Posts Tagged ‘vira’

EVERYDAY CREW LIVE: LEMUREN ER FØDT

May 21st, 2010 by Brian Theodor

Det uafhængige musikkollektiv Everyday præsenterede lørdag d. 15. maj for første gang hele holdet på samme scene. Under Everyday-fanen finder vi et stærkt hold af musikere, der utvivlsomt er nogle af de bedste i landet. En fænomenal aften i selskab med sublim musik understregede, hvordan musik og kreativitet kan opnå en enorm dybde ved at bryde rammerne og udviske genrerbarrierne.


Kreativitet lever bedst uden begrænsninger, og den destruktive ‘genrementalitet’ er med til at stoppe kræfterne bag musikinnovation. Her mener jeg den ‘genrementalitet’, der inddeler musik i ubrydelige rammer under hver sin genrebetegnelse. Det er vel umuligt ikke at opfatte musik som forskellige genrer, men problemet er også mere opfattelsen af, at de forskellige typer musik er uforenelige. Fejlagtigt ses de forskellige musikstilarter som størrelser, der hverken kan eller bør kombineres. Det er en løgn, at man ikke kan være dedikeret fan af forskellige genrer, der ellers aldrig opleves på samme scene.

Det er her EVERYDAY fungerer som en ny stemme, der nægter at underkaste sig de eksisterende begrænsninger i musikbranchen. Under samme fane samler de fem forskellige navne med hver sin lyd, hvor den eneste fællesnævner er kærlighed til musikken. Inden den første Everyday-koncert fungerede konceptet mest i teorien, hvor medlemmerne nok arbejdede sammen på kryds og tværs, men endnu ikke havde lanceret idéen i praksis. Men lørdag d. 15. maj slog Forbrændingen i Albertslund dørene op, og Everyday blev for alvor ført ud i livet. Holdet leverede en grænsebrydende aften, hvor hvert act havde sin helt egen stil og unikke optræden.

LÆS OGSÅ – EVERYDAY CREW – ALL DAY, ALL NIGHT

Fugleskarn åbner med masser bas
En tåge af røg breder sig fra scenen, mens en dyb bas runger ud i salen. I en lækker kombination af farver og lys træder aftenens første optrædende frem, og indhyllet i mystik åbner Fugleskarn med sit eksperimenterende dubstep. Kendetegnet ved musikken er den stemning, der næppe findes andre steder end i dubstep-universet. Med en overlegen sans for musik blander Fugleskarn elementer fra drum’n’bass og electronica ind i sine hypnotiserende numre, hvor stemningsfuldt synth er flettet sammen med tung bas og rå trommerytmer.

Fugleskarn havde valgt et stjernklart fokus med sin optræden; stemningen. Den forførende og syrede stemning var helt i centrum, hvad både den store brug af røgmaskine, lyseffekter og farver understregede. Der var ingen dialog under koncerten, der også var med til at holde opmærksomheden fokuseret på det musikalske udtryk. Selvom der endnu ikke var så stort et fremmøde, blev der udvist stor begejstring for aftenens første koncert. Personligt havde jeg glædet mig meget til netop at opleve Fugleskarn i aktion – og jeg glæder mig allerede til næste gang.

Knivskarpt metalcore og vedrørende rap
Med et eksplosivt udtryk træder aftenens anden optrædende på scenen – det unge band Scarred By Beauty. Med en knivskarp lyd blander de eksperimenterende elementer ind i metalcore, hvor der endda er plads til lidt poetry slam og melodisk metal. Bandet spiller super fedt og super tight, de har en bragende energi og en fed attitude. Der er så meget knald på deres musik, og på intet tidspunkt er der ro på scenen. Der ligger så meget passion og engagement bag bandet, og det er så tydeligt at se, når de er på scenen. Jeg elsker deres optræden, hvor det næsten er en dødssynd at stå stille. Selvom der er dukket flere op, er der stadig ikke et kæmpe fremmøde, men Scarred By Beauty trykker den af med et tårnhøjt niveau.

