Posts Tagged ‘White Lies’

DEN JYSKE FESTIVALKAMP ER BEGYNDT

February 26th, 2010 by Rasmus Otvald

Mange ville næppe blive stødt, hvis man konkluderede, at nationalklenodiet, Roskilde Festivalen, er Danmarks største, og endvidere, bedste festival. Goombay retter derfor blikket mod de jyske festivaler for at kigge nærmere på deres kunstnersammensætning. Skanderborg, Jelling og Skive.  Kampen om dronningetronen er begyndt.

Smukfest (Skanderborg)
På kunstnersiden skuffer Smukfest i forhold til tidligere. De tiltrækker i år kun tre hovednavne, som ikke kan ses hverken i Skive eller Jelling.

smukfest på goombay-Kent (S)

-Volbeat

-Thomas Helmig

-
-
-

-
Kent er et fremragende band med internationalt format. Men, som eneste udenlandske hovednavn på en festival som smukfesten, holder de ikke.

Volbeat er at rigtig fint dansk band, som dog ikke bør pryde øverste linje på festivalsplakaterne.

Sidste unikke hovednavn er så hr. Helmig. Et lidt kedeligt ”sure bet”, og det kan undre, at man kører en mand, som hittede for 10 år siden, frem i forreste artilleri.

Smukfest henter dog yderligere et navn, som ikke kan ses på de to andre festivaler. I Got You on Tape. De vandt p3-prisen og er et virkelig upcoming band. Godt skuldret Skanderborg. Det vil vi gerne se mere af.

Overall er programmet for Danmarks indtil videre andenstørste festival ikke godkendt. Der er simpelthen alt for mange danske navne, som kan ses på alle landets andre festivaler også. Og hvad står de så tilbage med, et middelmådigt program hvor et svensk band må løfte smukfestarven.

jelling festivalJelling Musikfestival
Jelling sikrede sig årets absolut flotteste navn, da de annoncerede, at Sir Elton John kommer til Jelling.  Endvidere præsenterer de australske Wolfmother, Outlandish, og Medina.

Lidt bemærkelsesværdigt er det faktisk, at Jelling formår at være de eneste, som har Outlandish og Medina på programmet.

Outlandish har i en lang årrække været en populær mainstream rapgruppe herhjemme og den fremadstormende danske Madonna, Medina, hitter stort med hendes elektro-pop.

Foruden disse fire navne minder Jellings program utroligt meget om smukfesten i Skanderborg.  Hvis Jelling kan holde højt niveau i den organisatoriske og planlægningsmæssige del, skal Skanderborg virkelig præstere i 2011, for ikke at blive overhalet.

Skive Festival
I år kan meget vel være året hvor Skanderborg må overgive tronen som Jyllands bedste festival til Skive. Skive sprænger rammerne med tre udenlandske topnavne, som ingen andre hamler op med.

skivefestival på goombay- Greenday (US)

- Rammstein (DE)

- White Lies (UK)

-
-
-

Ikke alle er begejstrede for de midaldrende drenge i Greenday som med deres punk rock til tider lyder som selvynkende teenagere. De har dog deres publikum og med et CV, der siger millioner af solgte albums, har Skive imponeret.

rammsteinGik man lige og troede at Skive Festival havde nået overlæggeren, da de hentede Greenday, dukker Rammstein op. Med en sindssyg tanz-metall og et show, der kan give selv volbeatfans mareridt, er forudsætningen for at vildt show lagt. Som Greenday kan de også skrive millionsælgende rockband på CV’et plus ”det mest perverse band nogensinde” for nøgenoptrædener. Et vildt show bliver det unægtelig.

NB: Rammstein er grundet deres marcherende grundrytme i nogle af deres numre blevet beskyldt for at være nazister, der indirekte hylder Hitler. Dette er dog ikke tilfældet. Bandet har selv erklæret, da de ikke ville kaldes nazister, at de alle holder til på venstrefløjen. Rammstein er dog kontroversielle på så mange andre punkter, at Skive, når koncerten er ovre, nok fortryder at de hentede dem til alligevel.

Sidst men ikke mindst er der White Lies. De har ligget nummer ét på den britiske hitliste samt været opvarmning og support for både Coldplay og Kings Of Leon. Et band der levere anmelderroste koncerter og en lydprofil til det bredde publikum.

Også på de danske navne har Skive Festival samlet en pallet de andre festivaler på misunde. Landeplagen Rasmus Seebach. Nexusdrengene Nik og Jay. Og rock and roll’erne The Raveonettes.

Der er lagt op til, at Skive Strand vil give tusindvis af musikglade danskere en god sommer. Var programmet godt sidste år med The Killers, er det fremragende i år.


