DE SMUKKESTE GRIMMESTE HØJDEPUNKTER
August 7th, 2010 by Brian TheodorSom afrunding på Goombaytemaet om Danmarks Grimmeste Festival bringer vi her den sidste artikel, der vil have fokus på festivalens store scene – Skovscenen. I optakten har vi allerede omtalt flere af artisterne, der optrådte på denne scene, og der var store forventninger i spil blandt publikum.
De største navne under festivalen spillede på Skovscenen, der flere gange bød et kæmpe fremmødt publikum på fest og farverig musik. Det var på denne scene, hver af aftenerne blev lukket med et brag – og gæsterne blev budt på alt fra headbanging og moshpit til dans og fællessang fra scenen. Mange af de optrædende bands blev mødt med store forventninger, men ikke en skuffede. De smukke omgivelser satte hyggelige rammer, det musikelskende publikum mødte med et godt humør, og der blev hurtigt startet de største fester.
LÆS HELE GOOMBAY TEMAET OM DANMARKS GRIMMESTE FESTIVAL 2010
RAUNCHY
Kitsch med hæse stemmer og hårde riffs
Jeg kendte absolut intet til de kitschelskende Robudo, inden den Grimmeste præsenterede dem på plakaten. Siden har jeg fundet ud af, at bandet er det traditionelle åbningsband, som for syvende gang i år åbner festivalen. Sikke en tradition, og sikke en optræden. Bandet er klædt i 70-80er læder, kæder, nettrøje og nitter – masser af nitter! Selvom musikken på ingen måde er af høj kvalitet eller enorm spændende at lytte til, formår bandet at skabe den fedeste stemning, der får humøret til eksplodere foran scenen.
På trods af regn, tømmermænd og intens eftermiddagsdruk opstod der en lille mosh-pit til ære for guitarsoloerne og de smadrende trommer. Det er meget sigende for Robudo, da de i høj grad lever af kontakten med publikum. I en blanding af heavy rock og ren drengehumor fyrer de den af på scenen, de sjofle tekster er nemme at skrige med på, og der er tunge trommerytmer. Guitaristen optræder som en ægte rockstjerne, og forsangerne har hæse og rustne stemmer. Alt i alt får bandet sparket festivalen i gang på rigtig fin vis, om ikke andet var der materiale til mange samtaler og gode grin.
Intenst bekendtsskab med melankolsk soloprojekt
Efter at have set og genset Troels Abrahamsen som frontfigur hos Veto, var det en kæmpe fornøjelse endelig at se ham alene på en scene – og så alligevel ikke helt alene. Med sig havde han fredag aften på den Grimmeste et fuldtalligt band, der både støttede og løftede musikken. Det nye solo udspil BLCK er præget af en metallisk og dyster lyd, som måske ikke passer så godt til dansegulvet, som vi ellers kender fra andre af hans mange sideprojekter. Men dansegulvet var skiftet ud med vådt græs, og gæsterne var slet ikke det sædvanlige diskotekspublikum, og danset blev der i den grad!
Baslyden er helt fænomenal – dens dybe og forførende metalliske lyd passede overraskende godt i de grønne skovområder. Abrahamsens sorgmodige, ømme stemme fangede perfekt den melankolske stemning i numrene, men samtidig formåede han at løfte det til et intenst udtryk, som fik humøret til at stige uadskillige grader.
Allerede inden koncerten havde Abrahamsen skabt rigtig god stemning, da han valgte at gå ned blandt de allerede fremmødte gæster for at hilse og hyggesnakke. En afslappet og imødekommende musiker fik virkelig overbevist hele Danmarks Grimmeste Festival om, at han sagtens kan uden vennerne fra Veto.
Ukronede konger af den Grimmeste
For fjerde gang trådte det originale band Analogik frem på den Grimmeste scene, der allerede ved første nummer var overbefolket. En helt unik blanding af polka og elektroniske sømandsviser, der suppleres med hiphop beats og jazzede undertoner. Det originale og bemærkelsesværdige udtryk er højt elsket af festivalen og gæsterne, og det var tydeligt, hvordan kærligheden blev gengældt. Kontakten med publikum er for mig noget af det vigtigste ved en koncert, da det yderst sjældent fungerer, hvis et band ikke forsøger at skabe en forbindelse til gæsterne. Og på det punkt er Analogik og jeg vist fuldkommen enige. Bandet fik virkelig publikum med, der kulminerede med fællessang under regnskyerne, og hele bandet forlod sine instrumenter for at synge i kor.
Det var en enorm fornøjelse at opleve de splinternye numre fra bandet, der gik i god spænd med deres ældre som God Rusik og The Beat, som alle fik kæmpe opbakning fra publikum. Jeg er kæmpe fan af bandet, da de formår at bringe noget nyt ind i dansk musik, skabe rigtig fede numre og samtidig opnå en rigtig pæn popularitet. – og det er bestemt forståeligt, hvorfor så mange valgte at dele fredag aften i selskab med Analogik.
Entusiastisk elektronisk rock gav natten nyt liv
Midt om natten var det tid til et af festivalens helt store navne, nemlig det populære band Turboweekend. Jeg havde set enorm meget frem til deres koncert, og jeg ved, hvor meget adskillige gæster delte denne begejstring. De store forventninger blev på alle fronter opfyldt, og stemningen under koncerten var nærmest ekstatisk. Et varieret og lækkert lysshow understøttede musikken glimrende, mens bandet med ganske få virkemidler formåede at få publikum i højeste gear. Selv problemer med lyden kunne ikke sætte en dæmper på publikums engagement, der tydeligt smittede af på bandet.
Forsanger Silas Bjerregaard har en absolut uimodståelig stemme, der til alle tider løfter humøret. Det sene tidspunkt og dagens mange regnbyer var på ingen måde at fornemme på festen, der slog gnister over hele festivalspladsen. Numre som Trouble Is og After Hours var kæmpe hit, og ikke en sjæl kunne stå stille. Tempoet blev sat en del ned til den mere dæmpede og melankolske Sweet Jezebel, der for undertegnede brød med den røde tråd gennem koncerten, og gerne måtte være gemt til en anden gang. Til gengæld havde den optimistiske Holiday en kæmpe styrke live, der blev en af aftenens bedste numre.
Desværre måtte der gå et par numre, før problemerne med lyden var helt fikset, men heldigvis havde det ingen indvirkning på det brag af en fest, bandet startede. Med et højt niveau og et super entusiastisk band blev de tårnhøje forventninger indfriet, og den Grimmeste kan rose sig selv for endnu en succesbooking.
Danmarks bedste popgruppe overgik alle forventninger
Et af de mest kompetente og inspirerende danske popgrupper var på plakaten lørdag, og jeg havde ventet med længsel til at opleve Efterklang. Deres blanding af drømmende smuk pop og melankolsk electronica er helt deres egen, som over tre album har vakt begejstring og beundring fra publikum såvel som kritikkere. Bandets mod og kompromisløshed er helt vidunderlig, der er gennemgående for hele diskografien. Bandets sans for musik er tydeligt på et mesterligt nummer som Modern Drift, som de fremfører smukt under koncerten. Rytmesektionen og melodierne går helt fantastisk i spænd med hinanden, og intet føles tilfældigt eller ugennemtænkt.
LÆS OPTAKT TIL DANMARKS GRIMMESTE FESTIVAL OM EFTERKLANG
Nummret Alike er en skøn ballade, hvor forsanger Mads Brauer viser sig som en af de bedste sangere i Danmark. De legende rytmer fletter sig ind og ud af hinanden, mens Brauer med overbevisende klang fremfører forførende melodier. På trods af de utallige rosende ord og pæne succes, mødte Efterklang den Grimmeste med ydmyghed og et kæmpe smil. Koncerten var en af de mest fortryllende under hele festivalen, og for mig toppede den med nummeret I Was Playing Drums, der er et af de smukkeste nummer på det nyeste album Magic Charis.
Popularity: 2% [?]
BONZAI BYDER OP TIL DEN GRIMMESTE
August 5th, 2010 by Brian TheodorFor syvende gang har Danmarks Grimmeste Festival præsenteret eksperimenterende, smuk og skøn musik fra undergrunden. Bonzaiscenen bød på avantgarde, tyske elektro-eksperimenter, hjemmebryggede instrumenter, rap fra rødderne og smuk dansepop.
Den lille intimscene på den Grimmeste hedder Bonzaiscenen, og der var rig mulighed for at komme helt tæt på de optrædende. Der er en enorm lækker stemning over hele festivalen, men netop på Bonzai fik kunstnerne mulighed for at komme helt ud til de gæsterne. Der blev givet knus og delt gavmildt ud af high-fives til publikum, der nød at kunne kigge de optrædende i øjnene. I denne artikel vil vi kigge på nogle af højdepunkterne fra scenen ved Danmarks Grimmeste Festival 2010.
LÆS HELE GOOMBAY TEMAET OM DANMARKS GRIMMESTE FESTIVAL 2010
Publikum under ODD MAN OUT and one love
BRAGENDE ROCK’n'ROLL MED ATTITUDE
Torsdag aften bød danske Supercharger på en hård lyd, flabet rock’n’roll og tunge guitarriffs. Bandet udgav sidste år sit debutalbum Hangrenade Blues, men der er slet ingen tvivl om, at bandet er født for de energiske koncerter. De brændte igennem til publikum med 70’er attitude, 80’er akkorder og 90’er energi – det bedste fra alle tider. På trods for musikkens størrelse, fungerede den lille intimscene perfekt til bandet, der blev mødt af et kæmpe bifald – og den smule headbang det kunne blive til efter et regnskyl.
Intimscenen gav Supercharger mulighed for at møde sit publikum på nært hold, der skabte en hel enorm fed stemning mellem band og festivalsgæster. Bandets attitude var absolut den fedeste; wifebeater, tatoveringer og bar overkrop – samt en forsanger badet i kold fadøl! Det bliver næsten ikke mere Rock’n’Roll! I løbet af koncerten dukkede flere og flere gæster op, så stemningen blev mere og mere kogende. Det resulterede i, at mod slutningen kunne Supercharger sagtens have overtalt de fremmødte til at give endnu en omgang fed rock. Men desværre måtte de gå af, dog garanteret en hel del nye fans.
SMUK DUO MED ELEKTRONISK POWER
Den tyske duo Cobra Killer lukkede torsdag aften Bonzaiscenen med deres eksperimenterende elektromusik, der har tydelige tråde til Kraftwerk og tysker-techno – desuden er de inspireret af Rammstein’s Neue Deutsche Härte, der dog ligger langt fra Cobra Killer. Lyden er præget af modsætninger, hvor metalliske lyde kombineres med bløde vokaler, pumpende beats sættes over for melodiske fragmenter. Et absolut originalt og spektakulært udtryk, der virkelig formåede at skabe en unik stemning hos publikum.
Musikken blev fremført af den smukke duo; Gina V. D’Orio og Annika Trost. Der blev hamret på olietønder, brugt håndklæder som nonneslør og danset på alverdens måder. Sceneshowet var på alle måder nøjagtig så spændende som musikken, og duoen formåede at holde et intenst niveau hele vejen, hvor det store klimaks var nummeret Mund Auf Augen Zu. Lyset spillede en stor rolle under hele koncerten, hvor især den røde varme og den blå kulde spillede mod hinanden. Mest effektfuld var det pulsende strobelys, som gav koncerten et perfekt nærmest surrealistisk touch.
IMPULSIVE RYTMER MED MASSIV ENERGI
Jeg havde virkelig set frem til fredag aften, da det spændende projekt snöleoparden meldte sin ankomst på den Grimmeste. Allerede inden musikken begyndte, blev jeg overrasket og imponeret af duoens kreativitet – da der på scenen stod et fuldkomment hjemmebrygget trommesæt fremstillet af en tønde, en kuffert, en dunk, en vogn, hjul, pap, tape – og hvor er det dog fantastisk. Musikken er et væld af eksperimenter, genrer og hybrider, farverige musikalske tiltag, temposkift og et kæmpe rytmeorgie. Instrumentbrugen var helt uimodståelig – de mange percussion instrumenter, den fede guitar, blæseinstrumenter og naturligvis vokalen.
snöleoparden laver den type musik, der vel nemt kan kaldes avantgarde. Den impulsive tilgang til musikken er energifyldt, det legende udtryk er spændende, og de kreative udsving er enormt lækre at lytte til. Som sagt er musikken noget atypisk, og man kunne frygte for opbakningen, men det var der bestemt ingen grund til. Publikum var ellevilde, og der blev både danset, jublet og klappet med. Fra første øjeblik og helt til de sidste sekunder havde snöleoparden den Grimmeste i sin hule hånd.
DANSEVENLIGT POP MED DEJLIGE TEKSTER
I dagene op til Roskilde Festival åbnede Pavilion Jr.-scenen, hvor nye og unge bands fik mulighed for at komme ud til et stort publikum. Den københavnske sangerinde Freja Loeb lukkede i år scenen med en smuk koncert, og fredag på Danmarks Grimmeste Festival fik jeg endnu engang mulighed for at opleve denne dygtige sangerinde. Bandet spiller smuk og dansevenligt pop, der bygges op af lækre rytmer og dejlige tekster om forelskelse og kærlighed. Hendes stemme er fortryllende smuk, men hvad der virkelig brændte igennem var hendes energi – for der blev virkelig gået til den efter mørkets frembrud. Bandet så fantastiske ud, musikken passede perfekt til stemningen, og jeg kan varmt anbefale Freja Loeb til enhver.
PUNCHLINE RAP MED SMÆK TIL ‘BLING BLING’-RAPPEN
I modsætningen til andre festivaler havde den Grimmeste en god omgang rap og hiphop-inspireret musik på plakaten, der for undertegnede toppede med esbjergensiske Bumsestilen. Gruppen består af Thomas T på mikrofonen og DJ Swab bag mixerpulten. Allerede i ’99 gjorde gruppen opmærksom på sig selv, da de vandt DM i Rap. Herefter udgav de en selvfinanseret demo, der gav gruppen sin første pladekontrakt.
De arbejdede samen med DJ Swab i forbindelse med hans album Half & Half, der har forskellige rappere over hans egne produktioner. Samarbejdet førte til, at han blev fast producer og DJ i gruppen, og trioen udgav debutalbummet Naturligvis i 2005. Siden da har rapperen Busse sat musikken på pause, og første halvdel af det nye album Ude Af Trit Med Flokken udkom på vinyl i starten af året. På albummet er Thomas T den eneste rapper, men live bakker sanger og trommeslager Mathias Samsing ham op.
Det var med store forventninger, jeg gik fandt vej til Bonzaiscenen sent lørdag eftermiddag. Rappen er spækket med rapkæftede, sjove og hårdtslående punchlines, der stråler af selvironi, kærlighed til ord og en klar afstandstagen til mainstream-hiphop. Med en sublim overlegenhed leverede Thomas T hvert ord, så det gav genlyd hos publikum. Mellem hvert nummer spyttede han en omgang punchlines a capella – uden musik, og stemningen mindede om den til MC’s Fight Night. Mathias Samsing supplerede numrene rigtig fint med sang og fed backup på Thomas’ rim.
Bumsestilen leverede en optræden, der startede en kæmpe fest. Rappen ligger langt fra den, der sælger tusindvis af plader, men endnu engang tog Danmarks Grimmeste Festival musikken til sig. Der blev hurtigt fyldt foran scenen, jublet med på de punchlines, og gruppen formåede at holde et højt, intenst niveau gennem hele koncerten.
Popularity: 2% [?]
SYDNEY, YOU GUYS ARE FUCKING CRAZY
August 4th, 2010 by Katrine KKasabian support Little Red, Sydney Hordern Pavillion lørdag 24. juli 2010
Takket være min elendige planlægning gik jeg glip af Kasabians, eftersigende fantastiske, koncert på dette års Roskilde Festival. Heldigvis er deres planlægning bedre end min, og jeg fik muligheden for at se dem live i Sydney. Jeg har aldrig før set dem, men mine forventninger var tårnhøje! De store forventninger eller forestillinger havde jeg dog ikke gjort mig om det australske publikum, men det skulle i sidste ende blive dem, der gjorde denne lørdag aften endnu mere mindeværdig…
Sydney Hordern Pavillion kan bedst beskrives som en blanding mellem Forum og KB-Hallen; en forholdsvis stor betonklods med siddepladser hele vejen rundt. Som ivrig koncertgænger frygtede jeg for lyden, for hvor mange gange er fantastiske koncerter ikke blevet ødelagt af den afskyelige akustik på blandt andet disse spillesteder?
