VEGABLOG: 10 SKARPE TIL OH-NO-ONO
August 9th, 2010 by VEGA-Blogger
Tirsdag den 10. august går danske Oh No Ono på scenen i VEGA sammen med de amerikanske synthprog-pop’ere Bear In Heaven. VEGA har taget en snak med Oh No Onos trommeslager Kristoffer Rom om venskabet med Brooklyn-bandet, remix-bølgen samt hvad vi kan vente os af den kommende koncert.
LÆS VEGAS INTERVIW MED BEAR IN HEAVEN
”En aften i bandkærlighedens ånd”
Hvornår stødte i på Bear In Heaven og hvordan kom samarbejdet i stand?
”På vores første show i USA i januar i år delte vi headlinertjansen med Bear In Heaven på Mercury Lounge i New York. Et par koncerter og en ikke ubetydelig mængde alkohol senere var vi perlevenner. I den efterfølgende uges tid hang vi med dem, The Depreciation Guild, Hooray For Earth og Zambri stort set hver aften. Da Bear In Heaven senere på året var i Århus for at spille til den i øvrigt virkelig fine festival Pop Revo, spillede vi samme aften en natkoncert på Train. Drengene kom ned på Train efter deres show og Adam & Joe (red. hhv. guitarist og trommeslager i Bear In Heaven) var med på scenen og spillede percussion og bas på vores cover af Beatles-sangen ”Tomorrow Never Knows”. Det var vel den aften idéen om en dobbeltkoncert i VEGA kom i stand”.
Hvad inspirerer jer ved Bear In Heaven?
”Først og fremmest er det jo fantastiske sange. Live er det imponerende, at en trio kan skabe et så stort rum omkring deres lyd. De er i det hele taget virkelig gode til at lade enkelte roller i musikken fylde virkelig meget i lydbilledet – nærmest den modsatte tilgang end vores tilgang til vores seneste album, hvor der er vildt mange roller om at skabe lydbilledet”.
Hvad har I i ærmet til koncerten?
”Lad os bare sige, at vi hjælper hinanden igennem aftenen på fornemste vis. Det bliver en aften i bandkærlighedens ånd”.
Kristoffer Rom (trommer) og Nis Svoldgård (bas/vokal) Foto: Charlotte Zoller
”Al musik er på sin vis remixes”
Alle-remixer-alle tendensen er ikke længere forbeholdt dj/klubscenen, men gør sig i høj grad også gældende blandt indierock-bands. Man kunne indvende at der ikke er nogen grund til at pille ved noget der i forvejen virker. Hvad er efter jeres mening remixets potentiale?
”Al musik er på sin vis remixes i kraft af, at vi alle – ligegyldigt om man vil det eller ej – bygger ovenpå, reagerer på eller imod, musikhistorien: Selvfølgelig er originalkompositioner det kun på en meget ubevidst facon. Men at have større forbehold overfor et erklæret remix end en ’almindelig’ sang bryder jeg mig principielt ikke om. Alligevel må jeg jo medgive, at remixes kun sjældent er ligeså gennemarbejdede som folks egne produktioner. Men heldigvis er der også mange, som tør at gøre noget radikalt ved en sang, så sangen fungerer aldeles anderledes end originalen”.
Er der kriterier for ”det gode remix” og har I selv nogle retningslinjer i holder jer til når i remixer?
“Vi har ingen retningslinjer, når vi laver remixes, det sker blot. Og det er jo også et andet sjovt aspekt ved mange remixes – at man til en hvis grad får lov at opleve kunstnere på ‘slap line’. Basalt set og banalt sagt tror jeg på, at kernen i en god popsang består i melodi og harmoni. Arrangementsdelen kan så fungere mere eller mindre godt og arbejde med eller imod kernen af sangen. Så i remix-tilfældet gælder det en sjælden gang, at der rammes et arrangement, som fungerer på en helt anden facon – men ligeså godt – som originalen”.
I har bl.a. remixet Bear In Heavens ”Lovesick Teenagers”, hvorfor netop den sang?
“Det var den første sang med Bear In Heaven, som vi for alvor forelskede os i, så det var oplagt at lave et remix af netop den sang”.
Hvad synes du om slutresultatet?