Opfordringen herfra; Køb billet til Skive og glem ikke Roskilde.

Det skal med rette siges, at festivalerne har mange navne, som alle ikke kan præsenteres her. Nedenfor kan nogle af de største navne dog ses. Tabellen kan give at overblik over, hvilke kunstnere du kan se, lige meget hvilken festival du tager til.


Smukfest Jelling Skive
Dizzy Mizz Lizzy X X X
Sanne Salomonsen x x x
Ginger Ninja x x x
C.V. Jørgensen x x x
Kashmir x
x
Dúné x x x
Alphabeat x x
The Rumour Said Fire
x x
TV-2 x x x
Magtens Korridorer
x x
Nephew
x x


Til sidst skal det oplyses, at der med stor sandsynlighed vil blive tilført flere navne til festivalsplakaterne.

Popularity: 3% [?]

FLORENCE AND THE (HYPE) -MACHINE (# 1)

January 29th, 2010 by VEGA-Blogger

Af Jacob Odgaard – VEGA

(DEL 1)
Florence and the Machine er et overordentligt godt eksempel på, hvor hurtigt det kan gå. Gruppen med den karismatiske forsanger udgav deres første album Lungs i juli 2009 og siden er det gået stærkt for den engelske gruppen. Albummet peakede øverst på den engelske hitliste og lå nummer 13 i Europa. Blot en måned efter udgivelsesdatoen havde gruppen solgt 200.000 album i England alene og lå siden nummer to på den engelske hitliste i fem uger i træk.

En del af forklaring skal findes i den massive hype, der har omringet Florence and the Machine i tiden inden albumudgivelsen. Hypen synes at være begyndt efter gruppen var del af ShockWaves NME Awards Touren, der er en årlig tour organiseret af den britiske musikindustri. Formålet med touren er at støtte upcoming bands ved at lade dem turnere sammen med etablerede bands. Florence turnerede derfor i 2009 sammen med Glasvegas, White Lies og Friendly Fires.

En af de større grunde til Florence and the Machines succes ligger dog formentlig i BBC’s promovering af gruppen, da de blev en del af talent-programmet BBC Introducing i 2008. Programmet gav Florence muligheden for at spille ved flere engelske festivaler såsom T in the Park, Reading & Leeds og ikke mindst Glastonbury. Oven i hatten blev gruppen udråbt som 2009s ”one to watch” af BBC’s ’Sound of 2009’.

En stor del af bandets succes kan derfor findes i den støtte Florence har fået fra den etablerede musikindustri og herunder medierne. Men er det hele forklaringen? Indeværende blog-skribent stiller selvfølgelig spørgsmålet rent retorisk. For nej det er ikke hele forklaringen på gruppens succes, men blot en del af den fantastiske historie Florence and the Machine er ved at skabe.

En stor del af et bands succes afhænger selvfølgelig af, hvorvidt musiklytterne synes om sangene og tager dem til sig. Denne opgave klarer Florence and the Machine på overbevisende vis ved at lave fængende singler som ”Dog Days Are Over”, ”Rabbit Heart (Raise It Up)” og ”You’ve Got The Love”, der ganske enkelt gør det umuligt ikke at forelske sig i deres musik.

Af Jacob Odgaard – VEGA

Læs anden del af Jacob Odgaards artikel

-
-
-
-
-

Popularity: 2% [?]

TILBAGEBLIK – 2009 MED INDIEBRILLER

December 11th, 2009 by Sanni Mee

Af Sanni Soon Mee Pedersen – Indie/alternative

2009 har været et spændende, musikalsk år med en del længeventede udgivelser. Som musikelsker kan man se tilbage på et herligt år, hvor man fik serveret den ene klasseudgivelse efter den anden. Vi rejser tilbage til årets start og graver i kronologisk rækkefølge de mest interessante, bedste og mest bemærkelsesværdige indie-udgivelser frem.


Forår 2009 – Franz Ferdinand, White Lies, Oh No Ono, Depeche Mode, Grizzly Bear

Billede 9Rejsen starter i af januar, hvor tredje udspil fra skotske Franz Ferdinand kommer på gaden med titlen Tonight: Franz Ferdinand. Albummet, er i modsætning til bandets tidligere, krydret med elektroniske lydeffekter, hvilket resulterer i en spændende udgivelse, der viser en anden eksperimenterende side af bandet.

-
-

white liesI februar udkommer debutalbummet fra engelske White Lies. Der ligger en mørk skygge over det dystre album, som til tider lyder som noget, man har hørt før, men forsanger Harry McVeighs karakteristiske vokal og de ørehængende melodier løfter niveauet.