Opvarmningen stod Melbourne bandet Little Red for. Jeg havde aldrig hørt om dem, og halvvejs igennem deres minikoncert var jeg sikker på, at jeg udelukkende ville huske dem for deres konstant smilende kinesiske trommeslager. Men de tog r#ven på mig og resten af publikum halvvejs igennem koncerten, da de rigtigt kom i gang. Numrene blev bedre, publikum delte begejstring og energi, og en lille fest startede blandt de, der havde valgt at se Little Red fra gulvet og ikke fra en bar eller tribune.
Det var tydeligt, at det var første gang, de spillede for så stort et publikum, men det var også tydeligt, at alle fem bandmedlemmer nød det fra start til slut.
Mens Little Red spillede deres minikoncert, følte jeg, at jeg var til en koncert som så mange gange før. Jeg havde en god plads langt fremme lidt til højre for scenen. Der var god plads, og jeg var i den grad klar til Kasabian!
Kasabian
Publikum var en meget blandet crowd: Fulde englændere, der i den grad levede op til alle fordomme, der findes om unge englændere…. Håbefulde piger, der sendte sultne blikke til forsanger Tom Meighan. Fulde folk, der helst bare ville være en del af en konstant moshpit. Og endelig var der en overvægt af personer, der var kommet for at få en fest uden lige!
Inden koncerten går i gang brager der blandet musik ud af højtalerne, og da den gamle Air Supply klassiker ”I’m all out of love” bliver spillet, bryder hele publikum ud i fællessang. God stemning!
En stemning, der ikke helt varer ved…
Da Kasabian sparker koncerten i gang med ”Shoot The Runner”, går der max 1,5 minut, før første slåskamp starter. Måske jeg har været til lidt for mange popkoncerter – har i hvert fald aldrig oplevet slåskamp og slet ikke under første nummer!
Hvor jeg hjemme i Danmark følte, at jeg var den eneste, der løb rundt med armene i vejret over det kommende besøg fra Kasabian, så indså jeg, at jeg i Australien langt fra var den eneste – de spiller nærmest på hjemmebane.
Koncerten var præget af det vildeste publikum, jeg nogensinde har oplevet, og de ca. 5.000 tilstedeværende føltes mere som 15.000.
Den første halve time af koncerten ignorede jeg fyren foran mig. Typen med armen i vejret hele tiden uden at vide hvorfor, uden at føle en rytme og uden at ænse, at fingrene var skræmmende tæt på mit øje. Jeg ignorede også fyren til venstre for mig. Typen, der er totalt ligeglad med, at han kronisk vælger at placere sine str. store fødder ovenpå mine fødder. Men efter flere gange at være ved at ende midt i enten slåskampe eller moshpits og blive reddet ud af vennerne, valgte jeg flugten – tribunen.
Kald mig bare sart, men for mig var det tydeligt, at det var den eneste måde, hvorpå jeg virkelig ville kunne nyde koncerten. Mine fødder er åbenbart hverken store eller stabile nok til at holde mig på plads, når der bliver skubbet lidt for meget. Og min træning fra tiden som 90′er-poptøs kom mig desværre ikke til gode.
Betonhelvede
I 90 minutter gav Leicester-bandet alt, de havde, til publikums vilde begejstring! En begejstring, der var endnu vildere at opleve fra sidelinien. Publikum var kommet for at få en fest, og ingen skulle forhindre dem. Kasabian var også kommet for at feste. Og da en pige på et par skuldre midt i publikumhavet flashede 3-4 gange i træk, udbrød Tom ”Sydney, you guys are fucking crazy!”.
Og det var Sydney. Så tilpas crazy, at baren måtte lukke før tid. Om det skyldtes mangel på alkohol eller ren forebyggelse vides dog ikke.
Som frygtet fik akustikken lov til at spille en lidt for stor rolle specielt i starten af koncerten. Men Tom’s solo show stjal opmærksomheden fra alt! Han er en performer i samme liga som idolet Liam Gallagher, og han er dygtigere til at optræde påvirket end Pete Doherty. Han laver samme Jesus positur som Brett Andersson i de gode gamle Suede-dage, og publikum går endnu mere amok end dengang. Hans attitude er endnu mere arrogant end Liam og Noel Gallagher til sammen – lige indtil koncerten når sin slutning, og han inderligt takker alle blandt publikum. Og afslutningsvis giver hele bandet hinanden en krammer, og Sergio og Tom holder om hinanden – tydeligt, at de alle er tilfredse med aftenens indsats.
Publikum er også tilfredse. Deres fest fortsætter, efter lyset bliver tændt. Mange af dem er halvnøgne, de fleste er enormt svedige. Gulvet er én stor glidebane, og flere vælger da også at smide endnu mere tøj og kaste sig hen ad gulvet. Jep, australiere er ”fucking crazy”. Og Kasabian er intet mindre end fantastiske på en scene!
Popularity: 1% [?]
TRUMFER DET MONOTOME DET GENIALE?
July 20th, 2010 by Brian TheodorI løbet af sommeren har jeg haft mulighed for at dække mange forskellige festivaler, der alle byder på hver sin type musik. I den forbindelse har jeg gjort mig nogle tanker om musikken, især forskellene mellem hitlistemusikken og de mere ukendte bands. Det er der kommet en grundig debatartiklen ud af.
Der er så mange aspekter af musik, at det er umuligt at bedømme den set udelukkende fra et enkelt perspektiv. Musikken kan vurderes ud fra underholdningsværdien, grad af nyskabelse, genrefornyelse, og sådan kan vi fortsætte med adskillige sider, hvorfra vi kan vurdere og bedømme musikken. Men i denne artikel vil vi kigge på det rent musikalske indhold. Formålet er at skabe debat, hvor udvalgt mainstream musik bliver vurderet side om side med mere ukendt musik, som naturligvis vil blive set på med de samme øjne.
Musik som entertainment uden indhold
Den populære musik vil få æren af at komme i første række, hvor vi ser nærmere på en af de mest omtalte, populære danske artister – nemlig århusianske Medina. Sangerinden slog for alvor igennem på den danske scene, da hun i slutningen af 2008 udgav sin single Kun For Mig. Siden er nummeret kommet i en international version, hendes andet album er udkommet, og der er fulgt op med et hav af singler. Med adskillige topplaceringer på hitlisterne og flere vundne priser er der ingen tvivl om, at Medina har fat i noget – men hvad er det lige præcis, der har givet hende den pludseligt opståede popularitet?
Monoton rytme uden særlig variation
Hvis vi lytter til den musikalske del af gennembrudshittet Kun For Mig, er der sådan set ikke særlig meget at komme efter. Rytmedelen består af en monoton trommefigur med en flad elektronisk klang, der ligger til grund for hvert af instrumenterne – og en rungende synth efter fire takter er den eneste variation, men kun ved gentagende at ligge off-beat. Derudover er der i omkvædet tilsat en lilletromme oven på stortrommen, og mod slutningen kommer et uinspirerende mellemspil med lange synth-toner. Hvis nogle skulle genkende rytmefiguren, men ikke er helt sikker på hvorfra, bør de kigge et år tidligere, hvor den amerikanske kollega Britney Spears udgav sit hit Gimme More. I Medinas nummer er rytmefiguren dog skåret ned til en halv takt, der bliver gentaget i en uendelighed. Dertil kan det nævnes, at den nøjagtig samme rytmefigur er udgangspunktet for hittet Ensom.
Lyrisk befinder vi os i den ende, hvor tekster om ulykkelig kærlighed stadig er det mest opfindsomme – netop den trend har de mest populære rappere i Danmark også valgt at følge. Og de udenlandske navne på hitlisterne har overraskende meget tilfælles med de danske. Monotont beatdomineret musik, hvor melodien er komprimeret til fragmenterede synthflader, og tekstuniverset ligeledes følger trop med dårlige romancer, ulykkelige hjerter og forliste forhold.
Genbrugsmusik med underholdningsværdi
Altså er der på ingen måde tale om musikere, der formår at bringe noget nyt med sig. Tværtimod er hele den musikalske side skåret ned til det absolut minimale, hvor kreativiteten er nået et nulpunkt, og vi i højere grad ser monotone, simple rytmebaserede numre, med en manipuleret vokalside og næsten ikke-eksisterende melodier. For at vurdere kvaliteten af denne type musik, bør vi vel nærmere kigge på underholdningsværdien, da der bruges uendeligt mange ressourcer på entertainment og musikvideoer, men tilsyneladende ikke særlig mange på det musikalske aspekt.
Inspirerende udtryk med musikalsk samhørighed
I forlængelse af mit fokus på beatdomineret mainstream musik, vil jeg naturligvis tage udgangspunkt i ligesindede fra undergrunden. Bandet Kill Screen Music fik æren af at åbne Pavilion Junior scenen på årets Roskilde Festival, og dermed blev de det første band, der spillede på festivalen. Bandet har kun udsendt en enkelt single, og de har endnu ikke spillet mange koncerter, men de er på vej frem, som deres optræden på adskillige af årets festivaler bekræfter. Bandet har en forkærlighed til 80‘er klichéer, rytmebaserede melodier og elektroniske virkemidler. Endnu er bandet meget ukendt, men deres potentiale er tydeligt – men mangler vi virkelig mere rytmebaseret musik, og hvorfor skulle de være anderledes end resten af mainstream scenen?
Rytmer fletter melodierne sammen
Jeg vil tage udgangspunkt i bandets single Traffic, der er en up-tempo ørehænger baseret på et basriff, og skabt af rytmefigurer. Den melodiske side er på mange måder nøjagtig så fragmenteret som ved den populære mainstream musik, men der er alligevel en vis forskel. Kill Screen Music benytter sig af et legende varieret rytmespil, der især mærkes på trommespillet. Derved opnår nummeret en lækker dynamik, hvor de melodiske brudstykker foldes ud gennem rytmikken, og de ellers usammenhængende fragmenter opnår en direkte musikalsk forbindelse. Vokalsiden har en helt fantastisk følelse, der spiller sammen med strenginstrumenternes akkordstrukturer, som på den måde opnår en større dybde.
Sommetider benytter bandet simple og enkelte rytmefigurer, men pludseligt skifter de over i en modrytme – og netop her findes nummeret absolutte spændingspunkt. Singlen har en kæmpe energi, der især skyldes brugen af breaks. Vokalsiden, basriffet og trommespillet går på op i en højere enhed – da ingen af instrumenterne ville ikke fungere alene, men i fællesskab opnår de et enorm velfungerende resultat. Der er her vi finder den altoverskyggende forskel mellem denne musik og den føromtalte mainstream. Der er mening med fragmenterne hos Kill Screen Music, rytmespillet er inspirerende, vokalarrangementet er melodisk og ledsager resten af nummeret perfekt.
Brudstrykker går ind i en helhed
Altså har vi her et band, der bruger nøjagtig de samme redskaber, som de førnævnte hitlistemusikere. Til gengæld formår bandet at bruge virkemidlerne til at skabe et sammenhængende nummer, der byder på musikalsk kvalitet og samtidig har potentiale som ørehænger. Fragmenterne er ikke løstsiddende og uden indhold, tværtimod er der en klar rød tråd mellem rytmesektionen og akkordstrukturerne. Når vi dømmer denne type musik ud fra et musikalsk synspunkt, er der bestemt meget at komme efter – både rent musikteoretisk, men også fra et mere lyttervenligt perspektiv.
Musikalsk genbrug eller glimt af genialitet
Musikdebattørne Henrik Marstal og Morten Jaeger udgav i 2003 bogen “Hitskabelonen”, der har undetitlen ‘Imod popmusikkens ensretning’. Bogen er en kritisk kommentar til popmusikkens udvikling, som de mener i stigende grad har fået ren varekarakter, og markedsføringen er blevet det vigtigste aspekt i musikken. Jeg har søgt i bogen efter et svar på, hvorfor Medinas genbrugsmusik har opnået så uendelig stor popularitet, mens enormt dygtige musikere fortsat er ukendt i den brede danske befolkning.
Marstal og Jaeger skriver, at hvis et pophit skal have stor gennemslagskraft og muligheder for indtjening, skal der i lytterens bevidsthed foreligge en lytteoplevelse tilknyttet nummeret. Lytteren skal efter bare en enkelt gennemlytning kunne genkende nummeret – nøjagtig som en reklame skal have et genkendeligt slogan. Musikken benytter sig altså af de mest oplagte rytmefigurer og akkordstrukturer. Pophittet skal bare indeholde et enkelt usædvanligt virkemiddel, som vi også kalder et gimmick. Deres vurdering af 90‘erne og 00‘erne er, at musikken er blevet mere midtersøgende, og der fokuseres mere på, at lytterne skal synes om pophittet allerede fra det første møde. De taler her om et begreb, de kalder ‘den laveste musikalske fællesnævner’.
Forudsigelighed og mangel på melodi
Der er altså intet overraskende i, at Medina genbruger en rytmefigur fra et allerede eksisterende hit. På den måde kan vi fra første møde nikke genkendende til nummeret, og vi føler allerede, vi kender det. Den minimale brug af virkemidler understreger også, at musikken kun går efter den laveste fællesnævner. Nøjagtig den samme formel benytter den storsælgende popstjerne Lady Gaga sig af. Musikken er udelukkende centeret om en monoton rytme, der forudsigeligt nok altid ligger direkte på pulsslagene. Der findes ikke skyggen af melodi i hverken hendes manipulerede vokal eller den kvalmende synth, som aldrig har været i nærheden af et egentligt instrument. Visuelt kopierer hun alle af tidens største stjerner, og vokalsiden består i højere grad af lyde og meningsløse ord end regulær sang.
Avancerede kompositioner i nyskabende udtryk
Det bringer os direkte over til, hvorfor at musikere som Kill Screen Music og Efterklang ikke ligger øverst på hitlisterne. Fælles for dem er, at de eksperimenterer med sit udtryk, skaber mere avancerede kompositioner, og de forsøger at udvikle sig i nye, originale retninger. Det genkendelige element er naturligvis til stede, men i højere grad som ironiske hentydninger. Hvis vi skal tro Marstal og Jaeger, har disse bands ikke den samme gennemslagskraft, da de i stedet for at genbruge og benytte forudsigelige mønstrer, så forsøger de at skabe noget nyt og unikt. Jeg vil dog gå så vidt at sige, at når tidens tendenser er genbrugsmusik og forudsigelighed, må disse musikere være glimt af genialitet.
Popularity: 3% [?]
ROSKILDE: INTERVIEW MED EN BLOGGER
July 12th, 2010 by Brian TheodorRoskilde Festival har sat ekstra fokus på blogmediet, da ni forskellige personer fik hver sin blog op på hjemmesiden. Goombays udsendte mødtes med Lukas Kaldan fra Wonders Make Joy til en snak om, hvad blogmediet kan bringe fra festivalen, og forskellige årsager til Roskildes fokus.
Som afslutning på vores Roskilde-tema bringer vi her et interview med Lukas Kaldan, der er musikblogger på bloggen Wonders Make Joy, som han skriver sammen med sin kæreste Mia Storm. De bor begge i Århus, men de får til tider hjælp fra venner i Odense og København, så de på den måde kan dække de tre største byer i Danmark. Lukas og jeg mødtes på Roskilde Festival 2010 til en snak om blogmediet, bloggerens rolle på Roskilde, og til slut diskuterede vi forskelle mellem en blog og et professionelt medie.
LÆS OGSÅ GOOMBAYS ROSKILDE FESTIVAL TEMA
Bloggere bringer Orange Feeling fra camppladsen
Foto af Lukas Kaldan
Roskilde Festival har i år kunne fejre fyrre års jubilæum, som de har valgt at fejre med et program, der hylder det gamle og det nye. Det store klimaks i deres jubilæum var, da Den Sorte Skole gik på scenen med samples fra alle tidligere år. Men festivalen har også en del nye tiltag, som blandt andet har resulteret i, at ni vidt forskellige bloggere fik muligheden for at udgive sin blog om Roskilde på festivalens hjemmeside. Desuden dækkede en hel del andre bloggere også festivalen, og Lukas er en af disse, men hvorfor har Roskilde dog valgt dette kæmpe fokus på blogmediet, og hvad kan en blog bringe, som et professionelt medie ikke kan.
LÆS BLOGGEN WONDERS MAKE JOY MED ROSKILDE ARTIKLER
Lukas fortæller om, hvordan Roskilde Festival er så langt mere end bare en festival. Netop den helt unikke oplevelse, den særlige stemning på Roskilde, har skabt et helt nyt begreb – Orange Feeling. Lukas bor med flere af sine venner på campingpladsen, hvor de som så mange andre har en camp. Det er her, vi finder den orange følelse, mener han. Der er så mange oplevelser på campen, som aldrig rykker ind på festivalspladsen, fortæller Lukas. Alle de tilfældige hændelser, der skaber Roskilde Festival, kan bloggeren frit berette om. Når noget uforudsigeligt sker, som enorm godt beskriver festivalsfølelsen, kan Lukas som blogger skrive om det. Der er ingen ramme for, hvad han bør skrive om, og det giver plads til det skæve, mærkelige og tilfældige – det, som officielt er kendt som Orange Feeling.
