival, men den kedelige statistik gjorde bandets ‘09 udgivelse Black Gives Way to Blue det muligt at ændre. Dags dato er alle rygter blevet bekræftet – Alice in Chains er nu officielt på Roskilde-plakaten!!  

NYHED d. 22.02.2010 – Svenske Robyn er netop blevet offentliggjort til årets roskilde. I samme hug blev også Florence and the Machine kastet på programmet, der dermed fik sig et skud female power. VEGA blogger Jacob Odgaard har tidligere haft Florence and the Machine under behandling her på goombay – her kan du læse artiklen Florence and the (hype)machine

NYHED d. 18.02.2010 — Motorhead til Roskilde Festival 2010!

NYHED d. 16.02.2010 – The Crooked Vultures til Roskilde Festival 2010
– Bandet der ikke vil kaldes et ’superband’, men som  i kraft af den specielle besætningen på alle måder må betegnes som et sådan, kommer til Årets Roskilde. Vi snakker selvfølgelig om John Paul Jones, Josh Homme and Dave Grohls utraditionelle samarbejde Them Crooked Vultures. At de tre drenge (mænd) fra rockmaskinerne Queens of the Stone Age, Foo Fighters og Led Zeppelin sidste år gik sammen efter en koncert i Californien var det helt store samtaleemne sensommeren 2009. En af de ting der blev debatteret var blandt andet hvornår vi her i Danmark skulle få lov til at opleve bandet live – VEGA? KB? Forum? – Nej, selvfølgelig – ROSKILDE…!


ROSKILDE FESTIVAL
– yderligere artikler om Roskilde Festival 2010 på Goombay.

Bands til Roskilde Festival 2010 -
Read the rest of this entry »

Popularity: 29% [?]

ANMELDELSE: EN AFTEN I HELVEDE

March 3rd, 2010 by Brian Theodor

Lørdag aften d. 27. februar fik Musikcaféen i Århus besøg af tre bands fra den hårde skole. De lokale helte fra The Burning opførte splinternye numre,  københavnske Dødning præsenterede numre fra den kommende debutplade, og lokale Sickseed fik lov at starte aftenen med et knivskarpt show.

Musikcaféen slår hver måned dørene op for Club Brutal, der præsenterer både små og store bands, som har det tilfælles, at de spiller hård musik. Det er en rigtig god mulighed for at opleve nogle af de bedste undergrundsbands i selskab med de mere erfarne.

Den sidste lørdag i februar åbnede de op for tre vidt forskellige bands. Der var metal fra den tunge ende, glimt af rock’n’roll, elementer fra hardcore og højtspillet heavy!

Speederen i bund
Aftenen lagde ud med de lokale Sickseed! Jeg kendte ikke bandet inden koncerten, men jeg kan love, at den fejl ikke vil ske igen.

Sickseed spiller metalcore, som er en blanding af tungt, dystert metal og aggressiv, kaotisk hardcore. Lyden er mørk som midnat på en måneløs nat. Bandet har en utømmelig energi. Lige fra det første nummer til de sidste sekunder var de helt oppe i højeste gear. Det var enorm fedt at opleve, hvor meget de giver den gas på scenen.

Forsanger Thorbjørn er kanon på en scene! Han skriger møg fedt, og med et øjebliks varsel skifter han over til at synge helt rent. Jeg er meget imponeret af hans sangtalent og energi, der for alvor rykkede bandet ud over scenen. Guitaristen Mikael gjorde også et fantastisk stykke arbejde. Sjældent har jeg hørt så fed en guitarlyd. Lækre riffs, små hardcorekrydderier, tonstung metal – alt sammen smeltet sammen i en guitar, der rammer med et brag.

Sickseed gav en rigtig fed koncert med en bragende god lyd, der gør dem til et band, der bestemt er værd at holde øje med i fremtiden. Jeg kan garantere, at de ikke vil skuffe!

Sprængfarlige debutanter
Københavnske Dødning spiller southern metal godt krydret med stonerrock. Bandets medlemmer har rødder i hardcore og rock’n’roll, der også tydeligt kommer til udtryk i numrene. Meget bemærkelsesværdigt har de to sangere, og meget atypisk for et metalband bruger de også rhodes-keyboard.

Dødning har et originalt udtryk, jeg ikke har hørt lignende på den danske metalscene. De har tydelige rock’n’roll elementer, og de blander flittigt langsomme, sorte metalstykker ind i numrene. De fletter hurtige hardcore riffs ind, mens sangerne skriger lungerne ud – på den fede måde! De to sangere er på mange måder fuldstændig modsætninger, og på den måde supplerer de hinanden fantastisk godt. Knivskarpe skrig hentet fra kaos-hardcore giver den klassiske rock’n’roll feeling et spark bagi. Mens rent metal-sang tilføjer den tunge stonerrock et frisk pust. Et unikt samarbejde, der virkelig ikke kan roses for meget!

Dødning har en hæsblæsende energi! De havde en rigtig fed kontakt med publikum, og på intet tidspunkt tabte de pusten. På trods af en lidt rodet start med lydproblemer fik de sparket en rigtig god stemning igang, der kun blev bedre og bedre, som koncerten skred frem. En række helt nye numre fra den kommende debutplade blev præsenteret. Numrene var sprængfyldt med energi, og hvis albummet følger samme tråd, kan det kun blive godt! Den originale sammenblanding af genrer fungerer kanon godt, og med en debut undervejs i foråret bør alle øjne rettes mod Dødning, der bringer noget helt nyt med sig!

En sprængfarlig optræden, der virkelig rykkede tænder ud! Der vil være mulighed for at se eller gense Dødning i Århus til Spot Festivalen i slutningen af maj.

Lokale helte varsler nyt album
The Burning fik et solidt gennembrud med sit andet album ‘Rewakening’. De spiller god gammeldages metal med en brutal hård tone, der forstærkes af de mange dødsmetal elementer.

De havde en fantastisk forbindelse med publikum, både på grund af sanger Johnny Havens naturlige charme, men nok også fordi, at bandet spillede på hjemmebane. Der var et friskt publikum til at tage imod dem, da de trådte på scenen. Koncertoplevelsen blev absolut rykket op af, at de formåede at få publikum så meget med. Haven fik selv det bagerste publikum op af stolen for at headbange!

The Burning er for tiden i øvelokalet for at sammenstøbe, hvad der vil blive bandets tredje album. Tre helt nye numre blev afprøvet, og man må sige, at de virkelig faldt i godt jord. Det nye materiale var næsten højdepunktet af deres optræden. Der var temposkift, nogle af de fedeste riffs hele aftenen og en yderst veloplagt Johnny Haven.

Bandet har en af de bedste bassister, jeg nogensinde har set. Thue Møller er helt fremme i skoene og viser et enormt talent. Hans spil er hurtigt, hårdt og effektivt! Jeg var rigtig imponeret, og det var så fedt at høre en bassist med masser personlighed.

Aftenen fik en perfekt afslutning med The Burning, der blæste salen omkuld med masser af det gode gamle og en håndfuld nye godbidder. De fungerer rigtig godt på pladerne, men deres styrke er abolut deres fede liveoptræden!

Popularity: 15% [?]

LEGENDE KOMPONIST ER TILBAGE

March 1st, 2010 by VEGA-Blogger

Bjørn Svin har en unik placering på den danske, elektroniske musik-scene, som manden der bragte ny energi og et helt nyt lydbillede ind på scenen. Nu er den legende komponist tilbage med et nyt album, som udkommer i dag.

Bjørn svinTilbage midt i 90’erne udgav Bjørn Svin sin første single ’Diskonat’ som blev efterfulgt af mega-hittet ’Mer Strøm ’. Et nummer der nok har lagt soundtrack til mangen et nostalgisk minde. For mig er det lyden af nogle dyrebare minder fra min efterskole-tid. Dengang var Bjørn Svin 19 år og betog alle med det legetøjs-instrument baserede ”Mer Strøm”, som i dag må betegnes som en klassiker.

Eksperimenterende talent
I dag er Bjørn Svin
blevet ældre, og selvom ”Mer Strøm” er et fremragende nummer, er det ikke betegnende for komponisten i dag. Han ser sig selv beslægtet med og inspireres af personer som Else Marie Pade, Mozart, Ella Fitzgerald. Bjørn Svins tilgang til musikken lægger sig nok også tættere op af en klassisk komponist end en moderne elektronisk producer.

Han formår at svinge fra en aggressiv techno, der kan opleves til hans fantastiske live -optrædener, til en stemningsfuld, og nedtonet ambient.
Read the rest of this entry »

Popularity: 4% [?]

ROYAL METALFEST 2010: SEPULTURA

March 1st, 2010 by Brian Theodor

I midten af april afholdes der en metalfestival på Voxhall i Århus. Festivalen finder sted fra torsdag d. 15. til og med lørdag d. 17. april. Som optakt vil vi her på Goombay bringe artikler om en håndfuld af de bands, der optræder til festivalen.

Royal Metal Fest blev afholdt første gang i 2008, som så gør i år til den tredje omgang. Programmet er offentliggjort, og det ser super godt ud! En række store udenlandske navne kommer på besøg, mens en god portion danske kigger forbi. Jeg har til den første artikel valgt at kigge nærmere på et af de helt store bands, der kommer til festivalen, nemlig brasilianske Sepultura!

sepultura til Århus og MetalfestHistorien om Sepultura
Der var engang i Brasilien, hvor to brødre besluttede sig for at danne et band. De to brødre hed Max og Igor Cavalera, året var 1984, og bandets navn var – og er – Sepultura.

Brødrene begyndte at spille med nogle venner, og efter en række udskiftninger begyndte bandet så småt at tage form. I begyndelsen var Sepultura langt fra det band, vi kender i dag. Lyden var mere mørk, og genren var en helt anden; death metal! Debutalbummet ‘Morbid Visions’ bliver i dag regnet som et af de første rene death metal albums.

Bandet udgav sit andet album, hvor death-elementerne er bevaret, men lyden begynder at læne sig mere op ad et trash-udtryk. Bandet oplevede en stigende succes, der kulminerede med en pladekontakt hos det næsten legendariske metal pladeselskab Roadrunner Records. Stilen bevægede sig længere væk fra death metal og nærmere mod trash, samtidig med en stadig stigende succes. Bandet fik muligheden for at optræde i store dele af både Europa og USA.

I begyndelsen af halvfemserne tilføjede Sepultura både industrial og hardcore elementer, der skulle lede til udgivelsen af det femte album ‘Chaos A.D.’. Albummet står som et af de mest succesfulde i bandets diskografi, og det bliver ofte rost for at være et af de bedste metal-albums nogensinde.

I 1996 udgav bandet sit sjette album ‘Roots’. Albummet havde en mere tung lyd, og udtrykket var krydret med en mere brasiliansk tone. De fede rytmer, de mere eksperimenterende guitarriffs og vokalen fik tilføjet en hel unik lyd, der bedst kan beskrives som hård brasiliansk trash metal!

Albummet blev det sidste med Max Cavalera som forsanger og guitarist. Broren Igor valgte at fortsætte som trommeslager for bandet, og en ny ære for Sepultura kunne begynde.

En ny lyd og en ny sanger
Sepultura valgte Derrick Green som sin nye forsanger og frontfigur. Green er en kanon dygtig sanger med en rigtig fed stemme! Han skriger, så man bliver blæst bagover. Han spytter sine tekster hurtigt og tydeligt, når tempoet er skruet helt op, og punken træder frem i musikken. I de mere stille og dystre numre, synger han med sin dybe stemme en helt ren vokal, og hvor det dog bare lyder super godt!

Der er absolut ingen tvivl om, at Sepultura næppe kunne have fundet en bedre afløser – og samtidig er Green ogå rigtig god til at være en helt ny frontfigur, i stedet for en dårlig kopi af Max.

I ’98 udkom det første album med Derrick Green som forsanger. Albummet var på mange måder præget af, at bandet endnu var ved at genfinde sig selv rent musikalsk. Albummet bevæger sig i alt for mange forskellige retninger, men til det er der dog også noget positivt at tilføje; Green tør gå i retninger, vi ikke kunne forvente tidligere!

supultura århusTre år senere kom Sepultura for alvor tilbage, og denne gang blev det uden slinger i valsen, men i stedet et hårdere og mere finjusteret udtryk. Albummet hedder Nation’, og det er på det album, Green for alvor træder i karakter som en fremragende frontfigur.

Albummet byder på en mere hård lyd, og stilen har lige flyttet sig en del længere mod punk og hardcore. Der er fornyet energi i bandet, og det springer som gnister ud af de knivskarpe guitarriffs, de tunge trommerytmer og den onde vokal. Numrene ‘Revolt’ og ‘Human Cause’ er perfekte eksempler på netop det. Hurtige, brutale små numre, der virkelig viser, at Sepultura mener det alvorligt!

Bandet har for alvor fundet formen. Allerede året efter udsender de en EP, og de vender frygteligt tilbage med albummet ‘Roorback’. Lige fra det første, faretruende nummer er det tydeligt, at succesen med ‘Nation’ ikke var rent held. Der er skruet op for trash-lyden, de tunge, smadrende rytmer og den varierende, vrede vokal. Green viser på albummet, hvor alsidig en sanger, han er. Skrammellyden passer perfekt med hans dybe stemme og hans hæse, frygtindgydende skrig. Derudover formår han også i de mere stille numre at synge med en helt ren stemme, der naturligvis hurtigt afbrydes af det, han absolut er bedst til – at skrige med rødglødende aggresivitet!

Nummeret ‘As It Is’ viser perfekt, hvor godt de mere stille og dystre stykker kan fungere som modspil til de hårde stykker. Nummeret er domineret af en mørk trommerytme, som bassen flirter med, og guitaren ligger i forlængelse af. Punk-følelsen er heldigvis velbevaret hos bandet, og ‘Godless’ er en lækker blanding af små punk-gimmicks, hårde metalriffs og Greens trashstemme. – og i den forbindelse, er er det absolut også værd at give et lyt til det korteste nummer; ‘Activist’!

