ELEKTRO-ROCK ‘N’ ROLL FRA THE COMPANY

February 10th, 2010 by Brian Theodor

The Company: En røvfuld spade, tæsk til trommerne og et utæmmet kraftværk! Det er de tre hovedingredienser i en cocktail, der sætter ild til dansegulvet… eller får byen til at eksplodere!

Jeg har længe været meget interesseret i pladeselskabet Tabu Records, hvor der det sidste årti er udgivet en masse rigtig lækkert musik. Hvad der i starten var et rent hiphop-selskab skulle udvikle sig til at have nogle af de mest innovative og trendsættende kunstner fra elektro-rocken med i staben! Tabu formåede med kæmpesucceser at ødelægge idéen om, at selskabet kun havde øre for hiphop — og personligt stormer jeg i butikkerne, hver gang der kommer et nyt guldæg fra Tabu-lejren. Derfor var det med enorme forventninger, at jeg hørte om den nye gruppe fra Randers, der var blevet signet hos Tabu — og kun en uge efter, at Rune Rask og resten af holdet havde hørt dem.
-
… og jeg er bestemt ikke skuffet. Tværtimod!

Sprængfarlige tider
The Company blev signet hos Tabu Records helt tilbage i starten af 2009. De tre unge drenge blev placeret lige midt i rampelyset, men samtidig blev der også lagt et stort pres på deres skuldre — måske især fra publikum. Tabu havde allerede lanceret en ‘elektronisk rock’-kollektion; Veto opnåede kæmpe succes, Troels Abrahamsen fik stablet en solid solokarriere på benene, og The Floor is Made of Lava var med sin debut og et remix-album hele Danmark rundt et par gange. Ville The Company kunne leve op til deres forgængere?

I slutningen af april blev der lukket op for godteposen. Den første single ‘Times I Know’ blev udgivet, og samtidig blev den officielle video udsendt. Lige fra første pulsslag markerer The Company, at de bestemt ikke er en ny omgang Veto eller Lava. The Company er helt deres egen!
Rytmerne er flyttet helt op i front, det melodiøse er skrabet ned til et minimum, teksten synes at være mere opbygget af statements end fortællende elementer. Guitarspillet lyder som noget, der kommer lige ud af et AC/DC-øvelokale. Sangeren og hans stemmeføring indeholder så meget energi og intensitet, at man næsten frygter, det ikke er løgn, når han desperat spørger os: “Can’t you see this? Baby, I’m on fire!”

The Company går helt ud til kanten i den tilhørende video. Præcis i nummerets ånd starter videoen med et par hvide bjælker, der flyder ind over skærmen. Da vokalen træder ind i nummeret, kommer de første egentlige ‘billeder’, hvor vi ser forsanger Christian Worsøe, der ved første øjekast gløder af energi og passion for sin tekst. Kameraet leger med billederne, der konsekvent bevæger sig mellem skarpe og slørede, udtværede billeder af Worsøes mund og ansigt, mens kameraet springer rundt om ham. Det indikerer tydeligt, hvor The Company vil hen; musik – helt ned til de basale elementer. Derfor starter vi også med at se Rasmus Hedegårds fingre, mens de kærtegner keyboardet, derefter det tekniske udstyr, og først halvandet minut inde i videoen er det muligt at se hans ansigt. Nok ser vi Anders Lundgager tydeligt forholdsvist tidligt, men det er primært hans elektriske guitar, der er i billedet. – og naturligvis står der gnister ud af instrumenterne, mens Worsøe må spænde for livet! Et sprængfarligt nummer, der på mange måder fortæller en masse om, hvad The Company er for et band. Gruppen er så fyldt op til randen med attitude, at de sagtens kan bruge en hel video på at illustrere musikken – i stedet for at posere foran kameraet og iscenesætte sig selv! The Company sætter i stedet et knivskarpt fokus på musikken.


Debutalbum bryder grænser

De tre unge fyre fra Randers lod os vente – man kunne næsten frites til at tro, at The Company spillede kostbar! I hvert fald skulle vi helt hen til slutningen af september, før debutalbummet var at finde i pladebutikkerne. Som en lille forsmag udgav trioen sin anden single – og naturligvis en tilhørende video. Denne gang slap de den hidsige ‘Tonigt’ løs! Tempoet er hævet, guitaren har fået en solid plads forrest i lydbilledet, trommerne ligger tungt på alle pulsslag, mens stemmeføringen faktisk har fået tilføjet melodi! The Company har allerede på deres anden single udvidet rammerne, redefineret sin egen genre og knust al tvivl! Men kendetegnet er der stadig; musikken er i centrum.

