ALTERNATIVE BROOKLYN PÅ VEGA
February 12th, 2010 by VEGA-Blogger
Alternative Brooklyn
Brooklyn har de sidste par år markeret sig som det absolutte centrum for alternativ rock i USA. Både anmeldere og publikum har taget bands som TV on the Radio, MGMT, Yeasayer, Grizzly Bear, Animal Collective, Dirty Projectors, Battles, A Place To Bury Strangers og Telepathe til sig. Bands der er fælles om ét projekt – deres lyst til at eksperimentere. De eksperimenterende og fremsynede Brooklynbands efterfølger en New Yorker-lyd, hvor hovednavne som The Strokes, The Rapture, LCD-Soundsystem og Interpol alle var defineret ud fra en retrospektiv tilgang til musikhistorien.
Yeasayer spiller på VEGA i marts
-
-
“Brooklyn is the most exciting place on the earth musically at the moment,” It’s gotten to the point where I had to stop constantly writing about Brooklyn because every week there seemed to be another five bands that were really interesting.” Alex Miller, New Bands Editor, i NME, 2009
-
-
-
-
Nu er det ikke fordi andre områder af USA eller Europa ikke har forsynet musikpublikummet med spændende navne de sidste par år, men Brooklyn har dog skillet sig ganske særligt ud i denne sammenhæng. Tager man eksempelvis et hurtigt kig på de store musikmediers top 10 lister over de bedste albums fra sidste år er Animal Collective, Grizzly Bear og Dirty Projectors øverst på langt de fleste. Men ikke kun anmelderne falder i svime. De koncerter, der er blevet afholdt af Brooklyn-bands i Danmark de sidste par år har alle trukket fulde huse. Grizzly Bear og TV on the Radio udsolgte VEGA i sommers. MGMT og Animal Collective gjorde det samme på Amager Bio sidste år og Yeasayer, der spiller i VEGA d. 8. marts er allerede nu fuldstændigt udsolgt.
MGMT udgiver nyt album i april
Derudover gæster Rain Machine (Kyle Malone fra TV on the Radio) VEGA til april, og mon ikke også billetterne bliver revet væk her?
Baggrunden
En af hovedårsagerne til Brooklyns position skal findes i de generelle vilkår i musikbranchen i det sidste årti. Branchen var i krise og den alternative rock blev ramt ekstra hårdt. Pladeselskaberne var ikke særligt risikovillige og gik i vid udstrækning efter at skrive kontrakt med mere mainstreamorienterede bands. Derfor havde mange små
Brooklyn-bands ingen andre muligheder end at blive indenfor en indie-verden, hvor små lokale pladeselskaber og promotere bifaldt den eksperimenterende lyd. Alligevel fandt flere af bandsene et bredt publikum og de store pladeselskaber fik øjnene op for de salgbare eksperimenter. Så i dag er flere Brooklynbands på store labels. Eksempelvis MGTM, der er blevet signet af Columbia Records.
Et andet og mindst lige så vigtigt element i Brooklyns status er den multietnicitet som kendetegner området. Brooklyn indeholder alle racer, alle impulser og alle kulturer, og lever dermed op til klichéen om NY som en smeltedigel. Brooklyn er selvfølgelig også ghettoer og kriminalitet, men tager man eksempelvis til Williamsburg, som er den mere hippe del af Brooklyn, kan man på egen hånd opleve den kulturelle diversitet, der præger området. En diversitet af indtryk flere bandsene har fremhævet som inspirationskilde.
Selv andre New Yorker bands som Vampire Weekend har taget turen over East River og ladet sig inspirere. Deres afro-pop elementer er meget lidt Manhattan, men utroligt meget Brooklyn.
TV on the Radio ved Williamsburg Bridge
Meget tyder samtidig på, at Brooklyn kan fastholde sin position og fortsat blive associeret med den eksperimenterende, alternative og elektroniske rock. Umiddelbart er der ingen grænse for langt de bands, der er nævnt i denne blog kan nå, og bladrer man de store musikblade igennem vrimler det stadig med nye Brooklynbands. Så den naturlige afrunding må være en kort liste over de up-and-coming bands, der skal følges tæt i fremtiden.