-
-
-

-

on no onoDer er forår i luften, da Oh No Ono opfølger det interessante debutalbum Yes med toeren Eggs, der er mindst lige så eksperimenterende som debuten. Som mange andre bands, er Oh No Ono’s lyd blevet mere dyster, og de lalleglade musikere har bevæget sig i en mere moden retning, der teknisk er bedre. I modsætning til Oh No Ono, der er et relativt nyt band, udkom der også i april et nyt album fra en gammel kending. Depeche Mode har efterhånden lavet musik i 30 år, og med albummet Sounds Of The Univers slog englænderne fast, at de stadig kan lave fantastisk musik.

-
grizzly bearSå er vi kommet til maj, hvor Grizzly Bear udsender tredje album med titlen Vackatimest. Et flot album inklusiv singlen Two Weeks, der i sig selv er grund nok til at anskaffe sig albummet.
Et af nutidens største punkbands Green Day vælger også at udgive i maj. 21st Century Breakdown kører samme stil som forgængeren American Idiot, der er fyldt med politiske budskaber.
-
-

Sommer 2009 – Nephew, Placebo, Mew, Dúné
nephewVi er nået til sommeren 2009. Der er gang i de danske festivaler, som præsenterer store, internationale navne som: The Killers, Bloc Party, Franz Ferdinand, Arctic Monkeys og Oasis. Danske Nephew er også at finde på plakaten til diverse festivaler, hvor de spiller numre fra den nye plade Danmark/Denmark, der udkommer grundlovsdag. Albummet er gennemarbejdet og nok det mest interessante og måske også bedste album fra Nephew til dato.

-
-

placeboVi behøver kun at vente et par dage efter grundlovsdag, før Placebos Battle For The Sun er i butikkerne. Dette er første album siden trommeslager Steve Hewitt forlod bandet i 2007. Man kan godt mærke forandringen, men det har bestemt ikke svækket briternes musikalske evner.
-

-
-

mewI august kom det længeventede album fra Mew med titlen No More Stories Are Told Today I’m Sorry They Washed Away No More Stories The World Is Grey I’m Tired Let’s Wash Away. Albummet blev rost til langt op over skyerne af diverse anmeldere, og med originalitet og sange i topklasse er det fuldt fortjent.
-
-

duneSenere i august udkommer den ”svære” to’er Enter Metropolis fra Dúné. Det er ikke noget mesterværk, men alligevel holder de ambitiøse elektrorockere niveauet og laver en fin opfølger. Arctic Monkeys giver også lyd fra sig i august med pladen Humbug, der indeholder den fremagende single Cornerstone. Med Humbug, der er gruppens tredje studiealbum, springer bandet flere trin op ad stigen mod rockscenens stjernespækkede himmel.
-
-


Efterår 2009 – Muse, The Raveonettes
museI efteråret udsender Muse albummet The Ressistance. Der er ikke meget andet at sige, end at Muse gør det igen, og de gør det super flot! Det er godt produceret, hvilket bandet, for første gang, selv har stået for. Albummet bliver ganske enkelt bedre og bedre for hver gang, man hører det.
-
-
-

raveonettesDen sidste udgivelse, der skal fremhæves er In And Out Of Control fra danske The Raveonettes. På albummet oplever man en anden side af det ellers så rock n’ roll-prægede band, for på dette album er det de mere poppede toner, man får at høre. Det er spændende og ikke mindst modigt.

-
-

Hvis du ikke i forvejen er indehaver af disse cd’er, så er det tretten ønsker til ønskesedlen.
- eller smut selv ud og køb dem…

Popularity: 2% [?]

VASKEÆGTE 70′ER ROCK I NY- FORTOLKNING

December 3rd, 2009 by VEGA-Blogger

Toner fra fortiden
Sidst skrev jeg om de storladne teen-melankolikere i White Lies og deres påståede plagieren af andre storladne rockbands, som Joy Division, Interpol og Editors. Denne gang er et andet band i fokus, som også må siges at skue tilbage i tiden, nærmere bestemt til den sene 60’ere og 70’er rock – nemlig australske Wolfmother.

Ikke fordi de to bands kan sammenlignes musikalsk, men med lidt god vilje kan man vel betegne dem begge som koncept-bands.

