FORÅR I PARIS MED MOI CAPRICE

January 19th, 2010 by Brian Theodor

Af Brian Theodor Agerholm

Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad, en forventning om forår – og jeg bliver så glad.
Det er iskoldt udenfor. Jeg går med hænderne dybt begravet i min frakke, og jeg befinder mig nøjagtig ikke mere end det nødvendige ude i kulden disse dage. Der ligger dynger af sne og slud alle vegne, mens blæsten pisker mod mit nøgne ansigt.

moi caprice på goombayJeg længes efter forår – det skal bestemt ikke være en hemmelig! Til forår er det ikke nødvendigt med fire lag tøj. Til forår er det ikke nødvendigt at tænde lys allerede tidligt på eftermiddagen. Til forår er det ikke nødvendigt at kigge på en nøgen og tom natur. Til forår, lige præcis. Til forår bliver stemningen bare så meget bedre.
Siden slutningen af november har en bestemt skive besøgt mit anlæg lidt oftere end andre. Det er en skive, der netop minder mig om en hel del af mine yndlingsemner, der også er knyttet til foråret. Jeg taler om glæden ved at være nyforelsket, kærlighedserklæringer og en dyb optimisme – naturligvis krydret med et nip selvironi, da det jo ikke skal blive for lyserødt og sukkersødt.
Den plade, jeg naturligvis henviser til, er opsamlingsalbummet ‘All We Fear Is Love’ fra den danske kvartet med det franske navn; moi Caprice!

Jeg kan ligeså godt med det samme erklære mig skyld i at være håbløs moi Caprice-fan. Siden jeg først fik øjnene op for dem omkring midten af nul-nul’erne, har jeg slet ikke kunne slippe dem igen. Jeg stormede ud og købe deres tredje studiealbum, da det udkom i 2006 – og jeg følte mig som en forelsket lille teenager igen. Der er løbet meget vand i stranden siden da, men en ting er sikkert: Jeg styrter stadig ud og køber nye udgivelser fra moi Caprice!

moi capricemoi Caprice fik allerede slået sit navn fast inden nogensinde, de havde et pladeselskab i ryggen. De formåede at blive det første band, der tog førstepladsen på P3’s Elektriske Barometer – og det var helt tilbage i 1997. De skulle eftersigende have skrevet debutalbummet året efter, men pladeselskabet, der skulle udgive det, gik simpelthen nedenom og hjem. Heldigvis gav de fire unge fyre ikke så let op. I starten af det nye årtusinde spillede de en omgang koncerter, og bandet moi Caprice begyndte nu for alvor at ligne noget.
De fik udgivet sin debut EP “Daisies and Beatrice” i foråret 2002. Bandet fik velfortjent succes, og allerede senere samme år udgav de deres anden EP “Summerfool”. Bandet blev nomineret i kategorien ‘P3 Talentet’, og de afsluttede sin EP-trilogi med ‘Artboy Meets Artgirl” i 2003. I samme foråret udgav de også debutalbummet “Once Upon a Time in the North”.
Siden da har bandet høstet den ene hyldest efter den anden. De har flere gange været ugens uundgåelige hos P3, og de har rejst Danmark rundt flere gange på turnéer. Det er også imponerende, at bandet allerede med sin anden plade indtog udlandet, hvor de også har rejst vidt omkring, mens pladerne ryger over diske i lande over hele kloden.

Drømme pop

moi Caprice bliver puttet i en kasse, der hedder ‘indie rock’, men det har jeg nu aldrig omtalt dem som. Når jeg fortæller venner og bekendte om dette band, der har gjort så stort et indtryk på mig, og jeg så bliver spurgt, hvilken type musik, de fire drenge spiller, plejer jeg at omtale det som ‘drømme pop’. Det er måske mit helt eget fiktive udtryk, men for mig er det netop en beskrivelse, der dækker min oplevelse af musikken.
Ethvert nummer fortæller en hel historie, og det er ikke blot med det skrevne ord. moi Caprice spiller på alle tangenter – og det er garanteret ikke engang løgn!