Sepultura i dag
Siden ‘Roorback’ og ‘Nation’ har Sepultura udgivet to konceptalbums. Det første hedder ‘Dante XXI’ og er bygget over Dante Alighieri værket ‘Den Guddommelige Komedie’. Tendenserne fra de første album med Derrick Green bliver mere dominerende, og tonen forekommer næsten bitter og modbydelig ond. Det eksperimenterende udtryk bliver større, og der leges med nye instumenter fra klassisk musik. Der er, hvis muligt, mere energi på albummet, og det lyder næsten som om, at bandet har fundet ny inspiration i at lave et konceptalbum.

Det andet konceptalbum, der udkom sidste år, hedder ‘A-Lex’ og er baseret på bogen ‘A Clockwork Orange’. Albummet er det første uden nogle af Cavalera brødrene, men bandet fortsætter stærkt, og heldigvis for det! De dommedags-agtige temaer, det hadefulde indre og aggressiviteten fra romanen fungerer simpelthen så godt med Sepultura. Selvom albummet måske er en smule rodet, fungerer størstedelen af numrene helt fantastisk. Guitarist Andreas Kisser slår virkelig igennem, og de små fede guitarstykker, han putter ind i ny og næ, virker kanon godt.

Tonen er hård, genren er hårdtslående trash krydret med hardcore, og Sepultura står næsten stærkere med sin nye frontmand!

Et kvart århundrede er gået, men de er ‘still going strong’. – og Sepultura gør det næsten lov at deltage i Royal Metal Fest 2010!

Links:
www.metalroyale.dk
www.myspace.com/sepultura/

Billede 34

Popularity: 3% [?]

ANMELDELSE: THE TEMPER TRAP I VEGA

February 25th, 2010 by Christian

The Temper Trap spillede i Vega mandag og tirsdag aften.

Australske The Temper Trap debuterede sidste år med en stribe fine sange, hvoraf flere allerede har fået fornuftigt airplay på P3. De spås en stor fremtid, og blev for blot en måneds tid siden, her på Goombay, udråbt til det næste meganavn i den forjættede Wembley-klasse. De er dog ikke helt i mål endnu…

the temper trapVi har her at gøre med en fem mand høj flok glimrende musikere, masser af guitar, tunge trommer og en solid pop-rock-indie-lyd med en bred appeal. Og en fin energi. Fuld gas fremad, ikke mindst fra forsangerens side. De leverede, den vare man kunne forvente – og så lige lidt til. Skal der absolut peges på minusser, bliver vokalen muligvis en smule anstrengende i længden, særligt i lyset af enkelte mere eller mindre middelmådige melodier.

Det er nu engang den slags begrænsninger, koncerter med debutbands ofte byder på. Med et enkelt album i ryggen, er det selvsagt vanskeligt at sortere de svageste numre fra, hvis der skal opretholdes en blot nogenlunde anstændig koncertlængde – de færreste bands kan præstere 12 træffere på deres debut. Eneste potentielle overraskelse i sætlisten er, hvilken rækkefølge de vælger at spille numrene i. Men alt det var publikum formentlig forberedt på – ellers er de da i hvert fald selv ude om det… For omvendt kan disse korte koncerter (tirsdag rundt regnet 50 minutter) ofte få et skær af kraftudladning og intensitet over sig. Det kunne sagtens være tilfældet for The Temper Trap. Stemningen var i hvert fald i top. I grunden imponerende for sådan et band, at udsælge Lille Vega to aftener i streg – hatten af for det. Og en lille genistreg at spille ekstrakoncert, fremfor blot at flytte ind i Store Vega – den scene ville bandet endnu trods alt nok få problemer med for alvor at leve op til.

Den umiddelbare opfordring til The Temper Trap må være: På med arbejdshandskerne, se at få skrevet nogle flere sange, så I kan tillade jer at sortere de svageste fra. De er faktisk godt på vej; Det eneste nye nummer vi fik denne aften, ’Rabbit Hole’, kunne godt gå hen og blive helt interessant at høre igen. Vi har i hvert fald helt sikkert ikke hørt det sidste til The Temper Trap.

The Temper Trap er for eksempel blandt de offentliggjorte navne til sommerens Roskilde Festival, og også her vil de utvivlsomt kunne gøre en hæderlig figur – især hvis de lige når at skrive et håndfuld sange mere…

temper trap på vega

Popularity: 3% [?]

INTERVIEW: MALTHE FRA OH NO ONO

February 25th, 2010 by Sanni Mee

malthe oh on onoGoombay-skribent Sanni Mee har en one-on-one med Oh No Ono-forsanger Malthe Fischer, hvor de blandt andet vender, hvilken planet bandet gerne ville bo på, og hvordan Malthe har det med genrebetegnelser som ‘indie’. God fornøjelse!

Artikel
Medmindre du har været gravet ned i et hul de sidste 4 år af dit liv, så har du ikke kunnet undgå at lægge ører til sange som ‘Practical Money Skills For Life’, ‘Keeping Warn In A Cold Country’, ‘Helplessly Young’ og ‘Internet Warrior’. Kunstnerne bag, og som jeg allerede har afsløret i overskriften, er selvfølgelig det danske band Oh No Ono.

Grænsesøgende musik med humor
Sidste år udsendte de deres andet album ‘Eggs’, der viste nye og spændende sider af bandet.

- Det har været både fantastisk lærerigt og forfærdeligt hårdt. Kort fortalt gik vi i gang med at skrive sange umiddelbart efter vores debutplade. Vi gik i gang med at arbejde dagligt på pladen godt 1,5 år, før vi stod med den færdige master. Vi optog sangene til lands og til vands, i kældre og kirker og projektet endte med at opsluge alt andet liv omkring os. Tilblivelsen af ‘Eggs’ er både den mest givende og mest udmattende oplevelse i mit liv, fortæller Malthe om arbejdsprocessen.

Billede 3Der er ca. 3 års mellemrum mellem debutalbummet ‘Yes’, og ‘Eggs’. I løbet af årerne er d er selvfølgelig sket en del for Oh No Ono fx er der foretaget en udskiftning af et bandmedlem.

- Den mest markante forskel er nok at vi har fået Nicolai med i stedet for Kristian, hvilket har skabt en anderledes dynamik og kemi i bandet. Heldigvis er vi stadig gode venner med Kristian, og det har været sundt at få rusket op i den gamle rollefordeling, ligesom det kan være det i alle mulige andre sociale og arbejdsmæssige sammenhænge, lyder konklusionen.

I 2006 udkom ‘Yes’ og Danmark fik for alvor øjnene op for Oh No Ono. Der var skeptikere, der havde svært ved at tage musikken 100 % seriøst, men det mener Malthe ikke har haft indflydelse på skabelsen af ‘Eggs’.

- Da vi lavede ‘Yes’, og ‘Now You Know Oh No Ono’(EP fra 2005, red) for den sags skyld, var majoriteten af nye bands kopier af kopier af Coldplay eller Travis. Talentløse krabater, der med grådkvalte falsetknæk og A-mol til D-mol var overbeviste om, at de var the real heartbroken shit.

Det er vigtigt at holde fast i at vi med ‘Yes’ og ‘NYKONO’ på ingen måde prøvede at skrive musik, der skulle fornøje de her fortabte og dybt seriøse mennesker. Vi havde helt andre idealer og så os selv i forlængelse af en mere vovet sangskrivningstradition, som vi fandt eksempler på i The Beatles, Kinks og Beach Boys mm. Vores ambition var at vende kajakken på hovedet og sende folk til en planet, hvor musik kunne være humoristisk uden at være plat, og hvor der var dødsstraf for at rende i røven på andre. Men tilbage til spørgsmålet. Nej, ingen skeptiker har haft indflydelse på ‘Eggs’. Anmeldelser holder lige så stille op med at betyde noget. Man får et par gode og et par dårlige for det samme stykke arbejde og må konkludere, at det er en lodtrækning, der hører til en af livets ligegyldigheder. Folk med respekt for egen musiksmag tjekker alligevel musikken ud selv, fastslår han.

Selvom anmeldelserne og skeptikere ikke har indflydelse på forsanger Malthe Fischer, fristes man alligevel til at tro, at bandets medlemmer er blevet mere ambitiøse siden debuten, men det er ikke tilfældet i Oh No Ono.

- Vi er hverken blevet mere eller mindre ambitiøse. Vi har altid bestræbt os på, at vores bidrag til musikhistorien skulle være grænsesøgende, underholdende og gennemarbejdet. Men vi er blevet dygtigere til at udføre vores idéer, og mere sikre i vores valg. Desuden er vi blevet et par år ældre og vores smag har naturligvis ændret sig lidt.

Billede 8Publikum skal føle sig velkomne
Det fede cover, der pryder ‘Eggs’ passer rigtig godt til titlen, men hvorfor lige æg? Hvad er det, der er så fascinerende ved dem?

- Tak! Titlen og coveret blev også til i samme splitsekund. Dvs. vi havde ikke kaldt den ‘Eggs’ uden coveridéen – og omvendt. Det var svært at finde en titel, da pladen endelig var færdig, og det endte med at blive en hastesag omkring et bord, hvor vi sad og slog os i hovederne. Jeg tastede en masse O’er ind i et TextEdit-dokument og skrev vores navn og ‘Eggs’, som var en bid af en af Nicolais mange, lange titelforslag. Aske foreslog, at coveret skulle være helt hvidt, som en æggeskal. Vi havde allerede blommen i form af Malene Mathiassons booklet, som blev til imens vi stadig indspillede. Som udgangspunkt er valget altså faldet på ‘Eggs’ ud fra et grafisk synspunkt.


På det nye album er lyden en del anderledes, men man er stadig ikke et sekund i tvivl om, at det er Oh No Ono, man lytter til og bandet er klar over, at de har en helt speciel lyd.

- Produktionerne fra plade til plade har været meget forskellige, så jeg bilder mig ind, at det er måden, vi sætter akkorder og melodier sammen på. De fleste andre af hvor tids komponister er efter min mening meget lidt dygtige til at få akkordrækker til at lyde spændende og tæsker rundt i de samme kedelige skift plade efter plade. Udover det forbinder mange naturligvis min og Askes stemmer med lyden af Oh No Ono.

Noget andet, der kendetegner bandet er udseendet og deres image.

- Jeg har svært ved at vurdere, om jeg ville gå mere eller mindre op i mit udseende, hvis jeg ikke spillede i et band. Egentlig tror jeg ikke, at nogen af os går mere op i image end den gennemsnitlige facebook-bruger, konkluderer Malthe.

Da man i 2009 kunne opleve Oh No Ono rundt omkring i det danske land, var scenen af og til fyldt med farver og pyntet med blomster, hvilket skabte en helt speciel stemning hos publikum.

- Vi ville gerne have at publikum skulle føle sig velkomne. Ligesom når man inviterer til fest. Det er rart at føle, at andre har gjort sig umage for din skyld. Koncerterne med blomster var primært festivalkoncerter, der foregik om dagen hvilket betød, at vi ikke kunne bruge lys og projektioner til at skabe stemninger. Desuden kunne vi de fleste steder finde sceneudsmykningen lige bag scenen, hvilket var praktisk.

oh no ono roskilde

Stadig uafhængige af de kommercielle selskaber
I december lavede jeg et tilbageblik på året, og skrev om de mest interessante indie-udgivelser, deriblandt ‘Eggs’. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det er svært at placere et band som Oh No Ono i én bestemt genre, men hvad mener bandet selv om placeringen i indie-genren?

- Indie som begreb kommer jo, som de fleste ved, af ”independent” (uafhængig af de kommercielle selskaber,) hvilket vi stadig er. Jeg har svært ved at anerkende indie som en musikgenre, da det dækker over stort set alt, og i bund og grund interesserer den form for kategorisering mig slet ikke. Formålet er at overskueliggøre markedet, men egentlig forvirrer det bare. F.eks. kaldte man både Nirvana og Pearl Jam for ‘grunge’ selvom de på ingen måde minder om hinanden, så hvis Nirvana er grunge er Pearl Jam det ikke og omvendt. Det eneste lighedspunkt er, at de kommer fra Seattle, men det gør Jimi Hendrix også — og så er vi lige vidt. Så står man tilbage med en tom grunge-skal, der ikke duer til noget.

bandet oh no onoDer er meget arbejde, der skal laves, når man er musiker, men der er stadig bands, som foretrækker at ordne de fleste ting selv, deriblandt Oh No Ono.

- Vi klarer tingene selv og foretrækker da også at være i kontrol. Denne gang har vi selv produceret, mixet og mastereret vores plade, hvilket er en god portion arbejde. Men, som de fleste andre, har vi

en manager, der holder vores pladeselskaber i snor og arbejder godt og solidt.. og det er klart at holdet omkring bandet hele tiden vokser i takt med arbejdsbyrdens størrelse nu hvor ‘Eggs’ er udkommet i hele verden. Der er en grænse for, hvor meget vi som band selv kan varetage, når vi stadig vil spille musik, lyder forklaringen.

I april 2009 fik musikvideoen til ‘Swim’ premiere. Adam Hashemi har instrueret og han har også fået frie tøjler til at sætte sit præg på videoen.

- Det er udelukkende Adams ting. Vi holdte et par møder og godkendte manus osv., men alt idématerialet er hans. Vi havde egentlig nogle helt andre billeder i hovedet til ‘Swim’, men nogle gange er det også sundt at overlade noget kreativt ansvar til andre. Videoen har allerede gjort meget for både hans og vores karriere, så det er jo skønt. Helt konkret er det en oplevelse Adam havde som barn, hvor han var med sin mor på arbejde (på et hospice) og en sygeplejerske faldt om med hjertestop. Jeg er ikke sikker på hvorvidt Adam var betaget af kvinder i samme grad som drengen i videoen, men det må vi spørge ham om, fortæller Malthe, da jeg spørger til videoens handling.

Oh No Ono har fundet deres lyd, men hvis bandet allerede nu skal tænke fremad på album nummer tre, bliver det helt sikkert ikke en gentagelse af hverken ‘Yes’ eller ‘Eggs’.

- Jeg er sikker på, at det bliver ligeså eksperimenterende, men klart i en anden retning. Det skal siges, at jeg ikke ser ‘Eggs’ som en mere eksperimenterende plade end ’Yes’. Eksperimentet og den gode melodi er to elementer, der skal være repræsenteret før jeg synes, det er rigtig spændende at arbejde med musik.

I 2010 skal bandet spille en del steder i udlandet. Men det kunne da være interessant at vide, om de også kan opleves i hjemlandet?

