VASKEÆGTE 70′ER ROCK I NY- FORTOLKNING
December 3rd, 2009 by VEGA-BloggerToner fra fortiden
Sidst skrev jeg om de storladne teen-melankolikere i White Lies og deres påståede plagieren af andre storladne rockbands, som Joy Division, Interpol og Editors. Denne gang er et andet band i fokus, som også må siges at skue tilbage i tiden, nærmere bestemt til den sene 60’ere og 70’er rock – nemlig australske Wolfmother.
Ikke fordi de to bands kan sammenlignes musikalsk, men med lidt god vilje kan man vel betegne dem begge som koncept-bands.
Det formmæssige udtryk er i hvert fald vigtigt for begge bands. Men samtidig er referencerne stilsikre og tilpas 00’erish og gøres så gennemført og originalt, at noget nyt opstår – og derfor er plagiat-mærkatet ikke helt passende.
Foto: Lasse Dearman
Det er klart, at man ofte søger musik der skal udfordre ens horisont og præsentere nye udtryk, men i tilfældet med både White Lies og Wolfmother synes jeg ikke, det er nødvendigt. Det er ok, at det lyder af noget andet, når det samtidig er personlige fortolkninger. Ikke mere om White Lies her, men i stedet til ærke rock-ikonet Stockdale og Wolfmother.
Wolfmother
Über-rockbandet Wolfmother er overraskende nok fra Australien og også et af de bands, der udsættes for plagiat-hetzen fra gamle rockfans og anmeldere. Typer som mener, at Led Zeppelin og Blackk Sabbath opfandt rock-musikken, og nu må andre ikke røre den specifikke lyd, men som med alt andet kunst opstår nyt af at genfortolke det gamle.
Wolfmother er faktisk dannet i 2000, og deres stil defineres af musiksitet allmusic.com som psykedelisk proto-heavy. Bandet har levet en turbulent tilværelse med udskiftning af stort set hele bandet og består derfor i dag kun af forsangeren som eneste oprindelig medlem. Se forsanger Andrew Stockdale blive interviewet af Soundvenue, hvor han beskriver en svær tid efter de to andre oprindelige bandmedlemmer forlod bandet sidste år: http://www.soundvenue.com/play/videoer/2009/08/15/beatday-2009-wolfmother
Man kan heller ikke påstå, at Wolfmother er et særligt produktivt band. Det selvbetitlede debutalbum Wolfmother udkom i 2005, altså fem år efter bandets dannelse og efter en række ep’er, men det var samtidig dét, der gav dem internationalt gennembrud ca. 2 år senere. Opfølgeren fra i år Cosmic Eggs har fået en mere lunken modtagelse og er måske lidt mere af den samme sang.
70’er psychedelia i 2000-indpakning
Wolfmother lyder som Black Sabbath, Led Zeppelin, det vil jeg medgive, men også lidt som Jack White og en god del som start-millennium rockbølgen (i forlængelse af The Strokes, The Black Keys, The Raconteurs, Black Rebel Motor Cycle Club og andre nyfortolkere af blues/garage-rocken).
Også stil – og attitudemæssigt er Wolfmother båret af konsekvent 70’er nostalgi, og rock- klichéerne er til stede. Forsanger og den centrale figur Andrew Stockdale er med sine store krøller, stramme jeans og sceneoptræden indikationen af en ny Jimmy Page/Robert Plant. Alligevel vil jeg hævde, at vi lydmæssigt befinder os i 2000 med fusionen af 70’ernes psykedeliske guitar og den mere stramme lyd fra 2000-tallet.
Live er Wolfmother en ekstatisk rock-oplevelse; det er smukt, det er klassisk rock’n roll med den nærmest uhyggeligt velsyngende Stockdale i front. Deres sceneoptræden lader intet tilbage at ønske, og jeg tror, det er meget sjældent, at publikum bliver skuffede til en Wolfmother-koncert. Tilmed har det indbragt dem en grammy for Best Hard Rock Performance i 2007. Og dette vil jeg gerne bifalde, for jeg oplevede dem på Beat Day i år til en smuk opvisning i ægte rock’n roll. Se en flot billedserie fra Beat Day-koncerten i sommer og få et indtryk af hvad der venter.
