FRANK ZAPPA AND THE FREAK GENERATION

I de sidste artikler og videoer har vi kigget på den tyske avantgarde og alternative musik som forbillede for den elektroniske musik, vi kender i dag. Nu går turen over søen til det store Amerika, hvor en bølge af radikal anden karakter dukkede op i sluttresserne og starthalvfjerdserne; ikke the Beat generation, men the Freak generation og herunder naturligvis Frank Zappa & Co. For ikke at glemme The Residents og Captain Beefheart.

FREAK OUT!

I 1966 udkommer en plade ved navn Freak Out af The Mothers of Invention, Zappas band. Pladen udkommer samme år som Beatles ‘Revolver’, men med et radikalt andet udtryk og indhold, end den amerikanske offentlighed var (og stadig ikke er) vant til. I modsætning til den ellers politiske og meget sfæriske rock- og hippiemusik, der ellers fyldte datidens radiokanaler og ungdrenge-/pigeværelser, er The Mothers of Invention kontroversielle på deres helt egen ‘freaky’ måde. Teksterne er humoristiske og musikken underlig, med hang til det ekstremt eksperimenterende og avantgardistiske. Teksternes mål var ikke en eller andet forkromet eskapisme, men derimod nærmest en parodi på samtidens latterlig- og ligegyldighed samt en radikal eksistentiel revurdering af den amerikanske levevis. Men Zappa holder en vis afstand til den direkte udsigelse – og taler på pladen med ‘freakens’ stemme til en Mr. America: “Mr. America try to hide the emptiness that’s you inside /But once you find that the way you lied /And all the corny tricks you tried /Will not forestall the rising tide of hungry freaks daddy!” (fra nummeret ‘Hungry Freaks Daddy’)
Pladen kan ses som en manifestering af ‘Freak’-heden, som nu er på vej op igennem den amerikanske undergrund. En generation af unge mennesker, der placerer sig udenfor det etablerede samfund, i opposition. Men det er langt fra den politiske –venstreorienterede — position, ej heller er der den rockede ligegyldighed; en position uden eksplicitte politiske budskaber i en tid, hvor man enten var for eller imod.
The Mothers of Invention var anderledes selv i studiet, hvor der ikke blev ‘jammet’ som ellers – det var strictly professional.  Zappa skrev alle numrene og dirigerede bandet efter noder, efter sigende med meget hård hånd. Rollen som komponist var ikke Zappa fremmed, allerede i highschool skrev han klassiske værker og fik i løbet af sin karriere opført to stykker, herunder The Yellow Shark , lige op til han døde af prostatakræft i 1993.

BOBBY BROWN OG JOE´S GARAGE
I løbet af Zappas karriere kom han ofte til kanten af, hvad man kan og ikke kan i den amerikanske offentlighed anno halvfjerdserne og firserne. Blandt andet en video til ‘You are what you is’ hvor Ronald Regan kommer i den elektriske stol. Det var no go fra cencurens side. Hertil kvitterer Zappa med en udfordring til offentligheden med et teaterstykke i tre akter — det klassiske drama, om man vil — kaldet Joe´s Garage (1978) . Joe´Garage handler i alt sin enkelthed om Joe, som har et lille band, der gerne vil være store og leve det rigtige musikerliv med groupies og det rigtige gear. Denne plan lykkes ikke rigtig, men Joe kommer ud på et lille eventyr, der blandt andet inkluderer en tur i spjældet og et blowjob af en såkaldt ‘gayborg’. Sideløbende følger vi Mary (from the bus), som ligeledes udlever en række fantasier, herunder en tur med en katolsk præst. Indbygget i stykket er en redaktionel instans, en kommentator kaldet The Central Scrutinizer, som er Zappa selv der parodierer censuren. Stykket var intet mindre end en succes — om ikke andet for fansene — og numre som ‘Catholic Girls’ og titelnummeret ‘Joe´s Garage’ er blandt Zappas største hits, for ikke at glemme ‘Watermelon in Easterhay’ som er et instrumentalnummer, hvor Joe drømmer om guitarsoloer i massevis. Undertegnede havde den fornøjelse at se stykket opført live — på tysk — under en af de mange Zappanaler i Bad Doberan. Zappanale er en festival dedikeret til Zappa og hele freakbevægelsen og afholdes en gang om året.
Bestemt et besøg værd, hvis man er Zappamand eller -kvinde og kan lide guitar og velvoksne tyske mænd uden så meget tøj på!
Hvis man spørger den uindviede om Zappa, får man 9 af 10 gange svaret “…er det ikke ham med Bobby Brown?”, og jo det er det bestemt. Nummeret ‘Bobby Brown’, som hører til pladen Sheik Yerbouti — der også indeholder titlerne ‘Broken Hearts are for Assholes’ og ‘I have been in you’ — som udkom i 1979 og tilhører den mere poppede afdeling af Zappas produktioner. Her bringer vi lige et udsnit af teksten, der burde trække slemt i smilehullerne:

“So I went out and bought me a leisure suit
I jingled my change, but I’m still kinda cute
Got a job doin radio promo
An none of the jocks can even tell I’m a homo
Eventually me and a friend
Sorta drifted along into s&m
I can take about an hour on the tower of power
long as I get’s a little golden shower”

