MUSIKBLOGS PÅ TORSDAGSTUR
July 2nd, 2009 by Mr. BrownVi ta’r nedenfor på en kort torsdagstur igennem musikblogsuniverset. Fra støj-blogs annoncering af, at Klashy Camperen vil være at finde på Roskilde Festival, over Data Sapiens introduktion til musik og musikvideo af WhoMadeWho, over et kritisk kig på håndteringen og pressedækningen af lukningen af Stengade 30 — begået af Blå Vinyl — til en kort mellemstation om allestedsnævnte King of Pop, Michael Jackson — og så videre igen: til YourSpace på Roskilde, hvor Akustikkens bagmænd dels deltager i paneldebatter omkring musikblogmediet, dels skriver; til bloggerveteranen Capac, som anmelder nye sprøde sager med mørke toner, over Regnsky, hvis server er gået ned — måske på grund af varmen — til et kort vue over musikbranchens fremtid af DocNoiz — og så er vi endelig, endelig, endelig fremme ved de mørke, forventningsfulde kvindeøjne hos Earcandy som i billedlig og bogstaveligste forstand varmer op til Roskilde Festival 2009. Se, det var en lang sætning, ville H.C. Andersen have skrevet, måske… Go’ torsdag & go’ Roskilde 2009!
Grønhed og masser af pandaer — Klashy-camperen på Roskilde
Støj-blog skriver, at Klashy-camperen, som bl.a. kendes fra Distortion-festivalen vil være at finde på Roskilde Festivalen; location: område E40.


WhoMadeWho — musikvideogennemgang på Data Sapiens
Data Sapiens skruer først tiden to uger tilbage — til udgivelsen af WhoMadeWhos remixpakke af 3.singlen fra deres seneste album Keep Me in My Plane — og gennemgår bagefterf musikvideon samt et par nye remixes af Reverso 68 & Modernaire.
Blå vinyl ser på drukningen af lukningen af Stengade 30
Drukningen forstået som manglen, eller i hvert fald en temmelig reduceret, opmærksomhed på og forstemmelse over lukningen af spillestedet Stengade 30. Michaej Jackson fyldte meget. Roskilde Festival fylder meget, ditto Copenhagen Jazz Festival. Blå vinyl skriver:
“Danmark er blevet endnu et vigtigt spillested fattigere. Det er med vilje at jeg siger DANMARK i denne sætning, for selvom det er et københavnsk spillested der er tale om, så er det stadig et spillested der har haft stor betydning på den ene eller den anden måde for den danske livescene, da den har givet plads til alle de små og skæve navne, som de andre større regionale spillesteder ikke har haft plads til i deres veletablerede programmer.”
“En anden ting der er mere eller mindre sindsoprivende i denne sag, er måden det er sket på. Der er ikke givet nogen konkret grund, andet end at der åbenbart har været rod i det økonomiske, hvilket der med nyetableret bagland, burde være arbejdet med at få på plads.”
Emodreng og indiepige hædrer Michael Jackson med følgende ord: “det var ikke fordi folk sad og græd i nat. folk havde bare ikke lyst til at danse. rip.”
Akustikkens bagmænd til YourSpace/Roskilde
Akustikkens to bagmænd er som de musikbloggere af Guds nåde de er naturligvis på Roskilde Festival. Det betyder selvsagt, at publiceringsniveauet falder en anelse, som det påpeges i den seneste post. Akustikken deltog i paneldebatten omkring musikblogs i forbindelse med dette års YourSpace-arrangement. Udover Akustikken fandtes repræsentanter som Regnsky og Going Other Places samt en udsending fra musikblogs.dk/Battle & Bounce, nemlig Jannick Blaksmark.
Akustikkens roskildeprogram for torsdag ser således ud: Petter; Social Distortion; Trio Campanella; Hot 8 Brass Band; Cosmopol; Rumpistol; Astoria; Fucked Up; Hjaltalín & Mew.
Regnsky melder desværre Internal Server Error. Varmen påvirker måske også maskiner i uheldig grad…
DocNoiz fortsætter sin behandling af musikbranchens fremtid(smuligheder). I dag bydes på en introduktion til mediefuturisten Gerd Leonherd, som “opridser mange kvalificerede bud på nye (mobile) platforme, økonomiske modeller og idéer om indhold som kollektivt eje med mere”.
Veteranen Capac anmelder et album (Lars Attermann) tilsendt af Torben Eik fra Organgrinder — og så må man sige, at musikblogosfæren bider sig selv i halen, eller…
Earcandy har været en tur i biffen i forbindelse med opvarmning til Roskilde og skriver i den forbindelse:
“Et sted man overhovedet ikke skal gå hen for at undgå varmen er Roskilde Cinema. Film fungerer nu engang bedst i mørke lokaler, og Cinema er derfor bygget op omkring et kæmpe lukket dobbelttelt. Et dobbelttelt med utroligt mange mennesker (tusind?) indeni og bagende sol udenpå. Det er lummert, det er meget lummert, det er virkelig virkelig lummert.” — og sætter således opvarmningen ind i en dobbeltramme af billed- og realplan. Glæden over at skulle i gang med musikfestivalen over dem alle gennemsyrer hele blogposten — og indfanges meget, meget fint i Amélis intense blik!
Popularity: 2% [?]
Relateret
- DISTORTION FESTIVAL – GADEFEST FOR NATTERAVNE
- YOURSPACE & ROSKILDE FESTIVAL 2009
- 6 MUSIKBLOGS PÅ ROSKILDE FESTIVAL
- ROSKILDE FESTIVAL & CPH JAZZ FESTIVAL
- MUSIKBLOGS BLI’R HELT TIL GOOMBAY
Foto: Klavs Bo Christensen



Varmen kan være hård for alle! Nu er Regnsky.dk imidlertid fuldt kørende, og opdateret med Cody interview, Warm-up Round-up (opsamling på Pavillion Junior oplevelserne), omtale af nu festivalaktuelle The Field samt anmeldelse af livekoncert med Rumpistol.
Så vi kører igen, og glæder os til at være klar med flere anmeldelser og interviews.
Kære Eva!
Mange tak for opdateringen. Godt at høre, at I har fået styr på teknikken! & mange tak for din fine opdatering/status af, hvad der rører sig på Regnsky-bloggen.
Jeg glæder mig personligt til at læse jeres oplevelse af Rumpistol, som jeg kan se er kommet på siden torsdagsturen i går.
Fortsat go’ Roskilde!
Kasper