Foto af Lukas Kaldan
“Når du kommer hjem efter Roskilde, og du fortæller en af dine venner om noget, der skete på pladsen – noget skævt, mærkeligt og skørt, kan de slet ikke forstå det. De spørger, hvordan i al verden det kunne ske, og der er ingen naturlig forklaring. Det er kun på Roskilde, at sådan noget kan ske!”
Lukas mener, at bloggeren bedre kan reportere Roskildestemningen, der kun findes blandt publikum. Det er hans bud på, hvorfor festivalen har valgt det store fokus på blogmediet i år. De store medier, der har faste rammer og en langt mere formel tone, kan ikke bryde rammerne og komme med et skævt blik ind i festivalens særlige Orange Feeling. Han har som blogger en langt større frihed, som han ikke ville opgive for noget. Wonders Make Joy er en uafhængig blog, hvor der ikke er begrænsninger for, hvad skribenterne kan og ikke kan skrive.
Subjektive oplevelser kan ikke afløse det formelle medie
Lukas har ikke før været på Roskilde som blogger, og det er derfor en helt ny og spændende opgave, han bringer med sig på festivalen. Der er så uendelig meget at opleve i løbet af de otte dage, og nu, hvor han skal bringe artikler på sin blog, har han langt større opmærksomhed på de små ting, der finder sted på pladsen. Han mener, at det næsten giver ham en bedre oplevelse af festivalen, når han er så opmærksom på alle småting omkring sig. Men når han går med et vågent journalistisk øje, vil jeg gerne vide, om han så ikke går glip af den Orange Feeling, der vel kan betegnes som det centrale for bloggerne. Men Lukas mener dog ikke, at han går glip af noget.
“Jeg er med i alt, der sker omkring mig. Det er den vigtigste del af at være på Roskilde, at have det sjovt og være til stede. Derfor kan jeg heller ikke skrive om alle de koncerter, jeg oplever på festivalspladsen. Hvis jeg er fuld til en koncert eller i selskab med nogle helt særlige mennesker, kan det farve min oplevelse af koncerten. Det resulterer i, at jeg måske ikke er kompetent til at give en anmeldelse, men sådan nogle oplevelser skal der også være plads til – også på bloggen.”
LÆS OGSÅ LUKAS’ INDLÆG “OFF THE RECORD ..” PÅ WONDERS MAKE JOY
Foto af Lukas Kaldan
Vi har talt om, hvad en blog kan bringe, som et professionelt og mere formelt medie ikke kan, og det leder os naturligt til at diskutere, hvad de store medier kan bringe, som en blog ikke kan. Først vil jeg gerne vide, om Lukas tror, at bloggere nogensinde vil kunne erstatte de store medier. Han tror bestemt ikke, at en blog nogensinde vil erstatte et stort medie, men vil mere fungere som et supplement.
De mere formelle nyheder, hurtige fakta og den mere objektive koncertoplevelse vil der altid være behov for – de informative medier skal ifølge Lukas altså ikke frygte blogmediet. En blog kan berette en subjektiv oplevelse, og den har netop fået mere opmærksom fra læserne de seneste år, som er tydeligt på den øgede opmærksom på musikblogs. Tiden må vise, om blogmediet vil blive en konkurrent til de store medier, eller om det fortsat vil være et supplement.
SE VIDEOER FRA WONDER SESSIONS PÅ ROSKILDE FESTIVAL 2010
Popularity: 2% [?]
IMPULSIV MAGI PÅ DETTE ÅRS GRIM FEST
July 11th, 2010 by Brian TheodorDanmarks Grimmeste Festival har fundet mange af de mest kompetente musikere fra undergrunden og avantgarde musikken, og i denne artikel trækker vi to af de mange navne ud, så vi kan se lidt nærmere på deres musik.
Der er ikke mange uger til, at Danmarks Grimmeste Festival inviterer op til dans på Grimhøj Gård. Jeg har tidligere udtrykt stor begejstring for det brede program, som jeg nu vil dykke lidt mere ned i. Derfor vil jeg kigge nærmere på den danske avantgarde popgruppe Efterklang, der i februar udgav sit tredje anmelderroste album. De optrådte på årets Roskilde Festival, hvor jeg lige fik set et enkelt nummer – og nu tæller jeg dage til Grim Fest. Men først vil jeg kaste mig over knitrende sprød electronica fra Rumpistol, som forfører med sine uforudsigelige beats.
LÆS OGSÅ GOOMBAYS TEMA OM DANMARKS GRIMMESTE FESTIVAL 2010
Drømmende electronica langt ude i skoven
Det danske enmandsband Rumpistol tager i år vejen til Danmarks Grimmeste Festival, hvor bandets eneste medlem Jens Berents Christiansen garanteret vil give en rigtig lækker koncert. Med knitrende, sprøde beats forfører han sine lyttere ind i et elektronisk drømmeunivers, der leger med forventningerne til genren og eksperimenterer med sine virkemidler. Der trækkes tydelige strenge til det tilfældige, det impulsive og uforudsigelige, som giver udtrykket en skøn usikkerhed. Man er sjældent på sikker grund hos Rumpistol, og hvor er det dog befriende sexet, med en så selvsikker tilgang til musikken.
Rumpistol udgav for to år siden sit tredje album Dynamo, der har høstet rigtig fine anmeldelser for sine mange chancer og det musikalske indhold. Christiansen er nemlig en fantastisk begavet musiker, der forstår at udnytte sine kompetencer med et fantastisk overskud. Det medvirker til, at hvert nummer hele vejen viser nye sider, vender og drejer melodierne i en uendelighed, til de falder tilbage i sine rette hjemlige rammer.
Jeg er enorm spændt på at opleve Rumpistol på Danmarks Grimmeste Festival. Og bandet er helt bestemt en af årsagerne til, at jeg mener, man ikke må gå glip af festivalen. Det er ikke tit, man får mulighed for at opleve drømmende electronica i så smukke omgivelser, hvor skoven fungerer som et perfekt bagtæppe til det lækre lydunivers. Desuden blev jeg bare endnu mere forventningsfuld, da jeg læste en anmeldelse af Rumpistols optræden på Roskilde Festival ’09 af Morten Bruhn fra musikbloggen Regnsky. Bruhn beretter om, hvordan koncerten starter med en drømmende intro, bevæger sig over i akustisk guitarspil, hvorefter tempoet stiger til pulsende og pumpende rytmer. Jeg kan slet ikke vente til, at Rumpistol starter en fest til Danmarks Grimmeste Festival.
LÆS ANMELDELSE AF RUMPISTOL PÅ ROSKILDE ’09 AF REGNSKY
Magisk avantgarde pop i fantastiske arrangementer
Tilbage i ’03 trådte kvartetten Efterklang ind på den danske musikscene, da de udgav ep’en Springer. Med en uhørt original lyd bevægede de sig i det eksperimenterende univers, der oftest findes hos avantgarde musikere, som de på helt naturlig vis pakkede ind i en lækker poppet lyd. Således brød bandet barrieren mellem det kunstnerisk smukke værk og det mere lettilgængelige hit, der ellers sjældent ses i nærheden af hinanden. Efter to ep’er og tre fuldlængde album har bandet indtaget en plads, der ikke kan betvivles. Senest spillede de en anmelderrost koncert på Roskilde, der bare gør forventningerne til deres optræden på Danmarks Grimmeste Festival endnu større.
Det seneste udspil Magic Chairs har fået en mere optimistisk lyd, hvor de to første havde en mørkere og mere melankolsk klang. Bandet mestrer udviklingen med stil. På et tæppe af lækker rytmik vokser kæmpe melodiske arrangementer ud af blæsere, guitarer, strygere, klaverspil og vuggende bas. I Was Playing Drums er et enorm godt eksempel, hvor magien vokser sig større gennem nummeret, og vi til sidst ender i et storslået klimaks, der næppe er set lignende i popmusik.
Der bliver sommetider diskuteret, om vi i Danmark har vores helt egen ‘lyd’ på musikscenen. Ofte bliver Nephew udnævnt til det mest trendsættende band, men salgstal er ikke altid lig originalitet. Jeg vil påstå, at Efterklang har en langt mere unik lyd, der både trækker på det avantgarde og det fintfølende pop, som resulterer i en helt speciel stil. Her finder vi for alvor et musikunivers, der er særpræget og fortryllende, men samtidig imødekommende og åben. Efterklang er utvivlsomt det band, jeg vil mene, der bedst repræsenterer en helt unik lyd i nyere dansk musik. Bloggen blaa vinyl har skrevet en rigtig dejlig anmeldelse af Magic Chairs, der roses for at følge det umiddelbare, de lækre rytmearrangementer, samt albummets opløftende udtryk.
LÆS ANMELDELSE AF MAGIC CHAIRS HOS BLAA VINYL
Popularity: 2% [?]
DE HÅRDE HØJDEPUNKTER FRA ROSKILDE
July 9th, 2010 by Brian TheodorFlere store medier har dækket Roskilde Festival 2010 massivt, hvor utallige koncerter har fået en anmeldelse med på vejen. Vi fra Goombay har dog forgæves søgt efter omtale om flere af de hårde koncerter, hvor guitaren blev straffet, ørene kvæstet, og hornene stod højt på himlen. Men vores kærlighed til metal, hardcore og punk blev ikke glemt på campingområdet, og her bringer vi nogle af højdepunkterne.
Alice In Chains
Jeg glædede mig enorm meget til årets Roskilde Festival, nøjagtig som tusindvis af mennesker rundt i landet og i det store udland, men årets festival var min Roskilde-debut, så der var en hel særlig magi i luften. Programmet bød på en helt uendelig strøm af musik, jeg bare måtte høre – og selvfølgelig gik jeg glip af mange navne, men nogle helt bestemte måtte jeg bare opleve. Heriblandt er skatepunk bandet NOFX og hardcore bandet Converge, som jeg begge havde store forventninger til. Death metal bandet Nile har jeg aldrig fået hørt så meget, og jeg havde derfor minimale forventninger til den koncert.
LÆS HELE GOOMBAYS ROSKILDE FESTIVAL 2010 TEMA
Tilbagelænet dans, headbanging moshpit og… harmonika?
NOFX har efterhånden udgivet plader i mange år, og deres første plade har faktisk nøjagtig samme alder som mig. Men selvom den 43årige forsanger Fat Mike har været noget ved musikken så længe, har han den samme energi og attitude, som var NOFX et helt nystartet punkband. I modsætning til mange bands, der udnytter al sin spilletid på musik, var en stor del af bandets optræden deres kontakt til publikum. Koncerten var præget af så mange pauser, at bandet på et tidspunkt råbte ud til publikum, at de nu ville spille to sange uden afbrydelser – og at det var ret fantastisk. I alle andre tilfælde ville det have irriteret mig grænseløst med så meget snak, men hos NOFX er det en nødvendig del af koncerten, der skabte en helt fantastisk stemning mellem publikum indbyrdes og bandet.
“I’m not going to give you the finger, you’ll get the pinky, ‘cause you’re all faggots. But that’s OK – we’re all gay!”
Men der var meget mere end bare snak og tilsvininger ved koncerten. Bandet har som bekendt et kæmpe bagkatalog, og de gravede mange klassikere frem. Det er simpelthen en fornøjelse at se et band, der spiller sine ældre numre med en intakt energi, som publikum er helt med på. Adskillige gange blev der råbt og skreget med på omkvæd såvel som vers, og det var så tydeligt på bandet, at de elskede at spille for Roskilde. Der blev danset til bandets ska punk, headbanget til punken, og midt i det hele opstod en lille moshpit til de mere hardcore numre. Bandet var tilstedeværende, energisk og havde en fantastisk følelse for sammenspillet med publikum. Koncerten var absolut en af de bedste på mit års Roskilde Festival.
Teatralsk death metal vækker oldtidens egyptiske guder
Jeg har desværre aldrig fået lyttet så meget til det amerikanske death metal band Nile, og det er ellers en skam. Bandet er inspireret af den egyptiske historie, hvor den tids mysticisme – religionen, kunsten og fortællingerne – er i centrum. Dette kommer tydeligt frem i bandets musik, der er præget af lange temaer med temposkift og variationer. Musikuniverset er enormt spændende, og bandets musikalske kompetencer gør det til en stor fornøjelse at lytte til dem. Jeg kan nok godt afsløre, at bandet gjorde ualmindelig stort indtryk på mig.
Det teatralske element, som jeg annoncerer i overskriften, findes ikke i sceneopsætningen eller bandets påklædning. Det findes naturligvis i musikken. Hver gang bandet præsenterede en sang, blev vokalen smurt ind i dystre effekter, så det ville løbe koldt ned af ryggen på selv den ondeste farao. Heldigvis blev effekterne primært holdt til at præsentere numrene, da det garanteret ville have været kvalmende ved vokalen i numrene. På trods af solskinnet kunne Nile trække en sort death metal sky ind over Roskilde, og de fik en ny fan her fra Goombay.
Vred punksmadder til morgenmad – Good morning Sunshine!
Til hverdag ville det være fuldkommen vanvittigt at omtale 13.00 om eftermiddagen som morgen, men en søndag på Roskilde er intet mere naturligt. Mange ligger stadig og sover gårdagens brandert ud i den stegende middagssol, og endnu flere kryber sig sammen i teltene på campingpladsen. På trods af det kunne Converge alligevel møde et pænt stort publikum, der var klar til at smadre nakkehvirvlen til hardcore fra den beskidte ende. De knivskarpe toner, tonstunge rytmer og skrigende vokal vækkede Roskilde med et brag.
Jeg er kæmpe fan af den vrede punk, kaotiske hardcore og hele det eksplosive udtryk hos Converge, der har mange plusser i min bog. Derfor havde jeg naturligvis mange forventninger, når nu jeg endelig fik mulighed for at opleve dem live. Forsanger Jacob Bannon sprang ud på scenen, løb frem og tilbage over den, kastede sig på gulvet – men mest af alt skreg han sine tekster med en helt uforståelig indlevelse. Han er en af mine absolutte favorit sangere, og han gør det pragtfuld på scenen. Han har en fantastisk kontakt til publikum, hvor han adskillige gange sætter sig på knæ, og kigger publikum direkte i øjnene, mens han kommer med små historier om baggrunden for bandets numre.
LÆS OGSÅ ANMELDELSE AF CONVERGES NYESTE UDSPIL ‘AXE TO FALL’
Converge har et enormt omskifteligt udtryk, der især stammer fra det fantastiske rytmespil og de fede riffs. Bandet optræder med en ubeskrivelig autencitet, hvor hvert medlem af bandet formår at fremhæve sin egen person i det til tider nådesløse musikunivers. Koncerten står som et af mine bedste oplevelser fra hele festivalen, og der skal lyde en gigantisk ros til Roskilde Festival for at få et ægte trumfkort til Danmark.
Dizzy Mizz Lizzy
Dizzy Mizz Lizzy
Popularity: 1% [?]
ROSKILDE 2010: DAGEN EFTER SØNDAG
July 8th, 2010 by Jonathan CarstensenUdtrykt førstehåndsindtryk
Københavns søer. Jeg fatter ikke at det, blot en halv time væk, kan være så grønt, så rent. Solen er her endnu, den har ikke sluppet os i en uge, men det er sundt at se sine øjenlåg lidt tættere på. Der sidder mange billeder, smidt op med tapetklister, det kommer til at være som plakatfacaderne i centrum, hvor nye konstant erstatter de gamle: sådan har jeg det dagen efter søndag. Prince. Jeg husker sjældent numrenes rækkefølge og opbygning, men i stedet sidder billedet af den store orange scene og den mørke, grønne himmel over, mens lyset blændede publikum – så Prinsen kunne se os.
I morges var jeg ti dage bagud i bad; det føltes unaturligt at spise andet en dåsetun pr. ske. Jeg vågnede i et lyst rum, ikke en ovn. Charmen udeblev. Nu må jeg skalle tapetet af, lag for lag, indtil jeg atter står foran indgang øst – i al min grønne jomfruelighed og ser på hverdagen der vælter, og slaraffenland der bugter sig. Med al dens støvede urin, solskoldede farver og dåseaffald.
