INDIE – KEJSERENS NYE KLÆDER?
June 9th, 2009 by Mr. BrownAf gæsteskribent Gustav Lützhøft
I listen to bands that don’t even exist yet
På SPOT festivalen i 2008 mødte jeg en udenlandsk journalist der bar en t-shirt med påskriften ”I listen to bands that don’t even exist yet”. Denne t-shirt med sit sarkastiske (og temmelig humoristiske) budskab blev for mit vedkommende kulminationen på det man passende kunne kalde indie-ræset – altså den tendens der medfører at musikinteresserede dagligt sidder på nåle for at sikre os at morgendagens nye store indienavn ikke går vores næse forbi før bandet må kasseres grundet overgangen fra status som ”nyt og spændende” eller ”unikt” til ”mainstream” eller ”allemandseje”.
Begrebet ”indie” er i mine øjne efterhånden blevet ligeså udvandet som det vi engang kaldte ”rock”, men hvad betyder indie egentlig? Hvor stammer begrebet fra, og hvordan er det vokset til at have så stor signifikans for den måde vi taler om musik på?
-
På sporet af indie
Et hurtigt opslag i den noget omfattende Oxford English Dictionary bevidner at Indie er udledt af det engelske ord ‘independence’. Præcis hvornår begrebet er blevet en etableret del af den musikvidenskabelige terminologi er vanskelligt at præcisere, men sikkert er det at ordet forekommer jævnligt som led i den amerikanske populærmusik i 1950- og 1960erne. Omkring denne tid fik radioen som medie sit gennembrud i USA, og der opstod adskillige små lokale radiostationer.
Dette påvirkede populærmusikbranchen markant: Før dette gennembrud havde det amerikanske musikmarked primært været domineret af fire store selskaber (RCA Victor, Colombia, Decca og Capitol), der mere eller mindre oligopolistisk kontrollerede populærmusikkens udbredelse, men nu kunne de små radiostationer uafhængigt af de større selskaber være med til at definere populærmusikgenren, hvilket skabte grobund for en industri af uafhængige producere.
Og det er måske netop denne opfattelse af begrebet indie der i dag er den mest fremherskende. I den forbindelse er en udbredt opfattelse af indieselskaberne at de har været med til at udbrede mindre eller decideret ukendte genrer gennem deres tætte kontakt til subkulturerne. Med andre ord er opfattelsen den at de har været en slags katalysatorer for musikgenrer der enten har været ukendte hos de større selskaber, eller har forekommet for risikable at satse på økonomisk før de havde bevist sig succesfulde i subkulturen.
I for eksempel punk-genren i 70erne og 80erne var indieselskaber den eneste ”rigtige” måde at udgive punkplader på. Ifølge den amerikanske professor i populærmusik Tim Wall var indie-ideologien så essentiel for 1980ernes punk- og populærmusik at begrebet fik en genredefinerede karakteristik, og dermed blev indiegenren skabt. Med andre ord skete der, ifølge Tim Wall, et skred i vores brug af ordet indie, således at det fra at henføre til det bagvedliggende pladeselskabs finansielle struktur nu henviste til musikken karakter og dermed de genremæssige træk.
Hvad er egentlig problemet?
At definere en genre på baggrund af et begreb der oprindeligt henviser til pladeselskabers (finansielle) strukturer har siden hen været en af faktorerne for, at indiegenren har været ualmindelig svær at definere og forstå. Man kan faktisk argumentere for at indiegenren ikke kan tilbageføres til et eneste musikdefinerende træk. Alligevel anvendes indiebegrebet dagligt genredefinerende hvad enten vi læser musikmagasiner eller køber CDer i butikkerne (tænk bare på FONA2000 der i dag har flere hyldemeter CDer kategoriseret under ”indie” – Cder som i flere tilfælde stod opmagasineret under rock for bare nogle år tilbage).
Derfor er det heller ikke hvilken som helst musik der kan kategoriseres under indie i pladebutikkerne, ligesom det ikke er alle bands der kan kaldes indiebands og det må derfor konkluderes at der på den ene eller den anden måde beror en genredefinerende karakteristik i den musik som tilegner sig begrebet indie. Der hersker med andre ord en slags kollektiv bevidsthed omkring begrebet der konstant udvikles og omformuleres.