SCARRED BY BEAUTY FORTÆLLER OM TANKERNE BAG EVERYDAY

Aftenen starter med stemningsskabende dubstep, der fortsættes med eksplosivt metalcore, og tredje runde byder på holdningsfyldt rap. Lyset er dæmpet, en dunkel tåge af røg kryber rundt i salen, og på scenen står to kister med indgraverede kors – der naturligvis har hovedet ned. Ud af de to kister træder duoen CrackmordaZ – en rapgruppe med holdning og talent. Det hele starter en smule langsomt, men som det første nummer skrider frem, springer duoen ud i dobbelt tempo, skrig og opråb. Der bliver lynhurtigt dannet en fantastisk fed stemning i salen, mens gruppen spytter sine tekster så hårdt og præcist, at publikum hurtigt begynder at skrige med på teksterne.

Intelligent Pushing - Foto af Aske Rif Torbensen

CrackmordaZ optrådte med gammelt materiale, men de brugte også muligheden til at præsentere splinternye numre – og samtidig annoncerede de en kommende EP. Jeg er enorm begejstret for rapduoen, der leverede et super fedt show, masser af musikalsk indhold samt lyrisk kvalitet. Energien, der må være det mest iøjefaldende kendetegn for et Everyday-act, var helt i top, der også hurtigt smittede af på publikum. Mod slutningen af koncerten fik de besøg af forsanger Jonathan Albrechtsen fra Scarred By Beauty. En helt fantastisk måde at udnytte mulighederne i Everyday, da deres musikalske udtryk går rigtig godt i spænd. CrackmordaZ er naturligvis en rap-duo, men deres intense optræden er et glimrende eksempel på, hvordan hiphop med fordel kan hente inspiration fra metallens hårde og direkte udtryk – som de formår at gøre helt til deres egen lyd.

Brutale melodier og rå industrial trip-hop

Foto af Adam Andersen Læssø

Efter en kort pause er Everyday parat med endnu en omgang hård rock. Det giver enormt meget til en koncert, når der er et stort fremmøde – og i løbet af aftenen kom der faktisk et rigtig pænt publikum. Da Vira gik på scenen badet i røg og lys, fik de en rigtig pæn modtagelse. Deres blanding rå metal og melodiske dødselementer fungerer perfekt, og de mange tekniske elementer tilføjer lige musikken lidt ekstra. Forsangeren Kim Jarlhelt har en fantastisk charme, hvor især hans humor skinner igennem under hele koncerten. Det ekstremt flotte og velspillede musik får hurtigt revet publikum med, så der midt i salen dannes en lille mosh pit.

“Er der nogle piger til stede i aften?” råber Jarlhelt ud i salen, mens guitaristerne hurtigt begynder at tælle oprakte arme. “Denne her går ikke ud til jer!” – og salen eksploderer i et orgie af hårde riffs, tunge trommerytmer og ond growl. Det er bare et lille eksempel på den tiltalende humor, der flittigt dyrkes mellem de hårdtslående numre. På trods af det meget blandede publikum får Vira en enorm opbakning, og det er bestemt velfortjent. De formår at blande brutalt heavy metal med lyttervenligt melodisk rock på en måde, så selv udefrakommende hurtigt bliver revet ind i deres musikstil.

Det bringer os frem til aftenens sidste optrædende, der tro mod konceptet er en blanding af flere forskellige stilarter og en sammensmeltning af genrer. Intelligent Pushing har som de eneste i musikkollektivet udgivet et helt album, (r)Evolution – der måske er det bedste danske rap album i over et halvt årti. De har et stærkt lydbillede, hvor kontroversielle holdninger har en central plads. Rapperen Michael Mental står for lyrikken, hvor vi kommer ud i mørke hjørner af samfundet, får politiske opråb og personlige tanker om tilværelsen. Der er stor lyrisk kvalitet i teksterne, hvor Michael Mental leger med sproget på en enorm inspirerende måde.

Foto af Aske Rif Torbensen

Det musikalske udtryk, Intelligent Pushing har skabt, er et kapitel for sig selv. Manden bag de lækre beats er Dynamic H, der henter inspiration fra 50’er jazz, beskidt industrial og rå elektro-rock. Det eksperimentende udtryk bliver bygget op af melankolske klaverstykker, store hornarrangementer, noise fragmenter og lækkert synth. De originale produktioner bliver bragt til live på scenen, hvor gruppen bliver bakket op af et liveband. Numrene får en langt mere rocket lyd ved live, der bestemt også klæder dem. Intelligent Pushing har gjort meget ud af deres sceneshow, hvor de til at starte med får hjælp af Vira-forsanger Jarlhelt, og under hele koncerten har de to letpåklædte dansere med på scenen. Koncerten slutter med tekniske problemer, men det er intet problem for Michael Mental, der starter det sidste nummer a cappella – hvorefter livebandet kommer med.