NY-musiksitet Earfarm.com har netop lavet en sådan liste. Så i fremtiden kan du med fordel holde øje med navne som La Strada, Limbs, Glass Ghost, Effi Briest, The Naked Hearts, Soft Black, Dinasour Feathers, Michna, Here We go Magic, The Lisps og ikke mindst The Antlers.
Jesper Ravn, februar 2010
Kilder: NME, The New York Times og Earfarm.com
Popularity: 2% [?]
VASKEÆGTE 70′ER ROCK I NY- FORTOLKNING
December 3rd, 2009 by VEGA-BloggerToner fra fortiden
Sidst skrev jeg om de storladne teen-melankolikere i White Lies og deres påståede plagieren af andre storladne rockbands, som Joy Division, Interpol og Editors. Denne gang er et andet band i fokus, som også må siges at skue tilbage i tiden, nærmere bestemt til den sene 60’ere og 70’er rock – nemlig australske Wolfmother.
Ikke fordi de to bands kan sammenlignes musikalsk, men med lidt god vilje kan man vel betegne dem begge som koncept-bands.
Det formmæssige udtryk er i hvert fald vigtigt for begge bands. Men samtidig er referencerne stilsikre og tilpas 00’erish og gøres så gennemført og originalt, at noget nyt opstår – og derfor er plagiat-mærkatet ikke helt passende.
Foto: Lasse Dearman
Det er klart, at man ofte søger musik der skal udfordre ens horisont og præsentere nye udtryk, men i tilfældet med både White Lies og Wolfmother synes jeg ikke, det er nødvendigt. Det er ok, at det lyder af noget andet, når det samtidig er personlige fortolkninger. Ikke mere om White Lies her, men i stedet til ærke rock-ikonet Stockdale og Wolfmother.
Wolfmother
Über-rockbandet Wolfmother er overraskende nok fra Australien og også et af de bands, der udsættes for plagiat-hetzen fra gamle rockfans og anmeldere. Typer som mener, at Led Zeppelin og Blackk Sabbath opfandt rock-musikken, og nu må andre ikke røre den specifikke lyd, men som med alt andet kunst opstår nyt af at genfortolke det gamle.
Wolfmother er faktisk dannet i 2000, og deres stil defineres af musiksitet allmusic.com som psykedelisk proto-heavy. Bandet har levet en turbulent tilværelse med udskiftning af stort set hele bandet og består derfor i dag kun af forsangeren som eneste oprindelig medlem. Se forsanger Andrew Stockdale blive interviewet af Soundvenue, hvor han beskriver en svær tid efter de to andre oprindelige bandmedlemmer forlod bandet sidste år: http://www.soundvenue.com/play/videoer/2009/08/15/beatday-2009-wolfmother
Man kan heller ikke påstå, at Wolfmother er et særligt produktivt band. Det selvbetitlede debutalbum Wolfmother udkom i 2005, altså fem år efter bandets dannelse og efter en række ep’er, men det var samtidig dét, der gav dem internationalt gennembrud ca. 2 år senere. Opfølgeren fra i år Cosmic Eggs har fået en mere lunken modtagelse og er måske lidt mere af den samme sang.
70’er psychedelia i 2000-indpakning
Wolfmother lyder som Black Sabbath, Led Zeppelin, det vil jeg medgive, men også lidt som Jack White og en god del som start-millennium rockbølgen (i forlængelse af The Strokes, The Black Keys, The Raconteurs, Black Rebel Motor Cycle Club og andre nyfortolkere af blues/garage-rocken).
Også stil – og attitudemæssigt er Wolfmother båret af konsekvent 70’er nostalgi, og rock- klichéerne er til stede. Forsanger og den centrale figur Andrew Stockdale er med sine store krøller, stramme jeans og sceneoptræden indikationen af en ny Jimmy Page/Robert Plant. Alligevel vil jeg hævde, at vi lydmæssigt befinder os i 2000 med fusionen af 70’ernes psykedeliske guitar og den mere stramme lyd fra 2000-tallet.