- Jeg ved ikke så meget endnu, men jeg er dog næsten sikker på, at vi kommer til at spille et par shows i Danmark inden sommerferien selvom vi, som du siger, primært kommer til at spille i udlandet i år. Vi håber desuden at kunne udgive en lille EP inden året er omme, slutter Malthe.

Oh No Ono er:

Malthe Fischer: Sang, guitar

Aske Zidore Christensen: Guitar, sang

Nis Svoldgård: Bas, sang

Nicolai Koch: Keyboard

Kristoffer Rom: Trommer

http://www.myspace.com/ohnoono

Popularity: 3% [?]

TRE BANDS AT SE PÅ ROSKILDE FESTIVAL ‘10

February 20th, 2010 by Brian Theodor
En ung, dansk elektro-duo, der på rekordtid har opnået gigantisk succes og anerkendelse. En akustisk singer-songwriter fra Hawaii, der snart er ude med sit femte album. Samt en brutal hardcore gruppe fra Amerika, der i år kan fejre tyve års jubilæum!

Der er allerede offentliggjort en række gode, talentfulde musikere til dette års Roskilde Festival. Flere af de mest populære danske grupper står på programmet, og man kan vist roligt forvente flere populære, dygtige kunstner – og naturligvis de bedste fra undergrunden.

Jeg har kigget nærmere på programmet, hvor især tre navne sprang mig i øjnene. Tre bands der helt bestemt står øverst på min liste over musik, der bare må og skal opleves.


Elektronisk juice med masser af smag

To forstadsknægte, der kun kan komme ind på diskoteker via backstage, og må vente nogle år endnu, før de kan få serveret i baren. Det lyder måske lidt fjollet, men lad os så tilføje: de to forstadsknægte optræder til et af de største brag i sommeren 2009. Jeg taler naturligvis om Spot festival, men hold på hat og briller – året efter indtager de Roskilde Festivalen!

Hvor usandsynligt det end lyder, er det realiteten for de to unge fyre Mads Kolding og Jakob Littauer, der måske er bedst kendt under deres fælles bandnavn: Electrojuice! De to talentfulde fyre har allerede høstet en god portion velfortjent succes og anerkendelse. Blandingen af elektronisk musik, hiphop beats og techno-energi har gjort de to unge herre meget efterspurgte. De lagde ud med en række spændende remixnumre, hvor både Veto, Lulu Rouge og Suspekt fik kærlig behandling.

Men Electrojuice rykkede for alvor hurtig, da de udsendte en håndfuld promoveringsnumre gennem VUF Records. Drengene præsenterede en hel ny tilgang til musikken; den ulidelige lyd af et jack stik, der driller, fik de lavet til et rigtig lækkert nummer med den enkelte titel ‘Jackstick’. En helikopter, der er ved at lette, brugte de som inspiration til et nysgerrigt, legende nummer – ‘Chopper’.


Siden da har Electrojuice haft den umålelig store ære at fungere som opvarmning til legendariske Kraftwerk, da de sidste sommer spillede til Randers Festuge. De varmede også op, da The Prodigy besøgte vores lille land. Altså har de allerede opnået en succesgrad, der slet ikke er til at forestille sig – og garanteret slet ikke, når der endnu er lang tid til, at man kan tage sit kørekort.

Debuten ‘Solrock’ udgav duoen d. 19. oktober 2009! En lækker lille sag med syv sprøde numre, hvor der både er plads til dominerende techno-trommer, legende elektromelodier og fede hiphop-beats. Derudover medvirker Veto-sanger Troels Abrahamsen i et mere eftertænksomt nummer, der har et lækkert lydbillede, et tiltalende beat og en masse små elementer, der bygger nummeret større og større! Derudover medvirker rapperen Negash Ali på nummeret ‘Perfect’ – og den sammensætning slår gnister!

LÆS MERE OM ÅRETS ROSKILDE – ROSKILDE TEMA 2010


Årets Roskilde Festival får besøg af de to unge forstradsknægte, der på så kort tid har opnået så stor succes. Hvad Mads og Jakob mangler i alder, har de det firdobbelte i talent.
- og det gør dem til et af dette års mest spændende koncerter på Roskilde.

Surfbrættet droppes til fordel for guitaren
En berømt surferknægt finder sin akustiske guitar frem, rejser hele vejen fra Hawaii til Roskilde og spiller et par iørehængende melodier. Han synger et par sange med sin behagelige, runde stemme – og stemningen bliver straks meget mere hyggelig.

Det er naturligvis den populære singer-songwriter Jack Johnson, jeg taler om.

De sidste ti år har han været en yderst produktiv musiker, hvor han de seneste fem år har haft en stabilt voksende popularitet. I alt har han udgivet fire studioalbums, et live album og stået bag soundtracket til Peter Pedal-filmen fra 2006. Det seneste album udkom i 2008, og hvis alt går som planlagt, skulle vi kunne lytte til et femte udspil i begyndelsen af juni.

Jack Johnson har med sit akustiske singer-songwriter musik charmeret sig ind i en masse hjerter verden over. Han filosoferer ikke over de store spørgsmål i livet, og egentlig handler hans tekster bare om livet i al almindelighed. – og det er måske netop charmen ved den unge surfer; at han nyder de små ting i livet, og det ønsker han at dele med os.

Det er en fantastisk fornøjelse at lytte til Jack Johnson, der har en letgenkendelig blød stemme, en afbalanceret stemmeføring og en tiltalende accent. De flotfremførte tekster pakkes ind i et lækkert guitarspil, der flirter med blues, pop og folk. Når musikken ledsages af trommer, er det lækre, sprøde rytmer, der fremtrylles – men Jack Johnson er ikke bange for at sidde alene kun ledsaget af sin guitar.

På Peter Pedal-albummet finder vi små perler som nummeret ‘People Watching’. Det starter som et forsigtigt samspil mellem Johnsons tilbagelænede guitar og et lille klaverstykke, men der bygges hurtigt op med mere fremtrædende guitar, hvortil der krydres med mellemspil, forsigtige trommerundgange og breaks. Singlen ‘Talk of the Town’ er også et formidabelt eksempel på, hvordan Jack Johnson med ganske få virkemidler kan opbygge en rigtig lækker stemning. Trommerne og bassen er simpelthen så godt, og det legende fingerspil, der flettes ind i de varme akkorder, lyder som sød sol og sommer!

Det seneste udspil ‘Sleep Trough the Static’ gemmer også på en masse rigtig gode numre. For eksempel har Jack Johnson på den romantiske ‘Angel’ kun sin guitar, hvortil han er ledsaget af et bagvedliggende keyboard. Et yndefuldt nummer, der viser en hudløs ærlig mand med en masse kærlighed i hjertet. – og mens vi venter på sommer, hvor Jack Johnson besøger Roskilde Festivalen, er der tid til at nyde den stemningsfulde ‘While We Wait’.

Jack Johnson er en af de artister, der putter hele sin sjæl og ærlighed i hvert nummer. Det gør musikken så autentisk levende, at man for alvor føler sig beriget med hvert nummer. Når han spiller i Roskilde til sommer, vil han have et nyt album i bagagen, og der er bestemt en oplevelse at glæde sig til. Samtidig er Jack Johnson også lige manden til at løfte humøret et par grader!

Råt hardcore band, der viser tænder

Hardcore bandet Converge udgav i efteråret sit syvende studioalbum ‘Axe to Fall’, et album jeg personligt har glædet mig rigtig meget til. Albummet har rystet en masse gode anmeldelser af sig, og det bliver sammenlignet med bandets album ‘Jane Doe’ fra 2001, der ofte bliver betegnet som bandets bedste udspil.

Converge har eksisteret siden 1990, så de kan i år fejre tyve års jubilæum. De er blevet kaldt sin generations Black Flag – punk band fra firserne. De har fungeret som inspiration til mange nyere hardcore bands, og de har været med til at definere undergenren mathcore. Denne betegnelse dækker over en gren af hardcore, hvor komplekse, usædvanlige og tekniske elementer spiller en dominerende rolle.
Converge har på trods af sit kaotiske og brutale udtryk formået at slå igennem til et forholdsvist bredt publikum, og forsangeren Jacob Bannon har endda opbygget sit eget pladeselskab; Deathwish Inc., hvor han også er designer bag mange af udgivelsernes visuelle del. Han står naturligvis også bag Converges visuelle udtryk. Jeg er helt vild med hans billeder, og det er næsten en del af oplevelsen, når der bliver udgivet nyt materiale. Og forsiden til ‘Axe to Fall’ er bestemt ingen undtagelse!
Converge har et helt unikt udtryk, hvor guitarfeedback, støj og rungende genklang er dominerende elementer. De tager musikalske gimmicks, forstører dem til selvstændige dele af musikken, og det fungerer simpelthen så fedt! Bandet er tilsyneladende også selv helt pjattet med det, når de lader deres forrige album ‘No Heroes’ starte med guitarfeedback, der skærer i ørene. Et yderst lækkert og perfekt nummer til at starte et råt og beskidt album, der for alvor slår tænder ud!

Titelnummeret til det nye album – ‘Axe to Fall’ – er en hidsig lille satan, hvor støjen og kaoset er helt fantastisk fremme i lydbilledet! Videoen dertil er en grim sag, der henter inspiration fra både moderne og traditionelle gyserfilm. En kanon fed video, der bliver siddende på nethinden længe efter!

Converge får besøg af en masse forskellige musikere på albummet. Det gør naturligvis, at det musikalske udtryk bevæger sig i mange forskellige retninger i løbet af albummet, men det er slet ikke et minus! Tværtimod klæder det bandet at udforske sine grænser og bryde egne rammer, og det gør albummet til en perfekt udvikling af mastodont-bandet; Converge!

LÆS MERE OM ÅRETS ROSKILDE – ROSKILDE TEMA 2010


Åbneren ‘Dark Horse’ er et de numre, hvor ikke andre end bandet selv medvirker. På alle måder er det en fantastisk start på albummet, hvor der lægges ud med hurtige, skarpe guitarriffs, aggressive, smadrende trommer og Bannon, der skriger sine lunger ud med en ondskabsfuld bitterhed. Converge er tilbage!
Converge er absolut et af de bands, der for alvor gør dette års Roskilde Festival interessant. Jeg har aldrig haft fornøjelsen af at opleve de energiske, innovative hardcore musikere live, men til sommer får jeg endelig muligheden!

Popularity: 4% [?]

GÅ PÅ OPDAGELSE I ARKIVET!

February 19th, 2010 by Jannick Blaksmark

Goombay-arkivet – Klik dig frem og tilbage på den grå pile nedenfor (tager ca 10 – 20 sek om at loade), god fornøjelse!

created by Snazzy Archives

Popularity: 2% [?]

MOI CAPRICE FIK ÅRHUS TIL AT BLOMSTRE

February 18th, 2010 by Brian Theodor

Det var ikke til at mærke på moi Caprice, at der stadig ligger is og sne overalt udenfor. Bandet var fyldt med energi, kærlighed og varme – og de var ikke bange for at dele med publikum.

Fredag d. 12. februar fik Voxhall i Århus besøg af moi Caprice, der var i højeste gear til en fortryllende koncert, der bød på kærlige gensyn og helt nye toner. Til opvarmning havde de selskab af den svenske romantiker Moto Boy.

Musikalsk perfekt soloopvarmning
Vores nordiske naboer kan sagtens være stolte af Moto Boy. Med et helt fantastisk sangtalent, en perfektion, der næsten overgår studieindspilningerne, og en varm humor startede han en uforglemmelig solokoncert. Med sin guitar trådte den engelsktalende charmør på scenen, uden yderligere præsentation startede han forsigtigt med lidt guitarspil. Opmærksomheden fra publikummet rettede sig lidt efter lidt mod scenen.
Moto Boy synger en perfekt falset, og på intet tidspunkt er der den mindste rids i lakken. Hans sangtalent er helt i top, når han går fra de helt høje toner og langsomt falder ned i et mere melankolsk toneleje. Hans passion for musikken stråler langt ud over scenen, så publikum rives med. De melankolske, stille numre afbrydes kun kort, når Moto Boy pifter koncerten op med sin tiltalende humor.
Yderst velvalgt af moi Caprice at tage vores svenske nabo med på turne. Ligesom bandet selv leverede han en unik sceneoptræden, der sent går i glemmebogen.

-
-
-

-

Gensyn med gamle klassikere
moi Caprice har gennem tiden leveret en ordentlig håndfuld unikke, uforglemmelige hits. I mine øjne er de et af de få bands, der for alvor formår at skille sig ud fra mængden med en helt original lyd. Singlerne spænder vidt fra de stille, romantiske kærlighedsnumre til de helt store numre, der filosoferer over passion og lyst. På grund af de enorme forskelle mellem hjørnerne af karrieren, var det derfor spændende at se, hvordan bandet ville håndtere at få alle afkroge med.
Forsanger Michael Møller er altid sprængfyldt med energi. Han formår med masser af charme, selvtillid og lækkert hår at forføre publikum, etablere et bånd, så vi rigtig kan komme ind under huden på både ham og bandet. Han er en fantastisk entertainer, der virkelig forstår at underholde. Jeg har efter hånden oplevet ham mange gange, og hver gang har han en uendelig energi, der løfter musikken op sammen med stemningen. Møller skabte også på Voxhall en hel fantastisk stemning med sine kække bemærkninger, spændende anekdoter og impulsive kommentarer.

