START! FESTIVAL 2009 – SÅ ER VI I GANG

June 5th, 2009 by Mr. Brown

Af Christian Velin

Og det var så dag ét på årets Start! Og bestemt ikke nogen dårlig start – så er vi ihvertfald i gang. Det blev til en god posefuld koncerter – Nogle mere mindeværdige end andre. Her kommer en håndfuld:

pressebillede-lejlighed

Marie Fisker

Først og fremmest vil jeg fremhæve Marie Fisker. På én af festivalens absolut mindre scener, leverede hun en fremragende koncert, godt hjulpet på vej af et superkompetent band. En på én gang afslappet og intens koncert, med en flok fine sange, som nok trækker store veksler på den klassiske singer/songwriter-tradition, men som på ingen måde plagierer samme. At koncerten ydermere var placeret som det direkte alternativ til Sys Bjerre var rigtig godt tænkt. Jeg ved godt hvem jeg helst vil høre meget mere til fremover… Marie Fisker kunne muligvis godt have båret en lidt større scene, men det ville utvivlsomt gå ud over intensiteten.

I den anden ende af det genremæssige spekter ligger Diamond Drive. En gang hård metal der vasker sig! Gode melodier, en tydelig spilleglæde og – ikke mindst – en fremragende energi, til trods for at den enorme Øksnehal må være en ualmindelig utaknemmelig koncertsal at spille op. Klædeligt for gruppen var især den “sympatiske” fremtoning, som forplantede sig som generel god stemning blandt publikum (blandt andet en masse børn?!). Den (oftest) påtagede vrede fra de hårdere metalbands har det, efter min mening, med at blive lidt anstrengende…

screenhunter_01-jun-05-1724

Apollo

I den mere ligegyldige afdeling findes Apollo. En dansk Killers-klon med elementer af Editors. Okay melodier, pletfri fremførelse og en glimrende forsanger – men i det hele taget temmelig kedeligt og meget lidt udfordrende for lytteren.

pin-boys

Pin Boys

Stakkels Pin Boys, som ligger som en slags missing link mellem No Doubt og Avril Lavine, var af uransagelige årsager blevet puttet op på Start!-festivalens største scene. Det havde omkring 25 publikummer fundet ud af, og man må give de unge mennesker på scenen, at de prøvede. Men deres anstrengelser og musik rakte på ingen måde ud over scenekanten.

Aftenens “totalt uventede” overraskelsesangreb fra et, skal vi sige, veletableret navn fra Silkeborg vil jeg forbigå i stilhed… Og dog. Jeg må indrømme at jeg har svært ved at se hvad den slags PR-stunts laver på en festival, primært for upcomingnavne – men utvivlsomt en genistreg af gruppens management. Jeg synes at det vil være en skam hvis det er det Start! 09 skal huskes for. Pointen for Start! kan jeg kun vanskeligt få øje på. I og med at koncerten var “så godt som” uannonceret, og kun var kendt på rygteplan, må det trods alt være sparsomt med ekstra betalende gæster den kan have tiltrukket. Men medieomtale, bevares.

Lad os så se hvad dag to kan frembringe. Personligt vil jeg nødigt gå glip af Julie Maria og The Breakers – og nogen har visket mig i øret, at også Company og Kellermensch skulle være et lyt værd. Herudover tror jeg blot jeg vil lade mig overraske. Og helst positivt.

Popularity: 3% [?]

Relateret

  1. NEWPHEW TIL START-FESTIVAL?
  2. STRØM-FESTIVAL 2009
  3. YOURSPACE & ROSKILDE FESTIVAL 2009
  4. Trailerpark-drager — Trailerpark Festival 2009
  5. ALICE IN CHAINS 1.STE GANG PÅ ROSKILDE

9 Responses to “START! FESTIVAL 2009 – SÅ ER VI I GANG”

  1. Jakob says:

    Helt rigtig set med det ‘ukendte band’ – den (endnu) eneste Start!-anmeldelse i Berlingske – http://www.berlingske.dk/article/20090605/anmeldelser/90605024/

    Total vækstlags-agtigt… ;-) Eller ikke… En ganske udmærket koncert dog!

  2. Pete says:

    Rasmus Ardahl fra Bandbase gik til Sys Bjerre isf. Marie Fisker, og det var ikke noget godt valg, forstår man:

    Valget står mellem Sys Bjerre og Marie Fisker. Vi vælger Sys i Øksnehallen – for at se giraffen. Det var en fejl. Ikke et ondt ord om Sys Bjerres 1-2 regulære hits, men resten af kataloget er jo på grænsen til det komiske. De musikalske klichéer tilsat hverdagspoetiske børnerim, hjælpes desværre ikke af et ellers tændt (eller bare professionelt) band inklusive en halvstor blæsersektion. Hvor er Sys’ jævnaldrende fans dog henne?


    http://www.bandbase.dk/Blog/MusikMusik/39242/Min-torsdag-paa-Start-Festival-11-koncerter-og-alt-for-meget-plads/

  3. Jibby says:

    Nogen ganges så er der nogen, der foregriber tingene:

    “Der er en ny dame på banen i dansk rock. Og lad mig sige det med det samme: Jeg er spændt på, hvad hun kan præstere i fremtiden. Marie Fisker har udgivet sit debutalbum, og det indeholder sikker sangskrivning og et stærkt udtryk. Uden i øvrigt at sige noget dårligt om to andre kvindelige rocksolister, de damer Tina Dickow og Kira Skov, så står Marie Fisker her som et mere interessant bud på en nutidig dansk rocksangerinde.”

    http://www.undertoner.dk/2009/05/marie-fisker-ghost-of-love/

  4. Michala says:

    Ja stakkels Pin boys.. ikk godt, men de prøvede sgu..

Leave a Reply