Det formmæssige udtryk er i hvert fald vigtigt for begge bands. Men samtidig er referencerne stilsikre og tilpas 00’erish og gøres så gennemført og originalt, at noget nyt opstår – og derfor er plagiat-mærkatet ikke helt passende.

wolfmother_LasseDearman

Foto: Lasse Dearman

Det er klart, at man ofte søger musik der skal udfordre ens horisont og præsentere nye udtryk, men i tilfældet med både White Lies og Wolfmother synes jeg ikke, det er nødvendigt. Det er ok, at det lyder af noget andet, når det samtidig er personlige fortolkninger. Ikke mere om White Lies her, men i stedet til ærke rock-ikonet Stockdale og Wolfmother.

Wolfmother
Über-rockbandet Wolfmother er overraskende nok fra Australien og også et af de bands, der udsættes for plagiat-hetzen fra gamle rockfans og anmeldere. Typer som mener, at Led Zeppelin og Blackk Sabbath opfandt rock-musikken, og nu må andre ikke røre den specifikke lyd, men som med alt andet kunst opstår nyt af at genfortolke det gamle.

Wolfmother er faktisk dannet i 2000, og deres stil defineres af musiksitet allmusic.com som psykedelisk proto-heavy. Bandet har levet en turbulent tilværelse med udskiftning af stort set hele bandet og består derfor i dag kun af forsangeren som eneste oprindelig medlem. Se forsanger Andrew Stockdale blive interviewet af Soundvenue, hvor han beskriver en svær tid efter de to andre oprindelige bandmedlemmer forlod bandet sidste år: http://www.soundvenue.com/play/videoer/2009/08/15/beatday-2009-wolfmother

Man kan heller ikke påstå, at Wolfmother er et særligt produktivt band. Det selvbetitlede debutalbum Wolfmother udkom i 2005, altså fem år efter bandets dannelse og efter en række ep’er, men det var samtidig dét, der gav dem internationalt gennembrud ca. 2 år senere. Opfølgeren fra i år Cosmic Eggs har fået en mere lunken modtagelse og er måske lidt mere af den samme sang.

70’er psychedelia i 2000-indpakning

Wolfmother lyder som Black Sabbath, Led Zeppelin, det vil jeg medgive, men også lidt som Jack White og en god del som start-millennium rockbølgen (i forlængelse af The Strokes, The Black Keys, The Raconteurs, Black Rebel Motor Cycle Club og andre nyfortolkere af blues/garage-rocken).

Også stil – og attitudemæssigt er Wolfmother båret af konsekvent 70’er nostalgi, og rock- klichéerne er til stede. Forsanger og den centrale figur Andrew Stockdale er med sine store krøller, stramme jeans og sceneoptræden indikationen af en ny Jimmy Page/Robert Plant. Alligevel vil jeg hævde, at vi lydmæssigt befinder os i 2000 med fusionen af 70’ernes psykedeliske guitar og den mere stramme lyd fra 2000-tallet.

Live er Wolfmother en ekstatisk rock-oplevelse; det er smukt, det er klassisk rock’n roll med den nærmest uhyggeligt velsyngende Stockdale i front. Deres sceneoptræden lader intet tilbage at ønske, og jeg tror, det er meget sjældent, at publikum bliver skuffede til en Wolfmother-koncert. Tilmed har det indbragt dem en grammy for Best Hard Rock Performance i 2007. Og dette vil jeg gerne bifalde, for jeg oplevede dem på Beat Day i år til en smuk opvisning i ægte rock’n roll. Se en flot billedserie fra Beat Day-koncerten i sommer og få et indtryk af hvad der venter.

Man bliver åbenbart ikke træt af god klassisk rock eller af attituden, og jeg ser meget frem til at opleve dem i februar til en udsøgt rock-session.

Af Maren Astrup Sørensen / VEGA

Wolfmother
Store VEGA
Den 2. februar – kl. 20.00

læs mere på VEGA.dk

Popularity: 1% [?]

WHITE LIES – UNGE, DYSTRE OG PÅ VEJ MOD STJERNERNE

October 12th, 2009 by VEGA-Blogger

White LiesMusikken er så velproduceret og teksterne så tæt på det banale, at der går rygter om, at White Lies er et resultat af beregnende pladeselskabsfolks fikse ideer. Og White Lies må tilmed lægge øre til anklager om både Joy Division-plagiat samt Editors og Interpol-sammenligninger. Til dette har det unge band selv udtalt: “We weren’t alive during that period of music…we’ve never really been that into Joy Division, especially not the Editors…or even Interpol really“, og i samme ombæring har forsagner Harry McVeigh sagt “I don’t think our music sounds a whole lot like those comparisons, I think we’re a lot more euphoric and uplifting“. Så alderen taget i betragtning må disse sammenligninger nok bringes til skamme.