Koncerten bød på en række af de bedste numre fra moi Caprice, der har fire studiealbums, tre EP’er og et opsamlingsalbum med i bagagen. Bandet fortalte, at de ikke havde forventet at skulle spille numrene fra debuten ‘Once Upon A Time In The North’ igen. Det gør forårskoncerterne til noget endnu mere særligt, da vi måske ikke får lov at høre så mange af numrene derfra igen. For mit vedkommende var det fantastisk at opleve et nummer som ‘Riding In Cars With Girls’, der er et af de bedste numre fra den lækre debut.
Bandet fik hurtigt publikum med, da de begyndte at dykke ned i godteposen. Der udbrød dans, jubel og adskillige klapsalver hver gang, en af favoritterne blev spillet. Numrene fra albummet ‘The Art of Kissing Properly’ blev mødt med masser af positiv respons. Det var en enorm fornøjelse at høre nogle af favoritnumrene fra det album, der er et af de bedste i hele min pladesamling. For at nævne et par stykker er der det smukke titelnummer, den melankolske ‘Wish You Were Here’ og den livsbekræftende ‘For Once In Your Life Try To Fight For Something You Believe In’ – med den lange titel.
moi Caprice udgav i efteråret et opsamlingsalbum med sine singler. Med opsamlingsalbummet var der også et par dugfriske numre, der får sin livedebut her i foråret. Det var derfor en stor fornøjelse at høre numrene ‘Sorrow of War’, ‘Rising and Falling Points of Dust’ samt den modsætningsfyldte ‘Tell That Girl’. moi Caprice har en evne som ingen anden; de pakker sørgerlige og triste fortællinger ind i søde, glade og forførende melodier. Det gør musikken så uimodståelig, optimistisk at lytte til, mens de nervepirrende historier giver udtrykket et helt andet præg. Det gør sig især gældende i ‘Tell That Girl’, der har et næsten naivt musikalsk udtryk, mens teksten er dødsalvorlig – en kærlighed, der ikke længere eksisterer.
Michael Møller fortalte ved koncerten om de mange knuste hjerter, der gemmer sig i bandets diskografi. Men ingen kan gøre ulykkelig kærlighed og knuste hjerter så smukke, som moi Caprice!

…i nye klæder!
moi Caprice har alle dage haft en stor lyd! Naturligvis – fristes man til at sige, når teksterne omhandler de mest afgørende temaer: kærlighed, forelskelse og lidenskab. Musikalsk er de dog også leverandører af den store, lækre rock lyd. Særligt på det andet album ‘You Can’t Say No Forever’, hvor lyden er storbysagtig, ung og fyldt med liv.
Det seneste studiealbum ‘We Had Faces Then’ byder også på en forførende lyd, der enkelte øjeblikke leger med en mere rå rock og upolerede elementer. Det klæder bandet enormt, når de forsøger at forny sig selv på hvert album og skabe en helt unik lyd til hver udgivelse.

Til koncerten gav moi Caprice også en forsmag på, hvad vi måske kan forvente os fra dem i fremtiden. De havde skruet rigtig godt op for alle instrumenter, så bandet næsten bragede ud over scenen. Guitaren var mere rå end sædvanligt, bassen mere tung – på den fede måde. Trommerne fik også sit helt dominerende øjeblik, hvor stortrommen alene fungerede som overgang mellem to numre. Selv i nogle af de mere stille numre tilføjede bandet lidt ekstra krydderi og gav den lidt ekstra smæk. Det var simpelthen så lækkert og fedt at se, hvordan de kunne give sine ældre numre et nutidigt præg.
Nok var der nostalgi i luften, men på intet tidspunkt forsøgte de at spille numrene på samme måde, som de måtte gave gjort for fem-seks år siden.

LÆS OGSÅ: FORÅR I PARIS MED MOI CAPRICE

moi Caprice tog os med på en spændende rejse gennem deres karriere, men samtidig bød de på nye overraskelser. Alt i alt så vi et band, der stadig er fyldt til randen med energi og passion for og til musikken. Det er bestemt ikke det sidste, vi har set til moi Caprice…
- og gudskelov for det!

Popularity: 3% [?]

ER VI SKYLDIGE TIL ANDET ER BEVIST?

February 16th, 2010 by Mai Kallehave

Google har været ude med øksen, og det har kostet liv. I sidste uge måtte mindst seks populære musikblogs lade livet. Alle de slettede blogs lå på Googles værtstjenester Blogger og Blogspot. Grundlaget er anklager om brud på copyrightloven, men beviserne virker tvivlsomme. Bloggerne er desuden først blevet oplyst omkring lukningen af deres blogs efter, at de var slettet.

Googles særprægede filosofi
Det tyder på, at Google handler ud fra en filosofi om, at vi er skyldige, til andet er bevist. Om Google har misforstået, hvordan fair rettergang fungerer, eller om de bare har valgt at gå egne veje, melder historien intet om. Blogsene er slettet uden varsel og derved også alle deres arkiver, hvor bloggerne har lagt timer af engageret arbejde i de mange indlæg.

De berørte bloggere
De dømte blogs er: Pop Tarts, Masala, I Rock Cleceland, To Die By Your Side, It’s a Rap og Living Ears. De er alle musikblogs, som har givet deres læsere adgang til mp3-filer med den musik, som omtales på bloggen. Det er dog ikke til at identificere nogen beviser i anklagerne, som fastslår, at de forskellige blogs har brudt ophavsrettighederne.

Nu er Danmark også ramt
Vi er blevet bekendt med, at den danske blog Blog Rockin’ Peet også er blevet lukket ned af Google. Vi kender ikke de nærmere omstændigheder, eller ved hvem den ”skyldige” er, men vi vælger at lade tvivlen komme vores blogger til gode – indtil andet er bevist. Vi forsøger at få en kommentar fra Rockin´ Peet, så vi kan få hans side af sagen.

Reaktionen
Ovenpå sletning af flere blogs bragte The Guardian en artikel om Googles blogsletning, som efterfølgende er blevet bragt i flere lande – senest i forgårs i Politiken.

Vreden er vendt mod Google. De har ikke givet bloggerne de fornødne advarsler, hvor det fremgår, hvad anklagerne går på. Hvilket jo derfor gør det svært for bloggerne at rette op på og derved undgå, at deres blog bliver slettet. Desuden kan noget tyde på, at Google ikke vurderer klagerne, som de får over de forskellige blogs, men mere reagerer på antallet af indberetninger. Betyder det, at vi kan bruge Google til at udøve hævn på bloggere?

Ovenpå problemerne med Google er flere bloggere begyndt at opfordre hinanden til at skifte over til Wordpress eller skynde sig at få lavet en sikkerhedskopi af sin blog.

Siger Google undskyld?
Oven på den megen omtale har Google indrømmet sin fejltagelse over for en af bloggerne, Masala. Bloggen er blevet genskabt, og ejerne har fået en dybfølt undskyldning, som virker mere kvalmende end oprigtig. Google påtager sig ansvaret, men pakker det pænt ind i en fejl i systemet, som de belejligt i samme ombæring har rettet. Læs hele Googles ”undskyldning” på Masalas blog. Nu vil tiden vise, om flere af de andre bloggere også har haft en fejl i systemet og derved genopstår på Blogger og Blogspot.

Google har også et ansvar
Google kan stilles til ansvar, hvis der ikke reageres, når der er brud på DMCA (Digital Millenium Copyright Act), som er den amerikanske copyrightlovgivning. De kan forståeligt nok derfor ikke lade ansvaret ligge alene hos bloggerne, og et vist opsyn må derfor være acceptabelt.

Google har lavet retningslinjer for brug af blogtjenesterne, som bevirker, at Google har pligt til at fjerne indhold, som er anmeldt, og hvor kravet er gyldigt. Effektueringen har dog ikke virket optimalt, og Google lagde derfor sidste år en ny strategi for, hvordan anmeldelser skal behandles. Det har betydet, at anmeldelserne skulle være hurtigere og lettere tilgængelige. Anmeldelserne sendes automatisk til ChillingEffects.org, hvor bloggere kan finde klager ved  at søge efter deres blogs URL. Desuden sender Google en mail om anmeldelsen til bloggeren, samt en tydelig besked på bloggen. Bloggerne har herefter mulighed for at fjerne indholdet, som anmeldelsen omhandler, og herefter sætte det redigerede indlæg tilbage på bloggen.

Det lyder jo alt sammen godt, men det virker ikke helt som den strategi, som Google har fulgt denne gang, så hvor kan vi finde retningslinjerne for Googles nye taktik?

Hvor ender historien?
Den manglende dokumentation for anklagerne og den mangelfulde kommunikation mellem Google og bloggerne får nemt Google til at indikere, at bloggerne som udgangspunkt og uden mening er skyldige. I blogverdenen har sagen fået navnet ”Musikblogocide 2010”. Hvordan ender sagen? Bliver der nogen forståelse for Googles handlinger, eller skræmmer Google sine bloggere væk?

Popularity: 3% [?]

ALTERNATIVE BROOKLYN PÅ VEGA

February 12th, 2010 by VEGA-Blogger

Alternative Brooklyn
Brooklyn har de sidste par år markeret sig som det absolutte centrum for alternativ rock i USA. Både anmeldere og publikum har taget bands som TV on the Radio, MGMT, Yeasayer, Grizzly Bear, Animal Collective, Dirty Projectors, Battles, A Place To Bury Strangers og Telepathe til sig. Bands der er fælles om ét projekt – deres lyst til at eksperimentere. De eksperimenterende og fremsynede Brooklynbands efterfølger en New Yorker-lyd, hvor hovednavne som The Strokes, The Rapture, LCD-Soundsystem og Interpol alle var defineret ud fra en retrospektiv tilgang til musikhistorien.

Yeasayer spiller på VEGA i marts

-
-
“Brooklyn is the most exciting place on the earth musically at the moment,” It’s gotten to the point where I had to stop constantly writing about Brooklyn because every week there seemed to be another five bands that were really interesting.” Alex Miller, New Bands Editor, i  NME, 2009

-
-
-
-
Nu er det ikke fordi andre områder af USA eller Europa ikke har forsynet musikpublikummet med spændende navne de sidste par år, men Brooklyn har dog skillet sig ganske særligt ud i denne sammenhæng. Tager man eksempelvis et hurtigt kig på de store musikmediers top 10 lister over de bedste albums fra sidste år er Animal Collective, Grizzly Bear og Dirty Projectors øverst på langt de fleste. Men ikke kun anmelderne falder i svime. De koncerter, der er blevet afholdt af Brooklyn-bands i Danmark de sidste par år har alle trukket fulde huse. Grizzly Bear og TV on the Radio udsolgte VEGA i sommers. MGMT og Animal Collective gjorde det samme på Amager Bio sidste år og Yeasayer, der spiller i VEGA d. 8. marts er allerede nu fuldstændigt udsolgt.

MGMT udgiver nyt album i april

Derudover gæster Rain Machine (Kyle Malone fra TV on the Radio) VEGA til april, og mon ikke også billetterne bliver revet væk her?

Baggrunden
En af hovedårsagerne til Brooklyns position skal findes i de generelle vilkår i musikbranchen i det sidste årti. Branchen var i krise og den alternative rock blev ramt ekstra hårdt. Pladeselskaberne var ikke særligt risikovillige og gik i vid udstrækning efter at skrive kontrakt med mere mainstreamorienterede bands. Derfor havde mange små

Brooklyn-bands ingen andre muligheder end at blive indenfor en indie-verden, hvor små lokale pladeselskaber og promotere bifaldt den eksperimenterende lyd. Alligevel fandt flere af bandsene et bredt publikum og de store pladeselskaber fik øjnene op for de salgbare eksperimenter. Så i dag er flere Brooklynbands på store labels. Eksempelvis MGTM, der er blevet signet af Columbia Records.

Et andet og mindst lige så vigtigt element i Brooklyns status er den multietnicitet som kendetegner området. Brooklyn indeholder alle racer, alle impulser og alle kulturer, og lever dermed op til klichéen om NY som en smeltedigel. Brooklyn er selvfølgelig også ghettoer og kriminalitet, men tager man eksempelvis til Williamsburg, som er den mere hippe del af Brooklyn, kan man på egen hånd opleve den kulturelle diversitet, der præger området. En diversitet af indtryk flere bandsene har fremhævet som inspirationskilde.

Selv andre New Yorker bands som Vampire Weekend har taget turen over East River og ladet sig inspirere. Deres afro-pop elementer er meget lidt Manhattan, men utroligt meget Brooklyn.

TV on the Radio ved Williamsburg Bridge

Meget tyder samtidig på, at Brooklyn kan fastholde sin position og fortsat blive associeret med den eksperimenterende, alternative og elektroniske rock. Umiddelbart er der ingen grænse for langt de bands, der er nævnt i denne blog kan nå, og bladrer man de store musikblade igennem vrimler det stadig med nye Brooklynbands. Så den naturlige afrunding må være en kort liste over de up-and-coming bands, der skal følges tæt i fremtiden.

NY-musiksitet Earfarm.com har netop lavet en sådan liste. Så i fremtiden kan du med fordel holde øje med navne som La Strada, Limbs, Glass Ghost, Effi Briest, The Naked Hearts, Soft Black, Dinasour Feathers, Michna, Here We go Magic, The Lisps og ikke mindst The Antlers.


Jesper Ravn, februar 2010

Kilder: NME, The New York Times og Earfarm.com

Popularity: 2% [?]

ELEKTRO-ROCK ‘N’ ROLL FRA THE COMPANY

February 10th, 2010 by Brian Theodor

The Company: En røvfuld spade, tæsk til trommerne og et utæmmet kraftværk! Det er de tre hovedingredienser i en cocktail, der sætter ild til dansegulvet… eller får byen til at eksplodere!

Jeg har længe været meget interesseret i pladeselskabet Tabu Records, hvor der det sidste årti er udgivet en masse rigtig lækkert musik. Hvad der i starten var et rent hiphop-selskab skulle udvikle sig til at have nogle af de mest innovative og trendsættende kunstner fra elektro-rocken med i staben! Tabu formåede med kæmpesucceser at ødelægge idéen om, at selskabet kun havde øre for hiphop — og personligt stormer jeg i butikkerne, hver gang der kommer et nyt guldæg fra Tabu-lejren. Derfor var det med enorme forventninger, at jeg hørte om den nye gruppe fra Randers, der var blevet signet hos Tabu — og kun en uge efter, at Rune Rask og resten af holdet havde hørt dem.
-
… og jeg er bestemt ikke skuffet. Tværtimod!

Sprængfarlige tider
The Company blev signet hos Tabu Records helt tilbage i starten af 2009. De tre unge drenge blev placeret lige midt i rampelyset, men samtidig blev der også lagt et stort pres på deres skuldre — måske især fra publikum. Tabu havde allerede lanceret en ‘elektronisk rock’-kollektion; Veto opnåede kæmpe succes, Troels Abrahamsen fik stablet en solid solokarriere på benene, og The Floor is Made of Lava var med sin debut og et remix-album hele Danmark rundt et par gange. Ville The Company kunne leve op til deres forgængere?

