WHITE LIES – UNGE, DYSTRE OG PÅ VEJ MOD STJERNERNE

Musikken er så velproduceret og teksterne så tæt på det banale, at der går rygter om, at White Lies er et resultat af beregnende pladeselskabsfolks fikse ideer. Og White Lies må tilmed lægge øre til anklager om både Joy Division-plagiat samt Editors og Interpol-sammenligninger. Til dette har det unge band selv udtalt: “We weren’t alive during that period of music…we’ve never really been that into Joy Division, especially not the Editors…or even Interpol really“, og i samme ombæring har forsagner Harry McVeigh sagt “I don’t think our music sounds a whole lot like those comparisons, I think we’re a lot more euphoric and uplifting“. Så alderen taget i betragtning må disse sammenligninger nok bringes til skamme.

Og hvad angår rygterne om pladeselskabs-strategier, hvad gør det så, når man leverer en så overbevisende debut, som To Lose My Life? Pladen er en raffineret og flot komponeret skive med sange, som alle kredser om de store spørgsmål; døden, livet og kærligheden. Udtrykt gennem rigelige mængder patos og klichéer. Men Harry McVeigh mestrer at indramme sangene og har en karakterisktisk flot stemme, der både lyder som noget gammelt og noget nyt. Det er storladent, gribende og stil – og selvsikkert.

White Lies bør også ses som et band der, som en Soundvenue anmelder har skrevet, er ”sat i verden for at spille iørefaldende, storladen powerrock”. Dette understreges med tekster som ”I won 800.000 on a gameshow, but it’s not enough to win you back” i nummeret “The Price of Love”. Klichéfyldt? En anelse, alligevel rammer White Lies på smuk vis en nerve i musikken, som ikke er set længe.

Her kan videoen til nummeret ”Farewell To The Fairground” ses, som fint illustrerer det rastløse, provinsielle ungdomsunivers, som meget af White Lies musik kredser om.

Fra gymnasieband til ”ones to watch”
Historien om trioen er klassisk, men alligevel imponerende: tre fyre mødes i gymnasiet, spiller i forskellige bands og finder sammen i nuværende bandkonstellation. De ændrer bandnavn, fra det ikke mindre pompøse Fear of Flying, til White Lies, og så i 2008, formodentligt pga. prominente, engelske musikkyndiges udtalte begejstring, udråbes de til at være årets nye navn. Allerede før en eneste single er udgivet har White Lies opnået en ekstrem hype i England og udråbes som ”ones to watch” i 2009. Bl.a. i BBC’s ’Sound of 2009’ sammen med b.la. Florence and the Machine, La Roux og Empire of the Sun. Tilbage i februar udgav de så debuten To Lose My Life, som gik direkte ind som nummer ét på den engelske albumhitliste.

For mange kan forudindtaget entusiasme og ekstrem opmærksomhed være en hæmsko, men White Lies ser indtil videre ud til at klare det. Og der er da heller ingen tvivl om, at de allerede er placeret et sted tæt på stjernerne. Siden udgivelsen er det gået stærkt med koncerter over hele England og i USA og på stort set alle nævneværdige festivaler sommeren over, herunder Benicassim, T in the Park og vores egen Roskilde blandt andre.

På Roskilde oplevede denne skribent dem første gang, og de skuffede på ingen måde. De spillede elegant og stilsikkert. De kom, de leverede, og de var ude igen på sekundet med ægte rock’n roll attitude. Fejlfrit, som var det pladen, man hørte live. Man får desuden den tanke, når man oplever dem live, at de ikke spiller for sjov, og de virker sært overbeviste om deres eget værd.

Og denne skribent er overvundet – og spændt på, hvad der kan ventes af White Lies næste album. Dette kan man dog få lov til at vente på med tålmodighed, da de efter sigende har så stramt et koncertprogram, at de ikke kan få ro til at skrive nyt. Det bliver interessant at se, om profetierne holder, sandsynligt er det, at de ikke spiller support acts ret meget længere.
”That’s why everything has got to be love or death” synger McVeigh i ’Death’ – jo, sådan kan verden se ud, når den ses fra et ungt, følsomt drengesind.

White Lies spiller en desværre allerede udsolgt koncert i Store VEGA den 6. november. Tjek i øvrigt det ret fine supportnavn, Darker My Love, som spiller med White Lies, hvilket vi har omtalt i et tidligere indlæg på vores blog.

Skrevet af Maren Astrup

Popularity: 2% [?]

Relateret

1. TORTOISE, VERTOV OG KAMERAFLIPS
2. KULTURNAT MED MANGE FRISTELSER
3. JULIAN CASABLANCAS SOLODEBUT
4. One-eyed Mule inviterer til shoot-out

Tags: BBC, darker my love., Farewell til the fairground, Harry McVeigh, INterpol, Joy Division, The price of love, To lose my life, White Lies
Posted in anmeldelser, blog, blogs, enghavevej, koncert, koncerter, koncertoplevelser, københavn, nyt om rytmisk musik, roskilde festival, roskildefestival, vega