BLOG I FOKUS – JAZZZZY JAZZNYT
November 20th, 2009 by Christian HenriksenSetting ok: Kaffe på kanden, og en høj solskinshimmel på en fredag formiddag. Vi skriver november i kalenderen, men det er vel at mærke sidst på måneden. For en gangs skyld gør det ikke noget! Men nu tilbage til jazzen – og Jazznyt der rangerer som en af Danmarks mest velskrevne og hyppigst opdaterede om jazz. Vi stiller skarpt på bloggen i dag…
Bare i denne uge har Niels Overgaard skrevet 5 artikler, omhandlende dejligt nyt fra jazzens verden på bloggen Jazznyt. Det drejer sig om anmeldelser af nye skud på stammen indenfor jazzens mange facetter. Lige fra den dybtfølende Youn Sun Nahs udgivelse Voyage til den nye genrebetegnelse Bastard Etno som gruppen Afenginn står bag. Det er så at sige lige fra den højeste tinde til den dybeste dal, den rejse man kommer på når man lader sig flyde med strømmen. Intet er for free-ky eller almindeligt for skribenten.
Men det er med at have notesblokken på sig når man åbner siden; der er mange navne at holde styr på. Hvem spiller hvad og hvorfor og hvor og med hvem er noget der prioriteres højt, hvad enkelte gange godt kan placere den ellers smukke og belevne stemme på bloggen lidt i baggrunden. Men dermed bestemt ikke sagt at bloggen har hang til namedropping, det er slet ikke det vi er ude i. Det er vel egentligt meget på sin plads at give lidt medvind til de enkelte musikere.
Niels Overgaard har endvidere en anden blog, der primært beskæftiger sig med anmeldelser. Bloggen hedder niels overgaards state of music. Det er ved at være lidt siden bloggen blev updatet, men den er et godt tilbageblik på Hernings musikliv i midten af årtiet.
Jazznyt er en solid blog uden så mange dikkedarer og forstyrrelser, hvilket undertegnede sætter stor pris på. En klassisk én af slagsen!

Popularity: 1% [?]
Foto: Klavs Bo Christensen