”Nis (red. bassist i Oh No Ono) har lavet remixet og jeg er ret vild med det. Der foregår alle de her vilde rytmiske ting, som samler sig jo længere man kommer ind i sangen. Jons vokal (red. Jon Philpot, forsanger i Bear In Heaven) er helt tæt på lytteren i modsætning til på originalen, og kontrasten imellem det synth-støjende omkvæd og det meget percussive vers rykker vildt godt – synes jeg. Good work Nis!”.
Kristoffer Rom, Oh No Ono-trommeslager
Musikalsk epicenter
Brooklyn har længe været den alternative, eksperimenterende rocks absolutte knudepunkt (bydelen har fostret navne som bl.a. Yeasayer, Grizzly Bear, Animal Collective, Dirty Projectors, TV on the Radio, MGMT, Battles, A Place To Bury Strangers, og Telepathe og ikke mindst Bear In Heaven). Hvordan oplever i den såkaldte Brooklyn-bølge? Kan man tale om en specifik New Yorker-lyd eller ét fælles projekt?”
“Brooklyn har uden tvivl fostret nogle virkelig interessante ting de seneste år. Men de bands du nævner er jo samtidig også ganske forskellige. New York har jo altid været et musikalsk epicenter, så jeg tror nærmere det handler om at New Yorks position som en af den vestlige civilisations største bedrifter, har fostret et mildt sagt omfattende kulturelt liv. Der hvor jeg kan se, at en sund musikalsk fødekæde skabes i denne sammenhæng, er netop i kraft af de enkelte bands forskellighed kombineret med amerikaneres generelle åbenhed. Jeg har indtryk af, at disse alternative bands har en meget stor respekt for hinanden og ikke er bange for at inspirere hinanden, og på den måde bliver miljøet ekstremt produktivt”.
Hvem er jeres største inspirationskilder og hvad lytter i til for tiden?
”Inspiration er en finurlig størrelse. Vi inspireres af alt muligt, musik og anden kunst siger sig selv, men ligeså tit inspireres vi af mennesker, oplevelser og alt muligt andet. Kort sagt, et umuligt spørgsmål at besvare fyldestgørende. Men i tourbussen bliver der for tiden spillet bl.a. Tame Impala, Cocteau Twins, Wavves, Clinic, Pattern Is Movement, Shout Wellington Airforce, Beach House, Autechre mm.”
Hvad byder fremtiden på?
”Vi har netop fået et virkelig dejligt studie, så nu er vi ikke længere afhængige af planlægning mange måneder forud og de økonomiske omkostninger omkring en indspilning er bragt markant ned, så vores plan er ganske enkelt at indspille alt, hvad der bliver tænkt på – hvilket forhåbentlig samler sig i et fælles ”Ono”-udtryk en dag. Først og fremmest handler det om at skabe noget ny musik sammen – det trænger man til efter at have turneret med et album i halvandet år. Men vi turnerer sideløbende. Vi har nogle få festivaler over sommeren og vi offentliggør snart vores efterårstour”.
Bear In Heaven feat. Oh No Ono Lille VEGA 10. august. Support: Treefight For Sunlight.
Læs mere og køb billet
Popularity: 1% [?]
IF YOU GUYS ARE HALF AS GOOD AS YOUR NAME
March 29th, 2010 by Jannick BlaksmarkVores venner fra One-Eyed Mule var i forrig uge et smut i Austin, Texas og spille til verdens største festival – vi bad dem tage et par billeder med hjem til vores læsere. Dem bringer vi her sammen med en reportage skrevet af forsanger Rasmus Dall. God fornøjelse…
Af Rasmus Dall, One-Eyed Mule
Austin Texas og verdens største branchefestival South By Southwest rocker og ruller, så man hurtigt bliver rundtosset.