Videoen er en naturlig forlængelse af deres første. Det legende kamera er vendt tilbage, men vi befinder os nu i storbyen. Billedet skifter mellem at være skarp og utydelig, mens der nu er krydret med en næsten kitschet leg med stopmotion-effekter. Musikvideoen formår at tage et forældet filmisk virkemiddel og opdatere det, gøre det til en integreret del af videoen og dennes udtryk. Det mest ironiske i hele brugen af stopmotion er vel, at figurerne [Company-drengene] står fuldkommen stille og helt urokkelig i det meste af videoen. Idéen bag stopmotion er jo netop at få noget ubevægeligt til at kunne bevæge sig.
Det er en yderst forfriskende måde at lave musikvideoer på! Jeg har selv set dem utallige gange, og er helt pjattet med det æstetiske udtryk.


The Companys debut opkaldt efter bandet selv ramte butikkerne med et brag!

Pladen indeholder ni lækre, sprøde perler, der hver byder på nye oplevelser i det eventyrlystne univers. Åbningsnummeret ‘My Watch’ byder på et heftigt guitarriff, der sparker albummet godt i gang! Trommerne er et solidt fundament for en lækker, lækker elektrisk synth. Keyboardet bruges flittigt med et absolut ekstraordinært resultat. Worsøe er i topform med en charmerende, vittig stemme, der smelter i ørene på én. En pragtfuld åbning for et album, der byder på utallige positive overraskelser. Det eksperimenterende udtryk og de evigt grænsesøgende tiltag gør det en enorm fornøjelse at lyttet til albummet. The Company har virkelig forstået at udnytte sit potentiale i samarbejde med Rune Rask.

Minimalt fyld — maksimalt udtryk!
Filosofien i The Companys musik må vel næsten være ‘less is more’ – minimalismens kernesætning!
Teksterne er skrabet ned til kun at indeholde det helt essentielle, og resten er mellem linjerne – mere præcist; gemt i musikken. De siger det meget tydeligt selv på nummeret ‘Everyone Knows’, hvor teksten helt tydeligt lyder; “Everyone knows what’s going on“. Der er ingen grund til at forklare, når alle ved, hvad det drejer sig om. The Company dropper alt det overlødige og skraber sine numre ned til at være helt ren musik – uden noget overflødigt glimmer!

Jeg var så heldig at få lidt trommeundervisning i midten af sidste årti af en erfaren trommeslager, der lever af at spille musik og har gjort det i tyve år. Han forklarede mig, at musik ikke bare drejer sig om, hvor mange vanskelige og umulige riffs og rytmer, du kan spille. Det, der virkelig giver pote, er, når man formår at gøre noget kedeligt og tamt til noget virkelig fedt, noget der bare lyder kanon godt.
The Company tager en enkel trommerytme, hvor de krydrer med et par simple riffs, nogle få elektroniske elementer og en forsigtig sanger. Sådan starter de flere af numrene, hvorpå de langsomt bygger det op med mere gennemtrængende guitar, mere elektronisk guf, mens Worsøe får lov at slippe alle tøjler og for alvor bringe både energi og passion hele vejen fra Tabu-lejren og ud gennem højtalerne!

The Company har allerede talt lidt om en forårsturne. Der er endnu ingen datoer på en turne rundt i Danmark, men det krydser jeg i hvert fald en masse fingre for. Jeg er rigtig spændt på at skulle opleve dem live. Selvfølgelig har jeg en del forventninger – men The Company har endnu til gode ikke at overgå hver og en af dem.

Som en lille forsmag, afholder The Company en koncert på Rust, Nørrebro fredag d. 19. februar kl. 21.00. – og så er det, man ærgrer sig over at bo på i den anden ende af landet!

Links:
www.companysound.dk
www.myspace.com/companysound

Popularity: 2% [?]

You might also like

STANGSTIVE RUSSERE I JACUZZI
Så det endelig blevet tid til et nærmere kig på den berømte genre; knallertrocken, som man jo som...
VIND BILLETTER TIL START! FESTIVAL
Festivalsæsonen er her, og vi begynder at mærke ægte tegn på sommer – så  nu er tiden inde til...
START! FESTIVAL 2010 PROGRAM
Du kan herunder se alle de bands og solister, som vil optræde til Start! festivalen 2010. Listen byder...
VASKEÆGTE 70′ER ROCK I NY- FORTOLKNING
Toner fra fortiden Sidst skrev jeg om de storladne teen-melankolikere i White Lies og deres påståede...
Tags: , , , , , , , , , , , , ,
Posted in Christian Worsøe, Rune Rask, Tabu Records, The Company, The Floor is Made of Lava, Veto, brian theodor agerholm, electro-rock, elektro-rock, musikblogs

One Response to “ELEKTRO-ROCK ‘N’ ROLL FRA THE COMPANY”

  1. [...] 1 Post 2 Post 3 Post 4 Post 5 Post 6 Post [...]

Leave a Reply

Get Adobe Flash playerPlugin by wpburn.com wordpress themes