PIOTREK WASILEWSKI, DÚNÉ

Fra indie til rendyrket electrorock
Efter koncerten i Struer d. 19. marts fanger jeg Dúné-bassist Piotrek, der fortæller om bandets oplevelser og udvikling gennem de seneste to år. Vi sætter os overfor hinanden, jeg klar til at optage, og han med en stor skål peanuts.

- Peanuts, det er hurtig energi, forklarer Piotrek.

Mit første spørgsmål omhandler Dúnés Danmarksturne, for jeg vil gerne vide, hvordan det er, at være tilbage i Danmark, efter at have spillet så meget i udlandet.

- Det er altid godt at være tilbage igen. Vi spiller mest i Tyskland, Østrig og Schweiz – lad os bare sige Europa, og det er meget anderledes. I Danmark er der en anden stemning, især når vi kommer herop i Jylland, hvor vi kommer fra. Her i området har folk en følelse af, at det her er vores band. Så på en måde bliver det meget mere hyggeligt. Det kan man godt fornemme. Man kan sige, i Tyskland er det meget sådan, at hvis ens status er et internationalt band, så er det for det meste hardcore fans der kommer. Man er nødt til at spille den der ”rockstjernerolle” lidt mere, for det er det, folk kommer for at se. De tror, at vi er superstjerner i Danmark. Man får bare en status, som man skal leve op til. Så er det anderledes at komme hjem til Danmark. Danskerne har jo også en anden mentalitet, hvor man skal tage niveauet lidt ned, og man skal gøre det sammen. Vi spiller for jer, I giver os energi, og vi hygger os sammen. Derfor er det fedt. Men jeg er glad for også at spille andre steder i Europa, for havde det kun været i Danmark, havde det måske været en lille smule kedeligt.

Jeg fortæller Piotrek, at jeg var til en koncert i Folkets Hus tilbage i 2008, og man kan roligt sige, at der er sket en del siden.

Hvad er forskellen på en koncert med Dúné for to år siden og en Dúné-koncert i dag?

- Jamen, den første ting er, at vi er blevet ældre. Vi ser nok lidt anderledes ud og forhåbentlige ser vi en smule mere voksne ud. Jeg kunne forestille mig, at vi for to år siden godt kunne have lignet sådan nogle ”efterskole-gymnasie-elever” med stramme bukser og det hele. Vi har ændret stilen. Den er måske mere defineret og et eller andet sted mere rocket. Det var sådan rent udseende. Vi har lavet et album siden sidste gang, så vi har mindst dobbelt så mange sange, vi kan spille. Et band vil selvfølgelig helst spille sine nye sange, fordi de synes, det er fedt, men jeg vil stadig sige, at det er 80 Years, der er den største sang, når vi spiller live. Det er den der er flest, der kender og går amok over, så den kan vi ikke komme udenom. Det er også fedt at se reaktionen på det, selvom det er en gammel sang. Vi har også ændret lyden generelt. Altså vi er blevet mere meget rockede siden sidst. Der var en af fansene, der sagde til mig, at hun godt kunne lide vores udvikling, at vi er blevet mere rock, hvor det før var mere indie. Det synes jeg ikke rigtig, man kan sige, at det er længere. Det er rendyrket elektrorock!

Så I har også fået nogen erfaringer?

- Vi har meget, meget større erfaring. Vi har nok spillet 200-300 koncerter siden sidste gang vi var her, så det er klart, at vi ved, hvad der fungerer live, og vi ved hvad vi skal gøre, for at gøre det fedt for fansene. Så vi kommer her, er ældre, har en anden stil, vi er mere rockede, har et større repetoir og vi har mere erfaring. Det er nok det, der er svaret.

Som nysgerrig skribent, tillader jeg mig også at spørge ind til dokumentaren Stages, der er instrueret af Uffe Trust. Filmen går meget tæt på de syv medlemmer, og den følger dem både i medgang og modgang.

Hvordan har det været, at se sig selv blive udstillet på den måde foran den danske befolkning og også i andre lande?