Nu er både jetlag, manglende søvn og en uges musikalsk højtryk dog ved at være bearbejdet, så her følger en lille raportage om min og One-Eyed Mules første tur over Atlanten.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse af One-Eyed Mules nye album
Mandag morgen var der afgang. Vi skulle mellemlande i Atlanta inden turen gik videre til Austin. Også andre danske bands havde været tidligt oppe, og både Oh No Ono og Slaraffenland havde indfundet sig i Kastrup Lufthavns check-in kø ved Delta Airlines. Efter masser af film, mad og coca colaer nåede vi Austin mandag sen aften, hvor vi efter en hurtig indkvartering på hotellet strøg på Continentel Club. Virkelig en anbefalelsesværdig bar, der denne aften havde crooning countrystar Dale Watson på plakaten. Det var trash, tattoos, cowboyhats og two-step, og alle i hele baren mente hvert et move. Så var vi ligesom landet i det forjættede land!
Tirsdag skulle bruges til at få skaffet instrumenter. Vi havde kun de fornødne pedaler osv. med, så der skulle lånes og lejes. Vi var derovre som en del af DJBFA’s projekt House of Songs, og der igennem mødte vi en vældig rar texansk banjomand ved navn Dickie Lee, der både havde kontrabas og banjoer stående i sin hytte, så alt løste sig på fornemste vis. Onsdag spillede vi to jobs. Det første var kommet i stand i sidste øjeblik, og vi skulle spille med Dickie Lee. Vi troede selvfølgelig, det var nede downtown, men blev i stedet kørt en halv time ud af byen til Giddy’s Up. “If your guys are just half as good as your name you’ll do great” lød det fra arrangøren i cowboyhat, da vi læssede af. Det var the real deal honky tonk bar, og en smule overvældet kom vi igennem det første møde med et meget lille, men lyttende amerikansk publikum. Om aftenen var det downtown på Gingerman. Der var flere folk, og det var plug in and play, og det gjorde vi så, endda et ekstranummer.
LÆS OGSÅ: One-Eyed Mule-release på Drone.
Så der var fest, og det blev sent, og da vi ikke skulle spille torsdag blev denne dag brugt til restituering i det dejlige solskin, kaffe og open air-koncerter. De var nemlig over det hele-på tage, i parker og på gadehjørner.
Fredag skulle vi spille til MXD’s Danish Dynamite Party. Der var masser af gode bands, solskin og godt humør både på og foran den lille scene, der var blevet bygget til lejligheden. Dagen før var der blevet delt flyers ud, og som eftermiddagen skred frem, fyldtes stedet da også. Der var gratis øl og en uhøjtidelig stemning, og det blev heldigvis ikke blot en fest for danskere.
Om aftenen stod der i vores program, at vi skulle spille på det lille teater Zach Scoot. Vi tog derud, men arrangøren havde ikke hørt noget om, at vi skulle komme! Han var dog frisk på at lade os spille tre sange helt akustisk. Det gjorde vi så, og det var en fed oplevelse bare at spille sådan helt simpelt med super akustik og et publikum, der var helt stille og bare lyttede. På vejen hjem snuppede vi en ordentlig burger og købte lidt Lonestar med hjem til hotellet.
Efter tre dage med varme og sol blev det blæsende og koldt. Åbenbart meget koldt efter Austin forhold, for vores showcase på Folk Alliance blev desværre aflyst, da scenen var udendørs. Surt show, for vi havde set ret meget frem til at spille for nogle Folk Alliance folk. Anyway, så havde vi dog lørdag eftermiddag en aftale med en lokal Austin Radio (KAos Radio) der har spillet vores anden plade en del. Vi spillede fem numre live, en enkelt på request fra en lytter, og gav et lille interview. Lørdag aften var vores sidste aften i Austin og vi viftede med ørerne og hørte god musik. Et par anbefalinger. 1) Ben Weaver 2) Pree.
Søndag morgen halv fem var det afted. Goodbye Texas rose – howdy Copenhagen.
Popularity: 2% [?]
TILBAGEBLIK – 2009 MED INDIEBRILLER
December 11th, 2009 by Sanni MeeAf Sanni Soon Mee Pedersen – Indie/alternative
2009 har været et spændende, musikalsk år med en del længeventede udgivelser. Som musikelsker kan man se tilbage på et herligt år, hvor man fik serveret den ene klasseudgivelse efter den anden. Vi rejser tilbage til årets start og graver i kronologisk rækkefølge de mest interessante, bedste og mest bemærkelsesværdige indie-udgivelser frem.
