KISS KISS KISS SPRÆNGER BOMBEN
January 12th, 2010 by Sanni MeeVentetiden er ved at være forbi, for d. 1. marts 2010 udkommer Kiss Kiss Kiss’ debutalbum. Albummet indeholder 12 sange – både nye og gamle, deriblandt numrene Broken Hearts, Mirrors og Flesh.
Medlemmerne fra Kiss Kiss Kiss mødte hinanden på Mellerup Efterskole i 2006. Siden er der sket meget for bandet, der består af Mads Koch, Mads Kristian Frøslev, William Asingh og Kristoffer Balle. I 2007 fik Kiss Kiss Kiss sit første radiohit med nummeret Hector, som P3 spillede flittigt. Året efter modtog Kiss Kiss Kiss Myspace-prisen, spillede på Roskilde Festivalen og gav derudover koncerter både i Danmark og Europa.

Bandet udsendte en EP i 2008, mens førstesinglen Broken Hearts først udkom i juni 2009. Broken Hearts var også P3’s uundgåelige, og nummeret lå nummer et i en uge på Soundvenue High 5. Bandets nyeste single Mirrors, gør sig også godt på Soundvenues liste og har ligget på toppen i flere uger. Som titlen afslører, handler førstesinglen om ulykkelig kærlighed, mens andensinglen Mirrors, handler om flugten fra alle de mennesker, man ikke forstår.
Jeg har haft en snak med guitaristen Mads Kristian fra bandet, som er inspireret af alt fra Metallica, Talking Heads og Madonna til Lars HUG og Earth Wind & Fire. Han forklarer bl.a., hvordan de fandt frem til navnet Kiss Kiss Kiss, og hvad der i fremtiden skal ske med bandet.
I mødtes som sagt på Mellerup Efterskole. Hvordan opstod bandet?
Vi spillede i forvejen hver især i forskellige grupper og sammenhænge,
og da vi hang meget ud sammen, begyndte vi at spille sammen.
Hvordan fandt I frem til, at jeres band skulle hedde Kiss Kiss Kiss?
Vi havde lidt forskellige navne oppe at vende dengang. Et af dem (som jeg faktisk synes er mega godt stadigvæk) er Zappi, men det endte altså med, at vi tog navnet fra en Yoko Ono-sang fra hende og Lennons Double Fantasy-plade. Det er en mega ond og fin popsang, som ender ud i en true ooorgasme! MEGAFEATH! Og så synes vi jo ogsåm, det var et godt navn, så den opkaldte vi os altså efter.
I er fire drenge sidst i teenageårene, er det svært at være ambitiøse omkring et band, når man også skal passe uddannelse, vennerne og hvad der ellers hører til ”den vilde ungdom”?
At gå i skole tager jo en del tid. Så det begrænser os indimellem rent tidsmæssigt. Vi ville gerne have meget mere tid til lave musik og spille, men vi vil også gerne gøre gymnasiet færdigt, så vi har ret travlt for tiden. Vi glæder os sindssygt meget til, at vi er færdige med gymnasiet, så vi kan bruge al den tid, vi har lyst til, på at lave musik sammen og hver for sig lige hvor vi vil.
Selvom I kun har spillet sammen i 3 år, har I allerede nået en del. Hvad har været den største oplevelse?
Det har været en kæmpe oplevelse at lave vores plade. At indspille og producere musik fuld tid i så lang tid er mega! Har aldrig prøvet at arbejde på ét projekt så koncentreret og i så lang tid. Det er helt klart noget, vi vil gøre igen, tror jeg.
Hvilke forventninger har I til 2010?
Vi glæder os til at udgive vores debut. Det er en meget stor ting for et band, måske den allerstørste – i hvert fald for os. Det er 4 real. Det er det, vi har arbejdet hen imod i mange år, og det er en good old drøm for os! Det bliver starten på en helt ny epoke, hvor vi udgiver skiver og er et rigtigt band! Det bliver mega! Vi glæder os som sagt også til at blive færdige med skolen, så vi kan bruge meget mere tid på det her og blandt andet indspille meget mere og være længere tid i udlandet ad gangen. Tror det bliver megaåret!
Man har kunnet læse på diverse hjemmesider, at jeres album ville udkomme i efteråret 2009, og senere at det kommer engang i februar. Er der fastsat en dato for udgivelsen?
Ja. 1. marts. Vi har udskudt udgivelsen en del gange af forskellige grunde, fx at vi ikke blev færdige med indspilningerne, miksningen og masteren og sådan noget. Men nu er vi ved at være der, der skal lige rettes en smule i masteren, og så er den helt klar til tryk! Det bliver bomben!
Er I nervøse for modtagelsen?
Vi er mega spændte! Dem, som kender det, vi har lavet tidligere, vil måske blive ret overraskede, for det lyder helt anderledes, end de indspilninger, vi lavede back in the days. Vi er selv helt vildt glade for det, vi har lavet, så det bliver for vildt, når andre kommer til at høre det. Det er jo det, det handler om.
Hvor ser I jer selv om 5 år?
Som gamle, glade hankatte!

Popularity: 2% [?]
Intet relateret.
Foto: Klavs Bo Christensen


