ROSKILDE 2010: DAGEN EFTER SØNDAG

Udtrykt førstehåndsindtryk

Københavns søer. Jeg fatter ikke at det, blot en halv time væk, kan være så grønt, så rent. Solen er her endnu, den har ikke sluppet os i en uge, men det er sundt at se sine øjenlåg lidt tættere på. Der sidder mange billeder, smidt op med tapetklister, det kommer til at være som plakatfacaderne i centrum, hvor nye konstant erstatter de gamle: sådan har jeg det dagen efter søndag. Prince. Jeg husker sjældent numrenes rækkefølge og opbygning, men i stedet sidder billedet af den store orange scene og den mørke, grønne himmel over, mens lyset blændede publikum – så Prinsen kunne se os.

I morges var jeg ti dage bagud i bad; det føltes unaturligt at spise andet en dåsetun pr. ske. Jeg vågnede i et lyst rum, ikke en ovn. Charmen udeblev. Nu må jeg skalle tapetet af, lag for lag, indtil jeg atter står foran indgang øst – i al min grønne jomfruelighed og ser på hverdagen der vælter, og slaraffenland der bugter sig. Med al dens støvede urin, solskoldede farver og dåseaffald.

Matt Berninger er fuld og fuld af glæde, vrede og mismod. Det er sådan han fremstår, i sin nedbrydelse af stativer. Englene græder når National spiller Abel; fortvivlelsen og fascinationen falder som dug over Arena på en sådan søndag. Oprigtighed, om man vil. Alt vil gå op i en højere enhed, når de takker og bukker.

Jeg kigger mig tilbage, ser mit greb slippe Pavement i køen til Prince. Jeg græder ikke over spildt mælk, om end jeg burde, men hører lørdagens toner. Min orange lørdag baglænsspolet: ravefest, krig og papvin til de aggressive smadrebeats. VI var en del af festen, og jeg tilskriver Prodigy min søndagsforkølelse: selv sved bliver koldt klokken tre om natten.

LÆS HELE GOMBAYS ROSKILDE TEMA 2010

Jeg så gigantrock fra rummet. Muse fængede mig aldrig til benet, som de gjorde tre år tidligere i Forum eksempelvis. Men heldigvis kom jeg fra Kashmir samme sted, og Kasper Eistrup der pludselig satte kulden til rygraden med Aftermath – og sendte mig tilbage til afslutningsscenen på en af dansk musiks, efter min mening, bedste dokumentarfilm Rocket Brothers. Det var ægte Kashmir, og sandsynligvis ikke så brillant som i ’03, men for mig en skøn koncert.

Lørdag vågnede jeg til rygtet om ild. Jeg faldt i staver igen til solskinspoppen, og fra afstand så jeg himlen, låst fast i solen. Det var fuldt ud fantastisk, som jeg havde tænkt, det måtte blive, og hvis det ikke var det, folk havde brug for som opvågning – så skyldtes det udelukkende, at de havde stået ligeså tidligt op dagen før.

Fredag var kontrasternes dag. Jeg spenderede meget tid på Odeon. Da jeg om aftenen lå i teltet, morede jeg mig over attitudeforskellen på de to blæsergrupper der havde besøgt scenen. Hvor Damon Albarn’s hjælpende hænder i Hypnotic Brass Ensemble entrerede scenen med downtown-Chicago attitude og adskillige tjekkede rapsekvenser, havde Boban Markovic og hans søn Marko en anden dagsorden pr. natur. Det var muligvis den største fest i år på Roskilde, og fantastisk befriende at danse amok til balkanmuzak, som var det importeret direkte fra en lille landsby i Serbien.

Dirty Projectors fuldendte Odeon for mig, og serverede netop de lydlabyrinter jeg håbede på. Dave Longstreth er et charmerende væsen, og i front for den tøjlede obskurhed, tog han os på en forunderlig rejse. Det var magisk, og efterfølgende var kødranden af drenge der måtte røre Amber Coffman selvfølgelig.


Jeg blev blændet af lyset og genialiteten i den sorte skole. De kom så fantastisk vidt omkring, og ramte alle med højdepunkter som Björk, Streets, Rage Against The Machine, Neil Young og tusind andre. Paralyseret vaklede jeg ud af Arenas tåger, og ud i skumringen og det blågrønne morgenlys, og med det samme vidste jeg at der netop var foregået noget historisk bag mig.

Årets bedste koncert indtraf for mig allerede torsdag på Cosmopol. LCD Soundsystem var præcis den fest alle havde håbet på – for dem der altså nåede ind i varmen under diskokuglen. James Murphy stjal fortjent al fokus og efterlod mig med følelsen af at dette var en værdig afslutning i Danmark, hvis ellers han står ved at stoppe efter mesterværket This Is Happening.

Dagene med ølbowling, dansefælder, skate i vest smelter sammen. Jeg tager på nattevandring, alt i mens Gorillaz fremviser deres Plastic Beach. Alt står stille, ingen fest i L. Min klaustrofobi og mangel på albuerum jager mig til Wild Beasts, og videre. Yannis og hans mintgrønne guitar i fuldt flor. Tun og rugbrød er det der først giver, senere tager, mit overskud. Så skralder man nachos, til opkastegrænsen. Støvet der sidder fast på mine sorte solbriller, samt i det festivalformede hår. Her er ingen bindinger, kun solen, trætheden og fuldskaben. Det er en del af denne vidunderlige pakke.

Natten efter søndag, med en ringen for mine ører. Stilheden larmer så meget når man ligger i sin seng igen, men aldrig har det føltes så fænomenalt.

Popularity: 1% [?]

Tags: Dave Longstreth, den sorte skole gorillaz, james-murphy, LCD-Soundsystem, Matt Berninger, Pavement, prince roskilde, Prodigy, roskilde festival 2010, the national
Posted in Dirty Projectors, Featured, LCD-Soundsystem, den sorte skole, prince roskilde, roskilde, roskilde 2010 billet, roskilde 2010 billet konkurrence, roskilde festival, roskilde festival 2010, roskilde konkurrence, roskilde program, roskilde_alt_om, roskildefestival, the national | 1 Comment »