Men er det så noget negativt?
At modarbejde sprogets naturlige udvikling (på godt og ondt) er noget der i mine øjne udelukkende hører elitære franskmænd og noget ældre generationer til. Dog kan man spørge sig selv om ordet indie efterhånden ikke er blevet så tilpas løst et begreb at vi burde afmystificere det en lille smule og erkende at vi efterhånden har at gøre med et begreb der absolut ikke kan stå alene eller agere som afgrænsende for en genre. Personligt er jeg i hvert fald, hvis ikke træt, så forvirret over den noget lemfældige kasten om sig med begrebet idet jeg mener det forpurrer musikinteresseredes reelle mulighed for at manøvrere blandt nye udgivelser. Kald mig bare gammeldags, men er det ikke på tide nogen beder kejseren tage sine læderbukser på igen?
Gustav Lützhøft er uddannet bachelor i Musikvidenskab fra Københavns Universitet og studerer i dag Cand. Soc. Creative Business Processes på Copenhagen Business School. Til daglig arbejder han som Head of Booking ved KML Group og er desuden aktivt engageret i musikscenen bl.a. som forsanger i bandet newsession, freelance sangskriver og komponist mm.
-
LINKS:
Et par gode links til mere uddybende artikler (bem. linkene er til Google Books hvorfor nogle sider kan mangle):
Keith Negus
• ”Creativity, Communication and Cultural Value”, Kap. 3. HER
• ”Between Corporation and Consumer: Culture and Conflict in the British Record Industry” HER
David Hesmondhalgh
• ”Indie: The Institutional Politics and Aesthetics of a Popular Music Genre” – HER
Theodor W. Adorno & J. M. Bernstein
• The Culture Industry – HER
Popularity: 7% [?]
Relateret
Foto: Klavs Bo Christensen
Ganske interessant diskussion. Indie bliver virkelig omtalt om hvad som helst. Men indie bliver også brugt sådan, at der er flere yderligere definitioner påhægtet, fx.: Folk-Indie, Indie-Pop, Summer-Indie osv. Der er altså på en eller anden måde en yderligere definering af ‘genren’. Det er dog ret besynderligt, at indie ikke på nogen måde henfører til nogen genre historisk set.
Jeg synes godt man kan sige at genren Indie har en speciel lyd. Det er den lyd man man første gang hørte på Velvet Undergrounds tredje plade. Lidt lo-fi, lidt nuttet, lidt skævt, lidt halvintellektuelt. Så kom Pavement, Sebadoh, R.E.M. osv og en masse bands fra England. Men altså, jeg synes indiebegrebet giver fint mening. Og jeg synes hylden i Fona er på sin plads og about fucking time.
Det er i hvert fald blevet nærmest hipt at hade indie…
Kristian Leth fra The William Blakes i et nyligt interview
“En ting er sikkert: Det er mainstream at være indie. Jeg har altid hadet “indie” som udtryk. Det betyder ikke en skid. Vi spiller art-pop. Du har ret i at P3 er fyldt med skævere pop end for 10 år siden og at folk er åbne over for nogle andre toner. Men det er i utrolig høj grad Nephews fortjeneste. Det band har betydet så uendeligt meget for dansk musik.”
Men det, der er den sande skam, er vel, hvis musik ikke bli’r hørt, fordi de lyttenes opmærksomhed hele tiden er på vej ud mod fremtiden søgende det næste, nye, uafhængige navn. Og det er vel dét, der er Gustavs grundtese, sådan som jeg læser indlægget.
Deraf følger spørgsmålet så, hvor mange der definerer sig selv igennem deres musiksmag — og deres “genre”tilhørsforhold, fx indie..
[...] men hér — i en blogpost, udtrykker sin egen mening om begrebet. Læs artiklen her — Indie – Kejserens nye klæder af Gustav Lützhøft. Når der står Indie på genrepladerne i FONA2000, så er det ligesom at begrebet er ved at nærme [...]
http://www.wordnik.com/words/indie — se statistikkurven for ordet indie i højre spalte. Ualmindeligt, men optrædende, fra 1920 og frem. Stigende brug og kendskab fra 1950 og frem…
[...] En anden problematisering kan læses i følgende artikel af Gustav Lützhøf, der skriver på musikblogs.dk Indie — Kejserens nye klæder? [...]