I slutningen af april blev der lukket op for godteposen. Den første single ‘Times I Know’ blev udgivet, og samtidig blev den officielle video udsendt. Lige fra første pulsslag markerer The Company, at de bestemt ikke er en ny omgang Veto eller Lava. The Company er helt deres egen!
Rytmerne er flyttet helt op i front, det melodiøse er skrabet ned til et minimum, teksten synes at være mere opbygget af statements end fortællende elementer. Guitarspillet lyder som noget, der kommer lige ud af et AC/DC-øvelokale. Sangeren og hans stemmeføring indeholder så meget energi og intensitet, at man næsten frygter, det ikke er løgn, når han desperat spørger os: “Can’t you see this? Baby, I’m on fire!”

The Company går helt ud til kanten i den tilhørende video. Præcis i nummerets ånd starter videoen med et par hvide bjælker, der flyder ind over skærmen. Da vokalen træder ind i nummeret, kommer de første egentlige ‘billeder’, hvor vi ser forsanger Christian Worsøe, der ved første øjekast gløder af energi og passion for sin tekst. Kameraet leger med billederne, der konsekvent bevæger sig mellem skarpe og slørede, udtværede billeder af Worsøes mund og ansigt, mens kameraet springer rundt om ham. Det indikerer tydeligt, hvor The Company vil hen; musik – helt ned til de basale elementer. Derfor starter vi også med at se Rasmus Hedegårds fingre, mens de kærtegner keyboardet, derefter det tekniske udstyr, og først halvandet minut inde i videoen er det muligt at se hans ansigt. Nok ser vi Anders Lundgager tydeligt forholdsvist tidligt, men det er primært hans elektriske guitar, der er i billedet. – og naturligvis står der gnister ud af instrumenterne, mens Worsøe må spænde for livet! Et sprængfarligt nummer, der på mange måder fortæller en masse om, hvad The Company er for et band. Gruppen er så fyldt op til randen med attitude, at de sagtens kan bruge en hel video på at illustrere musikken – i stedet for at posere foran kameraet og iscenesætte sig selv! The Company sætter i stedet et knivskarpt fokus på musikken.


Debutalbum bryder grænser

De tre unge fyre fra Randers lod os vente – man kunne næsten frites til at tro, at The Company spillede kostbar! I hvert fald skulle vi helt hen til slutningen af september, før debutalbummet var at finde i pladebutikkerne. Som en lille forsmag udgav trioen sin anden single – og naturligvis en tilhørende video. Denne gang slap de den hidsige ‘Tonigt’ løs! Tempoet er hævet, guitaren har fået en solid plads forrest i lydbilledet, trommerne ligger tungt på alle pulsslag, mens stemmeføringen faktisk har fået tilføjet melodi! The Company har allerede på deres anden single udvidet rammerne, redefineret sin egen genre og knust al tvivl! Men kendetegnet er der stadig; musikken er i centrum.

Videoen er en naturlig forlængelse af deres første. Det legende kamera er vendt tilbage, men vi befinder os nu i storbyen. Billedet skifter mellem at være skarp og utydelig, mens der nu er krydret med en næsten kitschet leg med stopmotion-effekter. Musikvideoen formår at tage et forældet filmisk virkemiddel og opdatere det, gøre det til en integreret del af videoen og dennes udtryk. Det mest ironiske i hele brugen af stopmotion er vel, at figurerne [Company-drengene] står fuldkommen stille og helt urokkelig i det meste af videoen. Idéen bag stopmotion er jo netop at få noget ubevægeligt til at kunne bevæge sig.
Det er en yderst forfriskende måde at lave musikvideoer på! Jeg har selv set dem utallige gange, og er helt pjattet med det æstetiske udtryk.


The Companys debut opkaldt efter bandet selv ramte butikkerne med et brag!

Pladen indeholder ni lækre, sprøde perler, der hver byder på nye oplevelser i det eventyrlystne univers. Åbningsnummeret ‘My Watch’ byder på et heftigt guitarriff, der sparker albummet godt i gang! Trommerne er et solidt fundament for en lækker, lækker elektrisk synth. Keyboardet bruges flittigt med et absolut ekstraordinært resultat. Worsøe er i topform med en charmerende, vittig stemme, der smelter i ørene på én. En pragtfuld åbning for et album, der byder på utallige positive overraskelser. Det eksperimenterende udtryk og de evigt grænsesøgende tiltag gør det en enorm fornøjelse at lyttet til albummet. The Company har virkelig forstået at udnytte sit potentiale i samarbejde med Rune Rask.

Minimalt fyld — maksimalt udtryk!
Filosofien i The Companys musik må vel næsten være ‘less is more’ – minimalismens kernesætning!
Teksterne er skrabet ned til kun at indeholde det helt essentielle, og resten er mellem linjerne – mere præcist; gemt i musikken. De siger det meget tydeligt selv på nummeret ‘Everyone Knows’, hvor teksten helt tydeligt lyder; “Everyone knows what’s going on“. Der er ingen grund til at forklare, når alle ved, hvad det drejer sig om. The Company dropper alt det overlødige og skraber sine numre ned til at være helt ren musik – uden noget overflødigt glimmer!

Jeg var så heldig at få lidt trommeundervisning i midten af sidste årti af en erfaren trommeslager, der lever af at spille musik og har gjort det i tyve år. Han forklarede mig, at musik ikke bare drejer sig om, hvor mange vanskelige og umulige riffs og rytmer, du kan spille. Det, der virkelig giver pote, er, når man formår at gøre noget kedeligt og tamt til noget virkelig fedt, noget der bare lyder kanon godt.
The Company tager en enkel trommerytme, hvor de krydrer med et par simple riffs, nogle få elektroniske elementer og en forsigtig sanger. Sådan starter de flere af numrene, hvorpå de langsomt bygger det op med mere gennemtrængende guitar, mere elektronisk guf, mens Worsøe får lov at slippe alle tøjler og for alvor bringe både energi og passion hele vejen fra Tabu-lejren og ud gennem højtalerne!

The Company har allerede talt lidt om en forårsturne. Der er endnu ingen datoer på en turne rundt i Danmark, men det krydser jeg i hvert fald en masse fingre for. Jeg er rigtig spændt på at skulle opleve dem live. Selvfølgelig har jeg en del forventninger – men The Company har endnu til gode ikke at overgå hver og en af dem.

Som en lille forsmag, afholder The Company en koncert på Rust, Nørrebro fredag d. 19. februar kl. 21.00. – og så er det, man ærgrer sig over at bo på i den anden ende af landet!

Links:
www.companysound.dk
www.myspace.com/companysound

Popularity: 3% [?]

ELEKTRONISK MUSIK — FIRE TESER OM TID

February 5th, 2010 by Electro-Gammelfar

Dengang Electro-Gammelfar, som overredaktøren har valgt at kalde ham, var ung, ja — der var tingene selvfølgelig noget anderledes end de er nu. Digital distribution af musik var ikke rigtigt opfundet. Infrastrukturen, internettet, var ikke klar; man kunne ikke dele numre & fragmenter, der skulle blive til numre over nettet. En cd-brænder kostede omkring 2.000 kroner, og det var mange penge dengang. Internettrafik blev afregnet på minuttet. Og elektronisk musik var lige kommet til landet, med en margin på 20%. I dag ser situationen noget anderledes ud, må man sige…

Illustration fra Ærø Højskoles introduktion til undervisningsforløb om elektronisk musik. Thomas Knak er gæstelærer, btw.

1 — Snæver genre vs. mainstream

Dengang, og vi taler i starten af 90′erne, Electro-Gammelfar har desværre ikke haft fornøjelsen af at gå i gymnasieklasse med Else Marie Pade, var elektronisk musik ikke slået igennem som mainstream-genre. Der var rock, der var pop. Grunge. Den slags. Nogle særlinge hang fast i Kraftwerk — og dér lå noget af inspiration. Hip hop og samplingen udgjorde en anden vinkel. Synthesizerens mulighed for manipualtion en fjerden. Og så kom sampleren, og de habile lydkort. I dag er der elementer af elektronisk musik i stort set alle nutidige popproduktioner. Selve produktionen er digitaliseret. ProTools, effektplugins, og den slags

Read the rest of this entry »

Popularity: 3% [?]

LOG # 4: ALEX CANASTAS LOG-BOG

February 3rd, 2010 by Gæsteskribent

LOG # 4

Den sidste film i denne omgang fra os. “Introducing Line!

LOG # 3

Midt oktober drog vi afsted mod samsø for at tracke guitar. Trods nervøsiteten uden på tøjet før mødet med den lidt aparte Simon, blev turen en mindeværdig oplevelse.

LOG # 2

Efter 3 dage i studiet har Line og Nikolaj V fået de første skitser klar til en lytter. Den første til at kommentere er Nikolaj B alias “drummerboy”, og modtagelsen er med blandede følelser.

LOG # 1

En sommerdag i september begyndte vi indspilningen af vores nye plade. Filmen giver et sneak peak af de første par dage, hvor det hele bliver skudt i gang.

PROLOG

De kreative folk fra Alex Canasta vil løbende komme med nye interessante indlæg her i deres log-bog!

Popularity: 3% [?]

ROSKILDE FESTIVAL 2010 – GOOMBAYTEMA

February 3rd, 2010 by Jannick Blaksmark

Goombay-holdet har som de fleste andre danske musikelskende et helt specielt forhold til Roskilde Festivalen – om man har været der eller ej, så har den nærmest en mytisk tiltrækningskraft på os. Det er her, du opdagede det der helt fantastiske balkanband som har fulgt dig lige siden, det var her, at du efter to liter papvin forelskede dig i ham/hende svenskeren med dr. martin støvler foran orange scene, og det er den festival du hader, hvis du af den ene eller anden grund ikke fik købt billet, og derfor er nødsaget til at følge slagets gang hjemme fra sofaen! “Jamen, så kan jeg jo bare tage i sommerhus med vennerne i stedet” – NEJ, for vennerne ligger i Camp Ninja i C14 og gider ikke lege med dig…

Goombay følger de næste mange måneder Roskilde Festivalen på denne lækre temaside – det bliver en potpourri af nyheder, interviews, billeder – men mest af alt en indsigt i hvordan de danske musikbloggere tager festivalen under behandling.

—————————————-

Read the rest of this entry »

Popularity: 15% [?]

TIGERSPRING – VI VIL HA’ JERES HJEMMESIDE

January 28th, 2010 by Jannick Blaksmark

Vi har efterhånden gjort det til en rigtig dårlig vane, at kritisere opsætning og indhold på hjemmesider rundt om i den danske musikbranche. I sommer var det wemadethis’s take på Copenhagen Jazzfestivals hovedside der fik med grovfilen, hvilket blandt andet fremkaldte denne skarpe reaktion fra en enig læser – “Never in all my considerable years in Copenhagen have I seen a website so totally devoid of any sensible layout and content. [...] Sack the people responsible to save the reputation of an established event in the Copenhagen calender.” Lidt senere på året var det pladeselskabet Tigersprings uambitiøse brug af blogmediet, der fremkaldte et ‘Goombay-hak-i-tuden’. Men… Når man på den måde kaster med sne, og samtidig selv er en lille and af glas, må man huske, også at så roser når degnen har fødselsdag. Det vil vi hermed gøre…

Tigerspring-folkene, der blandt andet har flotte navne som – Taxi! Taxi!, I Got You On Tape, Choir Of Young Believers, Chimes & Bells i folden, har, siden vi var efter dem, lavet et totalt make-over på tigerspring.net. Og WOW! det holder! Simpelt, smagfuldt og yderst utraditionelt i sin opsætning – det bliver i min bog ikke meget bedre! I stedet for at klikke sig videre til en ny side, som vi er vandt til, bliver brugeren ført rundt i et kæmpe sort/hvidt kunstværk, som faktisk minder mig lidt bagvæggen på anden sal på det gamle Kat (du ved ved jeg mener Nikolai). Inden jeg smider dig videre til siden, så du selv kan lege lidt rundt derinde, skal der også lyde et stort ‘heads-up’ for, at hele baduljen er brygget i HTML og ikke Flash… Nørde-nik herfra… Vi vil ha’ jeres side Tigerspring!!

Er du enig? - Tigerspring.net

-
-
-
-
-
-
-
-

-
-
-
-
-
-
-
-
-
-

-
-
-
-
-
-
-
_

_

_


_

Popularity: 2% [?]

REJS MED PÅ GENRETUR – OLD SCHOOL RAP

January 25th, 2010 by Mikkel Kristiansen

OLD SCHOOL RAP

…eller bare old school, er hip hop-musikkens barndom, og selvsagt en genre, der først blev navngivet, da den havde udspillet sin rolle, og noget nyt havde taget over. Rap havde været en del af fænomenet ”block parties” i Bronx, New York siden midten af 1970’erne, men det var med den første ”rigtige” N.Y.- rapplade i 1979, at genren blev synlig i større kredse. Men hvornår blev denne nye genre gammel? Og hvad skete der ind imellem? Det, og meget mere, kan du risikere at finde ud af her.

the last poetsRap på plade havde været hørt før 1979, bl.a. lavede The Last Poets, Gil Scott-Heron og The Watts Prophets spoken word / rap-plader allerede fra de tidlige halvfjerdsere. Rappen fik dog sit eget liv i halvfjerdernes Bronx, N.Y., en bydel, der var stærkt forsømt og hærget af brande og bandekriminalitet (filmen ”The Warriors” fra 1979 giver et indblik i dette miljø). Her opstod hip hop-kulturen som en udvej fra elendigheden, ved block parties, hvor folk samledes, festede og dansede til musik fra et par pladespillere, der var koblet på strøm fra lygtepæle. Samtidig med alt dette rasede discobølgen i de eksklusive natklubber, men hip hop-d.j.’erne kørte en mere funky, ”street” stil, hvor kun det mest funky disco kunne bruges. Herudover blev der mest spillet gamle funkplader, men også f.eks. Kraftwerk og mere obskure ting.

I begyndelsen var d.j.’en den centrale, som sørgede for beats til m.c.’erne og breakerne, dette ændrer sig dog, da genren går vinyl.