Matt Berninger er fuld og fuld af glæde, vrede og mismod. Det er sådan han fremstår, i sin nedbrydelse af stativer. Englene græder når National spiller Abel; fortvivlelsen og fascinationen falder som dug over Arena på en sådan søndag. Oprigtighed, om man vil. Alt vil gå op i en højere enhed, når de takker og bukker.
Jeg kigger mig tilbage, ser mit greb slippe Pavement i køen til Prince. Jeg græder ikke over spildt mælk, om end jeg burde, men hører lørdagens toner. Min orange lørdag baglænsspolet: ravefest, krig og papvin til de aggressive smadrebeats. VI var en del af festen, og jeg tilskriver Prodigy min søndagsforkølelse: selv sved bliver koldt klokken tre om natten.
LÆS HELE GOMBAYS ROSKILDE TEMA 2010
Jeg så gigantrock fra rummet. Muse fængede mig aldrig til benet, som de gjorde tre år tidligere i Forum eksempelvis. Men heldigvis kom jeg fra Kashmir samme sted, og Kasper Eistrup der pludselig satte kulden til rygraden med Aftermath – og sendte mig tilbage til afslutningsscenen på en af dansk musiks, efter min mening, bedste dokumentarfilm Rocket Brothers. Det var ægte Kashmir, og sandsynligvis ikke så brillant som i ’03, men for mig en skøn koncert.
Lørdag vågnede jeg til rygtet om ild. Jeg faldt i staver igen til solskinspoppen, og fra afstand så jeg himlen, låst fast i solen. Det var fuldt ud fantastisk, som jeg havde tænkt, det måtte blive, og hvis det ikke var det, folk havde brug for som opvågning – så skyldtes det udelukkende, at de havde stået ligeså tidligt op dagen før.
Fredag var kontrasternes dag. Jeg spenderede meget tid på Odeon. Da jeg om aftenen lå i teltet, morede jeg mig over attitudeforskellen på de to blæsergrupper der havde besøgt scenen. Hvor Damon Albarn’s hjælpende hænder i Hypnotic Brass Ensemble entrerede scenen med downtown-Chicago attitude og adskillige tjekkede rapsekvenser, havde Boban Markovic og hans søn Marko en anden dagsorden pr. natur. Det var muligvis den største fest i år på Roskilde, og fantastisk befriende at danse amok til balkanmuzak, som var det importeret direkte fra en lille landsby i Serbien.
Dirty Projectors fuldendte Odeon for mig, og serverede netop de lydlabyrinter jeg håbede på. Dave Longstreth er et charmerende væsen, og i front for den tøjlede obskurhed, tog han os på en forunderlig rejse. Det var magisk, og efterfølgende var kødranden af drenge der måtte røre Amber Coffman selvfølgelig.
Jeg blev blændet af lyset og genialiteten i den sorte skole. De kom så fantastisk vidt omkring, og ramte alle med højdepunkter som Björk, Streets, Rage Against The Machine, Neil Young og tusind andre. Paralyseret vaklede jeg ud af Arenas tåger, og ud i skumringen og det blågrønne morgenlys, og med det samme vidste jeg at der netop var foregået noget historisk bag mig.
Årets bedste koncert indtraf for mig allerede torsdag på Cosmopol. LCD Soundsystem var præcis den fest alle havde håbet på – for dem der altså nåede ind i varmen under diskokuglen. James Murphy stjal fortjent al fokus og efterlod mig med følelsen af at dette var en værdig afslutning i Danmark, hvis ellers han står ved at stoppe efter mesterværket This Is Happening.
Dagene med ølbowling, dansefælder, skate i vest smelter sammen. Jeg tager på nattevandring, alt i mens Gorillaz fremviser deres Plastic Beach. Alt står stille, ingen fest i L. Min klaustrofobi og mangel på albuerum jager mig til Wild Beasts, og videre. Yannis og hans mintgrønne guitar i fuldt flor. Tun og rugbrød er det der først giver, senere tager, mit overskud. Så skralder man nachos, til opkastegrænsen. Støvet der sidder fast på mine sorte solbriller, samt i det festivalformede hår. Her er ingen bindinger, kun solen, trætheden og fuldskaben. Det er en del af denne vidunderlige pakke.
Natten efter søndag, med en ringen for mine ører. Stilheden larmer så meget når man ligger i sin seng igen, men aldrig har det føltes så fænomenalt.
Popularity: 2% [?]
BILLED-REPORTAGE: ROSKILDE’10
July 5th, 2010 by Brian TheodorEn del af den orange charme er det tilfældige møde, hvor man pludselig finder sig selv i snak med fremmede mennesker, være en aktiv del af festen i en camp langt fra sin egen, eller skåler med en fremtidig Roskilde-flirt. Denne artikel er et forsøg på at fange den helt specielle følelse, der findes rundt på den gigantiske festival, hvor oplevelser fødes, og drømme udleves.
Sidste år fik festivalen et stort fokus på miljø, der er fulgt direkte med over i dette år. En af mine favorittiltag må være de betonrør, publikum har udsmykket og bor i. Kort inden start udsendte Roskilde Festival en konkurrence, hvor publikum skulle indsende en model over et udsmykket betonrør – der skulle beboes i stedet for telte. De ti bedste indretningsforslag vandt hver to billetter, hvor der skulle være et særlig fokus på miljø og klimavenlighed.
NATTEFEST PÅ GADEN
KØEN INDEN ÅBNINGEN AF FESTIVALSLADSEN TORSDAG
I år kunne Roskilde Festival fejre fyrre års jubilæum, hvor de havde inviterede den talentfulde trio Den Sorte Skole i Arena – der var fyldt til randen, og flere tusinde måtte deltage i festen hundredevis af meter derfra grundet det massive fremmøde. Men i år mindes festivalen også den tragiske ulykke for ti år siden, hvor ni mennesker omkom foran Orange Scene. For at vise respekt og ære til de omkomne, gik Patti Smith og Lenny Kaye på Orange Scene en halv time inden den egentlige åbning af When Saints Go Machine. Patti Smith var tydelig bevæget under de rørende numre, der var en respektfuld gestus.
KREATIV GENBRUG AF DÅSER
KONFERENCIERERNE PÅ ORANGE
På hele festivalpladsen var der gemt en masse sjove og eksperimenterende boder, events og arrangementer. Blandt andet skulle jeg dyppe en hårtørrer i et fyldt badekar, men jeg nåede aldrig at finde ud af hvorfor. Vi fik fine hatte, fordi vi drak chililagret tequila. Der blev spillet lydløs musik, der kun kunne opleves gennem hovedtelefoner. Men gemt i en kæmpe lade var der en masse spoken word – arrangementer, hvor blandt andet Naja Marie Aidt kom på besøg.
FØDSELSDAGSFEST PÅ ROSKILDE
FREJA LOEB
Popularity: 2% [?]
ORANGE LØRDAG: LASER OG SOLDATER
July 5th, 2010 by RedaktionenLørdag aften var der på Orange linet op med to bands, der på hver deres helt egen måde har de tunge trommer i centrum – vi tager lige et hurtigt kig på henholdsvis Muse, der spillede kl. 22.30 og Prodigy, der fulgte dem lige i ….. kl. 01.
LÆS HELE GOOMBAYS ROSKILDE TEMA
Der var for denne skribent mange svære valg at træffe lørdag aften/nat på den musikalske front – kl. 22.30 spillede Muse på Orange scene, kl. 23. spillede Sensational and Spectra på Pavilion, kl. 24 var det Robyns tur på Arena og kl. 01 lukkede Prodigy Orange. For den logistisk begavede læser er det tydeligt, at en eller to af koncerterne måtte diskvalificeres for at få regnestykket til at passe. Da Prodigy var et ‘must see’ på listen, og da Tuborg sælger guldøl lige ved siden af Orange scene, blev det de to Blockbustere, der vandt opmærksomheden.
-
Jagt på perfektionisme
Det efterhånden 16 år gamle band fra Devon, England, der blandt andet er kendt for deres energiske og spektakulære liveoptædender, tunge rytmesektion og yderst iørefaldende melodier og vokal, var blandt de lidt blødere festival-gængere, det helt store samtaleemne. Muse har blandt andet med et soundtrack-hit i teenagefilmen Twillight og solide numre som Uprising og Resistance gennem de sidste par opbygget sig en ganske anseelig fanskare herhjemme. Mange af disse havde fundet vej op til Orange scene, og luften var fyldt, med den der forventnings glæde, som forekommer, når mange mennesker samtidigt venter på noget stort.
-
Den teknisk dygtige guitarist Matt Bellamy og den helt fænomenale trommeslager Dominic Howard formåede dog aldrig at sætte helt sving i denne skribents gynge. Til trods for at bandet havde utallige gadgets med, og blandt andet under Undiclosed Desires fik fyret et ganske imponerende lasershow af, var sceneshowet ikke det 4 bandmedlem, som Muse tidligere har vundet meget på. Matts vokal, som netop er en af bandets store styrker, blev efter ganske få numre ensformig, og flere gange måtte undertegnede lige lytte en ekstra gang for at være sikker på, at det ikke var et allerede spillet nummer.
Imponerende laser, spændende gadgets, fænamonal trommeslager en guitarekvilibrist og tidligere operasanger i spidsen, og alligevel – eller måske netop derfor – kom koncerten som helhed til at fremstå meget pæn og poleret. Muse er på jagt efter perfektionisme og med det mål for øje, virker det ikke som om der er plads til at lege eller bevæge sig uden for rammerne af det indstuderede og planlagte. Selv den Hendrix’e guitarsolo på ryggen, virkede humørforladt og uden kant – hvilket den vel netop var tiltænkt, at skulle tilføje showet.
“My Roskilde Soldiers”
Prodigy udgav i 2009 det anmelderroste studiealbum Invaders Must Die, og er derfor igen yderst aktuelle. Sådan virkede de måske ikke, da de stod på scenen lørdag nat på orange, og lignede et band, der ikke havde skiftet tøj siden starten af ’90′erne. Men hvad – så længe de også har beholdt vreden, og evnen til gentagende gange at sparke 30.000 mennesker så hårdt i skridtet, at den mandlige del af publikum næsten kunne nå Matt Bellamys (ovenfor) falset – så må de for min skyld gerne stille op i harembukser og filthat.
Især danser og sanger Maxim Reality (ham med de freaky øjne i videoen Breath) styrede publikum rundt i cirkler, ned på knæ og ud i lange eksplosioner af ekstatisk dans – hans Roskilde Soldiers var med ham fra start til slut. Prodigy-koncerten var en helt fantastisk afslutning på lørdag – tak for tæsk!
Popularity: 1% [?]
INTERVIEW: WHEN SAINTS GO MACHINE
July 3rd, 2010 by Brian TheodorGoombays udsendte mødte det unge band When Saints Go Machine til en snak dagen efter, de åbnede den største scene på Roskilde Festival – Orange, hvor adskillige legendariske musikere gennem tidens løb har optrådt. Snakken kom rundt om oplevelsen af Orange Feeling direkte fra scenen, bandets mål for fremtiden, og Goombay fik svar på, hvad bandet tænker om stilændringen af åbningsnavnet på Orange Scene.
Det danske band When Saints Go Machine er i rasende medvind. Siden begyndelsen i 2007 har de vundet prisen for P3 Talentet i 2008, hvor de også spillede på Roskilde Festival på scenen Pavilion Junior. Året efter udgav de debutalbummet Ten Makes A Face, der er blevet rost for sin originale lyd på den danske musikscene. I år har bandet endnu engang fået æren af at optræde på Roskilde Festival, og ikke nok med at være rykket op på de store scener, så får de æren af at åbne Orange Scene.
LÆS HELE GOOMBAYS ROSKILDE FESTIVAL 2010 TEMA
Hot forspil fra hårdtarbejdende musikere
Da jeg mødte kvartetten, var det ikke at mærke på dem, at de for snart et døgn siden stod på Orange Scene foran 40.000 spændte festivalgæster. “Vi sover på campingpladsen sammen med resten af gæsterne!”, fortæller forsanger Nikolaj Manuel Vonsild. Roskilde skal opleves sammen med resten af gæsterne, og ikke gemt væk på en afskåret campingplads, mener bandet. I den forbindelse taler vi om, hvor meget tid bandet bruger på sin musik – over for tiden de bruger på arbejde og studier. Den største udfordring må være tiden, da bandet mener, at man bliver nødt til at dedikere sig selv hundrede procent. Netop derfor er der heller ikke meget tid til hverken arbejde eller skole – for som bandet fortæller; man bliver nødt til at tage en masse chancer, og de vil ikke bruge tid på at ‘have noget at falde tilbage på‘. Musikken er i centrum, og selv efter den store succes, arbejder de fire musikere stadig hårdt for at udvikle sig og komme ud gennem medierne.
LÆS HVAD BLOGGERNE SKRIVER OM WHEN SAINTS GO MACHINE
Roskilde Festival fik i 2008 den færøske sanger Teitur til at åbne den sagnomspundne Orange Scene, som året efter blev åbnet af den svenske rapper Petter. Festivalen vender atter blikket mod Danmark, men de har endnu engang valgt en alternativ genre – ikke det typiske rockband, man kunne forvente af rockfestivalen. Derfor har vi her på redaktionen spekuleret på, hvordan det føles at være “forsøgskaniner” – nu hvor festivalen tilsyneladende forsøger at skifte stil. Men bandet afviser blankt, at de skulle være forsøgskaniner. Tværtimod mener de, at Roskilde Festival er lige nøjagtig et sted, der har mulighed for at tage chancer og overraske publikum. “Det er en enorm chance for os at få lov at åbne Orange Scene”, siger Vonsild, mens synthspiller og sanger Jonas Kenton ser deres optræden på Orange som et “hot forspil” og lover, at bandet fortsat vil arbejde hårdt for at yde det bedste resultat.
Orange Feeling
Det helt store spørgsmål efter den umålelige ære at åbne Orange må være, om oplevelsen levede op til forventningerne hos bandet – og om de kunne finde sig selv til stede ved koncerten. Simon Muschinsky, der spiller keyboard i bandet, kan afsløre, at de har brugt rigtig lang tid på at forberede sig til netop denne koncert. Han tror derfor, at de gennem den hårde forberedelsestid har opnået så stor sikkerhed og bevidsthed om koncerten, at de derved ikke mistede kontrollen på noget tidspunkt. “Oplevelsen var så langt federe end forventet”, siger Vonsid, der næsten var overrasket over, hvor gigantisk fed en følelse det var, da han trådte ud på Orange Scene som den første til at råbe: Hva’ så Roskilde?
LÆS GOOMBAYS OMTALE AF WHEN SAINT GO MACHINE ORANGEÅBNING
Med den beundringsværdige fremgang bandet har oplevet siden sin begyndelse, kan man ikke lade være at spørge sig selv, hvad de selv har af mål for fremtiden. Men kvartetten føler sig slet ikke som et gigantisk stort band endnu, og de udviser stor glæde og ydmyghed ved den store opmærksomhed. Måske netop derfor har de svært ved at sætte ord på, hvad deres næste mål er. Kenton kommer dog frem til, at målet må være – kort og godt – at blive ved med det, de har gjort indtil nu. De skal blive ved at udvikle sig, give sig selv helt til musikken, og derved beholde en stor drivkræft.
Popularity: 2% [?]
TORSDAGENS KONCERTER PÅ ORANGE
July 2nd, 2010 by RedaktionenSol, god kølig blæst, et regnskyl onsdag nat til at fjerne det værste tisstøv – bedre opskrift findes der vist ikke, når en Roskilde Festival skal brygges sammen. Det er blevet fredag, og at festivalen har fået den bedst tænkelige start kan alle, der af den ene eller anden grund, befinder sig på Dyreskuepladsen disse dage slutte op om.Her kigger vi på hvordan Roskilde blev skudt i gang på den musikalske front
LÆS HELE VORES ROSKILDE TEMA
When Saints Go Machine – som vi bringer et roskildeinterview med senere i dag – åbnede i fin stil den sagnomspundne Orange Scene. Som da Teitur tilbage i 2008 skulle vise, at man ikke behøver, at spille hård rock for at åbne orange, var også WSGM oppe mod næsten 40 års tradition for at festivalen skal startes med et brag – “Udmærket Roskilde”(Jesper Binzer – DAD). Om man er enig i Roskilde musikchef Rikke Øxners ønske om at gøre åbningen af festivalen til andet end hård rock, eller ej, så virkede de rare drenge fra WSGM lidt små foran de 20 – 30.000 mennesker, der havde fest i maven og blodet.