Foruden det meget fuldendte musikalske udtryk, moi Caprice har skabt, er der så meget mere at komme efter. Teksterne er indholdsrige og fyldt med små lyriske elementer, der formår at løfte hele udtrykket en tand ekstra op. Derudover er forsanger Michael Møller en ægte historiefortæller, når han fx i nummeret “Riding in Cars With Girls” fra debutalbummet kommer med en uforudsigelig narrativ drejning. Kun de bedste historiefortællere formår med ganske få virkemidler at fange sine lyttere, ligesom Michael Møller.
Naturligvis har Møller også den luksus, at der bag ham står nogle dygtige musikere. Udover sang står Møller selv for synth. På guitar finder vi David Brunsgaard, mens Jakob Millung tager sig kærligt af bassen. Bag trommerne sidder Casper Henning Hansen. Det er tilsammen de fire unge fyre, der danner det danske succesband moi Caprice.
Jeg kan også lige hurtigt nævne, at Michael Møllers evne som historiefortæller også får sin ret i det sidespring, han lavede i 2007, hvor soloalbummet ‘Every Streetcar’s Got A Name’ udkom. Det musikalske er minimeret og domineret af akustiske, melankolske melodier. Det er bestemt også værd at lytte til – ligesom de efterfølgende koncerter også gav publikum mulighed for at opleve Michael Møller mere sårbar og dæmpet – man fristes næsten til at sige ‘nøgen’, og uden Brunsgaard, Millung og Hansen fra moi Caprice er det måske heller ikke helt forkert.

The Art of Kissing Properly

Jeg fik for alvor øjnene op for moi Caprice, da de i slutningen af 2006 udgav albummet ‘The Art of Kissing Properly’. Fra albummet kom tre singler, der alle blev spillet flittigt i radioen, mens moi Caprice blev nomineret i adskillige kategorier – og ved Danish Music Awards 2007 vandt de i kategorien som Årets Orkester.
Foråret ‘07 forlod albummet næsten ikke mit anlæg. Mens jeg oplevede verden og alle de små vidunder i dagligdagen, bidragede moi Caprice med et romantisk, fortryllende og spænde lydbillede samt en masse interessante, intense historier. Jeg tog til min første moi Caprice-koncert det samme forår med min kæreste, og det var – som forventet – en enorm fornøjelse!

Det leder mig også til at tage fat i starten igen; forår! Jeg glæder mig simpelthen så meget til foråret, og ikke bare af alle de førnævnte grunde. Efter udgivelsen af deres opsamlingsalbum i november, drager moi Caprice nemlig på en mindre forårsturné – og hvor jeg dog glæder mig til et gensyn med de drenge!
De starter i Roskilde torsdag d. 4. februar, hvor de derefter besøger Odense og Albertslund. Weekenden efter kigger de forbi Kolding og Århus. De afslutter d. 18. i København.

Til slut vil jeg tilføje, at selvom jeg allerede havde alle studiealbums, har opsamlingen også fået meget spilletid – som jeg nævnte i starten. Foruden skiven med singlerne, medfølger en ekstra CD, der indeholder nye, alternative indspilninger af otte af singlerne. Numrene får en helt ny dimension, og man må give moi Caprice, at de er rigtig dygtige til at genfortolke sig selv. Derudover indeholder opsamlingen i alt tre nye numre, der ikke før har været udgivet.
Der er noget i luften, jeg ved lige hvad; lyden af moi Caprice – og jeg bliver så glad.

moi Caprice-tour 2010

Her spiller moi Caprice foråret 2010

Roskilde
04 feb 2010      21:00 Gimle

Odense

05 feb 2010     21:00 Posten

Albertslund

06 feb 2010     21:00 Forbrændingen

Kolding
11 feb 2010     20:00 Godset

Århus

12 feb 2010     21:00 Voxhall

Herning

13 feb 2010     20:00 Fermaten

Copenhagen

18 feb 2010     21:00 Vega

Popularity: 2% [?]

Relateret

  1. MOI CAPRICE FIK ÅRHUS TIL AT BLOMSTRE

Leave a Reply