Forår 2009 – Franz Ferdinand, White Lies, Oh No Ono, Depeche Mode, Grizzly Bear
Rejsen starter i af januar, hvor tredje udspil fra skotske Franz Ferdinand kommer på gaden med titlen Tonight: Franz Ferdinand. Albummet, er i modsætning til bandets tidligere, krydret med elektroniske lydeffekter, hvilket resulterer i en spændende udgivelse, der viser en anden eksperimenterende side af bandet.
-
-
I februar udkommer debutalbummet fra engelske White Lies. Der ligger en mørk skygge over det dystre album, som til tider lyder som noget, man har hørt før, men forsanger Harry McVeighs karakteristiske vokal og de ørehængende melodier løfter niveauet.
-
-
-
-
Der er forår i luften, da Oh No Ono opfølger det interessante debutalbum Yes med toeren Eggs, der er mindst lige så eksperimenterende som debuten. Som mange andre bands, er Oh No Ono’s lyd blevet mere dyster, og de lalleglade musikere har bevæget sig i en mere moden retning, der teknisk er bedre. I modsætning til Oh No Ono, der er et relativt nyt band, udkom der også i april et nyt album fra en gammel kending. Depeche Mode har efterhånden lavet musik i 30 år, og med albummet Sounds Of The Univers slog englænderne fast, at de stadig kan lave fantastisk musik.
-
Så er vi kommet til maj, hvor Grizzly Bear udsender tredje album med titlen Vackatimest. Et flot album inklusiv singlen Two Weeks, der i sig selv er grund nok til at anskaffe sig albummet.
Et af nutidens største punkbands Green Day vælger også at udgive i maj. 21st Century Breakdown kører samme stil som forgængeren American Idiot, der er fyldt med politiske budskaber.
-
-
Sommer 2009 – Nephew, Placebo, Mew, Dúné
Vi er nået til sommeren 2009. Der er gang i de danske festivaler, som præsenterer store, internationale navne som: The Killers, Bloc Party, Franz Ferdinand, Arctic Monkeys og Oasis. Danske Nephew er også at finde på plakaten til diverse festivaler, hvor de spiller numre fra den nye plade Danmark/Denmark, der udkommer grundlovsdag. Albummet er gennemarbejdet og nok det mest interessante og måske også bedste album fra Nephew til dato.
-
-
Vi behøver kun at vente et par dage efter grundlovsdag, før Placebos Battle For The Sun er i butikkerne. Dette er første album siden trommeslager Steve Hewitt forlod bandet i 2007. Man kan godt mærke forandringen, men det har bestemt ikke svækket briternes musikalske evner.
-
-
-
I august kom det længeventede album fra Mew med titlen No More Stories Are Told Today I’m Sorry They Washed Away No More Stories The World Is Grey I’m Tired Let’s Wash Away. Albummet blev rost til langt op over skyerne af diverse anmeldere, og med originalitet og sange i topklasse er det fuldt fortjent.
-
-
Senere i august udkommer den ”svære” to’er Enter Metropolis fra Dúné. Det er ikke noget mesterværk, men alligevel holder de ambitiøse elektrorockere niveauet og laver en fin opfølger. Arctic Monkeys giver også lyd fra sig i august med pladen Humbug, der indeholder den fremagende single Cornerstone. Med Humbug, der er gruppens tredje studiealbum, springer bandet flere trin op ad stigen mod rockscenens stjernespækkede himmel.
-
-
Efterår 2009 – Muse, The Raveonettes
I efteråret udsender Muse albummet The Ressistance. Der er ikke meget andet at sige, end at Muse gør det igen, og de gør det super flot! Det er godt produceret, hvilket bandet, for første gang, selv har stået for. Albummet bliver ganske enkelt bedre og bedre for hver gang, man hører det.
-
-
-
Den sidste udgivelse, der skal fremhæves er In And Out Of Control fra danske The Raveonettes. På albummet oplever man en anden side af det ellers så rock n’ roll-prægede band, for på dette album er det de mere poppede toner, man får at høre. Det er spændende og ikke mindst modigt.
-
-
Hvis du ikke i forvejen er indehaver af disse cd’er, så er det tretten ønsker til ønskesedlen.
- eller smut selv ud og køb dem…
Popularity: 2% [?]