Og hvad angår rygterne om pladeselskabs-strategier, hvad gør det så, når man leverer en så overbevisende debut, som To Lose My Life? Pladen er en raffineret og flot komponeret skive med sange, som alle kredser om de store spørgsmål; døden, livet og kærligheden. Udtrykt gennem rigelige mængder patos og klichéer. Men Harry McVeigh mestrer at indramme sangene og har en karakterisktisk flot stemme, der både lyder som noget gammelt og noget nyt. Det er storladent, gribende og stil – og selvsikkert.

White Lies bør også ses som et band der, som en Soundvenue anmelder har skrevet, er ”sat i verden for at spille iørefaldende, storladen powerrock”. Dette understreges med tekster som ”I won 800.000 on a gameshow, but it’s not enough to win you back” i nummeret “The Price of Love”. Klichéfyldt? En anelse, alligevel rammer White Lies på smuk vis en nerve i musikken, som ikke er set længe.

Her kan videoen til nummeret ”Farewell To The Fairground” ses, som fint illustrerer det rastløse, provinsielle ungdomsunivers, som meget af White Lies musik kredser om.

Fra gymnasieband til ”ones to watch”
Historien om trioen er klassisk, men alligevel imponerende: tre fyre mødes i gymnasiet, spiller i forskellige bands og finder sammen i nuværende bandkonstellation. De ændrer bandnavn, fra det ikke mindre pompøse Fear of Flying, til White Lies, og så i 2008, formodentligt pga. prominente, engelske musikkyndiges udtalte begejstring, udråbes de til at være årets nye navn. Allerede før en eneste single er udgivet har White Lies opnået en ekstrem hype i England og udråbes som ”ones to watch” i 2009. Bl.a. i BBC’s ’Sound of 2009 sammen med b.la. Florence and the Machine, La Roux og Empire of the Sun. Tilbage i februar udgav de så debuten To Lose My Life, som gik direkte ind som nummer ét på den engelske albumhitliste.

For mange kan forudindtaget entusiasme og ekstrem opmærksomhed være en hæmsko, men White Lies ser indtil videre ud til at klare det. Og der er da heller ingen tvivl om, at de allerede er placeret et sted tæt på stjernerne. Siden udgivelsen er det gået stærkt med koncerter over hele England og i USA og på stort set alle nævneværdige festivaler sommeren over, herunder Benicassim, T in the Park og vores egen Roskilde blandt andre.

På Roskilde oplevede denne skribent dem første gang, og de skuffede på ingen måde. De spillede elegant og stilsikkert. De kom, de leverede, og de var ude igen på sekundet med ægte rock’n roll attitude. Fejlfrit, som var det pladen, man hørte live. Man får desuden den tanke, når man oplever dem live, at de ikke spiller for sjov, og de virker sært overbeviste om deres eget værd.

Og denne skribent er overvundet – og spændt på, hvad der kan ventes af White Lies næste album. Dette kan man dog få lov til at vente på med tålmodighed, da de efter sigende har så stramt et koncertprogram, at de ikke kan få ro til at skrive nyt. Det bliver interessant at se, om profetierne holder, sandsynligt er det, at de ikke spiller support acts ret meget længere.
That’s why everything has got to be love or death” synger McVeigh i ’Death’ – jo, sådan kan verden se ud, når den ses fra et ungt, følsomt drengesind.

White Lies spiller en desværre allerede udsolgt koncert i Store VEGA den 6. november. Tjek i øvrigt det ret fine supportnavn, Darker My Love, som spiller med White Lies, hvilket vi har omtalt i et tidligere indlæg på vores blog.

Skrevet af Maren Astrup

læs mere på VEGA.dk


Popularity: 2% [?]

6 MUSIKBLOGS PÅ ROSKILDE FESTIVAL

June 29th, 2009 by Mr. Brown

Vi skriver den 29. juni – de sidste studentervogne har råbt sig gennem landet, badevandet er nået en tålelig temperatur og en god andel af de 25.000 stykker grillkul vi fyrer af hvert år(svarende til 600.000 indenrigs flyrejser) er allerede blevet til CO2. Ja, og så er det for alvor blevet festivaltid. Her på redaktionen tog vi jer forbi Start, Spot og Distortion, men vi vil selvfølgelig også være at finde på telt-festivalerne med Roskilde Festival som den første!

Nick Cave på Roskilde

For er der et sted, de danske musikblogs i høj grad ligner de større medier, så er det i deres massive dækning af den næste uges ballade på dyreskuepladsen. Som vi har vane for her på siden, samler vi op på et par af de Roskilde-relaterede blogindlæg fra vores katalog, som vi synes du skal kigge lidt nærmere på.

Read the rest of this entry »

Popularity: 3% [?]