HUNKØN?! LADYFEST PÅ NØRREBRO
September 10th, 2009 by Christian HenriksenER BARNET AF HUNKØN? – 3 dages lady- festival på Bolsjefabrikken.
Så åbner Bolsjefabrikken endnu engang dørene og byder velkommen til en tredages-festival. Denne gang omhandlende kønsproblematikker i verden.
Det handler om kvinder: kvinders ret og kvinders muligheder for at skabe en platform, hvorpå de kan blive synlige i et ellers mandsdomineret samfund:
”Tjah…grænsen mellem modstand mod magten og deltagelse i den bliver trukket af den, der ser, påstår jeg lige. Vi ser at det ikke er sejere at lade være med at holde fest for ladyerne. Vi skal fejre ladyerne med stilfuld og elegant optræden og så skal vi udfordre de hidtidige udlægninger af hvad der går under stilfuld og elegant damet optræden. For eksempel at spille på musikinstrumenter og lave kunst.” (Fra: ladyfest09.wordpress.com )

Punk og politik
Det handler om, på bedste punkmaner, at synliggøre problemerne – og hermed sig selv — for at gøre opmærksom på problemerne. Der er ingen tvivl om ophavet, når der laves kunst og gentænkes kunstneriske potentialer ud af skrald og genbrug. Fabrikkens nyere historie kunne minde om et nyt Ungdomshuset, men i en revideret og mere farverig udgave, end det som lå på Jagtvej 69. Men uden tvivl med mindelser om det. Bolsjefabrikken har satset stort på kunst og performance uden de store politiske armbevægelser, bortset fra de kunstneriske selvfølgelig. Men med opsætningen af festivalen trækkes der måske over i mere politisk farvand?!
Anyways
Programmet strækker sig lige fra premierefilmfremvisning af filmen Proud Flesh (se trailer), som er en kunst-western, med reminiscenser fra Jodorowskys El Topo. Filmen handler om en kvinde, der med et skudsår i benet leder efter hjælp, men under denne søgen kommer ud for en masse underlige hændelser. Over digtoplæsning af Olga Ravn og Mette Moestrup til lyden af Stella Sound, til Capoeira opvisning og folkekøkken. OG ej at forglemme diverse kvindelige DJ´s, bands og musikere som til klokken 02.00 vil give den gas. Blandt de udøvende kunstnere tælles navne som: Geneva Jacuzzi (US), Nite Jewel (US/Italians do it better) og dameUlove (DK) samt LowT (DK), Shaque Lilli (DK/DE), Chez Debs (DK/B).
Ladyfest09.wordpress.com
Ladyfests blog spænder vidt. Lige fra præsentationer af kunstnerne til definitionen af kampen mod ”den hvide mand”s undertrykkelse af kvinder under overskriften LadyFest – en begrebsafklaring.
Definitionen går på klassisk akademisk vis ud fra en række ordbogsdefinitioner, som afslører blandt andet termen hunkøn som værende per definition svagere end hankønnet, og med termen dame ender vi efter skribentens mening i cirkus – hvilket man godt kunne give hende ret i – en del af definitionerne passer uhyggeligt godt ind begrebsafklaringen og relaterer sig tematisk til festen.
Begrebet Ladyfest opstod i USA i 2000 og har siden været afholdt tre gange i København og ellers verden over i stor stil. Tilsyneladende er sitet ladyfest.org holdt op med at opdatere i slutningen 2005, men det betyder ikke, at festen er slut. Ifølge den danske ”fraktion” er den vist kun lige begyndt…
Bolsjefabrikken lukker, men Bolsjekulturen lever
Imidlertid er det slut med Bolsjefabrikken, som den ser ud i dag; fra den 17 september 2009 lukkes området på Glentevej 8-12. Men så har fabrikken også været platform for mangt og meget i dens treårige levetid: kulturelle arrangementer, herunder filmaftener, debatter, ferniseringer, digtoplæsninger, kabaret, meditation, cykelværksted, teater, performances, happenings, alternative fester, koncerter, workshops, festivaler og foreningsliv.