MEW MED FØLELSERNE UDEN PÅ TØJET
November 29th, 2009 by Sanni MeeMew: Ambitiøse rockmusikere med følelserne uden på tøjet
Af Sanni Soon Mee Pedersen
Der er gået 4 år siden det danske rockband Mew sidst udgav et nyt album, inden de i august 2009 udgav deres femte studiealbum med den usædvanlig lange titel No More Stories/Are Told Today/I’m Sorry/They Washed Away/No More Stories/The World Is Grey/I’m Tired/Let’s Wash Away. Albummet er blevet godt modtaget af både fans og kritikere, og har fået flotte anmeldelser. Man må derfor sige, at det var ventetiden værd. I den tid er der sket rigtig meget. Den største omvæltning må være, at bandet er blevet reduceret til en trio, da bassist Johan Wohlert forlod bandet.
Foto: Casper Sejersen
Mew har også fået en ny lyd, som er meget anderledes i forhold til forgængeren. Det er vigtigt for bandet, at de udvikler sig fra album til album, og det har de i den grad gjort. Mew har altid haft sin egen unikke lyd, men med No More Stories… har de fundet en lyd, der både klæder dem og som virkelig rammer plet.
Mew har i forbindelse med pladeudgivelsen spillet en masse koncerter i alverdens lande, og det er i løbet af sommeren også blevet til et besøg i Roskilde og til Beatday i København. Bandet arrangerede yderligere to efterårskoncerter i Danmark, en i Århus og i København.
Koncerten i Århus fandt sted d. 27. november i Scandinavian Congress Center. Oh No Ono havde fået lov til at varme op, og de leverede en fin præstation. Da opvarmningsbandet havde spillet det sidste nummer, steg spændingen voldsomt i den fyldte kongressal. På scenen stod to relative små, hvide skærme, som supplement til det store hvide baggrundslærred, som senere skulle blive fyldt med fantastiske billeder og mystiske skabninger.
Introen på bandets fjerde album Circuitry of the Wolf blev åbningsnummeret for aftens koncert. Nummeret gled elegant ind i Chinaberry Tree, hvilket den også gør på albummet. Derefter fik publikum to gamle kendinge også hentet fra And the Glass Handed Kites. Koncerten var dermed skudt i gang. Scenen skiftede fra at være helt sort til totalt oplyst af det store lysshow. Da Am I Wry? No, 156 og White Lips Kissed blev spillet, fik man at få en følelse af, at man stod som publikum midt i live-dvden fra 2006 Mew: live in Copenhagen, for hvor blev alle de nye numre af?
Efter syv numre fra And the Glass Handed Kites og Frengers, var ventetiden forbi. Guitarist Bo Madsen lavede de første guitarriff af Introducing Palace Players, mens det store lysshow blev neddæmpet med en pink farve, der lagde en magisk stemning over kongressalen. Derefter leverede Mew en perlerække af nye numre, hvoraf to nye sange blev flettet smukt sammen i et medley fremført af Jonas Bjerre på klaver. Der blev helt mørkt i salen, og det eneste sted, der var lys, var på forsangeren, som sad ved sit klaver midt på scenen. Dér kunne man tydeligt høre Jonas’ lyse stemme, som nåede langt ud over scenekanten. Som afslutningen på medleyet blev hittet She Came Home For Christmas fremført med trommeslager Silas tilbage ved sine trommer.
Strømmen af nye numre fortsatte og specielt Sometimes Life Isn’t Easy vakte stor glæde hos publikum. Glæden blev bestemt ikke mindre, da bandet sluttede af med den vilde Snowbrigade. Derefter forlod de, under stort bifald, scenen. Dog gik der ikke lang tid, før de vendte tilbage med Beach, hvilket også er et nyt nummer. Bandet takkede flere gange for den gode modtagelse, og det var også tydeligt, at de nød at spille i Danmark igen. Det blev til to numre mere, før der igen blev helt mørkt i salen. En lille lysende prik kom til syne på en af de små skærme. Da Jonas rørte ved den lysende prik, blev den større, og til sidst sad der en lille talende bamse.