Live er Wolfmother en ekstatisk rock-oplevelse; det er smukt, det er klassisk rock’n roll med den nærmest uhyggeligt velsyngende Stockdale i front. Deres sceneoptræden lader intet tilbage at ønske, og jeg tror, det er meget sjældent, at publikum bliver skuffede til en Wolfmother-koncert. Tilmed har det indbragt dem en grammy for Best Hard Rock Performance i 2007. Og dette vil jeg gerne bifalde, for jeg oplevede dem på Beat Day i år til en smuk opvisning i ægte rock’n roll. Se en flot billedserie fra Beat Day-koncerten i sommer og få et indtryk af hvad der venter.
Man bliver åbenbart ikke træt af god klassisk rock eller af attituden, og jeg ser meget frem til at opleve dem i februar til en udsøgt rock-session.
Af Maren Astrup Sørensen / VEGA
Wolfmother
Store VEGA
Den 2. februar – kl. 20.00
Popularity: 1% [?]
WHITE LIES – UNGE, DYSTRE OG PÅ VEJ MOD STJERNERNE
October 12th, 2009 by VEGA-Blogger
Musikken er så velproduceret og teksterne så tæt på det banale, at der går rygter om, at White Lies er et resultat af beregnende pladeselskabsfolks fikse ideer. Og White Lies må tilmed lægge øre til anklager om både Joy Division-plagiat samt Editors og Interpol-sammenligninger. Til dette har det unge band selv udtalt: “We weren’t alive during that period of music…we’ve never really been that into Joy Division, especially not the Editors…or even Interpol really“, og i samme ombæring har forsagner Harry McVeigh sagt “I don’t think our music sounds a whole lot like those comparisons, I think we’re a lot more euphoric and uplifting“. Så alderen taget i betragtning må disse sammenligninger nok bringes til skamme.
Og hvad angår rygterne om pladeselskabs-strategier, hvad gør det så, når man leverer en så overbevisende debut, som To Lose My Life? Pladen er en raffineret og flot komponeret skive med sange, som alle kredser om de store spørgsmål; døden, livet og kærligheden. Udtrykt gennem rigelige mængder patos og klichéer. Men Harry McVeigh mestrer at indramme sangene og har en karakterisktisk flot stemme, der både lyder som noget gammelt og noget nyt. Det er storladent, gribende og stil – og selvsikkert.
White Lies bør også ses som et band der, som en Soundvenue anmelder har skrevet, er ”sat i verden for at spille iørefaldende, storladen powerrock”. Dette understreges med tekster som ”I won 800.000 on a gameshow, but it’s not enough to win you back” i nummeret “The Price of Love”. Klichéfyldt? En anelse, alligevel rammer White Lies på smuk vis en nerve i musikken, som ikke er set længe.
Her kan videoen til nummeret ”Farewell To The Fairground” ses, som fint illustrerer det rastløse, provinsielle ungdomsunivers, som meget af White Lies musik kredser om.
Fra gymnasieband til ”ones to watch”
Historien om trioen er klassisk, men alligevel imponerende: tre fyre mødes i gymnasiet, spiller i forskellige bands og finder sammen i nuværende bandkonstellation. De ændrer bandnavn, fra det ikke mindre pompøse Fear of Flying, til White Lies, og så i 2008, formodentligt pga. prominente, engelske musikkyndiges udtalte begejstring, udråbes de til at være årets nye navn. Allerede før en eneste single er udgivet har White Lies opnået en ekstrem hype i England og udråbes som ”ones to watch” i 2009. Bl.a. i BBC’s ’Sound of 2009’ sammen med b.la. Florence and the Machine, La Roux og Empire of the Sun. Tilbage i februar udgav de så debuten To Lose My Life, som gik direkte ind som nummer ét på den engelske albumhitliste.
For mange kan forudindtaget entusiasme og ekstrem opmærksomhed være en hæmsko, men White Lies ser indtil videre ud til at klare det. Og der er da heller ingen tvivl om, at de allerede er placeret et sted tæt på stjernerne. Siden udgivelsen er det gået stærkt med koncerter over hele England og i USA og på stort set alle nævneværdige festivaler sommeren over, herunder Benicassim, T in the Park og vores egen Roskilde blandt andre.