-
Bandet, der kun har eksisteret i små 4 år, var i undertegnedes bog måske ikke det mest velvalgte navn til en åbningskoncert, men det ændre ikke ved, at de leverede en bund professionel og meget nærværende koncert. En koncert som på Voxhall eller VEGA havde været en helt unik oplevelse, men som desværre druknede i publikums forventning om at få et ordentligt spark i mellemgulvet. Der skal kun lyde respekt til Roskilde-folkene for ikke at lulle sig ind i ‘plejers’ nemme svøb, og for at de har mod på at udfordre vores forventninger. Men oven på tre stilleåbningskoncerter med Teitur(’08), Petter(’09) og nu WSGM(’10), har de efterhånden vist os, at Orange kan andet end hård rock til åbningen – kan I ikke vise os, den stadig kan næste år?
LÆS GOOMBAYS INTERVIEW MED WHEN SAINTS GO MACHINE FRA ROSKILDE FESTIVAL
Aftenens anden orangekoncert var det britiske tegneserieband Gorillaz. Forventningerne til det mystiske band var store, og pladsen var også fyldt næsten til bristepunktet da Damon Albarn og de (mange) øvrige musikere gik på scenen. En noget stille start, og et endnu mere stille mellemstykke, hvor Damon til sidst måtte forsikre os om, at de på et tidspunkt ville spille nogle lidt mere tempofyldte numre, tyndede dog lidt ud blandt publikum. I sidste halvdel af koncerten skruede gorillaerne dog betydeligt op for tempoet, dog uden at det nogensinde kom til den orange-udløsning, som man kunne forvente af et nummer som eksempelvis ‘Sunshine in Bag’. På plussiden skal nævnes Damon Albarn fantastiske karisma på scenen og hans evne til at dirigere et utroligt spændende sammensat orkester af alt fra strygere, korpiger og et arabisk rytme-/strygerensemble. Det var en fornøjelse at se på og lytte til!
En torsdag der bød på flotte orangekoncerter, dog uden at det nogensinde rykkede rigtigt i pløkkerne eller satte nogle synderlige spor i Roskilde-musikhistorien.
Popularity: 1% [?]
MUSIKBLOGS PÅ ROSKILDE FESTIVAL
June 29th, 2010 by RedaktionenTraditionen tro, og i Goombays ånd, tager vi et hurtigt kig rundt på hvad de danske musikblogs har brygget sammen om årets Roskilde Festival. Hvad anbefaler de, hvor er det godt at høre electro, hvordan er en bloglejer osv. osv. Sidste år kiggede vi hos vores venner på blandt andet Støj Blog, Akustikken, Indie Laundry, Lydspor. I år vil vi prøve at kigge på nogle af de nye og måske lidt mere utraditionelle blogs her på Goombay.
LÆS OGSÅ GOOMBAYS ROSKILDE TEMA 2010
En af de nyeste musikblogs på Goombay er Wonders Make Joy. Bloggen, som er skrevet af kæresteparet Lukas Kaldan og Mia Storm, er ny men bestemt et besøg værd. Mia og Lukas er allerede godt i gang med deres reportager fra campingområdet, hvor de både anmelder de mange koncerter på Pavilion Junior, men også leverer super autentiske stemings-/ og billed-rapporter inde fra den støvsky, der efterhånden har lagt sig om området. De to kærestebloggere har dog længe været igang med deres Roskilde-fokus, og har blandt andet givet denne fine række anbefalinger til Pavilion Junior scenen.
Ud over deres roskildeskriverier, går der også rygter om, at der er stablet en række koncerter på benene i de to bloggeres lejer i morgen, onsdag, kl. 13 – 14 stykker. Hvis der er hold i dette rygte, mon så ikke dette bliver proklameret på WMJ senere i dag – ellers må du jo ud og lede efter lejeren, held og lykke!
Ok, en enkelt genganger fra sidste års ‘Musikblogs på Roskilde’-artikel er der. Støjblog giver en bredside til det elektroniske udbud på festivalen, og anbefaler at holde sig på campingområdet, hvis man er til elektronisk musik. Her har blandt andre Van Damme Camp, Orange Camp og Promilleservice linet en række ikke offentliggjorte navne op, som nok skal rykke i pløkkerne. Få mere indsigt i hvor, hvornår og hvem du kan opleve i Støj Blogs artikel.
Sidst men ikke ikke mindst skal nævnes de tre piger fra den ekletiske blog ‘BlogPop‘. Her skrives både om musik og mode, og især den sidste genre får ord med på vejen i forbindelse med Roskilde 2010. Er du pige og skal lige have ‘opgraderet’ din garderobe inden festivalen, kan du med rette lægge vejen forbi BlogPop og finde deres ‘take’ på årets festival-mode 2010!
-
-
Og selvfølgelig har vi glemt en masse, gå derfor selv på opdagelse i blog-junglen – du kan starte i vores blog-katalog
Popularity: 2% [?]
ROSKILDE ÅBNER FOR DE DEDIKEREDE
June 28th, 2010 by Brian TheodorEfter en kaotisk dag med åbning af campområdet, er det endelig tid til at sige – Godmorgen Roskilde! De tusindvis af farverige camps er slået ud, en ugelang fest er startet, og Pavilion Junior scenen åbner for alvor dette års Roskilde Festival.
For tusinde og atter tusinde unge mennesker fra mange forskellige lande starter årets største og mest ventede begivenhed nu! De mange mennesker samler sig i disse dage på campingområderne, mødes med venner og bekendte, nyder lune øl i sommersolen, sover side om side med fuldkommen ukendte mennesker og lytter til masser lækkert musik – for i mere end halvanden uge byder Roskilde på orange feeling – Roskilde Festival 2010 er begyndt!
LÆS HELE GOOMBAYS ROSKILDE FESTIVAL 2010 TEMA
Hegnet blev endnu engang væltet
Det ivrige publikum til Roskilde Festival væltede sidste år hegnet elleve timer inden, der officielt blev åbnet. I år har der fra arrangørens side været mange tiltag i forsøget på at bryde med denne tendens, blandt andet har de rykket åbningen fra søndag morgen til lørdag aften. Men når åbningen rykkes, kommer publikum tilsvarende tidligere – selvføleligt, fristes man næsten til at skrive. Hegnet blev derfor endnu en gang væltet, og i år skete det fem timer inden den officielle åbning. Tusindvis af gæster strømmede ind gennem den for tidligt åbnede indgang, atter tusinde strømmede til i løbet af dagen, så der nu allerede er mere end 50.000 gæster fremmødt til Roskilde Festival.
Roskilde Festival har for første gang forsøgt sig med reserverede campingområder – og sammen med alle de andre nye tiltag følger nye kritikpunkter, nøjagtig som med alt andet nyt. Armbånd i Tivoli og den tidlige åbning resulterede i, at langt flere gæster end sædvanligt valgte at ankomme tidligt til festivalen. Det betød, at da hegnet blev væltet, stormede uforståeligt mange mennesker ind på camppladsen. Kun ganske få timer efter den uofficielle åbning var der pladsmangel, så mange besøgende gik timevis rundt uden håb om en plads at tilbringe natten – herunder underegnede, der efter seks hårde timer endelig kunne pakke sit telt ud for sidste gang. Dog var alle ikke så heldige, og mange blev nødt til at overnatte under åben himmel uden for de lukkede campområder, der først åbnede for alle gæster søndag morgen.
På trods af det store kaos kom der masser Orange Feeling i luften, da de mange farverige camps rundt over hele pladsen fik startet en gigantisk fest. Søndag blev der åbnet for Pavilion Jr. scenen og et mindre område af festivalspladsen, hvor de første optrædende på Roskilde fik lov at tage del i den ugelange fest.
Kærlighed til 80’er kitsch
Bandet Kill Screen Music er en ung stjerne på den danske musikhimmel, der nemt kan have en strålende karriere i vente. Trioen har endnu kun optrådt med musikken ganske få gange, som forsanger Johan von Bogenberg Stahl fortalte, kunne deres koncerter tælles med en enkelt hånd. Derfor var det en umålelig ære, at det netop var dem, der åbnede Roskilde Festival 2010. Med en bragende energi og intensitet kom de langt ud over scenen, hvor musikken lover et fortryllende debutalbum til efteråret. Bandet spiller levende elektronisk 80’er inspireret rock, hvor klichéerne får nyt liv.
Den mest brugte kliché i musikkens verden – især på den danske scene – må være stortrommen, der monotomt hamrer hårdt på hvert pulsslag. Intet er mere smagløst og klichéfyldt, og det er næsten dømt til at gå galt, hvis et band beslutter sig at benytte den formel. Derfor var det næsten et musikalsk selvmord, da Kill Screen Music valgte at starte et endnu ikke-udgivet nummer med en så ultrakitsch intro. Hvad der lignede starten på et halbal i forstaden blev hurtigt afløst af rockede trommer, hvor rytmerne bevægede sig ud af alle retninger, men hele tiden vendte tilbage til det ironiske 80’er kitschede udgangspunkt. Aldrig havde jeg forestillet mig at skulle rose en sådan start, men det fik Kill Screen Music lavet om på.
Rytmedelen overraskede flere gange under koncerten, hvor trommeslageren Anton Eger og bassisten Torleik Mortensen begge udviste stort overskud, engagement og et bredt musikalsk aspekt. Den ironiske brug af 80’er elementer blev aldrig for meget, da bandet hver gang byggede videre på rytmefigurerne og akkordsammensætningerne. Trommerne have en kræftfuld energi, en effektfuld afveksling og en fantastisk følelse for sammenspillet, der medvirkede til at fremhæve alle bandmedlemmernes kvaliteter. Alt for ofte bliver bassisten overset, men Torleik Mortensen var umulig at overse på scenen. Hans spil er super tight, lyden er helt essentiel for bandets udtryk, og nogle numre er endda bygget op omkring et basriff – et godt eksempel er bandet første single Traffic.
Til slut skal der lyde en kæmpe ros til forsangeren Johan von Bogenberg Stahl, der i mine øre har den mest personlige og originale stemme i dansk musik siden Michael Møller fra moi Caprice. Den ømme og nærværende vokal er så lækker, at man ikke kan andet end blive taget med storm af Kill Screen Music.
Popularity: 2% [?]
ANBEFALINGER PÅ KANTEN AF LUKKETID
June 22nd, 2010 by Jonathan CarstensenTiden, hvor Dyrskuepladsen atter bliver fyldt til bristepunktet af den festivalhungrene ungdom i alle aldre, er fremskreden. De sidste nødvendigheder anskaffes; dåsetun, havregryn, trehundredekronerstelte, kondomer samt diverse væsker til indtagelse i sommersolen. Man ser ud over programmet, sætter et par bulletpoints, men derfra ser det måske en kende uoverskueligt ud.
Denne artikel har til formål at gøre det lettere for dig, hvis du står i situationen, hvor du må vælge mellem honningstøj på Pavillon og støvede lydlabyrinter på Odeon. Det vrimler med oplagte anbefalinger overalt; her gives blot endnu et par forslag til mulige koncerter, som vil forhøje din festival yderligere – og ikke mindst resten af din sommer.
LÆS OGSÅ GOOMBAYS ROSKILDE FESTIVAL TEMA
1. LCD SOUNDSYSTEM
Torsdag aften starter festen for alvor, og hvor tilbringer man så bedst sin tid? Svarene er mange; mit er Cosmopol, når klokken slår 20.15, hvor James Murphy og hans kumpaner sparker festen i gang med en omgang såkaldt dance-punk. Jeg garanterer trangen til at danse kommer snigende, når du hører ”Daft Punk Is Playing At My House” eller ”All My Friends”. LCD har fænget mange med hans stramme, dansable punk, senest med albummet ”This Is Happening” – et album der foreløbigt har taget førstepladsen på min albumliste over i år, og som må anbefales til folk, der overvejer hvorvidt de må høre Efterklang eller LCD Soundsystem denne torsdag. Festen er garanteret, når Murphy byder op til dans, og jeg vil have dig med.
2. DIRTY PROJECTORS
Efter at have hørt Hypnotic Brass Ensemble og Casiokids befinder du dig atter på Odeon. Det er fredag, uret siger 2200, og på scenen står et obskurt orkester. En forsamling med en lang, ranglet fyr med en omvendt guitar i front, samt to korpiger fra dine drømme ved sin side. Fascinationen indfinder sig snart, hvis det er første gang, du stifter bekendtskab med bandet. Det gjorde den ved mig lige omkring udgivelsen af ’Bitte Orca’ fra 2009. Det er eksperimenterende og tilgængeligt på samme tid, og fantastisk i al sin udstrækning. Derefter søgte jeg længere tilbage i deres bagkatalog og forelskede mig, især, i anden del af ’Slaves’ Graves and Ballads’. Dirty Projectors er en lytteoplevelse, du må unde dig selv, og hvad enten du kan lide det eller ej, så må du ikke lade det gå din næse forbi. Musikken spænder vidt, og denne koncert er en af dem, jeg glæder mig allermest til i år.
3. BEACH HOUSE
Medmindre du partout SKAL se Kashmir på Orange cirka samtidig, må min anbefaling fredag falde på Beach House. Klokken 19 på Pavillon må du hengive dig til drømmepop af den skuffe, som bliver promoveret via Pitchfork i stor stil. Og det er der en grund til – tænk My Bloody Valentine på sovepiller; uden det nogensinde bliver søvndyssende. Der er højt til loftet, samtidig med at Victoria Legrand snor sig ind med en meget nærværende, nærmest terapeutisk stemme. Siden jeg købte deres plade ’Devotion’ fra 2008, har den ligget i afspilleren ulovligt mange gange, og jeg synes, det er svært at sætte fingeren på, hvad det er, der gør det. Det fænger på en måde, jeg oplever for sjældent. Overgiv dig og und dig selv denne lørdagskoncert; jeg tror den bliver memorabel.
4. LOCAL NATIVES
Jeg er lykkelig over denne booking fra Roskildes side. Når kroppen siger søndag, og solen siger 16, siger jeg atter Pavillon. Fløjet direkte ind fra LA kommer Local Natives. De har netop udgivet deres debutalbum ’Gorilla Manor’ – et album der lydmæssigt ligger et sted mellem Foals og Vampire Weekend. En art indie-afro-rock. Men af langt højere karat end de fleste der forsøger at skabe det samme. Det er garanteret dansabelt og vildt, og modsætninger der mødes; og sammen med øl, en fantastisk opvarmning til aftenens andre koncertperler som The National, Pavement og Prince. Varm op med deres album der fra første tone af ’Wide Eyes’ indikerer, at noget stort er på vej, og glæd dig dernæst til den koncertoplevelse der om et par år, når de er blevet kæmpestore, er sej at sige, du var til.
Popularity: 2% [?]
INTERNATIONAL PLAYER PÅ ROSKILDE’10
June 21st, 2010 by Gæsteskribent
Af gæsteskribent Nis Hartmann Sørensen
Aaron Dontez Yates, 38 år og fra Kansas City, Missouri i USA, er nok bedre kendt under navnet Tech N9ne. Den aldrende rapper er kendt for sit energiske dobbelttempo flow, sit ærlige og festmindede tekstunivers.
Tech N9ne har rappet siden 1985, men det var først i 1999, at debutalbummet The Calm Before The Storm så dagens lys. Siden har kreativiteten dog været i top, og det er blevet til ikke mindre end 9 efterfølgere. Med det ottende album Killer fra 2008 kom Tech N9ne endelig op over 1 million solgte albums – fuld fortjent mener rapperen, der har haft mange op og nedture gennem sin karriere.
Tech N9ne er medejer af pladeselskabet Strange Music som har eksisteret siden 1999, hvor også flere af hans albums er udgivet. Selvom han måske ikke er den mest kendte rapper fra USA, så har han faktisk arbejdet sammen med store navne som Eminem, D12, Xzibit og Ice Cube. I år gæster han Roskilde festivalen for 2. gang, sidste gang var i 2006 hvor han gav den gas på Odeon scenen med et anmelderrost show. Samme år spillede L.O.C., hvor Tech N9ne og backup-rapper Krizz Kaliko kom på scenen og spillede numrene “Stamina” og “Einstein” (tjek video link). Der er ingen tvivl om at Tech N9ne vil være klar med et hæsblæsende show til årets Roskilde festival.