Så kunne den ikke trækkes meget længere. Et af bandets allerstørste hits skulle afslutte showet, og der var vist ingen tvivl om, at det ville blive den formidable sang Comforting Sounds, der også afslutter albummet Frengers. Nummeret er både skræmmende uhyggeligt og vanvittig smukt. En perfekt afslutning på en fantastisk koncert, der bestemt levede op til de mange forventninger.
Popularity: 1% [?]
BLOG ROCKIN’ PETE-MIXES
July 23rd, 2009 by Mr. BrownI går skrev vi en anelse om Melt Festival 2009, som to af Danmarks førende blogs inden for elektronisk musik var til — Blog Rockin’ Pete & Data Sapiens…
I den forbindelse glemte vi at anbefale Blog Rockin’ Petes mixes, som der pt. findes hele 24 styk af. Blogs og kontinuitet signalerer traditionelt kvalitet. Det kræver noget at holde modet oppe og blive ved at med skrive. BRP bringer af og til også diverse demo’er & pre-releases – hvoraf det seneste er lars and the hands of light’s nyeste singleudspil (Crunchy Frog). Derudover er der også undegrundinterviews med: When Saints Go Machine, Oh No Ono, Birk Storm, Rumpistol & Analogik. Besøg Blog Rockin’ Pete her:
Popularity: 1% [?]
BEATDAY I VALBYPARKEN
July 8th, 2009 by Mr. Brown
Fra Roskilde over jazz til Beatday i Valbyparken
Roskilde Festival er netop ovre, og støvet fra Distortion, Strøm & Spot har lagt sig — men der’mér! Jazzfestivalen svøber København i vellyd indtil d. 12, selvom hjemmesiden volder problemer. Blind Boys of Alabama Gamle Scene på fredag; hovednavnet José Gonzáles har desværre aflyst; men med 600 koncerter over festivalens tidsrum, burde det være muligt at finde noget, der falder i ens smag. Inden for den elektroniske musik er der store navne på programmet inden for kategorien Something Else, nemlig Daedelus & John Hopkins, der spiller lørdag på Skuespilshusets Store Scene.
Read the rest of this entry »
Popularity: 2% [?]
YOURSPACE & ROSKILDE FESTIVAL 2009
June 19th, 2009 by Mr. Brown
Man kan med god ret klandre musikblogs.dk for at ligge lidt underdrejet, hvad angår dækning af Roskilde Festival 2009. Men vi glæder os! Torben Eik, der er står bag bloggen Organgrinder og derudover er medstifter af YourWaves, har lige sendt os programmet for dette års YourSpace-arrangement. Musik er naturligvis omdrejningspunktet — og følgende navne vil være repræsenterede: Rumraket, Escho, Statler & Waldorf, Jenka Music, Rump Recordings, Lolita Industri, Morningside Records, Bad Afro, SMASH!BANG!POW!, Rabalder Records, Hjernespind Records, Play/Rec, Good Tape Records og Orpheus Records.
Popularity: 3% [?]
MUSIKBLOGGENS ANATOMI — EN FØLJETON #3
May 18th, 2009 by RedaktionenADVARSEL! FØLGENDE ARTIKEL ER MÅSKE EN SMULE LANGHÅRET…
Jazznyt
Er musikblogs grundlæggende bare en samling subjektive betragtninger?
Det personlige subjektive, el. måske rettere intersubjektive, kendetegner blogmediet. Teamet bag Frekvens.dk trækker i beskrivelsen af deres musikjournalistiske projekt modsætningen til de klassiske medier, personificeret i journalistens objektivitet, ganske skarpt op:
”Fordi vi forsøger at komme vidt omkring, forbeholder vi os retten til at være kritiske overfor de kunstnere, vi ikke kan lide og skamrose dem, vi er vilde med. Objektivitet er for journalister — Frekvens er en weblog, og på en weblog har man ret til at have en mening om tingene.”
[...]
Popularity: 2% [?]
FØLG VEGA PÅ GOOMBAY
HØRT UDE I BYEN OM GOOMBAY
LÆS MERE OM ROSKILDE 2010
MUSIKSKRIBENT PÅ GOOMBAY?
STRØM PÅ GOOMBAY
DEN GRIMMESTE FESTIVAL!
HØRT UDE I BYEN OM GOOMBAY
UDGIVER AF GOOMBAY