Creative commons: Yomi955
Men på grund af nye ejere, og vist også et par klager fra naboerne, ser initiativtagerne sig nødsaget til at finde nye veje:
“Men Kulturforeningen Bolsjefabrikken lever!
Og vi har en historisk mulighed for at bevise, at vi som del af den alternative kulturscene kan genopstå som nomade-kulturhus, der flytter rundt og låner ubrugte bygninger for en periode. Vi må være glade for den tid vi har fået på Bolsjefabrikken og de oplevelser vi har haft.” (fra bolsjefabrikken.com)
Popularity: 1% [?]
TAP 1 LIVE & DRØMMEN OM MEGA VEGA
August 30th, 2009 by Mr. Brownaf: Electro-Gammelfar
Det er ikke hver dag, at Danmark får et nyt spillested. Nogle går bort — Stengade 30 til eksempel — men der er stadig håb for den rytmiske musik, lader det til. Et af Danmarks førende spillesteder Vega, Musikkens hus, kunne i fredags meddele, at de deltager i et nyt samarbejde, der sigter mod at sikre den rytmiske musik de bedst tænkelige rammer, når den skal opleves live.

Navnet er TAP 1 Live, hvoraf den første del, TAP 1, betegner et nyt venue, beliggende i en gammel tappehal på Carlsberggrunden, som vil danne ramme om en “lang række begivenheder af både kulturel og kommerciel karakter”, som det hedder i pressemeddelelsen. Der er plads til op til 4600 mennesker, og tunge spillere som Dansk Industri, Zulu Awards og livstilsmessen Copenhagen Lifestyle har allerede booket sig ind. Vega indgår i ligningen i en fond, hvis formål er at afvikle koncerter og kulturbegivenheder i TAP 1.

Vegas direktør, Peter Sand, udtaler:
“TAP 1 Live skal først og fremmest gøre det muligt for de besøgende at få bedre indendørs musikoplevelser, når vi taler om store koncerter i formatet 2000-6000 publikummer. Med VEGA som en del af Tap 1 Live, er der naturligvis meget fokus på den rytmiske musik, men det er et mål, at fonden aktivt skal være en del af det københavnske kulturliv og dermed byde op til dans med mange forskellige kulturgenre. Derudover skal fonden være et konkret og praktisk brohoved mellem erhvervs- og kulturlivet, som I vores optik har behov for fælles projekter og en konkret platform for at videreudvikle Københavns og Danmarks oplevelsesøkonomiske potentiale. Fonden bag TAP 1 Live kan blive et aktivt bud herpå og vil byde på andet og mere end ”blot” gode koncertoplevelser.”

Fra Vega til Mega Vega
Der er nogle rim, der er så oplagte og mundrette, at de ikke vil dø. Ta’ fx Mega Vega, som betegner drømmen om en ny koncertsal specialdesignet til på bedste måde at præsentere og servere rytmisk musik — konstrueret fra bunden med akustik og arkitektur for øje. TAP 1 betegnes som et skridt på vejen mod Mega Vega, og TAP 1 live-fonden har som defineret mål at arbejde aktivt henimod realiseringen af et kommende koncertsted i København.
Lige ved og næsten — Mega Vega-planerne
Tegnestuen BIG (Bjarke Ingels Group) har tidligere arbejdet på en konkret visuel udforming af Mega Vega, men planen blev skrinlagt i oktober 2008. Visionen var et spillested, der var en del af Københavns skyline, så publikum kunne indtage såvel den rytmiske musik som hele København i en smagfuld mundfuld, når de gik til koncert.
En slagkraftig hovedsponsor i form af TDC, som om nogen større kommerciel aktør har satset på musikområdet, var med på idéen. Lige så var de københavnske politikere. Finanskrisen indtraf, og den gik ikke kun ud over Nik & Jay og alle deres basseører i Roskilde Bank. Den daværende direktør for Vega, Malene Lei Raben, anslog, at omkostningerne for etablering og drift i første omgang ville løbe op i 25 millioner kroner. Det kan umiddelbart lyde af meget, men Københavns Kommunes driftsbudget var i kalenderåret 2008 på omkring 40 milliarder, og Operahuset modtog omkring 40 millioner kroner i støtte.
Så selv om akustik og arkitektur — og en egnet byggegrund opkøbt af bygherren in spe, Ole Bredtoft, var på plads — så var pengene ikke til at finde. Men nu ser det altså ud til, at drømmen om Mega Vega lever videre i en ny inkarnation.
Popularity: 7% [?]
Foto: Klavs Bo Christensen



