Everyday – Since Life Turned Good
Efter aftenens sidste koncert har Everyday arrangeret en dubstep-afterparty, der fungerer som en perfekt afslutning på aftenen. De forskellige genrer supplerer hinanden på helt fantastisk vis, og på den måde har musikkollektivet for alvor søsat sit projekt. Publikum fik et indblik i genrer, der normalt ikke forbindes med hinanden. De optrædende arbejder sammen på kryds og tværs, så der hele tiden er en klar rød tråd mellem de forskellige koncerter.

Jeg er så vild med konceptet, der i mine øjne er noget af det mest nyskabende og innovative på den danske musikscene lige nu. En hel aften i selskab med Everyday beviste, at deres idé bag kollektivet sagtens kan føres ud i livet med stor succes. Så uafhængigt og ambitiøst et tiltag giver tro på, at der gemmer sig stærke kræfter i den danske undergrund. Drømmen er lanceret, konceptet fungerer, og så må fremtiden vise, hvor langt de unge iværksættere kan komme.

Vira - Foto af Lennart Bjerring

Popularity: 3% [?]

EVERYDAY CREW — ALL DAY, ALL NIGHT

April 3rd, 2010 by Brian Theodor

Nøjagtig som al andet kunst er musik bedst, når det rører ved noget indeni. Det lettilgængelige og nemme er sjældent det bedste, og ofte ryger det ind af det ene øre og ud af det andet. Derfor er de kunstnere, der går imod strømmen, værd at holde øje med. Det er ofte her, de store mesterværker gemmer sig.

Jeg elsker, når kunstnere formår at bevæge sig ud af de faste rammer, og kreativiteten ikke begrænses. Netop de grænser, der dannes ved at kategorisere musik, er kreativitetens værste fjende. At se musik som genrer og kategorier er med til at stoppe nyskabelse og originalitet. Heldigvis findes der musikere, der bryder med de faste afgrænsninger, og ikke lader sig hæmme i form og udtryk.

I denne artikel kigger vi nærmere på det unge musikkollektiv EVERYDAY, der rummer en håndfuld af de mest innovative og lovende navne på den danske musikscene. Musikken er eksperimenterende, nyskabende og spækket med kvalitet.
Formålet bag Everyday-konceptet er at bryde de musikalske barrierer i dansk musik. Genrerne dækker rap, dubstep og metal, hvor der eksperimenteres med reggae, jazz, industrial og andre sidespring. Der er ingen bånd, der binder Everyday – med en stadig stigende succes, er der vist ingen tvivl om, at medlemmerne har fat i den lange ende!

Everyday Crew
I Everyday finder vi fem vidt forskellige navne fra den Københavnske undergrund.

Intelligent Pushing udgav i slutningen af 2009 sit debut album (r)Evolution. Med den originale blanding af hiphop, industrial og jazz har gruppen skabt det bedste danske hiphop album i mange år. Gruppen formåede at melde den fysiske udgave af albummet udsolgt, selvom det ligger frit tilgængeligt på deres hjemmeside.

Scarred By Beauty vandt ved Danish Metal Awards prisen som Årets Metal Talent, hvor de også var nomineret til publikumsprisen. Den kritikerroste demo We Swim er noget af det bedste og mest energifyldte hardcore i den danske undergrund.

CrackmordaZ blander alt fra balkon til punk og tilføjer rap. Gruppen har tidligere udgivet en EP under navnet Autonome Alkoholikere, der giver et indtryk af gruppens rebelske hardcore rap.

Fugleskarn laver en spændende blanding af dubstep, drum’n’bass og electronica. Han blander legende, tunge rytmer med dystre, melodiske musikflader. Eksperimenter med farverige, spændende kontraster gør udtrykket helt unikt. De hypnotiserende numre med de tunge beats rykker i rammerne på de genrer, der aktivt leges med.

Vira vandt prisen for Årets Metal Band ved Underground Music Awards 2009, og ved Danish Metal Awards var de nomineret til Årets Metal Talent samt til publikumsprisen. Musikken er toptunet moderne metal, der blander melodisk heavy med tekniske elementer. Bandet er ved at skrive sit debutalbum, der uden tvivl bliver et af årets bedste danske albums!

