ER VI SKYLDIGE TIL ANDET ER BEVIST?
February 16th, 2010 by Mai KallehaveGoogle har været ude med øksen, og det har kostet liv. I sidste uge måtte mindst seks populære musikblogs lade livet. Alle de slettede blogs lå på Googles værtstjenester Blogger og Blogspot. Grundlaget er anklager om brud på copyrightloven, men beviserne virker tvivlsomme. Bloggerne er desuden først blevet oplyst omkring lukningen af deres blogs efter, at de var slettet.

Googles særprægede filosofi
Det tyder på, at Google handler ud fra en filosofi om, at vi er skyldige, til andet er bevist. Om Google har misforstået, hvordan fair rettergang fungerer, eller om de bare har valgt at gå egne veje, melder historien intet om. Blogsene er slettet uden varsel og derved også alle deres arkiver, hvor bloggerne har lagt timer af engageret arbejde i de mange indlæg.
De berørte bloggere
De dømte blogs er: Pop Tarts, Masala, I Rock Cleceland, To Die By Your Side, It’s a Rap og Living Ears. De er alle musikblogs, som har givet deres læsere adgang til mp3-filer med den musik, som omtales på bloggen. Det er dog ikke til at identificere nogen beviser i anklagerne, som fastslår, at de forskellige blogs har brudt ophavsrettighederne.
Nu er Danmark også ramt
Vi er blevet bekendt med, at den danske blog Blog Rockin’ Peet også er blevet lukket ned af Google. Vi kender ikke de nærmere omstændigheder, eller ved hvem den ”skyldige” er, men vi vælger at lade tvivlen komme vores blogger til gode – indtil andet er bevist. Vi forsøger at få en kommentar fra Rockin´ Peet, så vi kan få hans side af sagen.
Reaktionen
Ovenpå sletning af flere blogs bragte The Guardian en artikel om Googles blogsletning, som efterfølgende er blevet bragt i flere lande – senest i forgårs i Politiken.
Vreden er vendt mod Google. De har ikke givet bloggerne de fornødne advarsler, hvor det fremgår, hvad anklagerne går på. Hvilket jo derfor gør det svært for bloggerne at rette op på og derved undgå, at deres blog bliver slettet. Desuden kan noget tyde på, at Google ikke vurderer klagerne, som de får over de forskellige blogs, men mere reagerer på antallet af indberetninger. Betyder det, at vi kan bruge Google til at udøve hævn på bloggere?
Ovenpå problemerne med Google er flere bloggere begyndt at opfordre hinanden til at skifte over til WordPress eller skynde sig at få lavet en sikkerhedskopi af sin blog.
Siger Google undskyld?
Oven på den megen omtale har Google indrømmet sin fejltagelse over for en af bloggerne, Masala. Bloggen er blevet genskabt, og ejerne har fået en dybfølt undskyldning, som virker mere kvalmende end oprigtig. Google påtager sig ansvaret, men pakker det pænt ind i en fejl i systemet, som de belejligt i samme ombæring har rettet. Læs hele Googles ”undskyldning” på Masalas blog. Nu vil tiden vise, om flere af de andre bloggere også har haft en fejl i systemet og derved genopstår på Blogger og Blogspot.
Google har også et ansvar
Google kan stilles til ansvar, hvis der ikke reageres, når der er brud på DMCA (Digital Millenium Copyright Act), som er den amerikanske copyrightlovgivning. De kan forståeligt nok derfor ikke lade ansvaret ligge alene hos bloggerne, og et vist opsyn må derfor være acceptabelt.
Google har lavet retningslinjer for brug af blogtjenesterne, som bevirker, at Google har pligt til at fjerne indhold, som er anmeldt, og hvor kravet er gyldigt. Effektueringen har dog ikke virket optimalt, og Google lagde derfor sidste år en ny strategi for, hvordan anmeldelser skal behandles. Det har betydet, at anmeldelserne skulle være hurtigere og lettere tilgængelige. Anmeldelserne sendes automatisk til ChillingEffects.org, hvor bloggere kan finde klager ved at søge efter deres blogs URL. Desuden sender Google en mail om anmeldelsen til bloggeren, samt en tydelig besked på bloggen. Bloggerne har herefter mulighed for at fjerne indholdet, som anmeldelsen omhandler, og herefter sætte det redigerede indlæg tilbage på bloggen.
Det lyder jo alt sammen godt, men det virker ikke helt som den strategi, som Google har fulgt denne gang, så hvor kan vi finde retningslinjerne for Googles nye taktik?
Hvor ender historien?
Den manglende dokumentation for anklagerne og den mangelfulde kommunikation mellem Google og bloggerne får nemt Google til at indikere, at bloggerne som udgangspunkt og uden mening er skyldige. I blogverdenen har sagen fået navnet ”Musikblogocide 2010”. Hvordan ender sagen? Bliver der nogen forståelse for Googles handlinger, eller skræmmer Google sine bloggere væk?
Relateret: 95% af alle danske modeblogs er hostet på Blogspot.