Man bliver åbenbart ikke træt af god klassisk rock eller af attituden, og jeg ser meget frem til at opleve dem i februar til en udsøgt rock-session.
Af Maren Astrup Sørensen / VEGA
Wolfmother
Store VEGA
Den 2. februar – kl. 20.00
Popularity: 1% [?]
WHITE LIES – UNGE, DYSTRE OG PÅ VEJ MOD STJERNERNE
October 12th, 2009 by VEGA-Blogger
Musikken er så velproduceret og teksterne så tæt på det banale, at der går rygter om, at White Lies er et resultat af beregnende pladeselskabsfolks fikse ideer. Og White Lies må tilmed lægge øre til anklager om både Joy Division-plagiat samt Editors og Interpol-sammenligninger. Til dette har det unge band selv udtalt: “We weren’t alive during that period of music…we’ve never really been that into Joy Division, especially not the Editors…or even Interpol really“, og i samme ombæring har forsagner Harry McVeigh sagt “I don’t think our music sounds a whole lot like those comparisons, I think we’re a lot more euphoric and uplifting“. Så alderen taget i betragtning må disse sammenligninger nok bringes til skamme.
Og hvad angår rygterne om pladeselskabs-strategier, hvad gør det så, når man leverer en så overbevisende debut, som To Lose My Life? Pladen er en raffineret og flot komponeret skive med sange, som alle kredser om de store spørgsmål; døden, livet og kærligheden. Udtrykt gennem rigelige mængder patos og klichéer. Men Harry McVeigh mestrer at indramme sangene og har en karakterisktisk flot stemme, der både lyder som noget gammelt og noget nyt. Det er storladent, gribende og stil – og selvsikkert.
White Lies bør også ses som et band der, som en Soundvenue anmelder har skrevet, er ”sat i verden for at spille iørefaldende, storladen powerrock”. Dette understreges med tekster som ”I won 800.000 on a gameshow, but it’s not enough to win you back” i nummeret “The Price of Love”. Klichéfyldt? En anelse, alligevel rammer White Lies på smuk vis en nerve i musikken, som ikke er set længe.
Her kan videoen til nummeret ”Farewell To The Fairground” ses, som fint illustrerer det rastløse, provinsielle ungdomsunivers, som meget af White Lies musik kredser om.
Fra gymnasieband til ”ones to watch”
Historien om trioen er klassisk, men alligevel imponerende: tre fyre mødes i gymnasiet, spiller i forskellige bands og finder sammen i nuværende bandkonstellation. De ændrer bandnavn, fra det ikke mindre pompøse Fear of Flying, til White Lies, og så i 2008, formodentligt pga. prominente, engelske musikkyndiges udtalte begejstring, udråbes de til at være årets nye navn. Allerede før en eneste single er udgivet har White Lies opnået en ekstrem hype i England og udråbes som ”ones to watch” i 2009. Bl.a. i BBC’s ’Sound of 2009’ sammen med b.la. Florence and the Machine, La Roux og Empire of the Sun. Tilbage i februar udgav de så debuten To Lose My Life, som gik direkte ind som nummer ét på den engelske albumhitliste.
For mange kan forudindtaget entusiasme og ekstrem opmærksomhed være en hæmsko, men White Lies ser indtil videre ud til at klare det. Og der er da heller ingen tvivl om, at de allerede er placeret et sted tæt på stjernerne. Siden udgivelsen er det gået stærkt med koncerter over hele England og i USA og på stort set alle nævneværdige festivaler sommeren over, herunder Benicassim, T in the Park og vores egen Roskilde blandt andre.
På Roskilde oplevede denne skribent dem første gang, og de skuffede på ingen måde. De spillede elegant og stilsikkert. De kom, de leverede, og de var ude igen på sekundet med ægte rock’n roll attitude. Fejlfrit, som var det pladen, man hørte live. Man får desuden den tanke, når man oplever dem live, at de ikke spiller for sjov, og de virker sært overbeviste om deres eget værd.