[...] Indie — el. Kejserens nye klæder? [...]
Vanvittigt velformuleret, argumenteret og researchet indlæg.
Men jeg vil tage diskussionen op på et højere plan og diskutere selve genre-genren.
Andre genrer udover indie er vel ikke bedre betegnende:
rock’ n’ roll
rhtymn ‘n’ blues
pop
blues
osv. siger heller ikke meget om musikken hvis man tager ordet bogstaveligt.
Men der er gennem tiden opstået en kollektiv bevidsthed, som du skriver, som forbinder nogle bestemte karakteristika med det pågældende genreord fordi den strømning af musik blev populær, idet den havde kulturdefinerende indflydelse på tiden den opstod i.
Derfor er det ikke navnet med de associationer der kollektivt bliver tilknyttet det, som har betydning og derfor mener jeg at indie er lige så gyldig en genre som rock og pop. Pop står jo som alle ved bare for populær musik og det må man sige er en bred genre. Er Leonard Cohen pop fordi han er populær og sælger millioner af plader?
De fleste ville sige nej fordi de associerer hans musik med høj kvalitetsmusik og pop med leflende samlebåndsproduktioner. Dog er jeg ikke selv enig i den betragtning. Der findes masser af genialt produceret “popmusik” på lige så højt niveau som Leonard Cohen.
Tak til PETE for den ganske interessante model http://www.wordnik.com/words/indie . Såfremt man ellers kan stole på en sådan udregning understøtter den jo hele pointen ganske godt.
Meget interessant vinkel Troels bringer på banen. Dog er det ikke efter min opfattelse helt samme situation der gør sig gældende: eksempelvis ordet “Rock” menes at være afledt af Cleveland, Ohio disc-jockey Alan Freed som, måske i mangel af bedre, brugte udtrykket “rock and roll” til at definere lyden af den “nye” musik der udsprang tidligt i 1950erne. Dermed er begrebet skabt netop på baggrund af nogle generiske træk. Rytm’n'Blues (og dermed Blues) er samme historie.
Hvad angår POP er der helt klart en pointe – dog vil jeg vove den påstand at begrebet pop i ligeså høj grad benyttes til at placere musik i forhold til målgruppe. Dertil kommer at POP som negativt ord er et fænomen der, efter min bedste overbevisning, er mest udbredt i DK. I eks. USA og UK er det min klare opfattelse at POP har en helt anden, og noget mere legitim, klang. I USA & UK henviser ordet POP måske nærmere til musik som der er bred enighed om er god musik uden hensyn til genre osv. Lige netop derfor kan Leonard Cohen (for nu at bruge det eksempel) kaldes POP på disse markeder.
Se herunder for et par links om Alan Freed:
http://www.history-of-rock.com/freed.htm
http://www.alanfreed.com/
http://www.youtube.com/watch?v=fH9-Glg2GDo
Meget interessant vinkel Troels bringer på banen. Dog er det ikke efter min opfattelse helt samme situation der gør sig gældende: eksempelvis ordet “Rock” menes at være afledt af Cleveland, Ohio disc-jockey Alan Freed som, måske i mangel af bedre, brugte udtrykket “rock and roll” til at definere lyden af den “nye” musik der udsprang tidligt i 1950erne. Dermed er begrebet skabt netop på baggrund af nogle generiske træk. Rytm’n'Blues (og dermed Blues) er samme historie.
Hvad angår POP er der helt klart en pointe – dog vil jeg vove den påstand at begrebet pop i ligeså høj grad benyttes til at placere musik i forhold til målgruppe. Dertil kommer at POP som negativt ord er et fænomen der, efter min bedste overbevisning, er mest udbredt i DK. I eks. USA og UK er det min klare opfattelse at POP har en helt anden, og noget mere legitim, klang. I USA & UK henviser ordet POP måske nærmere til musik som der er bred enighed om er god musik uden hensyn til genre osv. Lige netop derfor kan Leonard Cohen (for nu at bruge det eksempel) kaldes POP på disse markeder.
http://www.alanfreed.com
Som du beskriver, opstår genrer fra forskellige grundlag – nogle fra musiske, andre fra målgruppen, andre fra pladeselskabsstrukturen.