Popularity: 2% [?]
You might also like
|
|
|
|
|
Posted in Google, Masala, blog, blog rockin' peet, blogging, blogs, medier, musikblog, musikblogs, musikblogs.dk










Prøver igen:
Diskussionen raser på elbo.ws og tråden er startet af Bill (I Rock Cleveland) http://elbo.ws/vanilla/comments.php?DiscussionID=3382&page=1 . Her er mange gode inputs, herunder enkelte fra pladeselskabsfolk. Jeg kan sagtens forstå frustrationen hos mange bloggere. Især når man mener, at man har haft grønt lys for alt man har lagt til download.
Fandt min blog to gange (for det samme indlæg) på ChillingEffects.org og ved at tjekke andre blogs listet i samme “complaint”, så må det have været SDP (The Kissaway Trail), som gjorde udslaget (hvilket der ikke stod noget om i den meddelelse jeg modtog). Dette kan jeg jo så kun undre mig gevaldigt over, når jeg har modtaget 3-4 promo mails ang. albummet og hver eneste gange er SDP blevet fremhævet som værende helt i orden at lægge til download.
MEN – løber jeg samme liste over klager igennem kan jeg se blogs, som har lagt numre ud med bl.a. Eminem, Amy Winehouse, Radiohead, Who, Clash, Lady GaGa osv. Og her er det vel næppe nødvendigt at spørge om de er skyldige til andet er bevist?
Og tjek blot Hype Machine og man vil relativt enkelt kunne stykke hele albums sammen. Mange bloggere (især amerikanske) vil selv bestemme hvilket album nummer de vil benytte (for at differentiere sig og ikke mindst for at tiltrække besøgende) og ikke blot holde sig til de numre, som ellers er promo tracks.
I disse tilfælde har jeg så til gengæld en smule svært ved at forstå harmen hvis bloggen lukkes, for spillereglerne er jo kendt på forhånd.
Mht Blog Rockin’ Peet kan hver enkelt vurdere ved at tjekke dette link http://hypem.com/#/list/10196
Jeg forstår simpelthen ikke, at Google vælger netop de 6 blogs. Jeg har tjekket flere af dem jævnligt, og så vidt jeg har kunne se var 90% af det de postede promo-materiale sendt til dem fra pladeselskaber og promotionselskaber. Har også skrevet med Scott Curtis fra Living Ears, og han bedyrer, at han altid har været samarbejdsvillig overfor pladeselskaber der henvendte sig omkring brud på copyright.
Der er tusindvis af Blogger-drevne blogs derude, som deler komplette albums i høj bitrate via uploadtjenester såsom Rapidshare, Mediafire, etc. Det er dem der gør Google til den gratis musikbuffet det pt. er.
Så kære Google , hvorfor i al verden går I efter de her blogs…Derudover rør Google heller ikke ved Gorilla vs Bear eller My Old Kentucky Home… hmm og mon ikke det er fordi de bidrager med en stor del af traffikken på en blogservice som ingen gider at røre ved mere… Regel nr. 1 hos Google: intet de foretagr sig må sænke traffikken på deres services
[...] og eftersigende med tilladelse fra de respektive kunstnere. Læs mere på Politiken.dk. Og ifølge Goombay.dk, har Google også lukket for den danske blog, Blog Rockin’ Peet. Årsagen hertil kendes dog [...]
Endnu en god grund til at hoste sin blog selv – ikke nok med at tjenesten kan lukke, man ikke kan styre alt selv, og det er problematisk at vidrestille sine indlæg til en ny blog, er google så begyndt at slette blogs på tynde grundlag… det må give stof til eftertanke hos flere blogger-brugere!
Tak for jeres kommentarer. Det bliver interessant og se, hvordan det hele ender. Om Google kan fastholde sine musikbloggere eller om flere folk smutter og begynder at bruge andre tjenester.
@Emil Blücher
Sæt dig dog lidt ind i tingene før du rådgiver andre. Enhver hostingløsning kan lukke din hjemmeside/blog ned, hvis de bliver gjort opmærksomme på materiale hvor rettighederne overtrædes, og det deles via hjemmesiden. Som ejere er det dem der bliver draget til ansvar i sidste ende, sådan som lovgivningen er i dag.
@topic
Jeg kender til Blog Rockin’ Peet, og jeg ved også at der lå en masse musik, der ikke var givet tilladelse til. Det bliver det ikke mindre surt af for ham, men lad være med at få det til at lyde som om at der ikke er blevet lavet overtrædelser af de brugerbetingelser man accepterer når man opretter en blog hos Googles bloggingtjeneste.
Vi dykker videre ned i sagen med et eksklusivt interview med Peter fra Blog Rockin’ Peet her – http://goombay.dk/blog_rocking_peet_blogocide2k10/
[...] om sagen, der har fået navnet Blogocide 2010 — Google sletter blogs på stribe & her: Interview med en slettet blogger, Peter fra Blog Rockin’ [...]