Cold Crush BrothersOmkring slutningen af 1970’erne er nogle af de vigtigste m.c.-crews blevet dannet, f.eks. Cold Crush Brothers og The Furious Five, og der hersker en sund konkurrencementalitet blandt m.c.’erne. De fleste føler sig alligevel slået på målstregen, da Sugarhill Gang i 1979 udgiver ”Rapper’s delight”, baseret på Chic’s ”Good times”. Skiven bliver et kæmpehit, og selskabet Sugarhill records, der udgiver den, bliver toneangivende på det nye marked. Sugarhill Gang er dog et designercrew, sammensat af Sugarhill’s chef Sylvia Robinson, og et af medlemmerne, Big Bank Hank, bliver beskyldt for at ”bite” (stjæle rim) fra Cold Crush Brothers’ Grandmaster Caz.
-

I kraft af, at scenen er meget ”community”-orienteret, er der god plads til, at også kvinder kan flexe deres skills. Et crew som The Sequence er 100 % hunkøn, og det samme er Sha Rock (= ”Plus One”) fra Funky Four Plus One. Yderligere indspiller Blondie, som ellers ikke er mest kendt som en del af hip hop-miljøet, ”Rapture” i 1980, hvorpå Debbie Harry rapper. Hun medvirker også i filmen ”Wild Style” fra 1982, som nok er det ultimative visuelle old school-dokument, hvori en stor del af scenen medvirker (bl.a. Cold Crush Brothers, Grandmaster Flash & Busy Bee).

Billede 23I Sugarhill-stalden finder man også bl.a. Grandmaster Flash & The Furious Five, Funky Four Plus One, The Sequence (incl. en purung Angie Stone under navnet Angie B.), og West Street Mob. Flere andre pladeselskaber ser også muligheder i rappen, bl.a. Enjoy & Winley. Men Sugarhill definerer lyden, som er festmusik domineret af funky beats med håndklap, og tit kan man høre festlige stemmer råbe i baggrunden. Typisk er musikken indspillet af pladeselskabets husorkester, og dette er d.j.’erne ikke så begejstrede for. I 1981 udgiver Grandmaster Flash ”The adventures of Grandmaster Flash on the wheels of steel”, en af de første turntablism-plader, hvor han bl.a. cutter Sugarhill Gang, Blondie, Chic, Spoonie Gee og The Furious Five sammen. På andre udgivelser, der bærer hans navn, er han mærkeligt nok mere eller mindre fraværende, bl.a. kæmpehittet ”The message” fra 1982, hvor han slet ikke medvirker.

Netop ”The message” bliver, sammen med Afrika Bambaataa & The Soul Sonic Force’s ”Planet rock”, begyndelsen til enden på den gamle skole. Begge tracks er electro-rap, d.v.s. at musikken primært er lavet på synthesizere og trommemaskiner, hvilket bliver standarden i de følgende års rapmusik. Men mere om det næste gang. For lige at springe lidt frem til nutiden, så bliver der stadig lavet tracks i den gamle stil, f.eks. Tha Alkaholiks’ ”Flashback” (1995), og man kan finde en del old school-referencer hos bl.a. Busta Rhymes og Beastie Boys.

Tracks: Old school-markedet var primært baseret på e.p.’er, som I dag kan være svære at skaffe, med mindre man vil betale den tit ret høje pris. Her er alligevel 10 af de væsentligste udgivelser:
Read the rest of this entry »

Popularity: 4% [?]

FREMTIDEN TILHØRER THE TEMPER TRAP

January 25th, 2010 by Rasmus Otvald

Måske jeg om 24 ord tager munden for fuld. Måske er jeg en jubelidiot, der er håbløst forelsket i en skinger falsetstemme. Ikke desto mindre lyder min profeti således: The Temper Trap bliver det næste kæmpenavn på den internationale musikscene. Gør dig beredt på et band i ”Vi kan fylde Wembley”-klassen.

the temper trap goombay

Fire australske gutter fra Melbourne beslutter i foråret 2005 at danne bandet The Temper Trap. Toby Dundas sætter sig bag trommerne, Jonathon Aherne stemmer bassen, Lorenzo Sillitto komponerer et riff på guitaren og Dougie Mandagi danser med stemmen rundt på falsettonerne. Visionener såvel som ambitioner er klar. The Temper Trap vil med deres punk-pop-indierocklyd erobre den internationale musikscene.
I år 2008 tager deres karriere for alvor fart, da der meldes om udsolgte koncerter i London. Bandets foreløbige højdepunktet nås et år senere i 2009 da bandet også får udsolgt til sin koncert på South by Southwest- festivalen (En af USA’s største musikfestivaler).

the temper trapI sensommeren 2009 udgav de debutalbummet Conditions. Et album med musikalske referencer til nogle af nutidens store pop-/rock-navne. Dundas og Aherne groover taktfast af sted i bedste U2stil og melodierne, kreeret af Mandagi, leder tankerne mod Coldplay. The Temper Trap rammer dog sin egen stil med et pulserende tempo, en kirkekorslignede leadvokal og en unik evne, bandmedlemmerne imellem, til at ramme det samme musikalske udtryk.

Albummets første single ”Sweet Disposition” har optrådt på P3 et utal af gange, og roses af flot af anmeldere. Vi har som lyttere heldigvis mere i vente, for pladen rummer flere oversete perler. ”Fools”, ”Science of fear” og ”Fader” er blot nogle af disse. Her gemmer sig dybtfølte sange om fjolser der gerne vil se din fiasko, til gedigen rock med 2 vers, 4 omkvæd og et genkendeligt riff.

The Temper Trap har alle mulighederne for at nå til tops. Med en lydprofil der retter sig mod det bredde publikum uden at blive kommerciel, sammensat med bandets vilje efter succes, skal nok få det til at lykkes. Så jeg glæder mig til at stå ved siden af dig på Roskilde, orange scene, og skråle med på Fader, Fools og Science of Fear, ligesom vi i 2009 stod og skreg med på Human, Viva la Vida, og Sex on Fire.
Links:

- Last.fm
- Myspace (Lyt for satan! )

Bandet spiller på Vega d. 22 og 23 februar – Desværre er alt udsolgt. Min opfordring er dog alligevel, stil dig i kø og håb på en billet til, hvad der må blive en fantastisk koncert.

Popularity: 2% [?]

MUSIKBLOGS BLI’R HELT TIL GOOMBAY

January 21st, 2010 by Battle & Bounce - Admin

Musikblogs.dk springer helt ud som Goombay — lidt teknisk bøvl har vi udsat jer, kære brugere for, og det er vi naturligvis kede af. I havde fortjent en statusopdatering, inden vi gik i gang — men vi er jo ikke så store og lidt smårebelske, så vi krydser fingre for, at I har båret over med lidt nedetid i dag og i går.

LÆS GERNE: Roskilde Festival 2010-tema.

Popularity: 2% [?]

FORÅR I PARIS MED MOI CAPRICE

January 19th, 2010 by Brian Theodor

Af Brian Theodor Agerholm

Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad, en forventning om forår – og jeg bliver så glad.
Det er iskoldt udenfor. Jeg går med hænderne dybt begravet i min frakke, og jeg befinder mig nøjagtig ikke mere end det nødvendige ude i kulden disse dage. Der ligger dynger af sne og slud alle vegne, mens blæsten pisker mod mit nøgne ansigt.

moi caprice på goombayJeg længes efter forår – det skal bestemt ikke være en hemmelig! Til forår er det ikke nødvendigt med fire lag tøj. Til forår er det ikke nødvendigt at tænde lys allerede tidligt på eftermiddagen. Til forår er det ikke nødvendigt at kigge på en nøgen og tom natur. Til forår, lige præcis. Til forår bliver stemningen bare så meget bedre.
Siden slutningen af november har en bestemt skive besøgt mit anlæg lidt oftere end andre. Det er en skive, der netop minder mig om en hel del af mine yndlingsemner, der også er knyttet til foråret. Jeg taler om glæden ved at være nyforelsket, kærlighedserklæringer og en dyb optimisme – naturligvis krydret med et nip selvironi, da det jo ikke skal blive for lyserødt og sukkersødt.
Den plade, jeg naturligvis henviser til, er opsamlingsalbummet ‘All We Fear Is Love’ fra den danske kvartet med det franske navn; moi Caprice!

Jeg kan ligeså godt med det samme erklære mig skyld i at være håbløs moi Caprice-fan. Siden jeg først fik øjnene op for dem omkring midten af nul-nul’erne, har jeg slet ikke kunne slippe dem igen. Jeg stormede ud og købe deres tredje studiealbum, da det udkom i 2006 – og jeg følte mig som en forelsket lille teenager igen. Der er løbet meget vand i stranden siden da, men en ting er sikkert: Jeg styrter stadig ud og køber nye udgivelser fra moi Caprice!

moi capricemoi Caprice fik allerede slået sit navn fast inden nogensinde, de havde et pladeselskab i ryggen. De formåede at blive det første band, der tog førstepladsen på P3’s Elektriske Barometer – og det var helt tilbage i 1997. De skulle eftersigende have skrevet debutalbummet året efter, men pladeselskabet, der skulle udgive det, gik simpelthen nedenom og hjem. Heldigvis gav de fire unge fyre ikke så let op. I starten af det nye årtusinde spillede de en omgang koncerter, og bandet moi Caprice begyndte nu for alvor at ligne noget.
De fik udgivet sin debut EP “Daisies and Beatrice” i foråret 2002. Bandet fik velfortjent succes, og allerede senere samme år udgav de deres anden EP “Summerfool”. Bandet blev nomineret i kategorien ‘P3 Talentet’, og de afsluttede sin EP-trilogi med ‘Artboy Meets Artgirl” i 2003. I samme foråret udgav de også debutalbummet “Once Upon a Time in the North”.
Siden da har bandet høstet den ene hyldest efter den anden. De har flere gange været ugens uundgåelige hos P3, og de har rejst Danmark rundt flere gange på turnéer. Det er også imponerende, at bandet allerede med sin anden plade indtog udlandet, hvor de også har rejst vidt omkring, mens pladerne ryger over diske i lande over hele kloden.

Drømme pop

moi Caprice bliver puttet i en kasse, der hedder ‘indie rock’, men det har jeg nu aldrig omtalt dem som. Når jeg fortæller venner og bekendte om dette band, der har gjort så stort et indtryk på mig, og jeg så bliver spurgt, hvilken type musik, de fire drenge spiller, plejer jeg at omtale det som ‘drømme pop’. Det er måske mit helt eget fiktive udtryk, men for mig er det netop en beskrivelse, der dækker min oplevelse af musikken.
Ethvert nummer fortæller en hel historie, og det er ikke blot med det skrevne ord. moi Caprice spiller på alle tangenter – og det er garanteret ikke engang løgn!

Foruden det meget fuldendte musikalske udtryk, moi Caprice har skabt, er der så meget mere at komme efter. Teksterne er indholdsrige og fyldt med små lyriske elementer, der formår at løfte hele udtrykket en tand ekstra op. Derudover er forsanger Michael Møller en ægte historiefortæller, når han fx i nummeret “Riding in Cars With Girls” fra debutalbummet kommer med en uforudsigelig narrativ drejning. Kun de bedste historiefortællere formår med ganske få virkemidler at fange sine lyttere, ligesom Michael Møller.
Naturligvis har Møller også den luksus, at der bag ham står nogle dygtige musikere. Udover sang står Møller selv for synth. På guitar finder vi David Brunsgaard, mens Jakob Millung tager sig kærligt af bassen. Bag trommerne sidder Casper Henning Hansen. Det er tilsammen de fire unge fyre, der danner det danske succesband moi Caprice.
Jeg kan også lige hurtigt nævne, at Michael Møllers evne som historiefortæller også får sin ret i det sidespring, han lavede i 2007, hvor soloalbummet ‘Every Streetcar’s Got A Name’ udkom. Det musikalske er minimeret og domineret af akustiske, melankolske melodier. Det er bestemt også værd at lytte til – ligesom de efterfølgende koncerter også gav publikum mulighed for at opleve Michael Møller mere sårbar og dæmpet – man fristes næsten til at sige ‘nøgen’, og uden Brunsgaard, Millung og Hansen fra moi Caprice er det måske heller ikke helt forkert.

The Art of Kissing Properly

Jeg fik for alvor øjnene op for moi Caprice, da de i slutningen af 2006 udgav albummet ‘The Art of Kissing Properly’. Fra albummet kom tre singler, der alle blev spillet flittigt i radioen, mens moi Caprice blev nomineret i adskillige kategorier – og ved Danish Music Awards 2007 vandt de i kategorien som Årets Orkester.
Foråret ‘07 forlod albummet næsten ikke mit anlæg. Mens jeg oplevede verden og alle de små vidunder i dagligdagen, bidragede moi Caprice med et romantisk, fortryllende og spænde lydbillede samt en masse interessante, intense historier. Jeg tog til min første moi Caprice-koncert det samme forår med min kæreste, og det var – som forventet – en enorm fornøjelse!

Det leder mig også til at tage fat i starten igen; forår! Jeg glæder mig simpelthen så meget til foråret, og ikke bare af alle de førnævnte grunde. Efter udgivelsen af deres opsamlingsalbum i november, drager moi Caprice nemlig på en mindre forårsturné – og hvor jeg dog glæder mig til et gensyn med de drenge!
De starter i Roskilde torsdag d. 4. februar, hvor de derefter besøger Odense og Albertslund. Weekenden efter kigger de forbi Kolding og Århus. De afslutter d. 18. i København.

Til slut vil jeg tilføje, at selvom jeg allerede havde alle studiealbums, har opsamlingen også fået meget spilletid – som jeg nævnte i starten. Foruden skiven med singlerne, medfølger en ekstra CD, der indeholder nye, alternative indspilninger af otte af singlerne. Numrene får en helt ny dimension, og man må give moi Caprice, at de er rigtig dygtige til at genfortolke sig selv. Derudover indeholder opsamlingen i alt tre nye numre, der ikke før har været udgivet.
Der er noget i luften, jeg ved lige hvad; lyden af moi Caprice – og jeg bliver så glad.

moi Caprice-tour 2010

Her spiller moi Caprice foråret 2010

Roskilde
04 feb 2010      21:00 Gimle

Odense

05 feb 2010     21:00 Posten

Albertslund

06 feb 2010     21:00 Forbrændingen

Kolding
11 feb 2010     20:00 Godset

Århus

12 feb 2010     21:00 Voxhall

Herning

13 feb 2010     20:00 Fermaten

Copenhagen

18 feb 2010     21:00 Vega

Popularity: 2% [?]

