KLUB MINI VEGA – REVISED, OVER & OUT
September 8th, 2009 by Jannick Blaksmark
Grand Avenue, Choir Of Young Believers, Ida Corr, Kasper Eistrup og en ca. 120 andre kunstnere har alle, siden Mini VEGA den 2. marts ’05 slog dørene op, lagt vejen forbi Ideal Bars akustiske klub. Men nu er det slut – ikke mere intim stilleleg i baren i VEGAs hjørnebar. Den 16. september går den faste vært Dennis Mejdal med et følge af Tim Christensen, Tina Dickow, Diefenbach (duo), John ME (S) og CALLmeKAT nemlig på scenen til verdens sidste Mini VEGA. På grund af den lidt specielle (måske lidt vemodige) anledning, har klubben fået lov til at rykke hele setup’pet 1 ½ etage op i VEGAs flagskib – Store VEGA (dog ikke TAP1). Den umiddelbare tanke kunne være, at det er lidt synd at skifte den vante scene ud til det ikke super intime Store VEGA. Men folkene bag arrangementet lover i deres presseskriv, at ”Det vil […] være til et Store VEGA, hvor der er leget med opstillingen, så den intime stemning, der kendes fra Ideal Bar, også kan opleves i den ellers så store sal.”… Spændende…!
Klub Mini VEGA var en af de første spillere, der seriøst satte fokus på den ’genopfundne’ Singer/Song Writer-kultur, der, med ambassadører som Rasmus Nøhr, Peter Sommer og Thomas Dybdahl, siden 2005 har spillet en kæmpe rolle i ny dansk musikkultur. Gamle Folk-kunstnere som eksempelvis Niels Skousen er kommet på plakaten igen, samtidig er genren er blevet genfortolket og redefineret af kunstnere som Music for Dreams pigen Aura Dione og den tidligere nævnte Dennis Mejdal, der i 2008 på albummet Grow Little Acorn, Grow! smeltede sin vokal og guitar sammen med et underliggende elektronisk lydbillede. Efter den 16. sep. har genren ikke mere VEGAs programchef Oskar Jensen til at ’tysse’ på de to snakkende piger i baren, der ikke har forstået hviskekonceptet. Flyv fugl flyv…

Popularity: 2% [?]
TAP 1 LIVE & DRØMMEN OM MEGA VEGA
August 30th, 2009 by Mr. Brownaf: Electro-Gammelfar
Det er ikke hver dag, at Danmark får et nyt spillested. Nogle går bort — Stengade 30 til eksempel — men der er stadig håb for den rytmiske musik, lader det til. Et af Danmarks førende spillesteder Vega, Musikkens hus, kunne i fredags meddele, at de deltager i et nyt samarbejde, der sigter mod at sikre den rytmiske musik de bedst tænkelige rammer, når den skal opleves live.

Navnet er TAP 1 Live, hvoraf den første del, TAP 1, betegner et nyt venue, beliggende i en gammel tappehal på Carlsberggrunden, som vil danne ramme om en “lang række begivenheder af både kulturel og kommerciel karakter”, som det hedder i pressemeddelelsen. Der er plads til op til 4600 mennesker, og tunge spillere som Dansk Industri, Zulu Awards og livstilsmessen Copenhagen Lifestyle har allerede booket sig ind. Vega indgår i ligningen i en fond, hvis formål er at afvikle koncerter og kulturbegivenheder i TAP 1.

Vegas direktør, Peter Sand, udtaler:
“TAP 1 Live skal først og fremmest gøre det muligt for de besøgende at få bedre indendørs musikoplevelser, når vi taler om store koncerter i formatet 2000-6000 publikummer. Med VEGA som en del af Tap 1 Live, er der naturligvis meget fokus på den rytmiske musik, men det er et mål, at fonden aktivt skal være en del af det københavnske kulturliv og dermed byde op til dans med mange forskellige kulturgenre. Derudover skal fonden være et konkret og praktisk brohoved mellem erhvervs- og kulturlivet, som I vores optik har behov for fælles projekter og en konkret platform for at videreudvikle Københavns og Danmarks oplevelsesøkonomiske potentiale. Fonden bag TAP 1 Live kan blive et aktivt bud herpå og vil byde på andet og mere end ”blot” gode koncertoplevelser.”

Fra Vega til Mega Vega
Der er nogle rim, der er så oplagte og mundrette, at de ikke vil dø. Ta’ fx Mega Vega, som betegner drømmen om en ny koncertsal specialdesignet til på bedste måde at præsentere og servere rytmisk musik — konstrueret fra bunden med akustik og arkitektur for øje. TAP 1 betegnes som et skridt på vejen mod Mega Vega, og TAP 1 live-fonden har som defineret mål at arbejde aktivt henimod realiseringen af et kommende koncertsted i København.
Lige ved og næsten — Mega Vega-planerne
Tegnestuen BIG (Bjarke Ingels Group) har tidligere arbejdet på en konkret visuel udforming af Mega Vega, men planen blev skrinlagt i oktober 2008. Visionen var et spillested, der var en del af Københavns skyline, så publikum kunne indtage såvel den rytmiske musik som hele København i en smagfuld mundfuld, når de gik til koncert.
En slagkraftig hovedsponsor i form af TDC, som om nogen større kommerciel aktør har satset på musikområdet, var med på idéen. Lige så var de københavnske politikere. Finanskrisen indtraf, og den gik ikke kun ud over Nik & Jay og alle deres basseører i Roskilde Bank. Den daværende direktør for Vega, Malene Lei Raben, anslog, at omkostningerne for etablering og drift i første omgang ville løbe op i 25 millioner kroner. Det kan umiddelbart lyde af meget, men Københavns Kommunes driftsbudget var i kalenderåret 2008 på omkring 40 milliarder, og Operahuset modtog omkring 40 millioner kroner i støtte.
Så selv om akustik og arkitektur — og en egnet byggegrund opkøbt af bygherren in spe, Ole Bredtoft, var på plads — så var pengene ikke til at finde. Men nu ser det altså ud til, at drømmen om Mega Vega lever videre i en ny inkarnation.
Popularity: 7% [?]
Foto: Klavs Bo Christensen