Derfor må konklusionen også være at genrens oprindelsesgrundlag (fra dit syn det musiske) ikke er det væsentlige som legitimerer genren men de associationer der kollektivt er knyttet til genrerne.
Det kan man sige ja, men det indebærer at konceptet “genre” udelukkende benyttes til musikalsk triangulering – altså til at “finde rundt” i et kæmpe hav af forskellig musik. I mine øjne ville det da være mærkeligt ikke længere at kunne tale om rock som “fænomenet der startede i 50erne osv.”, men udelukkende at kunne tale om rock som “den der særlige sammensætning af lyde som vi kollektivt har besluttet skal kaldes rock”. ha ha Nu bliver diskussionen godt nok lidt langhåret, men det har aldrig skadet nogen…
Langhåret passer egentlig ret godt ind i den her rockede diskussion
Hvorfor skal det kun indebære at man benytter genrebegrebet til navigation?
“fænomenet der startede i 50ererne” er netop en kollektiv association – som jeg skriver – bør være det definerende grundlag for en genre og ikke – som jeg forstår du skriver – kun det musiske grundlag.
Det som du skriver her er jo netop min pointe – at det er ud fra de kollektive associationer omkring et begreb “fænoment der startede i 50erne” og amnge andre sociale elementer at en genre opstår.
Hvis det definerende kollektive grundlag for en genre er målgruppen, et pladeselskabs finansielle struktur, et årstal ELLER den musiske sammensætning så er det stadig en genre vil jeg mene.
Det er den kollektive konsensus som bestemmer og ikke nødvendigvis kun den musiske. Populært kan man sige; der er mere til en musikgenre end kun musik.
Fra KillerCat på gaffas forum:
Du har helt ret. Det er åbenbart blevet meget “sejt” at høre musik, som ingen andre hører – noget der er unikt og alternativt. Men helt ærligt, hvis ingen andre end en eller anden freak hørte dette unikke band, så ville bandet nok droppe karrieren og lave noget mere nyttigt. Fatter ikke folk, der ikke gider høre bands mere bare fordi bandet er blevet mainstream. De skulle i stedet prøve at tænke på bandet. De er sgu da glade for, at de er blevet mainstream! Så tjener de jo bare flere penge!
Det minder mig om Tokio Hotel (ikke fordi jeg hører den slags musik – det er slet ikke mig! Ræk tunge). Tokio Hotel startede som et lille ukendt band (som alle bands jo gør :b) og fik hurtigt mange fans. Jeg kender piger, der var vilde med dem i starten, men da de så blev for mainstream, ville de ikke høre dem længere. Det kan skyldes, at de nye sange var dårlige, men jeg tror nu mere, at det var fordi, at alle mulige begyndte at høre dem – de fleste fordi de syntes, at forsangeren var lækker (ad!). Det er synd for bandet – nu tænker man jo bare på dem som en eller anden ligegyldig dille ligesom McFly, Cinema Bizarre, Martin og alle mulige andre. Synd, at de overhovedet begyndte at lave engelske sange bare for at kunne klare sig internationalt og på den måde tjene flere penge – de var jo noget nyt og anderledes på tysk. Ved godt, at jeg før sagde, at man skulle være glad for, at ens band blev mainstream, men det er synd, når det er så tydeligt, at bandet med vilje har lavet om på sig selv for at blive mainstream og tjene flere penge. Selvfølgelig er det kedeligt (jeg kender det selv), når alle kender det band, man helst ville have for sig selv, men come on og se realistisk på det! Bandet skal jo leve af noget!
Og ja. Indie eller independent rock eksisterer ikke rigtig længere. Ærgerligt, men det sker vel med alle musikgenrer på et eller andet tidspunkt (undtagen lige de store som klassisk og rock – der er jo så mange undergenrer inden for fx rock, at man ikke bare kan sige, at et band spiller rock – de vil altid spille en eller anden bestemt form for rock:D) men et eller andet band starter vel en ny genre inden for rocken, kalder den noget specielt, for så at lade den uddø om 10-15 år præcis ligesom indie Blinkende