WEBMASTER VS. MALK DE KOIJN-FANS
July 31st, 2009 by Jannick Blaksmark
Goombay har tidligere fulgt ‘Malk de Koijn spiller i Thy’-sagen, som var en nyhed der for et par uger siden med memets fantastiske virale kraft løb de danske medier igennem. Alle – lige fra DR til Berlingske (og Goombay) – ville selvfølgelig være de første til at bringe den overraskende nyhed: at Malk de Koijn oven på en af det nye årtusindes bedste Roskilde koncerter, var på plakaten til havefesten i Thy. Sandt var det dog ikke, og et par dage, og en afvisning af nyheden af Malks Manager og Blæs på deres Myspace, efter blev bandet også taget af plakaten. Pinligt, dumt, respektløst eller et virkeligt smart mediestunt? Der har været knyttet mange ord til den lille episode, men officielle udmeldinger fra festivalen har der ikke været mange af.
LÆS MERE – Malk De Koijn vs. Svin. Virker det?
Et af de steder der har kørt en debat med officiel deltagelse fra festivalen, er på Dansk Raps hjemmeside. Her forsøger en noget rødøret webmaster at gøde vande, men ender i stedet med at lukke op for Pandoras æske i form af sure fans der for afløb for deres frustrationer. Har man fulgt lidt med i sagen eller sidder man på CBS og skriver speciale om damage control, er tråden ret sjov læsning. Du kan se hele debatten på Dansk Raps hjemmeside, her bringer vi et par uddrag -
Webmaster: Festen i Thy er et non-profit arrangement, som er ment som trøstplaster for de mange, der var ked af at “Fede Dage i Thy” ikke havde økonomisk succes sidste år. Bandsene der kommer spiller derfor kun for transporten, – og i den ånd troede vi jo, naiv som vi er, at Malk de Koijn selvfølelig vil støtte et af de sidste fristeder i det her land.
Men, jo, musik er jo også ren forretning.
Fan: Jeg håber at ovenstående kommentar fra Thylejren er en joke. Jeg vil skide på hvor non-profit jeres fest er – man smider sgu ikke bare bands på plakaten og håber på de gider spille for transporten! Virkelig dårlig stil… Og så at blamere dem for ikke at deltage fordi “musik er forretning”? Hvis du vidste en smule om det band du har skrevet på sedlen ville du også skamme dig over hele affæren
Fan: Hørte jeg dig lige sige implicit at de bands der rent faktisk kommer til festivalen IKKE har kunstnerisk kvalitet der er sine penge værd? Hvor mange mennesker er I egentlig ude på at gøre sure?
Webmaster: Vores intention er ene og alene at udtrykke beklagelse overfor Malk de koijn, deres manager og deres fans.
Fan: thy festtivalen graver sin egen grav med denher, og det er en kæmpe skam, specielt fordi det jo er et sted der rent faktisk fortjener alt mulig støtte!
Webmaster: Så, håbet er at du, Morten, og Malk de Koijn modtager vores “undskyld”, – og læser vore begrundelser som venlig ment.
Fan: MEN DE BLEV JO SLET IKKE SPURGT DIT TÅGEHOVEDE
Det var en forsmag, tråden bør dog læses i sammenhæng. Og når du så alligevel er der, så tag husk at gå på ‘dansk rap’ eventyr på den i øvrigt rigtig dygtige hjemmeside.
Popularity: 1% [?]
Foto: Klavs Bo Christensen