Og denne skribent er overvundet – og spændt på, hvad der kan ventes af White Lies næste album. Dette kan man dog få lov til at vente på med tålmodighed, da de efter sigende har så stramt et koncertprogram, at de ikke kan få ro til at skrive nyt. Det bliver interessant at se, om profetierne holder, sandsynligt er det, at de ikke spiller support acts ret meget længere.
”That’s why everything has got to be love or death” synger McVeigh i ’Death’ – jo, sådan kan verden se ud, når den ses fra et ungt, følsomt drengesind.
White Lies spiller en desværre allerede udsolgt koncert i Store VEGA den 6. november. Tjek i øvrigt det ret fine supportnavn, Darker My Love, som spiller med White Lies, hvilket vi har omtalt i et tidligere indlæg på vores blog.
Skrevet af Maren Astrup
Popularity: 2% [?]
FØLG VEGA PÅ GOOMBAY
LÆS MERE OM ROSKILDE 2010
HØRT UDE I BYEN OM GOOMBAY
MUSIKSKRIBENT PÅ GOOMBAY?
MODEBEVÆGELSEN & MODEBLOGS- Max Azria — forårskollektion 2010Læs også: Herve Leger (af Max Azria) — forår — 2010 — mode Om Max Azria Max Azria, født 1949 i Tunesien. Stifer af BCBGMAXAZRIA (etableret i 1989) og bestyrelsesformand for BCBGMAXAZRIA, der tæller 22 forskellige tøjbrands. Max Azria bor i dag i Los Angeles. Azira er kendt for opkøbet af brandet Herve Leger i 1998. Herve [...] […]
- Spottet: the GameEn helt almindelig torsdag eftermiddag på Strøget fik vi "the Game" meget tæt ind på livet. Til folk der ikke kender the Game, kan vi lige forklare: Det er en bog som grundlæggende handler om, hvordan man scorer piger, uden at vise dem hvor nederen man er. Der er flere tricks til, hvordan man kommer i kontakt med damer, og der florerer begreber som […]
- Louis Vuitton, Paris, Champs ElyseesLouis Vouitton, Paris, Champs Elysees Creative Commons: Peter Pallander […]
- Two single girls in the cityNu er det sket. […]
- Herve Leger — forår – mode – 2010To små catwalk-forårsstemningsbillede fra Herve Legers forårskollektion 2010 Herve Leger Herve Leger var stor i firserne. Mærket blev revitaliseret i 2007 med Max Azria som chefdesigner og brandideolog. Stiftet af Hervé L. Leroux i 1985. Herve Leger blev og bliver af mange betragtet som en pionér inden for body-con-looket — altså det kropsbevidste, bandage- […]
- Max Azria — forårskollektion 2010
- SOUNDIAC
- Der skrues op til 85dB85db - Sad Tune But Still 85db er et århusiansk bud på elektronisk mash-up musik med kant. Kvintetten, der hver kommer fra vidt forskellige musikalske baggrunde, hvilket i deres egne ord resulterer i genren "Trash Dance". Trash Dance beskrives af 85dB som værende en sammensmeltning af 90ernes og 00ernes stærkeste elektroniske elementer. Læs mere om […]
- Belisha Beacon med mere materialeBelisha Beacon - Sell Myself I anledning af, at gruppen har indspildt nyt materiale, har jeg fået fornøjelsen af at prøvelytte materialet. Igen smelter den klassiske rock sammen med spin-off genren indie og Michelle Hemmingsen leverer ikke blot en smuk sangstemme, men knytter også den nødvendige emotion til den, som fremhæver sangenes temaer. Få downloads og […]
- Dansk/amerikansk rapper ALX giver album vækALX - One Verse Pt. I (Skit) Med "Ambition" fortsætter den dansk-amerikanske rapper Alex Sabour, bedre kendt som ALX, musikbranchens trend at give albumproduktioner gratis væk. "Ambition" er den første danske HipHop udgivelse i albumformat der er gratis tilgængelig. ALX giver den finansielle magt til musikelskeren og beder, i denne forhol […]
- Der skrues op til 85dB
HØRT UDE I BYEN OM GOOMBAY
STØT OFRENE FRA HAITI
UDGIVER AF GOOMBAY
Foto: Klavs Bo Christensen