KISS KISS KISS SPRÆNGER BOMBEN

January 12th, 2010 by Sanni Mee

Ventetiden er ved at være forbi, for d. 1. marts 2010 udkommer Kiss Kiss Kiss’ debutalbum. Albummet indeholder 12 sange – både nye og gamle, deriblandt numrene Broken Hearts, Mirrors og Flesh.

Medlemmerne fra Kiss Kiss Kiss mødte hinanden på Mellerup Efterskole i 2006. Siden er der sket meget for bandet, der består af Mads Koch, Mads Kristian Frøslev, William Asingh og Kristoffer Balle. I 2007 fik Kiss Kiss Kiss sit første radiohit med nummeret Hector, som P3 spillede flittigt. Året efter modtog Kiss Kiss Kiss Myspace-prisen, spillede på Roskilde Festivalen og gav derudover koncerter både i Danmark og Europa.

Billede 1

Bandet udsendte en EP i 2008, mens førstesinglen Broken Hearts først udkom i juni 2009. Broken Hearts var også P3’s uundgåelige, og nummeret lå nummer et i en uge på Soundvenue High 5. Bandets nyeste single Mirrors, gør sig også godt på Soundvenues liste og har ligget på toppen i flere uger. Som titlen afslører, handler førstesinglen om ulykkelig kærlighed, mens andensinglen Mirrors, handler om flugten fra alle de mennesker, man ikke forstår.

Jeg har haft en snak med guitaristen Mads Kristian fra bandet, som er inspireret af alt fra Metallica, Talking Heads og Madonna til Lars HUG og Earth Wind & Fire. Han forklarer bl.a., hvordan de fandt frem til navnet Kiss Kiss Kiss, og hvad der i fremtiden skal ske med bandet.

I mødtes som sagt på Mellerup Efterskole. Hvordan opstod bandet?

Vi spillede i forvejen hver især i forskellige grupper og sammenhænge,
og da vi hang meget ud sammen, begyndte vi at spille sammen.

Hvordan fandt I frem til, at jeres band skulle hedde Kiss Kiss Kiss?

Vi havde lidt forskellige navne oppe at vende dengang. Et af dem (som jeg faktisk synes er mega godt stadigvæk) er Zappi, men det endte altså med, at vi tog navnet fra en Yoko Ono-sang fra hende og Lennons Double Fantasy-plade. Det er en mega ond og fin popsang, som ender ud i en true ooorgasme! MEGAFEATH! Og så synes vi jo ogsåm, det var et godt navn, så den opkaldte vi os altså efter.

Billede 3I er fire drenge sidst i teenageårene, er det svært at være ambitiøse omkring et band, når man også skal passe uddannelse, vennerne og hvad der ellers hører til ”den vilde ungdom”?

At gå i skole tager jo en del tid. Så det begrænser os indimellem rent tidsmæssigt. Vi ville gerne have meget mere tid til lave musik og spille, men vi vil også gerne gøre gymnasiet færdigt, så vi har ret travlt for tiden. Vi glæder os sindssygt meget til, at vi er færdige med gymnasiet, så vi kan bruge al den tid, vi har lyst til, på at lave musik sammen og hver for sig lige hvor vi vil.

Selvom I kun har spillet sammen i 3 år, har I allerede nået en del. Hvad har været den største oplevelse?

Det har været en kæmpe oplevelse at lave vores plade. At indspille og producere musik fuld tid i så lang tid er mega! Har aldrig prøvet at arbejde på ét projekt så koncentreret og i så lang tid. Det er helt klart noget, vi vil gøre igen, tror jeg.

Hvilke forventninger har I til 2010?

Vi glæder os til at udgive vores debut. Det er en meget stor ting for et band, måske den allerstørste – i hvert fald for os. Det er 4 real. Det er det, vi har arbejdet hen imod i mange år, og det er en good old drøm for os! Det bliver starten på en helt ny epoke, hvor vi udgiver skiver og er et rigtigt band! Det bliver mega! Vi glæder os som sagt også til at blive færdige med skolen, så vi kan bruge meget mere tid på det her og blandt andet indspille meget mere og være længere tid i udlandet ad gangen. Tror det bliver megaåret!

Man har kunnet læse på diverse hjemmesider, at jeres album ville udkomme i efteråret 2009, og senere at det kommer engang i februar. Er der fastsat en dato for udgivelsen?

Ja. 1. marts. Vi har udskudt udgivelsen en del gange af forskellige grunde, fx at vi ikke blev færdige med indspilningerne, miksningen og masteren og sådan noget. Men nu er vi ved at være der, der skal lige rettes en smule i masteren, og så er den helt klar til tryk! Det bliver bomben!

Er I nervøse for modtagelsen?

Vi er mega spændte! Dem, som kender det, vi har lavet tidligere, vil måske blive ret overraskede, for det lyder helt anderledes, end de indspilninger, vi lavede back in the days. Vi er selv helt vildt glade for det, vi har lavet, så det bliver for vildt, når andre kommer til at høre det. Det er jo det, det handler om.

Hvor ser I jer selv om 5 år?

Som gamle, glade hankatte!

Billede 2

Popularity: 3% [?]

FIRE BLOGS OM MUSIKÅRET 2009 – GODT OG SKIDT

January 11th, 2010 by Jannick Blaksmark

raveonettesI december gav Goombays egen Sanni sit bud på en ‘top of the (indie) pops anno 2009′-liste i artiklen Tilbageblik – 2009 med indiebriller. Her blev 10 udgivelser, fra Franz Ferdinan til Mew, fremhævet som indie-højdepunkter man bør forholde sig til på den ene eller anden måde. Goombay var dog ikke de eneste, der rystede året af sig med en tur ned af memory lane – også Rikke og Rune på Blaa Vinyl syntes, at en række udgivelser fortjente en plads i den blå sol. Du kan læse blå Vinyls top 10 vurdering af danske udgivelser fra 2009 her, og sørme om de ikke de også har et bud på årets udenlandske udgivelser.
-
-

BlogPOP er der ikke så meget vinyl og indie i Camillas tilbageblik på pop-året 2009, hvor vi kommer både et smut forbi x-factor, Melodi Grand Prix og Medina. BlogPOP nøjes ikke bare med at støve af, de pudser også krystalkuglen og spår international succes til både The Astroids Galaxy tour (Læs også VEGAs blogindlæg om The Astroids Galaxy Tour) og The Raveonettes(Læs mere om The Raveonettes). Her på Goombay krydser vi fingre for, at Camillas orakelevner er i orden!

Knap så begejstrede for det forgangne år er den dansk/islandske blog Indie Laundry. Dette til trods har de fundet 10 favoritter frem, hvor af et par stykker akkompagneres med videoklip – se Indie Laundrys ‘09 liste.

Regnsky indtog den 2. januar Dunkel til et post nytårs-knald, og det er nok også hos den lille gruppe musikbloggere, at man kan finde den mest omfattende gennemgang af 2009. På bloggen kan du både finde – Årets mest oversete udgivelser(Lærke Regnsky), Records to remenmber ‘09 by(Morten Regnsky), Den der liste(Eva Regnsky) og Om året 2009 og hvad det bragte med sig(Søren Regnsky) – og så burde du også være godt dækket ind for 2009 abstinenser.

Mangler vi nogle gode gennemgange, er du meget velkommen til at gøre os opmærksomme på dem nedenfor i kommentarfeltet!

Godt nytår til alle…

Billede 7

Popularity: 2% [?]

CANADISK INDIE I ARCADE FIRES FRAVÆR

January 5th, 2010 by Battle & Bounce - Admin

Mens mange med spænding venter på Arcade Fires tredje album, der udgives i maj 2010, kunne man måske fristes til at tro, at den canadisk indiescene har stået totalt i stampe i de sidste par år. Intet kunne dog være mere forkert! Thomas Kastberg kaster sig i dette gæsteindlæg over den canadiske indiescene og illustrerer igennem en række konkrete nedslag dens bredde og dybde. Med udgangspunkt i radiostationen CBC Radio 3, “Breaking New Sound, ta’r Thomas os i hånden og beskriver koncist et  kvalitativt udpluk af de mere end 20.000 kunstnere, der er tilmeldt. Al musik er frit tilgængelig, og — måske vigtigste af alt — så er der dømt Nickelback og Avril Lavigne-fri zone!

canadisk-flag-illustration-canadisk-indie-creative-commons-tkowned
Bucky Awards
Siden 2006 har stationen afholdt de yderst fornøjelige “Bucky Awards” som hædrer den canadiske indie rock scene. Showet bliver streamet på hjemmesiden og 2009 showet kan ses her. Bucky Awards ligger et pænt stykke fra etablerede Award Shows, hvilket kan ses i valget af nomineringskategorier. For eksempel blev “Mest canadiske sang” vundet af bandet “Said The Whale” med sangen “Emerald Lake, AB”, som kan lyttes til på Said the Whale’s side på Radio CBC

I kategorien “Bedste årsag til at lære fransk” var det den smukke 20-årige singer songwriter fra Québec Beatrice Martin, som går under navnet “Coeur de Pirate”, der løb af med sejren. Mange canadiske sites forudser, at hun nok skal blive en af Canadas næste indiestjerner. Især sangen “Comme des Enfants” er blevet populær.

Beatrice-Martin

I samme ombæring er det svært at komme udenom Hannah Georgas, der i 2009 udgav Ep’en “The Beat Stuff”. Det er ganske svært ikke at falde pladask for hendes smukke stemme. På hendes side på CBC står der: Her voice, bittersweet yet as spunky as an indie film heroine, will make you swoon as she sings about love, language and awkward situations.

Ved Bucky Awards vandt Hanne Georgas prisen for bedste nye kunstner.

Flere canadiske indie-kunstnere har også opnået en smule opmærksomhed i den danske musikpresse i løbet af 2009, Bl.a.:

Great Lake Simmers – Lost Channels. Lækker pop/folk proppet med gode melodier.

Metric – Fantasies
Metric er en succes i Canada. Herhjemme er de ikke så store endnu men de fik pæne anmeldelser i både gaffa og ikke mindst undertoner.dk (5/6*). Stilen er synthesizer prægede indierockmelodier, lidt ala Yeah Yeah Yeahs. På cbc Radio 3’s årsliste over de bedste 103 canadiske indie-hits, endte hittet ”Gimme Sympathy” på 1. Pladsen.

Handsome Furs: ”Face Control”
Guitaristen Dan Boeckner, der holder en pause fra Wolf Parade, har slået sig sammen med hustruen om at lave denne lidt skramlede, men charmerende indieplade, som henter inspiration fra bl.a. New Order, Bowie og Beck.
Lyt fx til singleudspillet “I’m Confused

Sunset Rubdown ”DragonSlayer”
I lighed med Dan Boeckner har forsanger i Wolf Parade, Spencer Krug, også taget sig tid til et sideprojekt, Sunset Rubdown. Dragonslayer er et album, der virkelig vokser ved flere gennemlytninger. Sangene er noget utraditionelt opbygget, i mange symfoniske lag. Alligevel fænger det, hvilket ikke mindst skyldes Krugs karakteristiske stemme. Lyt til singlen ”Black Swan”.

Junior Boys – Begone Dull Care
Electro-pop duoen fra Hamilton i Ontario laver stadig lækre og velproducerede numre på deres 3. album. Hør singlen ”Bits and Pieces”  & den fremragende single fra 06: “In the Morning

Pink Mountaintops ”Outside Love”
Mange af Canadas indiemusikere har altså travlt! Pink Mountaintops er endnu et sideprojekt og består af mange af medlemmerne fra Black Mountain-kollektivet fra Vancouver. Mens sidstnævnte spiller mere eller mere rendyrket psykedelisk indie så eksperimenterer Pink Mountatintops med flere genrer såsom Shoegaze og alt-country. Hør fx sangen ”Vampire” (videoen er ikke officiel, men en fanvideo, med klip fra den svenske vampyrfilm ”Lad den rette komme ind”)


tegan-and-sarah
Tegan and Sara – ”Sainthood”

Sainthood er tvillingesøsternes 6. album og en kæmpe succes i Canada. I forhold til deres internationale gennembrud ”The Con” er der skruet lidt op for teen-lyden, men albummet fremstår stadig utroligt ørehængende.
Nyeste single: Alligator (live).

Do Make Say Think – Other Truths
De eksperimentelle post-rockere fra Toronto har en del udgivelser bag dig. Other Truths består af 4 instrumentale numre ”Do”, ”Make”, ”Say”, ”Think” på i alt 43 minutter. Har overtaget, hvor Godspeed You! Black Emperor har sluppet og ligger sig i slipstrømmen af Mogwai og Sigur Ros. Hele albummet kan høres her.

Hidden Cameras: ”Origin/orphan”
Lederen bag musikkollektivet Joel Gibb, kalder Hidden Cameras for ”Gay church folk music” og det er en ret så passende beskrivelse. Musikken er melodisk, humoristisk, småsymfonisk folk/rock. Joel Gibb står også bag videoen til singlen ”In the Na”.

Følgende kunstnere har endnu ikke fået særlig megen opmærksomhed uden for Canada, men man må håbe på det bare er et spørgsmål om tid før det sker:

Arkells: Jackson Square
Albummet Jackson Square er fra slutningen af 2008, og er blevet en stor succes i Canada. Arkells er 5 energiske unge fyre som spiller ”Black and blue eyed soul” som de selv siger. Sangene fænger med det samme og det er tydeligt at høre at drengene kan deres kram.

Two Hours Traffic – Territory
Two Hours Traffic spiller indiepop/rock uden så mange dikkedarer. De bliver set som arvtagere efter et andet stort canadisk indie-rock band, Sloan.
Lyt til hele pladen ”Territory” her:

Parlour Steps: The Hidden Names
The Parlour Steps fra Vancouver er ved flere lejligheder blevet sammenlignet med selveste Arcade Fire, men har aldrig tilnærmelsesvis nået de samme højder. Dette deres 3. album får fine anmeldelser og kunne blive deres gennembrud.

Evening Hymns: Spirit Guides
En skægget mand med sin akustiske guitar, iført skovmandsskjorte i en cedartræ-skov, der synger om Dead Deer og Broken Rifles. Mere canadisk kan det vel næppe blive. Fyren bag hedder Jonas Bonatta. Stilen er henad Bon Iver. Sample her “Lanterns“.