LÆS OGSÅ GOOMBAYS ROSKILDE FESTIVAL 2010 TEMA
Kærlighed til skandinavien
Tech N9ne har et godt forhold til norden og bare i år skal han optræde flere steder i Danmark, Norge og Sverige. Det sker da også en gang i mellem at han sniger en dansk sætning ind i sine tekster, som på nummeret Girl Crazy, Crazy Love hvor han rapper: “And he chose these chicks// On the road and let them sut min pik//”. Derudover har han arbejdet sammen med et par stykker fra toppen af dansk rap. Listen tæller nummeret International Player fra USO’s JegVilGerneDuVilGerneViSkalGerne, samt en nyindspilning af L.O.C.’s single Bare En Pige i 2009. Producerne Rune Rask og Troo.L.S., der er kendt for at lave det meste af musikken bag L.O.C. og Suspekt, producerede numrene Flash og Caribou Lou til albummet Everready i 2006. Caribou Lou blev et af Tech N9nes helt store hit, der kan findes på soundtracket til filmen Alpha Dog.
King Of Darkness
Det seneste i rækken af Tech N9ne’s mange albums hedder K.O.D.(King Of Darkness). I et interview til Rock The Bells 09 udtalte han, at alle hans albums udformer sig efter hvilket humør, han er i – og lige præcis K.O.D. blev til i en dyster periode af hans liv. Albummet er da også helt klart hans mest dystre til dato. Albummet rummer dobbelt tempoflowet, de til tider psykotiske tekster og de energiske og bombende beats – som er den velkendte Tech N9ne skabelon. Men alt har generalt en meget mørkere stemning end sædvanlig, og flere numre emmer af selvhad og et kynisk syn på andre mennesker. De få numre, der bryder strukturen, gør det også alene for, at det efterfølgende nummer kan hive lytteren ned i et nyt hul.
Tech N9ne har valgt at dele albummet op i 3 sektioner: Anger, Madness og The Hole. Især The Hole sektionen er helt fantastisk og klart albummets mørkeste. Albummet er gæstet af bl.a. Krizz Kalliko, Three 6 Mafia, Bumpy Knuckles (Freddie Foxxx) og King Gordy. Under indspilningerne blev det annonceret, at Slipknot-forsangeren Corey Taylor skulle medvirke på nummeret “Killing You”, men grundet travlhed med Slipknot nåede han det ikke. Når man hører nummeret nu, kan man godt ærgre sig over, at Taylor ikke fik lagt vokal ind over, da det ville passe perfekt til ham – og så er et af pladens bedste. Alt i alt er K.O.D. kræs for enhver Tech N9ne-fan og på niveau med rapperens tidligere klassikere som Everready (The Religion) og Absolute Power.
Skulle man ikke kunne få nok af K.O.D. udgav Tech N9ne tidligere på året EP’en The Lost Scripts Of K.O.D. Skiven indeholder 5 numre, som ikke kom med på det originale album på grund af pladsmangel. EP’en er i helt samme stil som albummet, og er også delt op i de tre sektioner. Desuden har han to nye albums på vej i år. Endnu et soloalbum med titlen The Ollie Gates Mixed Plate og et med bandet K.A.B.O.S.H. som får titlen Aframerican Psycho. Sidstnævnte er et nyt rock/rap projekt, og bandet består af Tech N9ne og Krizz Kaliko. På Everreadys bonus cd kan man finde det første udspil fra K.A.B.O.S.H., – “Little Pills”.
Popularity: 1% [?]
ROSKILDE OG DE TRE DANSKE UUNDGÅELIGE
June 14th, 2010 by Rasmus OtvaldRoskildefeberen stiger og stiger i graderne. Mange af jer ved stensikkert allerede, hvad i går efter at høre, men til jer der stadig har plads til lidt inspiration, læs med her. Vi undlader at anbefale Nephew, Kashmir, og Dizzy Mizz Lizzy, da det ville være det samme som at anbefale en vandis i Sahara. I stedet kommer her 3 anbefalinger til 3 danske, endnu, mindre navne.
Læs vores Roskilde Festival 2010 tema
When Saints Go Machine:
Ukendte er de jo ikke længere. De har endda også gjordt deres entre på Roskildescenen. I år skal de dog på lidt af en opgave da de har fået den ubestridte ære at spille Orangescene varm. Som første band på Orange går de fire københavnerdrenge Silas Moldenhawer Jonas Kenton, Simon Muschinsky, og Nikolaj Manuel Vonsild, på scenen. Elektrobrødrene vil med numre som “Fail Forever” og “”Kids On Vacation” helt sikkert få Roskilde til at svinge. Opfordringen er klar, hver på plads og oplev et dansk band der spiller karrierens største koncert.
-
-
-
-
Ghost Society:
Hvad sker der hvis man blender en skål Blue Foundation med 400 gram People Press Play, for derefter at koge dette op med Lake Placid, for til sidst et smage det til med lidt rytmer fra Choir Of Young Believers? Svaret er en drømmekage med Ghost Society. På Pavilion Junior vil man kunne høre et band der går til klaveret, trommerne, guitarerne og stemmerne med en kreativitet som sidst bedst er blevet hørt i MEW tiderne. Opfordringen er klar, list stille forbi Pavilion Junior og lydt til nummeret ”Better days”. Så bliver den roskildedag med garanti lidt bedre.
The Rumour said Fire
Det er drengene med megahittet ”The Balcony”. Det er drengene der har vundet p3’s talentpris. Nu skal de så overbevise den danske musiklytterskare om, at de kan indfri de kæmpeforventninger som hviler på deres skuldre. Der er garanteret hyggestemning når ærkedanskerne Kasper, Jesper, Søren og Christian tilsmiler publikum med gedigen folk-pop. Opfordringen er klar, kom og oplev hvad der kan udvikle sig til en lille historiske roskildeperle.
-
-
_
Popularity: 2% [?]
ROSKILDE FESTIVAL-KORT
June 3rd, 2010 by Jannick BlaksmarkSå er kortet over årets Roskilde Festival klar – hvor er det lige MC-campen er? og hvor stor er grusgraven i år? Klik på kortet nedenfor for stort billede -
Tilbage til Goombays Roskilde Tema
Popularity: 4% [?]
3. PLADSER’ERNE – FRA ROBYN TIL PRIEST
May 18th, 2010 by Jannick Blaksmark 
I sidste uge afsluttede vi vores store Roskilde-konkurrence – det blev til en overvældende masse bud på en rigtig ‘Roskilde’-fornemmelse – fra kærlighed på festivalen til midaldrende mænd på piller. De to vinderhistorier har vi bragt, og da vi gjorde det, lovede vi, at vi ville forsøge at indhente tilladelser til at bringe nogle af de øvrige historier.
Nedenfor bringer vi dermed de fem 3.pladser, der alle løb med en Electrojuice-cd fra VUF Records (tak til jer og juice-drengene). Her vil vi så give ordet til Philip, Casper, Sam, Tanja og Mette (i vilkårlig rækkefølge) -
Læs også vores Roskilde Festival 2010 Tema
De fem 3. pladser:
-
En dejlig sommerdag i det herrens år 1995. Den unge Mette betræder for første gang festivalens jorder iklædt sin bedste black crowes t-shirt, en veninde og et telt under armen. Køerne til toiletterne er lange, fællesbadet er nøgenbad og den generelle beklædning er trashet og lavet til en uge i støv, regn eller hvad der nu må komme. Tiden bliver brugt på øldrikning, en dåse majs og hygge.
Mette betræder de følgende mange år den dejlige festival, men bemærker med stigende irritation til følge de ændrede kår for festivalen. Køerne til toiletterne er næsten ikke eksisterende og dette kan hun kun se som et plus. Fællesbadet er nu med beklædning, hvor kom blufærdigheden fra, øv. Påklædningen er i høj grad vendt fra praktisk til stilfuld, igen et øv. Øl, majs og hygge er vendt til en sindssygt masse indslag fra Roskilde ledelsen om sport, miljø og diverse, som den nu velvoksne Mette ikke mener hører hjemme på en festival, hvor det handler om at tage et break fra virkeligheden og lade bekymringerne ligge derhjemme for bare en uges tid. Og i år må Mette melde helt pas, skal man nu til at reservere en plads på campingpladsen, det er jo helt forrykt. Min elskede festival er ved at blive en afspejling af det omgivende samfund, og ikke længere en oase hvor man kan nyde sin indre havnearbejder, sine sociale talenter og danse uhæmmet til an fed koncert.
Mette Aasborg
Som inkarneret festivaldeltager på Roskilde festival, står det mig efterhånden helt klart hvad det er jeg ser mest frem til, når tiden nærmer sig årets største begivenhed. På dette tidspunkt er teltet set efter, liggeunderlaget renset for sidste års festivalstøv og gummistøvlerne – ja de ser ud som gummistøvler nu gør, der har besøgt 7 festivaler i træk. Det er her jeg næsten kan fornemme solens bagende stråler brænde sig igennem glasset på mine billige solbriller, der absolut ikke har noget UV-filter, for derefter at ramme mine halvrøde øjne, der er stærkt irriteret af urinstøv og de hash-skyer, der stiger op fra størstedelen af skuepladsens små lejrsamfund. I samme stund fornemmer jeg hvordan en mosplantage er ved at brede sig inde i munden på mig – det var vist et par dage siden jeg havde sagt hej til karius og baktus. Da jeg i situationen et kort øjeblik overvejer min krops yderlige tilstand, går det hurtigt op for mig, at den er alt andet end den var tidligere på ugen: Mine fødder gør ondt af uransagelige årsager, mine skuldre har solguden været lidt for gavmild ved, min ånde lugter af bundslatten i en Harboe pilsner og min naturlige aura er ikke bare naturlig, men nærmere på stenalderstadiet. Alligevel blegner min fysiske elendighed fuldstændig, da jeg med en frisk, kold fadøl går ind på pladsen foran Orange Scene og bliver mødt af lyden og synet af mit absolutte yndlingsband, alt imens jeg er omgivet af mine bedste venner. Dét er for mig det fantastiske ved Roskilde festival og det er jeg også sikker på, at det vil blive i år.
Philip Zacho Kuipers
Roskilde – en følelse.
Jeg glemmer aldrig følelsen af at vågne op, svedig, ildelugtende og vel egentlig stadig småfuld på Roskilde festival. Jeg glemmer heller aldrig den gang jeg vågnede op, og teltet jeg lå i var begyndt at ryste, og ikke mindst lugte en hel del værre end tidligere. Jeg vendte mig om og åbnede mine øjne, og til min store overraskelse, lå min bedste ven og havde samleje med en pige, han højst sandsynligt lige havde mødt. Jeg rejste mig med et sæt, og forlod straks teltet.
Der gik vel ikke mere end ti sekunder, før den første dåseøl blev kastet hen til mig. Jeg kunne se at halvdelen af mine venner lå bedøvede af alkohol, rundt omkring på jorden i lejren. Den anden halvdel sad i campingstole, syngende, rygende og drikkende. De var alle iklædt mærkværdige farver og havde højt humør. En af drengene kom pludselig gående ind i lejren med en lang udhulet kæp. Han var meget tilfreds og sagde at han lige havde byttet seks øl for denne “dejeridoo”, hvilket var et Australsk instrument. Der gik ikke lang tid før han begyndte at spille musik på dette såkaldte instrument.
Det lød vel egentlig rædselsfuldt. Men alligevel var der blevet skabt en stemning man ikke finder andre steder. Alle var glade og hyggede sig, og dette til trods for en voldsomt usund mængde indtagelse af alkohol, og alt dette på en tirsdag klokken 9 om morgenen.
Roskilde festival er ikke et sted hvor man skal gå op i tid og sted. Det eneste man skal bruge begreberne tid og dato til, er når man vil se et band optræde. Roskilde festival er der hvor alle mennesker kan være frie, og opfører sig som aber i vildskab. Roskilde er for alle, og vil altid være den mest sjælfulde festival i Danmark. Roskilde er kultur.
Roskilde er en følelse.
Casper Lysgaard
Jeg vågner ved lyden af festivalens smukke toner. Lyden af de internationale toner, og stemmer som suser mellem teltene. Kun iført shorts, står jeg foran mit telt og ser mig omkring. Drengene har samlet deres liggeunderlag under pavillonen, og nyder den kølige skygge. Jeg samler min fedora hat op, og børster støvet af den imens jeg stille og rolig vandrer hen imod nogle fra mit gymnasium. Undervejs laver jeg nogle stop. Jeg hilser på mine nye jyske venner, som jeg mødte i går. Den ene jyde åbner sin Tuborg og gør ølbongen klar. Den er dedikeret til mig. Jeg lukker øjnene, og mærker hvordan den kolde øl bruser ned i halsen på mig. Med et grin giver jeg dem hver en high-five og fortsætter min vandretur hen imod mine venner fra gymnasiet.
Jeg fornemmer solens glødende stråler brænde sig igennem glasset på mine solbriller, men det irriterer mig ikke. Jeg nyder solens virkelyst på festivalens aura. Jeg bukker hovedet forlæns, og med sammenknebet øjne, kigger jeg over mit solbrillestel. Det er to piger der vinker til mig. Med et forundrende blik vandrer jeg over til dem. Jeg bliver inviteret ind til deres såkaldte ”Girl-Power” -lejr. Jeg får foræret en øl, og en plads i deres lyserøde havestol. Efter lidt snak og nummerudveksling, fortsætter jeg min vandretur. Jeg stopper op hos en flok drenge og piger. Jeg får en varm hilsen fra dem alle sammen, og kort tid efter bliver jeg budt på et spil ølbowling. Jeg tøver ikke. Med et smil sætter jeg mig ned i den ene stol, og hilser på min holdkammerat. Tiden flyver afsted. Sejren er hjemme! Med et smil på læben tager jeg afsked med mine nye venner, og fortsætter min færden.
Jeg nyder folks sjove, fejlformuleret og festlige samtaler rundt omkring. Jeg hører en pige brokke sig over, at hun har trådt i en hundelort. Jeg tænker straks; hvor mange hunde er der på festivalen?
Med ømme fødder, og solbrændte skuldre ankommer jeg til mine gymnasie-venners lejr. Jeg sætter mig i kredsen, og laver en lille rugbrødsmad, inden jeg tager til koncert.
Lidt efter står jeg med en fadøl på pladsen foran Orange Scene, imens jeg er omgivet af nogle af mine nærmeste venner. Jeg nyder lyden af de psykedeliske toner.
Dét er for mig en eventyrlig og fantastisk Roskilde Festival oplevelse.
Sam Saleh
Robyn
Robyn – kan udtales med både engelsk og svensk klang. I mine ører klinger begge og giver mig associationer til en super cool kvinde og en fantastisk fed stemning: Det er min første festival nogensinde – 2008 – står med to veninder blandt glade, opstemte mennesker i Cosmopol. Master Fatman giver den gas. Mærker spænding og glæde i kroppen – mine kinder kan ikke slappe af, da smilet klæber til mig. Jeg hørte Robyns ”Be mine” i bilradioen, da jeg var på ferie i Sverige nogle år tidligere. Jeg var ikke særlig gammel, men blev dybt rørt af hendes inderlighed. Nu får jeg hende snart af se med mine egne øjne.
Men inden da, skal jeg blive 25 øre rigere. Mine veninder har fået øje på en stor, langhåret mand i ”Iron Maiden”-T-shirt lige bag os. Vi tænker, at han må være gået forkert – Måske er han fuld og står og venter på noget helt andet? I vores iver efter at hjælpe ham ud af misforståelsen melder jeg mig frivilligt til at tage udfordringen op og vinde puljen på hele 25 øre. ”Ved du hvem der skal på?” spørger jeg tøvende, og hans svar kommer prompte på svensk: ”Robyn – klokkan 22”. Jeg måber lidt, men så går situationen op for mig: ”Så hun er fra dit land?” – ”Ja, Robyn” lyder det igen – han udtaler hendes navn på en ultra fed måde! Jeg vil egentlig gerne høre ham sige det igen, men min mission er fuldført; han ved udmærket, hvad vi er her for! Vi griner over sammenhængen, og jeg tror vi alle 3 beundrer denne enlige mand, der har slået sig ned for at få en ny og anderledes musikoplevelse. Han tårner op over de fleste unge mennesker omkring sig, men han fortrækker ikke en mine – han skal se Robyn ligesom mig. Og hun skuffer bestemt ikke! Hendes nærvær rammer hver og én – eller i hvert fald ALT i mig – teltet koger. Pudsigt nok ender jeg med at stå helt tæt op ad min nye ”ven”, og da Robyn erklærer, at det er godt, der er så meget af hende, når der er så mange af os, ramler det for alvor.
Det blev en af de fedeste koncerter for mig, og da jeg dagen efter står foran Judas Priest på Orange går mine tanker til den rare svensker; Man kan sagtens have en fed koncert, selvom man ikke umiddelbart passer ind!
Tanja Løj
Popularity: 2% [?]