- Der hvor det blev mærkeligt, var da vi skulle se den første gang. Den allerførste gang var vi i et sommerhus i Sverige, kun bandet og instruktøren. Sommerhuset lå væk fra alt, der var kun skov og ingen mennesker i nærheden. Vi så filmen om aftenen og det var en lille smule mærkeligt og specielt at se det hele. Også fordi vi var meget spændte, for der blev optager vildt meget materiale. Det var nok omkring 700 timer, der skulle laves om til 1 ½ timers film. Så man sad og var meget spændt på, hvad der var taget med. Det er kun instruktøren, der har taget valget, for det er hans film. Vi har slet ikke været inde over det, vi er jo bare personer i en dokumentarfilm.

Da de begyndte at lave filmen, var det meget specielt altid at have et kamera omkring sig, men man vænner sig faktisk til det. Man kan godt vænne sig til det, men det er meget forskelligt fra person til person. Efter et halvt år, tænkte jeg ikke længere over det, det var bare blevet normalt. Da filmen udkom for ca. et halvt år siden, og hvor der blev lavet reklamer, blev det lavet meget stort, men nu her er filmen der bare, og det er det. Siden de stoppede med at filme, er der allerede sket så meget nyt og folk har ændret sig. Filmen fortæller, hvad der er sket i de to år omkring bandet og personerne, nogen mere og nogen mindre, men nu er det et helt, helt nyt kapitel. Måske er det endda tre kapitler frem.

Dúné har fået meget succes gennem programmet X Factor, og da jeg begynder at introducere mit spørgsmål afbryder Piotrek overraskende: ”Har vi det?” Men hans overraskede ansigt ændres til et smil, og han begynder at forklare, hvordan han har det med den opmærksomhed, programmet har givet Dúné.

- Det er et godt spørgsmål, et man skal passe på med at svare på. For det første har vi ikke noget at gøre med, at sangen er blevet valgt. Programmet behøver ikke komme og spørge: ”Hey må vi godt spille jeres sang?” Det gør de ikke. Vi kan jo også lave et covernummer af en sang fra et hvilket som helt band i verden uden at spørge om lov. Medmindre det skal udgives… Men vi fik bare at vide, at Dry Lips blev spillet i X Factor. Der tænkte vi bare, at det var spændende, men det ville jo ikke komme til at gøre noget for os, så whatever. Men det har jo faktisk gjort mange gode ting for os. Dry Lips blev nummer 1 på itunes i næsten en uge efter showet og vores gamle album, der er tre år gammelt, kom også op på førstepladsen, så vi har i hvert fald fået en masse opmærksomhed fra folk, der måske aldrig har hørt om os før.

Vores musik bliver mest spillet på P3, og det er en bestemt gruppe mennesker, der lytter til P3. Det er måske ikke så mange fx her fra Jylland, hvor folk mere lytter til lokalradio. Det var et skridt på vejen mod at ramme det bredde publikum – og det er jeg faktisk rigtig glad for! Der kunne jo også komme nogen og sige: ”Ej fuck, hvor er det ulækkert, at I er blevet sådan et X Factor band” og ”Ej, hvor er I mainstream!” Det er jo ikke for at være mainstream, men det er godt, for vi får vores musik ud til folk, og så er det lige meget, at det er ”den bredde masse”, som man også kalder det. Folk kan jo stadig lide vores musik, for den påvirker folk og generer følelser, og vi vil bare gerne have, at endnu flere folk kommer til at høre det. Det er jo godt for os, og så er vi glade. Nu skal vi rent faktisk også stå på scenen til X Factor finalen, og det er vi også glade for. Det er god promotion, for her er det ikke kun vores musik, men vi får rent faktisk lov til at vise os og være der for de 30.000 mennesker, der står i Parken og for måske omkring 2 millioner seere i Danmark. Det er næsten 50 % af danskerne, der ser Dúné på næste lørdag d. 27. marts – det bliver spændende!

Popularity: 4% [?]

Tags: Dúné, elektrorock, interview, koncert, Piotrek, struer, WASILEWSKI, x-factor
Posted in Dúné, PIOTREK WASILEWSKI, Sanni Soon Mee Pedersen, x-factor | 1 Comment »