I løbet af foråret drager hele Everyday på miniturne, hvor alle medlemmer optræder. Derudover spiller Vira en gratis koncert på Lades Kælder i København. Scarred By Beauty tager på turne og repræsenterer Everyday ved Spot Festivalen i Århus.

Scarred By Beauty – en eksplosion af energi!
Bandet har kun eksisteret i fire år, men de har allerede høstet enorm succes i den danske undergrund. Med deres helt egen lyd har de taget Danmark med storm, og det kulminerede i januar, da de vandt prisen for Årets Metal Talent. På en bølge af succes tog de på en Europaturne, de afsluttede i Århus til W:O:A (Wacken Open Air) – som er en international metalkonkurrence.

Med demoen We Swim i bagagen tager Scarred By Beauty på Danmarksturne i foråret.

Scarred By Beauty er et af de mest energifyldte og eksplosive bands, jeg nogensinde har oplevet. Fra de gik på scenen ved W:O:A, og til de forlod den, var der bragende knald på! Deres attitude er ægte, deres kærlighed til musikken er uendelig, og de formår at komme helt ud til publikum. Den enorme passion på scenen gør dem til et band, der leverer mere end bare en musikalsk oplevelse!
Demoen kan høres på bandets myspace, og jeg vil anbefale enhver til at tjekke den ud – og samtidig kigge efter, hvornår de kommer forbi en by i nærheden!

Scarred By Beauty spiller en blanding af hardcore og groovy metal, og med melodiske riffs samt den enorme energi skaber de sit helt eget udtryk. Sanger Jonathan Albrecthsen har en kanon fed stemme, der både fungerer perfekt til growl, skrig og til de enkelte gange, han synger helt rent. Han kan slet ikke stå stille på scenen, hans energi smitter af på publikum, og han er en fænomenal frontfigur lige netop for Scarred By Beauty.
Der er ingen lang, kedelig stemningsskabende intro, ingen unødvendige break. Scarred By Beauty spiller musik, der blæser ud af højtalerne – og der skal ikke gå et eneste sekund til spilde!
De spiller hurtigt hardcore med melodiske riffs, teknisk dygtighed og skrig. Bandet har masser af talent og potentiale, og jeg er helt overbevist om, at de vil kunne række længere end bare til fans af hård rock. Det er jo netop også formålet bag musikkollektivet Everyday! Ingen begrænsninger, ingen faste rammer, ingen hæmninger!

EVERYDAY er et af de mest lovende tiltag i den danske undergrund, og jeg glæder mig meget til at høre mere fra hvert af medlemmerne. Med en række koncerter i foråret burde der være god mulighed for at opleve en eller flere medlemmer fra Everyday Crew.

Everyday tour;
Everyday – All Night mini-tour
15/05 Forbrændingen, Albertslund
29/05 Dortheavej 61, København – “Det nye Ungdomshus”
04/06 Kansas City, Odense

Vira
29/04 Lades Kælder, København (Gratis koncert)

Scarred By Beauty – Danmarks-turne
16/04 Dampf Fredericia
17/04 Rockstuen Odense
22/04 Musikstalden Næstved
23/04 Rock Nielsen Aalborg
24/04 The Rock Copenhagen
30/04 Metalcore Skjern
01/05 Musikcaféen Århus – support til As We Fight
14/05 Templet Lyngby – sammen med Lionheart (US)

20-22/05 Spot Festival Århus
05-07/08 Fredericia Hardcore Festival

Links;
Intelligent Pushing

www.myspace.com/intelligentpushing
music.intelligentpushing.com

Scarred By Beauty
www.myspace.com/scarredbybeauty

CrackmordaZ
www.myspace.com/autonomealkoholikere

Fugleskarn
www.myspace.com/fugleskarn

Vira
www.myspace.com/virametal
www.virametal.com

Popularity: 4% [?]

UNDERGROUND MUSIC AWARDS 2009-VINDERE

June 19th, 2009 by Mr. Brown

underground_music_awards_2009_vindereD. 13. juni afholdtes arrangementet Underground Music Awards i Pumpehuset. Initiativet er et bachelorprojekt udtænkt og eksekveret af energiske og driftige perfomance design-studerende fra RUC. Vindere af Underground Music Awards 2009 blev:

Read the rest of this entry »

Popularity: 1% [?]

Get Adobe Flash playerPlugin by wpburn.com wordpress themes