VINDERNE I ROSKILDE- KONKURRENCEN
May 10th, 2010 by Jannick Blaksmark
Så er vi klar med vinderne af vores Blog the Feeling-konkurrence – det har været svært, sådan enormt svært, at vælge vinderne, da vi har modtaget fantastisk mange dejlige (og et par enkelte noget skræmmende) fortællinger fra Roskilde-universet. Vi har modtaget historier fra den 1ste Roskilde nogensinde, digte om smøger, dameskrå og pavilloner og en masse meget udpenslende beskrivelser af nøgne mænd på pladsen. Folk har det godt på Roskilde det er der vist ingen tvivl om…
Vores utaknemmelige job har jo desværre været at vælge to vindere af de varme armbånd, samt 5 vindere af en dejlig Electrojuice cd, og lad os ikke holde spændingen længere -
LÆS OGSÅ – GOOMBAY ROSKILDE FESTIVAL 2010 TEMA
1. plads (Roskildebillet + udgivelse på Roskilde Festivalens hjemmeside) – Mikkel Stephensen slentrede hen over pladsen en søndag formiddag for at høre Coldplay – en tur vi rigtig flot indkapsler en Roskilde følelse, og derfor fortjener en 1ste plads
2 . plads (Roskilde billet) – Dorthe Thersholt var på festival første gang i 1986. Derefter tog hun 10 års pause og landende igen i 1996. Nedenfor beskriver Dorthe fornemmelsen af at komme tilbage, og hvorfor det er ok, selvom man er 40+
3 – 7 plads (Electrojuice cd) – Tanja Løj, Sam Saleh, Casper Lysgaard, Philip Zacho Kuipers, Mette Aasborg
Alle vindere vil få direkte besked inden for de næste par dage. Derudover håber vi at kunne bringe flere af de indsendte ‘blog the feeling’-historier, men skal først lige spørge om lov.
Vinderpostet af Mikkel Stephensen:
It ain’t over ’til Chris Martin sings
Roskilde Festivalen må have indgået en aftale med klimaet, for vejret matchede konstant stemningen. Måske tilpassede festivalsstemningen sig vejret, eller var det omvendt? Denne søndag formiddag var solen træt af at skinne, folk trætte af at smile, af at snakke, af at pakke og trætte af sigøjnere. Mange havde store tasker på og var på vej hjem, og jeg tænkte mit, men sagde intet. Hvad blev der af ”The Orange Feeling”? Med et sæt gik det måske op for alle, at man de sidste dage har spist, sovet, kneppet, drukket og festet i én stor pærevælling af lort, skrald og telt barduner. Mine tanker, der stadig var påvirket af den levevis, jeg havde været stor tilhænger af de seneste dage, kom frem til en erkendelse; I dag var der konsensus mellem dyrskuepladsen, festivaldeltagerne, solen og skyerne om, at nok var nok, og nu måtte folk hellere vende snuden tilbage mod hverdagen. Jeg trak mig tilbage i mit telt, og det samme gjorde resten af min lejr.
Jeg vågnede med et chok, da en skægget, langhåret mand, der umiskendeligt lignede Jesus og gik under samme navn, vækkede mig med en ølbong. Den lunkne Tuborg kickstartede mig og førte mig hen mod Coldplay, der snart skulle give alle en prober afsked. På min vej mod Orange så jeg ikke længere folk på vej hjem eller nogen, der var for trætte til at smile. Jeg så længselsfulde ansigter, der glædede sig til at få sat prikken over i’et på denne Roskilde. Med mine lejrvenner og tusindvis af mennesker, der lige i øjeblikket også var mine venner, marcherede vi mod Orange. En af disse fremmede venner, en rutineret Roskilde gænger i slut trediverne, spurgte: ”Har du en lighter?”. Jeg gav ham min lighter og spurgte, om han havde haft en god festival. Han kiggede op i det grå tæppe af skyer, der lå over dyrskuepladsen, og efter nøje omtanke svarede han: ”Tjooh”. Stadig insisterende på at snakke med min nye ven, fortsatte jeg: ”Hvad så med koncerterne, hvad synes du?” og manden hev det samme blik frem op mod himlen for at få svar, men endte med: ”Jeg så ham der Jooks!”. Jooks spillede på Camping Scenen i Warm Up dagene, så jeg undrede mig, og da jeg skulle til at spørge ham endnu en gang kiggede han bare på mig og sagde kortfattet: ”Whisky og piller, min dreng.. Whisky og piller…”
Nr 2 af Dorthe Thersholt
40+ og færdig med Roskilde?
Nej! Og hvorfor ikke?
Følelsen
Jeg træder mine første festivalspor som nyudsprunget student i 1986 og er solgt fra dag ét. Folk fra nær og fjern med vidt forskellige liv stimler sammen og er fælles om at slippe hæmningerne løs, glemme hverdagens trummerum, få fede musikoplevelser, feste med vennerne, kyle Mor Toves æbleskiver ned i en snæver vending, drikke fadøl og fejre friheden.
En unik nydelse af livet i det lille samfund, der skabes af festivalgængere (og medarbejdere!), som er kåde over at være til stede. 100 %. Den følelse sætter sig solidt i mig.
Længslen
Ti år i træk er jeg dedikeret til Roskilde sammen med venner, der har den samme passion for årets ultimative sommeroplevelse. Men der bliver tyndet ud i flokken, jo ældre vi bliver. Jeg bilder mig selv ind, at alderen nok også har ramt mig og trækker vemodigt stikket ud.
De næste ti år higer jeg, hver gang klokken ringer ind til festival. Hører radio og ser tv derfra og længes efter at sidde på græsset med en fadøl og opleve dét. Dét, der hverken kan gengives i lyd, billeder eller ord. Følelsen!
I 2006 beslutter nogle kolleger og jeg så at drage af sted igen. Jeg runder snart 40 …
Gensynet
Solen skinner fra en skyfri himmel, da vi ankommer torsdag. Det kribler i os, jo tættere vi kommer på festivalområdet. Bare det at få armbåndet på! Da vi træder ind på festivalpladsen, strømmer følelsen med et splitsekund igennem os igen: Yes! Det er som at komme hjem. Fedt at være tilbage. Men ER vi blevet for gamle til det her?
Festivalen kan og vil mere denne gang. Musikrepertoiret er blevet større, maden mere sofistikeret. Selv Mor Tove har udvidet menukortet. Kunstneriske events gør det til en mikset kulturoplevelse af rang. ’Mødestedet’ er erstattet af mobilen. Tiden har sat sine spor. Og så alligevel ikke.
Glæden
For igen sidder vi på græsset med en fadøl, LOC i baggrunden og føler os på ingen måde gamle. Nu er vi bare den yngre del af den ældre generation. Der er plads til os alle. Sådan er Roskilde. Selv i mudder til knæene. Et trækplaster for folk, der forstår at nyde livet på denne helt særlige facon.
Der er ganske enkelt nedtælling til festivalen året rundt – på nær de dage, den varer.
Hvor jeg dog glæder mig til Roskilde 2010
Stort tillykke til alle vinderne fra Goombay-redaktionen!!
Popularity: 5% [?]
ET ‘TAKE’ PÅ EN ROSKILDE- FORNEMMELSE
April 20th, 2010 by Gæsteskribent
Vi kører for tiden en konkurrence om bla. to Roskilde Festival-billetter og en masse Electrojuice-cd’er her på Goombay, hvor deltagerne skal udforme et blogpost om en ‘Roskilde Festival-følelse’. Vi får mange rigtig gode bud på hvordan sådan en skal skæres – her bringer vi et bud fra en skribent, der desværre måtte diskes grundet hendes familiære relationer til Goombay-redaktionen… Vi nepotismer ikke her! Men vi vil gerne lade den stå som et eksempel på en ægte ‘Roskilde Fornemmelse’…
Her kan du læse mere om Roskilde konkurrencen
Af gæsteskribent Michala Blaksmark
2001 er året( ja, vi overlevede det farlige millenium, nu mangler vi bare 2012).
Musik er temaet. Roskilde er stedet.
Jeg er gæst nummer 999.999 der dette år overtager dyreskuepladsen, og med alle kræfter prøver at gøre den til en endnu større abefest end normalt. Men jeg er fuld… skidefuld, og lost. Ikke på den fede måde, på en øde ø med Sawyer og Jack, men på den ” Jeg har nu gået rundt om dette her telt 4 gange og forstår stadig ikke noget af det hele”- agtige måde. Jeg må have forvildet mig hen til de rullende stens scene, og deroppe står en gammel gråhåret mand. Hans koncert er ved at være slut, og det er tydeligt. Alle strengene, undtagen en, er knækket på hans bas, men han spiller manisk videre via en knust flaskehals. Det var fantastisk!!!
Jeg fandt ikke hjem før næste dag, men jeg ”rockede til gengæld virkelig igennem i en fri verden” den fredag nat.
Jeg har store forventninger til dette år at opnå ligeså fede koncerter.. og tror på det!!
Popularity: 2% [?]
DET OFFICIELLE ROSKILDE FESTIVAL 2010 PROGRAM
April 20th, 2010 by Jannick BlaksmarkVi smuttede forbi Roskilde Festivalens hjemmeside, og fandt de foreløbige offentliggjorte bands, hvis du ikke selv har fundet dem der, eller i et de 1000 andre medier der løbende holder os opdateret med programmet, så kan du finde dem her (nedenfor) også. Ud over programmet, kommer Goombays skribenter løbende med anbefalinger, praktisk info og live reportager under festivalen på vores Festival Temaside -
LÆS OGSÅ GOOMBAY’S ROSKILDE FESTIVAL-TEMA!!
NYHED 11. Juni: Så er den officielle spilleplan for Roskilde festival 2010 klar, du kan se hvem der åbner Orange scene, og hvem der slutter af søndag nat! -
Bands til Roskilde Festival 2010 (opdateret d. 01. juni) - Read the rest of this entry »
Popularity: 100% [?]
ROSKILDE FESTIVAL 2010 – GOOMBAYTEMA
April 15th, 2010 by Jannick Blaksmark 
Goombay-holdet har som de fleste andre danske musikelskende et helt specielt forhold til Roskilde Festivalen – om man har været der eller ej, så har den nærmest en mytisk tiltrækningskraft på os. Det er her, du opdagede det der helt fantastiske balkanband som har fulgt dig lige siden, det var her, at du efter to liter papvin forelskede dig i ham/hende svenskeren med dr. martin støvler foran orange scene, og det er den festival du hader, hvis du af den ene eller anden grund ikke fik købt billet, og derfor er nødsaget til at følge slagets gang hjemme fra sofaen! “Jamen, så kan jeg jo bare tage i sommerhus med vennerne i stedet” – NEJ, for vennerne ligger i Camp Ninja i C14 og gider ikke lege med dig…
Nedenfor følger Goombay de næste mange måneder Roskilde Festivalen på denne lækre temaside – det bliver en potpourri af nyheder, interviews, billeder, konkurrencer – men mest af alt en indsigt i hvordan de danske musikbloggere tager festivalen under behandling.
—————————————-
Read the rest of this entry »
Popularity: 28% [?]
VI HAR FÅET EN MODESMÆKKER LILLESØSTER!
April 2nd, 2010 by Electro-GammelfarGoombay.dk har fået en lillesøster. Hun hedder Modebevægelsen. Hvor Goombay handler om musik og musikblogs, så handler Modebevægelsen om mode og modeblogs. Skål — for den ny, for Påsken, for blogs!
Håbet om at forstå, afgrænse og formidle —
Vi vil med projektet mappe den danske modeblogosfære på samme måde som vi har mappet, beskrevet og formidlet den danske musikblogosfære hér igennem det seneste halvandet år. Electro-Gammelfar har noget at lære, må man nok sige. Der er dæleme mange brands at holde styr på. Men vi prøver os frem — forårsmode 2010 har fx hjulpet lidt på forståelsen. Body-con ved vi nu, hvad er…
Hvis du har en sart snert af interesse for mode, så kig forbi!
Fx her:
Modebevægelsen og danske modeblogs
Kræftens Bekæmpelse — eller når demodeblogs redder liv
Modedarlingen Uffe Buchards kritik af danske modebloggere
Generelt er modeeksperterne ret skeptiske, for ikke at sige direkte nedladende, over for modebloggerne (jf. Uffe Buchard). Den tendens kan vi ikke genkende fra musikblogosfæren, hvor det er vores indtryk, at musikere, branche og salgsled respekterer musikbloggerne.
Roskildes Blog The Feeling-initiativ er et godt eksempel på respekten og indlevelsen. Hvorfor mon der er en denne forskel? Hvem bli’r det næste brand, der aktivt, umanipulerende, lyttende går i samarbejdsmode med en underskov af vækstlagskribenter?
Det vil vi forsøge at finde ud af. Bl.a.
Nå ja — så kan modebloggerne også et stykke henad vejen lære af musikbloggerene. Det kunne fx være et spørgsmål om tid, før de første modeblogs bliver slettet af Google — ligesom det skete for musikbloggerne (mere her: Google sletter musikblogs på stribe).
Popularity: 1% [?]
ROSKILDE-BLOGGERNE ER FUNDET
March 15th, 2010 by Jannick Blaksmark
For en måneds tid siden skød Roskilde Festivalen deres Blog the Feeling-konkurrence i gang. Præmien som næsten 500 håbefulde skribenter jagtede var, udover en helt unik festivaloplevelse, en plads blandt de 9 officielle bloggere, der skulle repræsentere festivalen. Nu er vinderne offentliggjort, og det lader til at være et yderst alsidigt hold med en international/skandinavisk profil, som nok skal blive interessant at følge de næste par måneder. Et par af de udvalgte blogs har du måske allerede stiftet bekendtskab med, hvis du har bladret lidt i vores musikblog-katalog her på Goombay, det drejer sig nemlig om Eva fra Regnsky-bloggen og Thor fra Imtheinternet – begge blogs vi tidligere har haft lidt fokus på (Regnsky / Imtheinternet), og begge et par tunge spillere i den danske blog-liga.
Læs flere nyheder om Festivalen på vores Roskilde Tema-side
Ud over de to danske bloggere består holdet af to Norske jenter – Christine Talluhla Knudsen (http://www.cecekaa.blogspot.com/) fra Oslo og Else Solheim (http://elsesolheim.com/) fra den det nye musikmecca Bergen, en svensk pige Felicia Alexandersson(http://www.firstup.se/), Mary Chang fra Washington DC (http://www.practisetrouble.blogspot.com/) og en af de mest aktive roskildeforum brugere Alexander Kolby.
Selvom siden først gik ‘live’ i dag, der er allerede gang i skriveriet på Blog the Feeling, så smut ind og se et kerneeksempel på hvordan virksomheder og brands med fordel kan drage fordel af de nye mediekonger og omvendt. Goombay kipper med flaget – hip hip hurrayyy…
-
-
-
Popularity: 3% [?]
TRE BANDS AT SE PÅ ROSKILDE FESTIVAL ’10
February 20th, 2010 by Brian TheodorEn ung, dansk elektro-duo, der på rekordtid har opnået gigantisk succes og anerkendelse. En akustisk singer-songwriter fra Hawaii, der snart er ude med sit femte album. Samt en brutal hardcore gruppe fra Amerika, der i år kan fejre tyve års jubilæum!
Der er allerede offentliggjort en række gode, talentfulde musikere til dette års Roskilde Festival. Flere af de mest populære danske grupper står på programmet, og man kan vist roligt forvente flere populære, dygtige kunstner – og naturligvis de bedste fra undergrunden.
Jeg har kigget nærmere på programmet, hvor især tre navne sprang mig i øjnene. Tre bands der helt bestemt står øverst på min liste over musik, der bare må og skal opleves.
Elektronisk juice med masser af smagTo forstadsknægte, der kun kan komme ind på diskoteker via backstage, og må vente nogle år endnu, før de kan få serveret i baren. Det lyder måske lidt fjollet, men lad os så tilføje: de to forstadsknægte optræder til et af de største brag i sommeren 2009. Jeg taler naturligvis om Spot festival, men hold på hat og briller – året efter indtager de Roskilde Festivalen!
Hvor usandsynligt det end lyder, er det realiteten for de to unge fyre Mads Kolding og Jakob Littauer, der måske er bedst kendt under deres fælles bandnavn: Electrojuice! De to talentfulde fyre har allerede høstet en god portion velfortjent succes og anerkendelse. Blandingen af elektronisk musik, hiphop beats og techno-energi har gjort de to unge herre meget efterspurgte. De lagde ud med en række spændende remixnumre, hvor både Veto, Lulu Rouge og Suspekt fik kærlig behandling.