Dan Mangan – Nice Nice, Very Nice
Dan Mangan fra vinter-OL byen Vancouver er en rigtig CBC Radio 3-helt. Han bliver spillet heftigt her og med god grund, for Dan Mangan er virkelig et kæmpetalent. Igen er vi i Bon Iver-land. Singlerne ”Robots” og ”Road Regrets” er blevet store hits på vestkysten. Se  videoen til Robots.

Think About Life – Family
Think about Life er spøjse. Stilen er rigtig dansevenlig elektro-funk proppet med samples. Lyt til singlen  Singlen ”Sweet Sixteen”.

Deep Dark Woods: Winter Hours
Som man næsten kan høre på band-navnet, så er Deep Dark Woods, lidt i samme boldgade som Evening Hymns, dog lidt mere folk-orienteret og afdæmpet. ”Winter Hours” er et tidløst album, med masser af Pedal Steel guitar, lidt banjo indover og ikke mindst utrolig smukke vokalharmonier. All the Money I had Is Gone (live) .

Julie Fader: Outside In
Endnu en kvindelig singer/songwriter med en gudsbenådet silkeblød stemme. Også kendt fra Great Lake Swimmers. Minder en del om Cat Power.

hey-rosetta
Hey Rosetta: Into Your Lungs

Godt nok er ”Into Your Lungs” fra 2008, men fortjener alligevel lidt plads. Pladen er betegnet som en dejlig blanding af Arcade Fires ”Funeral” og Wolf Parades ”Apologies to Queen Mary”. Også tydeligt inspireret af Beatles og Jeff Buckley. Bandet er kendt for fantastiske liveoptrædender, så man må da håbe, de gæster Danmark en dag. ”Red song” er en lille perle af en sang. Den simple video blev kåret til den bedste ved ovennævnte Bucky Awards (Red song findes ikke på Into your lungs).

The most Serene Republic – .. And the ever expanding Universe
Endnu et fantastisk band i Arcade Fire og Broken Social Scene størrelse/stil som aldrig har slået igennem, hvilket er en skam.
Video til Singlen ”Heavens to Purgatory

The Rural Alberta Advantage: Hometowns
T.R.A.A. minder en del om de hedengangne indie-pionerer fra Neutral Milk Hotel. På trods af at trioen er flyttet til storbyen Toronto, synger de stadig om hjembyerne og hjertesorgerne i den mere bondske delstat, Alberta.

Priestess: Prior to the fire
Canada har også bands der leverer i den tungere ende. Hard Rock Bandet Priestess fra Montreal har lyttet en del til Black Sabbath og AC/DC. ”Prior to the Fire” som får gode anmeldelser i Canada, bliver udgivet i USA i 2010 og kan blive en stor succes.  Hør ”Run Home” fra deres tidligere album ”Hello Master”

The Wheat Pool: Hauntario
The Wheat Pool laver alternative country som er skabt til de nærmest uendelige canadiske highways. Neil Young har tydeligvis ikke levet forgæves når man lytter til Hauntario.

K’naan – Troubadour
Den somalisk fødte canadiske rapper K´naan er med sikkerhed et navn, vi kommer til at høre mere til i 2010 i og med et nyt mix af tracket  ”Wavin Flag” er blevet udvalgt som den officielle sang til fodbold VM. Han er blevet betegnet som en pæn blanding af Bob Marley og Eminem !

Mere canadisk indie

http://www.chartattack.com/
http://www.exclaim.ca/

Blogs om canadisk indie
http://www.nxew.ca/
http://www.herohill.com/

Liste
Bedste 103 indie-hits fra 2009 (valgt af CBC Radio 3)

Popularity: 2% [?]

GOGOL BORDELLO & KLIMAET

December 15th, 2009 by Electro-Gammelfar

I aften er der etnisk patchwork med Gogol Bordello — gratis — på Rådhuspladsen i København — til gavn for klimaet.

gogol-bordello-in-concert-klima
Gogo Bordello blev dannet i New York i 1996 og består af fortrinsvist af immigranter fra en række østeuropæiske lande. Gruppen spiller selverklæret sigøjnerpunk — og har traditionelt nydt stor omtale og respekt i lille kolde Danmark. Fx blev de hevet ind som substitutnavn til årets Roskilde Festival, da rapperen Lil’ Wayne i sidste øjeblik meldte afbud, som store hip hop-navne jo ligesom bare har en tendens til at gøre Forsanger Eugene Hütz udtaler til Gaffa, at bandet er klar — det er det altid. En mikrofon i hånden og så kører musiktoget. Økologi og klima er noget, man ikke bare sidder og filosoferer over og skriver sange om kort før en performance, lader Eugune journalisten og læseren vide; det er områder, der gennemsyrer livssynet:

“Det er en speciel koncert selvfølgelig. Men jeg har ikke skrevet 15 nye sange om klima og CO2-udledning. Det bliver en Gogol Bordello-koncert, og jeg synes, at alle vores koncerter er specielle. Jeg tror ikke, det bliver specielt, på den måde at jeg vil begynde at prædike om klima. Sådan bliver det ikke. Det ligger ligesom lidt i kortene, at vi spiller til et arrangement, der har noget med klima at gøre.” (Kilde: Gaffa)

Gogol Bordello har tidligeer spillet i København på Vega og har høstet international ære for deres dynamiske show — bl.a. har de modtaget den fornemme New Yorker-pris “årets liveband”. Det er i aften; det er Gogo Bordello, og det er på Rådhuspladsen kl. 20.

gogol-bordello-banner-live-raadhuspladsen-klima

Popularity: 8% [?]

THE ASTEROIDS VARMER OP TIL DANSK TOUR

December 9th, 2009 by VEGA-Blogger

Det er et yderst rutineret og sammenspillet band der indtager Lille VEGA d. 19. december, og som en ekstra bonus, har de inviteret Giana Factory med som support.

asteroids_gt_bandDe travle musikere i The Asteroids Galaxy Tour har allerede opnået en overvældende international omtale og succes med deres knitrende og funky elektroniske musik. De kom ekstra meget i søgelyset, efter de leverede lydspor til en vis iPod-reklame, og senere som opvarmning for Amy Winehouse og Katy Perry.

Dette har sandsynligvis medvirket til en større interesse fra det internationale publikum, men også i Danmark er The Asteroids Galaxy Tour (TAGT) stormet frem i løbet af i år. I september måned udkom debutalbummet Fruit , som fulgte op på singlerne ”Around The Bend” og “The Golden Age”, og endnu engang manifesterede den internationale interesse sig, bl.a. gav det engelske musikmagasin NME albummet 8/10.

TAGT øver ved at turnere og har blandt andet lige spillet i NY. Op til koncerterne i Danmark har de været på en mindre turné som har bragt dem til bl.a. München og Berlin, så når de lander i VEGA den 19. december, er det et knivskarpt band, der indtager scenen.

Det seneste års hektiske turnéliv rundes med andre ord af med koncerten i Lille VEGA, og der er lagt op til en intens oplevelse med et seks mand stort liveband på scenen, og ifølge den ene frontmand er det ikke unormalt, at folk stagediver til TAGT’s koncerter.

Giana Factory er support
Som support har TAGT allieret sig med et andet fremadstormende band, danske Giana Factory, som pt. er med på deres turné i de europæiske storbyer. De unge kvinder skriver koncertdagbog fra deres tour og den kan læses på Gaffa <http://gaffa.dk/artikel/36040> . Oven i købet laver Giana Factory en lille musikalsk julekalender, et afsnit hver dag, som de lægger op på deres MySpace – side. Følg med dag for dag – se kalenderen og lyt til deres musik HER.

Lyt til The Asteroids Galaxy Tour .
Lyt til Giana Factory .
Se video til nummeret ”Heart Thief” her – http://www.soundvenue.com/play/videoer/2009/11/25/up-close-giana-factory :

Info om koncerten:
The Asteroids Galaxy Tour (DK)
Support: Giana Factory (DK)
Lille VEGA d. 19.12.09 kl. 21:00
Billetpris 130 kr. + gebyr

Popularity: 1% [?]

REJS MED – FRA KRAUTROCK TIL KRAFTWERK

December 4th, 2009 by Mikkel Kristiansen

Af Mikkel Kristiansen
Krautrock er andet indlæg i en serie af artikler hvor Mikkel vil følge en række genrers udvikling ved at lade de mange forgreninger være den inspiration og det kort, der leder læseren på en spændende og velguidet genrerejse. I første artikel dækkede Mikkel Garagerocken.

KRAUTROCK

I kølvandet på den psykedeliske bølge opstod en tysk scene, som I højere grad end flower power-børnene brugte elektroniske instrumenter. Tyskerne er bl.a. kendt for deres teknologiske landvindinger, også inden for musikudstyr. Dette afspejles altså i musikken, der er kendt som ”Krautrock”, fra slutningen af tresserne og op gennem halvfjerdserne. De fleste kender nok Kraftwerk, som tidligere hed Organisation og spillede en noget mere flydende, ambientagtig musik end Kraftwerk’s.

velvet undergroundAndre bands er Can, Neu!, Faust, Tangerine dream (Lyt til dem på deres radiostation), Harmonia, Kraan & Cluster. Musikken var generelt meget eksperimenterende. Mange bands var inspirerede af den elektroniske avant-garde’s pionerer som Karlheinz Stockhausen, John Cage og Edgard Varèse. Can-medlemmet Holger Czukay var blevet undervist af Stockhausen, det samme var Conrad Schnitzler, som spillede i Tangerine Dream, Kluster og Kraftwerk. Andre inspirationskilder var Velvet Underground, progressiv rock (Genesis, King Crimson o.a.), space-rock (Pink Floyd, Hawkwind o.a.), jazz og musik fra fremmede, eksotiske lande.

Kraut-rock betyder ”kål-rock”, hvilket få tyskere syntes om, så de kaldte det blandt andet ”kosmische musik”. Der opstod også et lille pladeselskab, der bare hed Kosmiche musik, andre pladeselskaber havde navne som Ohr, Brain og Spoon. Nogle af de tidligste bands er Amon Düül II (Den musikalske del af kollektivet Amon Düül), Can, Tangerine Dream & Popol vuh. I kraft af genrens udforskende natur stikker det musikalske udtryk i mange retninger; nogle bands er meget ambiente og udflydende, med ingen eller kun minimale trommer, mens bands som Can og Neu! bruger repeterende, til tider groovy rytmer, de såkaldte motorik-beats. På nogle af vinylpladerne kan man finde lock-grooves, hvor nålen bliver hængende i den inderste rille, så musikken bliver loopet. I de sene halvfjerdsere spiller flere bands (f.eks. Tangerine Dream, Ash Ra Tempel / Ashra og Klaus Schulze) en musik, der befinder sig et sted mellem new age-agtig meditationsmusik og det, der senere bliver kaldt ambient.
-
phono kraftwerk
Et par udlændinge, der så at sige blandede sig i den tyske scene som samarbejdspartnere, skal her nævnes. Den første er LSD-guruen Timothy Leary, som omkring 1972-73 arbejdede med Ash Ra Tempel (albummet ”Seven up”) og The Cosmic Couriers / The Cosmic Jokers. Den anden er Brian Eno, som faldt godt i hak med de to elektroniske troldmænd Dieter Moebius og Hans Joachim Roedelius (Kluster / Cluster, Harmonia). Dette kan bl.a. høres på albummet ”Cluster & Eno” fra 1977.

Tilbage til Kraftwerk; Ralf Hütter og Florian Schneider, kernen i gruppen, er også med på Organisation’s ”Tone float”-plade fra 1970, herefter tager de navnet Kraftwerk på sig. Den første Kraftwerk-plade udkommer i 1971, og heromkring forlader et par kortvarige medlemmer, Klaus Dinger og Michael Rother, bandet for at danne Neu!. Hen mod midten af halvfjerdserne begynder Kraftwerk at få international succes med albums som ”Autobahn” (1974) og ”Radio-activity” (1975). Her er vi fremme ved Kraftwerk, som vi kender dem; instrumenterne er alle elektroniske, kun sangen er akustisk. De udvikler sig stadig mod større mekanisering, hvilket kulminerer på 1978-albummet ”The man machine”, som sigtede på at viske grænsen mellem menneske og maskine helt ud (du kan læse meget mere om dette album i et tidligere indlæg her på siden – Kraftwerk Mench – Machine).

kraftwerk på goombay
Af deres andre plader skal nævnes ”Trans-Europe express” (1977),” Computer World” (1981) og Tour de France soundtracks” (2003). De var inaktive gennem store dele af firserne og halvfemserne, men har igen givet en del lyd fra sig i de senere år. Deres musik har haft en kolossal betydning for stort set alt, hvad der hedder elektronisk musik, fra disco og electro til house og techno o.s.v. Electropioneren Afrika Bambaataa samplede ”Trans-Europe express” på hittet ”Planet rock” fra 1982.

Også i de senere år er Kraut-rock’s indflydelse blevet tydelig, bl.a. hos bands som Tortoise og især Stereolab, som tog de motoriske rytmer til sig. I halvfemserne opstod en neo-Kraut-rockscene med tyske navne som Kreidler, To Rococo Rot og Tarwater. Nogle af de gamle musikere samarbejdede også med nyere kunstnere, f.eks. har trommeslageren fra Can, Jaki Liebezeit, indspillet med Burnt Friedman, og Faust sammen med hip hop-gruppen Dälek.

10 af de væsentligste Krautrock-udgivelser:
Can: Tago mago (1971)
Faust: Faust so far (1972)
Klaus Schulze: Irrlicht (1972)
Ash Ra Tempel: Schwingungen (1972)
Neu!: Neu! (1972)
Kraftwerk: Auto-bahn (1974)
Popol Vuh: Einsjäger und siebenjäger (1974)
Tangerine dream: Phaedra (1974)
Cluster: Zuckerzeit (1974)
Harmonia: Musik von Harmonia (1974)

Vores  nye Goombayskribent Mikkel Kristiansen er selv udøvende musiker med en fortid i blandt andet Encore un Moment Monsieur le Bourreau og sit soloprojekt Rural Emplacement. I sin første artiklserie vil Mikkel følge en række genrers udvikling ved at lade de mange forgreninger være inspirationen i den følgende artikel osv. I første artikel tog Mikkel fat på Garagerocken

Popularity: 2% [?]