INTERVIEW: WHEN SAINTS GO MACHINE
July 3rd, 2010 by Brian TheodorGoombays udsendte mødte det unge band When Saints Go Machine til en snak dagen efter, de åbnede den største scene på Roskilde Festival – Orange, hvor adskillige legendariske musikere gennem tidens løb har optrådt. Snakken kom rundt om oplevelsen af Orange Feeling direkte fra scenen, bandets mål for fremtiden, og Goombay fik svar på, hvad bandet tænker om stilændringen af åbningsnavnet på Orange Scene.
Det danske band When Saints Go Machine er i rasende medvind. Siden begyndelsen i 2007 har de vundet prisen for P3 Talentet i 2008, hvor de også spillede på Roskilde Festival på scenen Pavilion Junior. Året efter udgav de debutalbummet Ten Makes A Face, der er blevet rost for sin originale lyd på den danske musikscene. I år har bandet endnu engang fået æren af at optræde på Roskilde Festival, og ikke nok med at være rykket op på de store scener, så får de æren af at åbne Orange Scene.
LÆS HELE GOOMBAYS ROSKILDE FESTIVAL 2010 TEMA
Hot forspil fra hårdtarbejdende musikere
Da jeg mødte kvartetten, var det ikke at mærke på dem, at de for snart et døgn siden stod på Orange Scene foran 40.000 spændte festivalgæster. “Vi sover på campingpladsen sammen med resten af gæsterne!”, fortæller forsanger Nikolaj Manuel Vonsild. Roskilde skal opleves sammen med resten af gæsterne, og ikke gemt væk på en afskåret campingplads, mener bandet. I den forbindelse taler vi om, hvor meget tid bandet bruger på sin musik – over for tiden de bruger på arbejde og studier. Den største udfordring må være tiden, da bandet mener, at man bliver nødt til at dedikere sig selv hundrede procent. Netop derfor er der heller ikke meget tid til hverken arbejde eller skole – for som bandet fortæller; man bliver nødt til at tage en masse chancer, og de vil ikke bruge tid på at ‘have noget at falde tilbage på‘. Musikken er i centrum, og selv efter den store succes, arbejder de fire musikere stadig hårdt for at udvikle sig og komme ud gennem medierne.
LÆS HVAD BLOGGERNE SKRIVER OM WHEN SAINTS GO MACHINE
Roskilde Festival fik i 2008 den færøske sanger Teitur til at åbne den sagnomspundne Orange Scene, som året efter blev åbnet af den svenske rapper Petter. Festivalen vender atter blikket mod Danmark, men de har endnu engang valgt en alternativ genre – ikke det typiske rockband, man kunne forvente af rockfestivalen. Derfor har vi her på redaktionen spekuleret på, hvordan det føles at være “forsøgskaniner” – nu hvor festivalen tilsyneladende forsøger at skifte stil. Men bandet afviser blankt, at de skulle være forsøgskaniner. Tværtimod mener de, at Roskilde Festival er lige nøjagtig et sted, der har mulighed for at tage chancer og overraske publikum. “Det er en enorm chance for os at få lov at åbne Orange Scene”, siger Vonsild, mens synthspiller og sanger Jonas Kenton ser deres optræden på Orange som et “hot forspil” og lover, at bandet fortsat vil arbejde hårdt for at yde det bedste resultat.
Orange Feeling
Det helt store spørgsmål efter den umålelige ære at åbne Orange må være, om oplevelsen levede op til forventningerne hos bandet – og om de kunne finde sig selv til stede ved koncerten. Simon Muschinsky, der spiller keyboard i bandet, kan afsløre, at de har brugt rigtig lang tid på at forberede sig til netop denne koncert. Han tror derfor, at de gennem den hårde forberedelsestid har opnået så stor sikkerhed og bevidsthed om koncerten, at de derved ikke mistede kontrollen på noget tidspunkt. “Oplevelsen var så langt federe end forventet”, siger Vonsid, der næsten var overrasket over, hvor gigantisk fed en følelse det var, da han trådte ud på Orange Scene som den første til at råbe: Hva’ så Roskilde?
LÆS GOOMBAYS OMTALE AF WHEN SAINT GO MACHINE ORANGEÅBNING
Med den beundringsværdige fremgang bandet har oplevet siden sin begyndelse, kan man ikke lade være at spørge sig selv, hvad de selv har af mål for fremtiden. Men kvartetten føler sig slet ikke som et gigantisk stort band endnu, og de udviser stor glæde og ydmyghed ved den store opmærksomhed. Måske netop derfor har de svært ved at sætte ord på, hvad deres næste mål er. Kenton kommer dog frem til, at målet må være – kort og godt – at blive ved med det, de har gjort indtil nu. De skal blive ved at udvikle sig, give sig selv helt til musikken, og derved beholde en stor drivkræft.
Popularity: 2% [?]
WHEN SAINTS GO MACHINE — STRØM & REMIXES
June 25th, 2009 by Mr. Brown
Man skal passe på med sine metaforer. Ukrudt var det første, der slog mig ind. Ikke negativt forstået. Bare i betydningen levedygtigt og fremvoksende allevegne. When Saints Go Machine synes at poppe frem på min radar konstant og hele tiden. Som navn til Strøm Festival 2009, i forbindelse med Lou Van — som nok mest ellers kendes for 2009-udgaven af Jullerup Færgeby-hittet Ka’ du få, for en krone!, som på nudansk skæres ned til essensen — Kadufaa. Politikens udsendte, Ditte Giese, rapporterede at det track ga’ go’ gang i kædedansen i forbindelse med årets Distortion Festival. Beklager digressionen!
Popularity: 2% [?]






