DJ — FESTABE, FORMIDLER ELLER SKABER?
November 10th, 2009 by Electro-GammelfarHvad er dj’ens fornemste rolle? At det at præsentere musik så transparent som muligt – at finde musikkens indre intention og formidle den, så den trænger bedst igennem til lytterne? Er det at tiltrække det største antal mennesker og holde på dem så længe som muligt tid? Eller er det at skabe ny musik ud fra allerede eksisterende lydmateriale?
Engang var musik håndspillet. For at høre og opleve musik krævedes musikere, der var til stede her og nu, nærværende. Så blev den reproducerbar ved hjælp af vinylplader, spolebånd, datbånd, cd’er, minidisks og senere digitale formater, hvoraf nogle af så godt som tabsfri. Teknologien satte det enkelte individ i stand til at bestemme, hvad der skulle høres hvornår.
DJ’en Fatboy Slim, med det borgerlige navn Norman Cook, dog født Qentin Leo Cook, betragtes af mange som portalfiguren til en ny tid. Det begyndte i det små — en god pladesamling, social indlevelse, musikalsk intuition, hårdt arbejde på barer og klubber — og det kunne være stoppet dér, som det gør for de fleste dj’s.
Men så kom hitsne “The Rockafeller Skank” og “Praise You”, hvis opbygning og drive hentede inspiration fra mange af de dj-sets, som Norman Cook havde spillet. Fast-forward: 2002. Stranden i Brighton. Norman Cooks var vendt tilbage og inviterede til strandfest.

Fatboy Slims Big Beach Boutique, Brighton, 2002. Licens: Wikimedia, ajb83
Arrangørerne regnede med et gæstetal i størrelsesordenen 60.000. Men der kom en kvart million feststemte mennesker for at høre pladevenderen, musikbricoleuren, skaberen, Fatboy Slim. Det blev den største koncert nogensinde — i Brighton — og i England! Rockmusikkens dominans endte. Stadionrocktraditionene (fra Beatles til Oasis) var med et slag brudt. Af én mand med en masse plader, samplere, effektmaskiner og et solidt højttalersetup.
Fra festable over formidler til skabende kunster
I begyndelsen blev dj’en betragtet som en slags parisit på den rigtige musikere, på de rigtige musikeres arbejde. En af de kunstnere, der ofte tilskrives rollen som reformator af dj-rollen er DJ Kool Herc _/ Clive Campell, som i til block parties i Bronx fandt ud af at cross-mixe forskellige numre. Ideen kom fra oplevelsen af et publikum, der altid gik amok, når vokalen fadede ud og de rent instrumentale passager tog over. Ved at mixe breaks fra forskellige sange var han i stand til at skabe ny musik — uden vokal. En af datidens og nutidens store dj’s, Jeff Mill, fra Detroit, technoens hjemstavn, udtaler om dj’ens skabende evne:
“Øjeblikket, der definerede mig som dj, var, da jeg indså, at jeg kunne bruge min evne som dj til at skabe musik med. Man tager vokalerne væk, fjerner bassen og skjuler nærmest den oprindelige sang. Det var første gang, jeg tænkte: ’Jeg dj’er ikke kun, jeg omstrukturerer faktisk sangen” (fra Politikenartiklen: Dj’en som superstjerne).
Mills fortsætter med at drage paralleler til andre kunstarter:
“For mig gælder det om at flytte de kompositoriske grænser hele tiden. Inspireret af avantgardistisk jazz og abstrakt billedkunst forsøger jeg som dj at skabe et udtryk, der sætter sig i folk som noget ukendt. Men så får man problemerne. Folk vil have noget, de kender. Men du bliver nødt til at blive ved med at prøve – ellers ender du med kun at spille top 10-musik”
Forskellige dj’s i forskellige sammenhænge
Radio-dj’en udvælger og spiller musik. Interaktionen med publikum er begrænset til ønskelister og sms-afstemninger. Reggae-dj’en på den anden side interagerer med publikum og reagerer på tilråb med musikskift, rap, toast eller lidt fiks dans. Club-dj’en sigter mod at opbygge stemning gradvist og indlægger rækker af miniklimakser. Antallet af mennesker på dansegulvet og deres aktivitetsniveau er et succeskriterium. Hip hop-dj’en skaber musikken on the spot — med to eller flere pladespillere.