IKKE KUN TIL SJOV OG BALLADE
Det skal hertil pointeres, at selvom Zappa er en underholdende herre med mange fede jokes og friske medlemmer i bandet, er det hele pakket ind i en ekstremt fast og professionel ramme. Numrene er teknisk svære og guitardelene ligeså. Blandt de musikere, Zappa har spillet med, kan nævnes Jimmy Carl Black, Steve Vai, Napoleon Murphy Brock, George Duke og Ed Mann. Men kun Vai fik lov til at spille solo, hvorfor der også pointeres på coveret til pladen You are what you is (1980):” Impossible Guitar parts: Steve Vai“.  Pladen Shut Up and play your guitar (1981) er en tripel vinyludgivelse, som understreger den tekniske virtuositet i yderste potens.

MERE OBSKURE BROTHERS IN CRIME: CAPTAIN BEEFHEART
Sideløbende med Zappas karriere findes der andre projekter der i høj grad realterer sig til freakbevægelsen. Herunder tæller blandt andet Zappas barndomsven Don Van Vliet også kaldet Captain Beefheart, som kan betegnes en anelse mere freaky end the master himself. Beefheart medvirker blandt andet på nummeret ‘The Muffin man’ og udgiver i 1969 sit svært tilgængelige gennembrudsalbum Trout Mask Replica, som står som Beefhearts manifest for, hvad musik kan og vil. Udgivelsen er produceret af Zappa og udgivet på Zappas eget pladeselskab Straight Records . Teksterne er i langt højere grad poetiske og abstrakte, end dem man finder hos Zappa og musikken er langt mere avantgarde og eksperimenterende. Her bringer vi lige et godt eksempel på Beefheart, ikke SÅ smadret som det man finder på Trout Mask Replica, men godt derhen af, nemlig nummeret ‘Bat Chain Puller’ fra albummet Shiny Beast (Bat Chain Puller) (1978) live 1980:

Beefheart og hans band (The Magic Band) har en trofast men lille skare af lyttere, og henvender sig mere til det intellektuelle publikum end Zappa, der henvender sig bredt via sin humor og mere snævert til musikere, der forguder guitar heroen og komponisten. Beefheart arbejder med samme stramme arbejdsgang som Zappa. Han er dog kendt for at indspille alle stykkerne på sit klaver og så lade det være op til musikerne selv at øve det op. Men som Zappa har Beefheart også en blød side: Heri finder man også grunden til at de to blev uenige om musikken og dens udvikling, da Beefheart begyndte at bløde lidt op på den ellers hårde linje. Det sker efter comeback’et fra 1978 med nyt band.

THE RESIDENTS

På sidelinjen findes endnu et — og et endnu mere — obskurt band ved navn The Residents, som her på falderebet lige skal have en kommentar med på vejen. I modsætning til afdøde Zappa og Captain Beefheart, som har trukket sig tilbage og fordriver tiden med at male abstrakte malerier, findes de efter sigende anonyme The Residents stadig og spiller stadig live ved enkelte lejligheder. Undertegnede var så heldig, helt uvidende om hvad der skulle ske, og i en ordentligt koger (!) på grøn scene klokken rigtig mange, at falde over koncerten, nærmere betegnet det herrens år 1999. Og det var for The Residents et herrens år. De spillede udelukkende numrene fra deres dengang nyeste udgivelse Wormwood, som kan høres som en parafrasering af udvalgte histoirer fra biblen – undertitlen på albummet er også “Curious stories from the Bible”. Koncerten var for undertegnede en af de største oplevelser nogensinde! Det var et stort virvar af lys, lyd og effekt! Se selv her:

Det tog godt nok r…. på mig. Og ikke desto mindre pirrede det mig i særdeleshed, hvad det nu var for nogle størrelser. The Residents har eksisteret siden 1969, men slår først igennem i 1974 med albummet Meet the Residents og året efter med albummet The Third Reich’n Roll. Hermed er stilen lagt! Alt er under beskydning og ingenting er helligt i Residents’ underlige univers. På samme vis som Zappa parodierer samtidens musik og -smag, gør Residents det. Bare bag store øjne som masker og med deres helt egen stil. Det er svært at spore blues eller rock samt beat hos dem. Det er det, der gør dem så unikke og på samme måde som Beefheart henvender de sig til det mere intellektuelle og kunstneriske publikum. Deres albums er konceptuelle og gennemkomponerede i så høj grad, at det er helt utroligt. Samtidig adskiller de sig fra langt de fleste med deres sceneshow, der på én gang er kabaret, teater, opera og rockkoncert. En sjælden blanding må man sige. Tjek deres side ud og få et godt grin!

Herfra redaktionen siger vi god weekend og fra Zappa og Co. kunne man forestille sig at et lille “Muahhhh” var på sin plads!

Popularity: 1% [?]

Tags: Bad doberan, bat chain puller, Captain beefheart, freaks, mann, shiny beast, the residents, vai, watermelon in easterhay, wormwood, zappa, zappanale
Posted in anmeldelser, avantgarde, koncert, koncerter, koncertoplevelser, musikblogs | 4 Comments »