Men Electrojuice rykkede for alvor hurtig, da de udsendte en håndfuld promoveringsnumre gennem VUF Records. Drengene præsenterede en hel ny tilgang til musikken; den ulidelige lyd af et jack stik, der driller, fik de lavet til et rigtig lækkert nummer med den enkelte titel ‘Jackstick’. En helikopter, der er ved at lette, brugte de som inspiration til et nysgerrigt, legende nummer – ‘Chopper’.
Siden da har Electrojuice haft den umålelig store ære at fungere som opvarmning til legendariske Kraftwerk, da de sidste sommer spillede til Randers Festuge. De varmede også op, da The Prodigy besøgte vores lille land. Altså har de allerede opnået en succesgrad, der slet ikke er til at forestille sig – og garanteret slet ikke, når der endnu er lang tid til, at man kan tage sit kørekort.
Debuten ‘Solrock’ udgav duoen d. 19. oktober 2009! En lækker lille sag med syv sprøde numre, hvor der både er plads til dominerende techno-trommer, legende elektromelodier og fede hiphop-beats. Derudover medvirker Veto-sanger Troels Abrahamsen i et mere eftertænksomt nummer, der har et lækkert lydbillede, et tiltalende beat og en masse små elementer, der bygger nummeret større og større! Derudover medvirker rapperen Negash Ali på nummeret ‘Perfect’ – og den sammensætning slår gnister!
LÆS MERE OM ÅRETS ROSKILDE – ROSKILDE TEMA 2010
Årets Roskilde Festival får besøg af de to unge forstradsknægte, der på så kort tid har opnået så stor succes. Hvad Mads og Jakob mangler i alder, har de det firdobbelte i talent.
- og det gør dem til et af dette års mest spændende koncerter på Roskilde.
Surfbrættet droppes til fordel for guitaren
En berømt surferknægt finder sin akustiske guitar frem, rejser hele vejen fra Hawaii til Roskilde og spiller et par iørehængende melodier. Han synger et par sange med sin behagelige, runde stemme – og stemningen bliver straks meget mere hyggelig.
Det er naturligvis den populære singer-songwriter Jack Johnson, jeg taler om.
De sidste ti år har han været en yderst produktiv musiker, hvor han de seneste fem år har haft en stabilt voksende popularitet. I alt har han udgivet fire studioalbums, et live album og stået bag soundtracket til Peter Pedal-filmen fra 2006. Det seneste album udkom i 2008, og hvis alt går som planlagt, skulle vi kunne lytte til et femte udspil i begyndelsen af juni.
Jack Johnson har med sit akustiske singer-songwriter musik charmeret sig ind i en masse hjerter verden over. Han filosoferer ikke over de store spørgsmål i livet, og egentlig handler hans tekster bare om livet i al almindelighed. – og det er måske netop charmen ved den unge surfer; at han nyder de små ting i livet, og det ønsker han at dele med os.
Det er en fantastisk fornøjelse at lytte til Jack Johnson, der har en letgenkendelig blød stemme, en afbalanceret stemmeføring og en tiltalende accent. De flotfremførte tekster pakkes ind i et lækkert guitarspil, der flirter med blues, pop og folk. Når musikken ledsages af trommer, er det lækre, sprøde rytmer, der fremtrylles – men Jack Johnson er ikke bange for at sidde alene kun ledsaget af sin guitar.
På Peter Pedal-albummet finder vi små perler som nummeret ‘People Watching’. Det starter som et forsigtigt samspil mellem Johnsons tilbagelænede guitar og et lille klaverstykke, men der bygges hurtigt op med mere fremtrædende guitar, hvortil der krydres med mellemspil, forsigtige trommerundgange og breaks. Singlen ‘Talk of the Town’ er også et formidabelt eksempel på, hvordan Jack Johnson med ganske få virkemidler kan opbygge en rigtig lækker stemning. Trommerne og bassen er simpelthen så godt, og det legende fingerspil, der flettes ind i de varme akkorder, lyder som sød sol og sommer!
Det seneste udspil ‘Sleep Trough the Static’ gemmer også på en masse rigtig gode numre. For eksempel har Jack Johnson på den romantiske ‘Angel’ kun sin guitar, hvortil han er ledsaget af et bagvedliggende keyboard. Et yndefuldt nummer, der viser en hudløs ærlig mand med en masse kærlighed i hjertet. – og mens vi venter på sommer, hvor Jack Johnson besøger Roskilde Festivalen, er der tid til at nyde den stemningsfulde ‘While We Wait’.
Jack Johnson er en af de artister, der putter hele sin sjæl og ærlighed i hvert nummer. Det gør musikken så autentisk levende, at man for alvor føler sig beriget med hvert nummer. Når han spiller i Roskilde til sommer, vil han have et nyt album i bagagen, og der er bestemt en oplevelse at glæde sig til. Samtidig er Jack Johnson også lige manden til at løfte humøret et par grader!
Råt hardcore band, der viser tænder
Hardcore bandet Converge udgav i efteråret sit syvende studioalbum ‘Axe to Fall’, et album jeg personligt har glædet mig rigtig meget til. Albummet har rystet en masse gode anmeldelser af sig, og det bliver sammenlignet med bandets album ‘Jane Doe’ fra 2001, der ofte bliver betegnet som bandets bedste udspil.
Converge har eksisteret siden 1990, så de kan i år fejre tyve års jubilæum. De er blevet kaldt sin generations Black Flag – punk band fra firserne. De har fungeret som inspiration til mange nyere hardcore bands, og de har været med til at definere undergenren mathcore. Denne betegnelse dækker over en gren af hardcore, hvor komplekse, usædvanlige og tekniske elementer spiller en dominerende rolle.Converge har på trods af sit kaotiske og brutale udtryk formået at slå igennem til et forholdsvist bredt publikum, og forsangeren Jacob Bannon har endda opbygget sit eget pladeselskab; Deathwish Inc., hvor han også er designer bag mange af udgivelsernes visuelle del. Han står naturligvis også bag Converges visuelle udtryk. Jeg er helt vild med hans billeder, og det er næsten en del af oplevelsen, når der bliver udgivet nyt materiale. Og forsiden til ‘Axe to Fall’ er bestemt ingen undtagelse!
Converge har et helt unikt udtryk, hvor guitarfeedback, støj og rungende genklang er dominerende elementer. De tager musikalske gimmicks, forstører dem til selvstændige dele af musikken, og det fungerer simpelthen så fedt! Bandet er tilsyneladende også selv helt pjattet med det, når de lader deres forrige album ‘No Heroes’ starte med guitarfeedback, der skærer i ørene. Et yderst lækkert og perfekt nummer til at starte et råt og beskidt album, der for alvor slår tænder ud!
Titelnummeret til det nye album – ‘Axe to Fall’ – er en hidsig lille satan, hvor støjen og kaoset er helt fantastisk fremme i lydbilledet! Videoen dertil er en grim sag, der henter inspiration fra både moderne og traditionelle gyserfilm. En kanon fed video, der bliver siddende på nethinden længe efter!
Converge får besøg af en masse forskellige musikere på albummet. Det gør naturligvis, at det musikalske udtryk bevæger sig i mange forskellige retninger i løbet af albummet, men det er slet ikke et minus! Tværtimod klæder det bandet at udforske sine grænser og bryde egne rammer, og det gør albummet til en perfekt udvikling af mastodont-bandet; Converge!
LÆS MERE OM ÅRETS ROSKILDE – ROSKILDE TEMA 2010
Åbneren ‘Dark Horse’ er et de numre, hvor ikke andre end bandet selv medvirker. På alle måder er det en fantastisk start på albummet, hvor der lægges ud med hurtige, skarpe guitarriffs, aggressive, smadrende trommer og Bannon, der skriger sine lunger ud med en ondskabsfuld bitterhed. Converge er tilbage!
LÆS MERE OM ÅRETS ROSKILDE – ROSKILDE TEMA 2010
Åbneren ‘Dark Horse’ er et de numre, hvor ikke andre end bandet selv medvirker. På alle måder er det en fantastisk start på albummet, hvor der lægges ud med hurtige, skarpe guitarriffs, aggressive, smadrende trommer og Bannon, der skriger sine lunger ud med en ondskabsfuld bitterhed. Converge er tilbage!
Converge er absolut et af de bands, der for alvor gør dette års Roskilde Festival interessant. Jeg har aldrig haft fornøjelsen af at opleve de energiske, innovative hardcore musikere live, men til sommer får jeg endelig muligheden!
Popularity: 3% [?]
BUBBLE MAN – ROSKILDE – ALT KAN SKE!
February 12th, 2010 by Electro-GammelfarVi har her på Goombay med stor interesse fulgt Roskilde Festivalens ny initiativ, hvor 9 udvalgte mennesker, der kan skrive, kommer til at agere som undergrundsreportere til årets festival. Undergrundsreportere med stort set de samme muligheder som de betale musikjournalister. I tråden, der fulgte offentliggørelsen af initiativet, blev det foreslået, at en interessant vinkel ville være at følge nolge af Festivalens “celebs” — fx Bubble Man.
Read the rest of this entry »
Popularity: 1% [?]
FLORENCE AND THE (HYPE) -MACHINE (# 1)
January 29th, 2010 by VEGA-Blogger
Af Jacob Odgaard – VEGA
(DEL 1) Florence and the Machine er et overordentligt godt eksempel på, hvor hurtigt det kan gå. Gruppen med den karismatiske forsanger udgav deres første album Lungs i juli 2009 og siden er det gået stærkt for den engelske gruppen. Albummet peakede øverst på den engelske hitliste og lå nummer 13 i Europa. Blot en måned efter udgivelsesdatoen havde gruppen solgt 200.000 album i England alene og lå siden nummer to på den engelske hitliste i fem uger i træk.
FLORENCE AND THE MACHINE PÅ ROSKILDE FESTIVAL 2010
En del af forklaring skal findes i den massive hype, der har omringet Florence and the Machine i tiden inden albumudgivelsen. Hypen synes at være begyndt efter gruppen var del af ShockWaves NME Awards Touren, der er en årlig tour organiseret af den britiske musikindustri. Formålet med touren er at støtte upcoming bands ved at lade dem turnere sammen med etablerede bands. Florence turnerede derfor i 2009 sammen med Glasvegas, White Lies og Friendly Fires.
En af de større grunde til Florence and the Machines succes ligger dog formentlig i BBC’s promovering af gruppen, da de blev en del af talent-programmet BBC Introducing i 2008. Programmet gav Florence muligheden for at spille ved flere engelske festivaler såsom T in the Park, Reading & Leeds og ikke mindst Glastonbury. Oven i hatten blev gruppen udråbt som 2009s ”one to watch” af BBC’s ’Sound of 2009’.
En stor del af bandets succes kan derfor findes i den støtte Florence har fået fra den etablerede musikindustri og herunder medierne. Men er det hele forklaringen? Indeværende blog-skribent stiller selvfølgelig spørgsmålet rent retorisk. For nej det er ikke hele forklaringen på gruppens succes, men blot en del af den fantastiske historie Florence and the Machine er ved at skabe.
En stor del af et bands succes afhænger selvfølgelig af, hvorvidt musiklytterne synes om sangene og tager dem til sig. Denne opgave klarer Florence and the Machine på overbevisende vis ved at lave fængende singler som ”Dog Days Are Over”, ”Rabbit Heart (Raise It Up)” og ”You’ve Got The Love”, der ganske enkelt gør det umuligt ikke at forelske sig i deres musik.
Af Jacob Odgaard – VEGA
Læs anden del af Jacob Odgaards artikel
-
-
-
-
-
Popularity: 2% [?]
EDWARD SHARPE & THEM CROOKED VULTURES
January 25th, 2010 by RedaktionenDet er blevet Januar – og da jeg opdagede, at mit sidste indlæg er dateret den 6. oktober, tænkte jeg, at denne frostramte mandag hellere måtte danne ramme om et par vise ord herfra.
Here is the original post:
EDWARD SHARPE & THEM CROOKED VULTURES
Popularity: 1% [?]
WHITE LIES – UNGE, DYSTRE OG PÅ VEJ MOD STJERNERNE
October 12th, 2009 by VEGA-Blogger
Musikken er så velproduceret og teksterne så tæt på det banale, at der går rygter om, at White Lies er et resultat af beregnende pladeselskabsfolks fikse ideer. Og White Lies må tilmed lægge øre til anklager om både Joy Division-plagiat samt Editors og Interpol-sammenligninger. Til dette har det unge band selv udtalt: “We weren’t alive during that period of music…we’ve never really been that into Joy Division, especially not the Editors…or even Interpol really“, og i samme ombæring har forsagner Harry McVeigh sagt “I don’t think our music sounds a whole lot like those comparisons, I think we’re a lot more euphoric and uplifting“. Så alderen taget i betragtning må disse sammenligninger nok bringes til skamme.
Og hvad angår rygterne om pladeselskabs-strategier, hvad gør det så, når man leverer en så overbevisende debut, som To Lose My Life? Pladen er en raffineret og flot komponeret skive med sange, som alle kredser om de store spørgsmål; døden, livet og kærligheden. Udtrykt gennem rigelige mængder patos og klichéer. Men Harry McVeigh mestrer at indramme sangene og har en karakterisktisk flot stemme, der både lyder som noget gammelt og noget nyt. Det er storladent, gribende og stil – og selvsikkert.
White Lies bør også ses som et band der, som en Soundvenue anmelder har skrevet, er ”sat i verden for at spille iørefaldende, storladen powerrock”. Dette understreges med tekster som ”I won 800.000 on a gameshow, but it’s not enough to win you back” i nummeret “The Price of Love”. Klichéfyldt? En anelse, alligevel rammer White Lies på smuk vis en nerve i musikken, som ikke er set længe.
Her kan videoen til nummeret ”Farewell To The Fairground” ses, som fint illustrerer det rastløse, provinsielle ungdomsunivers, som meget af White Lies musik kredser om.
Fra gymnasieband til ”ones to watch”
Historien om trioen er klassisk, men alligevel imponerende: tre fyre mødes i gymnasiet, spiller i forskellige bands og finder sammen i nuværende bandkonstellation. De ændrer bandnavn, fra det ikke mindre pompøse Fear of Flying, til White Lies, og så i 2008, formodentligt pga. prominente, engelske musikkyndiges udtalte begejstring, udråbes de til at være årets nye navn. Allerede før en eneste single er udgivet har White Lies opnået en ekstrem hype i England og udråbes som ”ones to watch” i 2009. Bl.a. i BBC’s ’Sound of 2009’ sammen med b.la. Florence and the Machine, La Roux og Empire of the Sun. Tilbage i februar udgav de så debuten To Lose My Life, som gik direkte ind som nummer ét på den engelske albumhitliste.
For mange kan forudindtaget entusiasme og ekstrem opmærksomhed være en hæmsko, men White Lies ser indtil videre ud til at klare det. Og der er da heller ingen tvivl om, at de allerede er placeret et sted tæt på stjernerne. Siden udgivelsen er det gået stærkt med koncerter over hele England og i USA og på stort set alle nævneværdige festivaler sommeren over, herunder Benicassim, T in the Park og vores egen Roskilde blandt andre.
På Roskilde oplevede denne skribent dem første gang, og de skuffede på ingen måde. De spillede elegant og stilsikkert. De kom, de leverede, og de var ude igen på sekundet med ægte rock’n roll attitude. Fejlfrit, som var det pladen, man hørte live. Man får desuden den tanke, når man oplever dem live, at de ikke spiller for sjov, og de virker sært overbeviste om deres eget værd.
Og denne skribent er overvundet – og spændt på, hvad der kan ventes af White Lies næste album. Dette kan man dog få lov til at vente på med tålmodighed, da de efter sigende har så stramt et koncertprogram, at de ikke kan få ro til at skrive nyt. Det bliver interessant at se, om profetierne holder, sandsynligt er det, at de ikke spiller support acts ret meget længere.
”That’s why everything has got to be love or death” synger McVeigh i ’Death’ – jo, sådan kan verden se ud, når den ses fra et ungt, følsomt drengesind.
White Lies spiller en desværre allerede udsolgt koncert i Store VEGA den 6. november. Tjek i øvrigt det ret fine supportnavn, Darker My Love, som spiller med White Lies, hvilket vi har omtalt i et tidligere indlæg på vores blog.
Skrevet af Maren Astrup
Popularity: 2% [?]
FØLG VEGA PÅ GOOMBAY
HØRT UDE I BYEN OM GOOMBAY
LÆS MERE OM ROSKILDE 2010
MUSIKSKRIBENT PÅ GOOMBAY?
STRØM PÅ GOOMBAY
DEN GRIMMESTE FESTIVAL!
HØRT UDE I BYEN OM GOOMBAY
UDGIVER AF GOOMBAY
