TRÆNINGS-DRAGTER OG DYREKOSTUMER
July 14th, 2010 by Martin GrønneAlternative navne finder altid vej til Copenhagen Jazzfestival, og onsdag aften var ikke en undtagelse. Balkan-jazz-rockerne fra Magnus fra Gaarden spillede op for det tilbagelænede publikum på Lygten Station.
LÆS HELE GOOMBAYS JAZZ FESTIVAL TEMA
De praktiske omstændigheder omkring koncerten i Københavns Nordvestkvarter var ikke perfekte for de unge drenge fra Esbjerg. Koncerten var nemlig sat til at starte lige præcis en halv time inde i en VM semifinale i fodbold. Bandet trak også starten så længe de kunne, og den gamle stationsbygning nærmede sig da også halvfyldt tilstand, inden bondedrengene i Magnus fra Gaarden var færdige med deres koncert. De lagde ud med en lidt snublende start, hvor man, måske vanskeligst af alt, skulle præsenteres for bandets skæve fremtoning, både visuelt og auditivt. De tre kvarter i selskab med de fem jyske drenge bød på et misk mask af insisterende genrer, der kæmpede for en plads i det sporadiske lydbillede.
-
-
Turen til Magnus gård tog publikum på mange op og nedture med deres mange velspillede og hjernevridende elementer fra balkan-, surf-, jazz- og rockgenren. Som man nok allerede fornemmer antydet, er en koncert med orkestret her en meget kontrastfuld affære. Fem unge mænd sammensætter de urbane genrer jazz og punk, fremstiller det på landet og udfører det i henholdsvis 90’er træningsdragt, bar overkrop og dyrekostumer. Her er dømt vildfarelse alle vegne. Som lytter mangler man en vejviser, der leder lytteren enten ned af den humoristiske, den psykedeliske eller den æstetiske sti. Man aner simpelthen ikke hvad bandet foran en vil, og det er desværre kun i få glimt at denne tvivl og vilde kamp i genrer, energi, humor og seriøsitet er charmerende mere end forvirrende. De stunder hvor musikken brændte igennem, og overskyggede at det nummer man lyttede til hed ”gokkesokken egon”, var flotte øjeblikke, hvor det melodiske arbejde havde den største fortjeneste. Flotte og flydende blæserharmonier med flere hurtige balkan-indspark drog musikken det meste af vejen, godt hjulpet af en energisk rytmegruppe.
Sammensætning af Jazz og Rock er en spændingsfyldt disciplin, som nemt kan falde helt fra hinanden. Det var slet ikke tilfældet her, og der var gange hvor de storladne kompositioner rev én længere væk end til fars hønsegård, og undervejs tog drejninger, der mindede både om de eksperimenterende Düreforsøg og de æstetiske jazzrockere fra E.S.T. Man kan diskutere, om koncerten her står mellem nogle stole, og om den sætter vores gode smag på en prøve. Uanset hvilken vinkel man anskuer koncerten her fra, kan man ikke benægte at kontrasten og de kæmpe skæl i musikken, er det der udgør universet i Magnus fra Gården. Man kunne godt ønske sig en smuglytter til en koncert i en mere nedbarberet udgave, hvor elementerne ikke sloges om pladserne, men hjalp hinanden. Det må dog stadig holdes for øje, at det nok er forvirringen her, der gør bandet til noget specielt.
Popularity: 1% [?]