På Roskilde oplevede denne skribent dem første gang, og de skuffede på ingen måde. De spillede elegant og stilsikkert. De kom, de leverede, og de var ude igen på sekundet med ægte rock’n roll attitude. Fejlfrit, som var det pladen, man hørte live. Man får desuden den tanke, når man oplever dem live, at de ikke spiller for sjov, og de virker sært overbeviste om deres eget værd.
Og denne skribent er overvundet – og spændt på, hvad der kan ventes af White Lies næste album. Dette kan man dog få lov til at vente på med tålmodighed, da de efter sigende har så stramt et koncertprogram, at de ikke kan få ro til at skrive nyt. Det bliver interessant at se, om profetierne holder, sandsynligt er det, at de ikke spiller support acts ret meget længere.
”That’s why everything has got to be love or death” synger McVeigh i ’Death’ – jo, sådan kan verden se ud, når den ses fra et ungt, følsomt drengesind.
White Lies spiller en desværre allerede udsolgt koncert i Store VEGA den 6. november. Tjek i øvrigt det ret fine supportnavn, Darker My Love, som spiller med White Lies, hvilket vi har omtalt i et tidligere indlæg på vores blog.
Skrevet af Maren Astrup
Popularity: 2% [?]
FØLG VEGA PÅ GOOMBAY
LÆS MERE OM ROSKILDE 2010
HØRT UDE I BYEN OM GOOMBAY
MUSIKSKRIBENT PÅ GOOMBAY?
MODEBEVÆGELSEN & MODEBLOGS- DISRUPTIVT POTENTIALE?Creative Commons: X-ray Delta One Læs også: Skal virksomheder frygte blogs? […]
- SKAL VIRKSOMHEDER FRYGTE BLOGGERE?For et års tid siden mente mange, at bloggen var ved at uddø som mainstreammedie. Facebook og de korte, mere bekvemme statusbeskeder ville ta’ over, lød dommen. Virkeligheden er klog — og viser det stik modsatte. Nye blogs ser dagligt dagens lys, og læserskaren følger med. Bloggen som mediekanal er præget af subjektivitet og autonomitet [...] […]
- Når man lever sit liv gennem cyber-spaceDet er vist en meget gængs regel, at folk på internettets chatfora er nogle perverts med hang til upassende billeder og ”hej frække *ss*” kommentarer. Ikke fordi vi nogensinde selv chatter med folk på internettet […]
- Så’ der sneakers fra VancouverCreative Commons: Juliacoz Læs også: Vancouver Fashion 2010 […]
- Gum and the CityVi har efterhånden gjort det til vores kendetegn, at vi udgiver et indlæg hver morgen mellem kl. […]
- DISRUPTIVT POTENTIALE?
- SOUNDIAC
- Der skrues op til 85dB85db - Sad Tune But Still 85db er et århusiansk bud på elektronisk mash-up musik med kant. Kvintetten, der hver kommer fra vidt forskellige musikalske baggrunde, hvilket i deres egne ord resulterer i genren "Trash Dance". Trash Dance beskrives af 85dB som værende en sammensmeltning af 90ernes og 00ernes stærkeste elektroniske elementer. Læs mere om […]
- Belisha Beacon med mere materialeBelisha Beacon - Sell Myself I anledning af, at gruppen har indspildt nyt materiale, har jeg fået fornøjelsen af at prøvelytte materialet. Igen smelter den klassiske rock sammen med spin-off genren indie og Michelle Hemmingsen leverer ikke blot en smuk sangstemme, men knytter også den nødvendige emotion til den, som fremhæver sangenes temaer. Få downloads og […]
- Dansk/amerikansk rapper ALX giver album vækALX - One Verse Pt. I (Skit) Med "Ambition" fortsætter den dansk-amerikanske rapper Alex Sabour, bedre kendt som ALX, musikbranchens trend at give albumproduktioner gratis væk. "Ambition" er den første danske HipHop udgivelse i albumformat der er gratis tilgængelig. ALX giver den finansielle magt til musikelskeren og beder, i denne forhol […]
- Der skrues op til 85dB
HØRT UDE I BYEN OM GOOMBAY
STØT OFRENE FRA HAITI
UDGIVER AF GOOMBAY
Foto: Klavs Bo Christensen