Undergrund, smalle genrer og mainstream
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at dette indlæg udsprang af diskussionen i forbindelse med udgivelsen af spillet DJ Hero. I forlængelse af diskussionen om spillet DJ Hero, skrev Morten Regnsky:
“Synes det er noget værre vås med en DJ “Hero”. Billedet af en DJ der kan fylde en hal med 10,000 mennesker, som man ser det ovenfor i vidoen” er alligevel utopi for 90% af alle djs. Desuden skal DJ’en bare være formidler, ikke en helt eller en gud, hvilket Johanne Schwensen også forklarer det meget godt her”
Her er en blogpost med titlen det dialogiske dj-selv. Kommentaren om, at dj’en blot skal være formidler falder ikke i selve brødteksten, men i den efterfølgende debat, som er ganske interessant læsning. Johanne, skulle du læse med her, så må du meget gerne gi’ dit besyv med nedenfor. Hvor ser du dj’en — eller de forskellige typer af dj’s — i musiklandskabet i dag? På sigt? Ideelt set?
Andre er naturligvis også ganske velkomne til at byde ind. Mit umiddelbare svar lød:
“Som jeg læser dit indlæg, så er der flere ting på spil.
1) Realisme vs. utopi —
2) DJ’en som transparent formidler vs. dj’en som kreativ skaber af ny musik og hidtil usete musikoplevelser
3) Modstand mod heltedyrkelse af dj’s.
Ad 1 — DJ Hero er et spil. Det er underholdning. DJ Hero sigter ikke mod en realistisk 1:1-repræsentation af den gennemsnitlige dj. Ligesom World of Warcraft ikke sigter mod at være realistisk. Need for Speeds mål er heller ikke at fingere den gennemsnitliges bilists evner og mod.
Gode spil sætter brugeren istand til at opleve andet og anderledes end dagligdagen. Tidligere var det litteratur — nu er det spil.
Så hvorfor ikke ta’ spillet for det, det er — et spil?
2) Jeg mener ikke, at dj’s skal ses som transparent formidlere, hvis primære formål er at pakke musikken ind, så den, når den pakkes ud af lyteren, oplevels som musikeren tiltænkte den skulle udpakkes.
Den transfermetafor for, hvad kunst (som musik vel er) er, er gammeldags og inadækvat. Det tangerer det, der inden for litteraturvidenskaben, kaldes den intentionelle fejlslutning.
Den gode dj — som fx DJ Shadow — formår at skabe. Skabe nyt, ud fra allerede eksisterende fragmenter af lydmaterie.
Hvis målet var simpel formidling af en musikers musik, burde musikere vel være de bedste dj’s — hvordan skulle en dj kende en musikers nummers indre væsen bedre end den musiker, der har skabt det?
3) Den kan jeg til gengæld helt og holdent følge dig i. Men idoldyrkelse er og har altidværet en del af populærkulturen: fra Beatles til Beckham.”
Kilder
Bill Brewster & Frank Broughton: Last Night a DJ saved My life
Phil White & Luke Crisell: On the record
Popularity: 2% [?]
MUSIK MELLEM FAME OG FISSE AF JOHANNE SCHWENSEN
July 25th, 2009 by Mr. BrownOk, der bliver ikke færre budskaber, ord og tegn, der kæmper om at få vores opmærksomhed. Blogs byder på en polyfoni — som til tiden kan opleves som en kakofoni. Ind imellem er der ligesom én stemme, der formår at skære igennem, som en varm kniv igennem smør, som et rødklinget lyssværd igennem Obi Wan på en dårlig dag. Regnsky-crewet har fået Johanne Schwensen som gæsteskribent, og i dag sættes tingenes tilstand i Georg Brandes eget land til debat. Med vid, humor og skarpe formuleringer. Fedt!

Vi vil derfor tillade os at gæste-gæsteudgive en passage af indlæget, der handler om, hvad det er musik kan og skal kunne for at ramme og ramme rigtigt:
“Jeg kan lede i dage, uger, endda i flere måneder uden noget som helst tænder en gnist. Intet af det man giver en chance gør ondt, gør glad, gør vred. Kun lutter indifferens og en, muligvis urimelig, følelse af at det er blevet for let at få sine halvhjertede forsøg på musikalitet udgivet. Myspace-generation, der blotter sig fordi den kan. Om det er fame eller fisse der driver værket, er ikke til at sige. Jeg mærker i hvert fald et skarpt emotionelt skel mellem musik, der er produceret med overlegen, til tider konservatoriepræget snilde, men bare ikke vil andet end at være et velkomponeret stykke musik, og musik, der er skabt fordi nogen har været nødtvungen til det. Hvad end det er sorg, sindslidelse eller vanvittig forelskelse der står bag, skal man kunne fornemme at ét eller andet trænger sig på. At der er noget bagvedliggende ægte. Noget sjæl. At det er skabt med hjertet, ikke hjernen.”
(“Smerte rimer på <3″ af Johanne Schwensen på Skyen af Regn)
Go’ lørdag!
Popularity: 2% [?]
Foto: Klavs Bo Christensen
























